Et bebudet mord
Af Bo N K
Udesejren mod Horsens fortsatte den gode resultatmæssige stime for FC København, men spillet begyndte så småt at glide lidt dårligere, og der var lagt op til en slags Sandhedens Stund for det 'nye' FC København med to nøgleopgør i UEFA Cup-puljen og i Superligaen på fire dage: hjemme mod både St. Etienne og OB.
Op til kampen mod St. Etienne havde Ståle vældigt travlt med at undskylde og undsige den attraktive spillestil som har præget holdet på det seneste. Som behandlet i seneste klumme har Ståle ikke virket som om han på noget tidspunkt har været specielt tryg ved at holdet pludselig er begyndt at spille meget lidt 'skandinavisk', er begyndt at risikere tværafleveringer i stor stil, lægger mindre vægt på fysikken og er ufarligt på såvel dødbolde som høje indlæg i feltet.
Særligt klar i mælet var Ståle i et interview i Politiken, konfronteret med Tom Køhlerts udtalelse om at det nuværende hold spillede det bedste foldbold Superligaen havde set:
Jeg er altså ikke enig i, at holdet i dag er stærkere og bedre end 2006-holdet. Dengang skabte vi større resultater, vi var meget stabile og solide. Og altså, for mig er resultaterne altid vigtigst. Da jeg kom til FCK, var kravet, at vi skulle vinde mesterskabet og komme i Champions League. Det gjorde vi på en meget solid og kompetent måde. Vi vandt mesterskabet med 13 point, vi lavede flest mål og lukkede færrest ind. Det var perfekt.
Vi havde et hold med erfarne skandinaviske spillere, der tænkte meget ens. Linderoth, Allbäck, Hangeland, Gravgaard, Lars Jacobsen, Silberbauer. Der var en fantastisk fysik i holdet og en stærk mentalitet. Vi havde en fantastisk defensiv kraft, vi lavede dødboldmål, Hangeland og Gravgaard, vi var stærke i presspillet, og når jeg siger, at spillerne tænkte ens, henviser jeg til, at de ville spille med lille risiko. Det er anderledes nu.
Hvordan?
Med de spillere, de typer, vi har nu, kan vi ikke vinde så meget som dengang på fysik, på dødbolde og på presspil. Spillerne på holdet nu har en anden mentalitet, kan man sige. Vi skal spille kombinationsfodbold, vi skal spille med stor risiko fremad, og det gør vi gerne, når resultaterne er der, og vi stadig har en god balance på holdet. Og vi spiller med stor bevægelse. Det kan vi med nye spillere som Thomas Kristensen, der er ved at være meget fint integreret, med Libor Sionko, med Cesar Santin og en back som Pospech, der er mere offensiv end Lars Jakobsen.
Muligvis havde Ståle været i Norge og stå skoleret i Drillos tænketank, for det lignede i dén grad bebudelsen af et mord på den spillestil som har været til stor glæde for FC Københavns fans siden 'gennembruddet' med 3-1 hjemmesejren over FC Midtjylland 17. august. Der syntes bare at mangle et brugbart motiv.
Efter kampen mod St. Etienne manglede det dog ikke længere. Og det lignede unægteligt heller ikke nogen god idé således at prøve at spille lige op med franskmændene på deres egne fodboldmæssige præmisser, for det blev meget tydeligt at de ganske enkelt var for teknisk og taktisk overlegne. Hvor St. Etienne sandsynligvis har spillet på den måde i årtier, har FC København kun gjort det i et par måneder. Og faldt derfor groft igennem.
Med åbne øjne
Niveauforskellen på de enkelte spillere var måske i virkeligheden størst på den centrale midtbane,
men blev klarest udstillet på kanterne. St. Etienne viste
sig at råde over nogle ekstremt hurtige og individuelt gode wings, og det var sådan set ikke
fordi Ståle var overrasket over det, for op til kampen havde han netop omtalt dem som en
særlig trussel. Ikke desto mindre lod det til at det taktiske modtræk var at lade vores
backs skubbe højt op på dem og i øvrigt spille 1 mod 1 mod dem – ikke noget med eksempelvis
at lade firebackkæden stå tæt og få hjælp mod wingerne fra midtbanen.
