Ståles to første

Af Bo N K

Mandagens pressemøde var, ud over en mulighed for at se de to nyeste spillere, en fin anledning til at høre sig lidt for om hvilke planer Ståle Solbakken havde for hvordan København skal spille i fremtiden.

Den manglende pressemøderutine gav sig naturligvis omgående udtryk i at Mandagstræneren på vej til pressemødet for vild i Parken, men som et lille held i uheld betød det et møde med en Atiba Hutchinson som sad og så noget forladt ud på en stol i en trappeopgang, kun i selskab med en herre som velsagtens var hans agent. Og så kunne Mandagstræneren jo have fornøjelsen af at byde ham velkommen til København som den første!

Til selve mødet var pressen, med Niels-Christian Holmstrøms ord, mødt talstærkt op trods det korte varsel, og tilsyneladende var det primært Atiba som havde trukket folk til, for efter at pressens ulve blev sluppet løs på spillerne, var det i hvert fald ham som blev overfaldet af langt det største kobbel. Hvilket måske hang sammen med at flere af pressens udsendte før den officielle start på mødet gik og mumlede mellem hinanden om at der var så utroligt mange nordmænd i klubben efterhånden. En, to, mange, som man siger.

Holmstrøm lod vide at det var to væsentlige profiler som nu havde skrevet kontrakt med klubben og begge kontrakter relativt lange eftersom FC København nu har papir på at Brede Hangeland optræder med nr. 5 på ryggen indtil sommeren 2009, og at Atiba Hutchinson bærer Ståles gamle nummer 13 indtil 2010. Det sidste et modigt valg, som Holmstrøm udtrykte det.

En synligt tilfreds Ståle Solbakken afslørede at han havde kigget på begge spillerne i lang tid, og der nu måtte blive ekstra pres på cheftræneren med de to nye stærke spillere.

Da der var blevet givet frit lejde til at snakke med spillerne, kunne Brede Hangeland fortælle at han blandt andet havde foretrukket FC København frem for Rosenborg og ikke mindst havde fravalgt et par engelske klubber fordi FC København tydeligvis havde gjort et meget grundigere forarbejde og i højere grad virkelig ville have ham. Ligeledes havde han selvfølgelig snakket lidt med Roy Hodgson om klubben, og selvom Roy havde fået en lidt speciel exit i København, havde han anbefalet klubben som meget professionelt drevet.

Solbakken kender han fra Norge, og han regner med at skulle få en mere offensiv rolle end han havde i Norge hvor en forsvarsspiller ikke er andet end en forsvarsspiller, som han udtrykte det. I Danmark så han frem til at spille "mere kontinentalt", men dog stadig som midtstopper og næppe som midtbanespiller, hvilket han ellers også har prøvet i det norske. Som højrebenet havde han ikke umiddelbart nogen præferencer mht. at spille højre eller venstre midterback, men regnede med at træneren nok skulle finde den rette plads til ham.

Lidt mere kom der ud af at snakke med Atiba Hutchinson da han efter lidt tid minsandten igen stod og så lidt alene ud, eftersom pressen nu havde kastet sig over Ståle. (Det talent må han da egentlig gerne udnytte når vi har bolden!). Han kunne fortælle lidt af det sædvanlige om at det var et skridt opad i karrieren, og at han havde hørt masser af godt om FC København fra Peter Christiansen (på trods af at også han havde fået en lidt speciel exit!), men Mandagstræneren var egentlig mest interesseret i at høre noget om hvilke planer der var for hans rolle på banen.

Her kunne Atiba fortælle at snakken med Ståle havde gået på at planerne i hvert fald foreløbig gik på at han skulle danne makkerpar med Tobias Linderoth i en 4-4-2. Som udgangspunkt sidestillet i en flad firekæde. I Helsingborg havde han spillet både i en 4-4-2 og i en 4-2-3-1, men i begge tilfælde havde han opereret fra boks til boks, mens makkeren havde ageret den kontrollerende midtbanespiller.

I København regnede han med at få samme relativt frie rolle og regnede iøvrigt med at han primært skulle bidrage med spilfordeling og med sit gode pasningsspil. Da han også er stærk i luften, regnede han med at han ved dødbolde skulle tage turen begge veje altså både få en central rolle i de offensive og og de defensive standardsituationer.

Da Brede også er en lang fætter og temmeligt stærk i luften, skal vi altså mildest talt ikke regne med at FC København er blevet dårligere på dødbolde i løbet af vinterpausen, næsten uanset hvem der ellers måtte forlade os! Men mens Brede nok næppe kommer ret meget med frem i feltet i det åbne spil, vil det blive mere interessant at se om Atiba vil komme stormende ind i feltet når der er indlæg i sigte.

En synligt træt (og efter udseendet at dømme noget forkølet) Holmstrøm kunne iøvrigt slutteligt berette at Atiba ganske vist kommer til at tælle som ikke-EU spiller i regnskabet, men at det problem nok snart løste sig, ikke mindst med tanke på Elrios situation. Brede skulle der nok også blive plads til selvom Holmstrøm sådan set ikke vidste ret meget om Bo Svenssons planer eftersom han kun havde læst om hans nye kontrakt i pressen.

En undtagelse

Mandagstræneren gør sig normalt ikke i pressemøder, eller i nyhedsjournalistik i det hele taget, men da FC København en mandag magede sig til at holde et pressemøde så det passede med med at Deres Udsendte alligevel kunne tage det på vejen hjem fra arbejde, var det en meget god anledning til at gøre en undtagelse.