Særligt tydeligt var det ved St. Etiennes andet og tredje mål – hvor Wendt blev regulært overspurtet ved det andet, og hvor Pospech kiksede et indgreb i midtercirklen(!) ved det tredje. De to situationer kunne dog i nogen grad forklares med at FC København satsede frem ad banen, men her kan det måske være illustrativt at kigge på målet til 0-1. Ulrik Laursen har været den som primært har måttet holde for når skylden skulle placeres, lige så interessant kan det være at kigge på backernes position i det afgørende øjeblik hvor afleveringen til målscorer Gomis blev slået fra franskmændenes venstre kant Payet, øverst i billedet.
Normal FC Københavnsk firebackkæde-ortodoksi ville nok diktere at backen kunne presse op i den side hvor modstanderen spillede op – mens backen i den modsatte side holdt sig på linje med resten af forsvaret. Som billedet illustrerer, er Wendt, nederst i billedet, dog noget mere opmærksom på at holde sig tæt på St. Etiennes venstre wing – og er således slet ikke i nærheden af at kunne bakke Ulrik Laursen op hvis bolden blev slået på ydersiden af ham. Hvilket den som bekendt blev gjort – med forbløffende effekt, taget i betragtning hvor præcist og veltimet både indlæg, løb og hovedstød skulle være for at blive farlige i den situation.
Så når man kan pege på Wendts position i situationen som bemærkelsesværdig, er det ikke for at hænge ham ud, men snarere for at påpege at det lignede et bevidst taktisk valg at backerne skulle stå højt. Det lignede ikke noget som bare skete fordi FC København var tvunget til at forcere som kampen skred frem; ligesom midterforsvaret skulle være i stand til at dæmme op for indlæg mod Gomis to mod én, skulle backerne i hovedsagen klare sig på egen hånd mod de farlige wings.
Ikke mere pjat
En tydeligt skuffet Ståle tonede da også frem på skærmen efter nederlaget og lod vide at
holdet i for mange situationer havde spillet for "naivt". Så nu skulle det blive vældigt
interessant at se hvilke konklusioner der var blevet draget op til OB-kampen.
Før startfløjt skar det straks i øjnene at to spillere var sorteret fra i forhold til St. Etienne-kampen: Sionko og Wendt. Det er naturligvis muligt at Ståle havde vurderet at de var trætte og skulle spares efter et hårdt program med landskampe (som jo i Ståles optik altid trætter langt mere end klubkampe), men umiddelbart lignede det snarere en udpegning af syndebukke i anledning af det svage presspil mod franskmændene.
Særligt valget af Niclas Jensen frem for Wendt lignede en kombineret straffeaktion og taktisk omlægning. I stedet for at have Wendt rendende fremme på banen kunne man med Niclas få truppens bedste server ind – som så kunne betjene de forreste nede bagfra, uden selv at komme ud på risikable eventyr.
Og allerede kampens første minutter viste da også at begge hold agtede at spille meget direkte og meget fysisk: Der skulle ikke kombineres for meget på midtbanen, og ved første lejlighed skulle boldene slås op mod de forreste. Ikke overraskende for OB's vedkommende, for sådan spiller de altid, men for FC Københavns vedkommende var det noget mere uvant i forhold til hvordan vi har set holdet på det seneste.
Ståle fik da også hvad han kom efter – i den forstand at holdet spillede med noget mindre risiko. Og eftersom nullet blev holdt, og målmaskinen Djiby Fall sågar blev holdt næsten ude af spillet, gav Ståles tilbagevenden til de gamle dyder også resultat. Når man kigger på afslutningsstatistikken, var succesen dog noget mindre klar. FC København havde to afslutninger inden for rammen – og heraf husker Deres Udsendte til Parken kun et langskud fra Niclas i starten af 2. halvleg – mens OB kom op på 6 afslutninger på mål. Og de krævede endda noget mere af Jesper Christiansen end der blev krævet af Onyszko.
Til gengæld manglede der ikke action i kampen, og der var masser af både nærkampe og intense situationer i begge felter. For københavnsk vedkommende opstod situationerne dog ret konsekvent på andenbolde – indlæggene blev sjovt nok oftest slået meget sent i angrebene og lige som hjørnesparkene næsten udelukkende i hovedhøjde; den kombination passede naturligvis skidt til vores små angribere og kan givetvis sige en del om hvorfor Onyszko ikke blev udfordret mere.
Men med presset på begge felter og en vrimmel af hårde tacklinger og dueller var der nok ikke så mange der kedede sig i Parken. Alligevel var det svært ikke at gå hjem med en fornemmelse af at den korte periode med en attraktiv spillestil nu meget vel kan være slut.
