Danmarks tredjebedste
Af Bo N K
Efter en flot slutspurt lykkedes det FC København at få medaljer, denne gang af det ædle metal bronze. Og det levede jo fint op til målsætningen for klubben eftersom det, i hvert fald i år, fører europæisk kvalifikation med sig. Og som det tidligere er blevet vendt op og ned ad stolper her i klummen, fører en opfyldelse af målsætningen sandsynligvis til at der ikke sker udskiftninger i den sportslige ledelse.
Til gengæld er der naturligvis bud efter de spillere som så flot levede op til målsætningen, og de første sikre afgange er Marcus Allbäck og Michael Silberbauer. De fodboldmæssige konsekvenser af deres afgang har også tidligere været vendt, men det er alligevel svært ikke at studse over hvilke klubber vi efterhånden afgiver spillere til.
Siden rekordsalget af Christian Poulsen til Schalke, med effekt i sommeren 2002, har vi afgivet en hel del spillere til andre klubber. Og nu skulle det jo gerne være sådan at FC Kbh var et godt springbræt til at score en god kontrakt i udlandet hvis vi skal kunne tiltrække de største hjemlige – og nordiske – talenter.
De kan da også bide mærke i vi siden har fået sendt Elrio van Heerden til Club Brugge, Tobias Linderoth til Galatasaray og Brede Hangeland til Fulham. Det er sikkert nogle gode steder at havne, og de er taget afsted på en bølge af succes. Resten af vores spillere er til gengæld havnet i Utrecht, Sochaux, Örgryte, Nürnberg, Heerenveen, Livorno, Vålerenga, Strømsgodset, Elfsborg, Viking, Mönchengladbach, Viborg, Randers, FC Midtjylland, FC Honka, FC Nordsjælland, Vejle, FC Sopron, Sandefjord, Bielefeld, Derby, West Bromwich Albion, Malmö, Herfølge, Landskrona og Modena efter afgang fra København. Og det er unægteligt klubber hvis navne klinger af lidt mindre.
Senest har vi altså afgivet Michael Silberbauer til Utrecht. Et eventyr i Holland skal være Silberbauer vel undt, men det er nu alligevel en smule mystisk at dét skulle være hvad han kunne drive det til. Og som sagt måske bekymrende at vi med meget få undtagelser ikke udvikler spillere til at kunne klare sig på højere niveau end bunden af Bundesligaen og tilsvarende.
Helt på toppen
Det antyder i hvert fald meget kraftigt at FC København ikke ser sig selv som en del af en udviklingsliga
– ja, det ser faktisk snarere ud som om FC København foretrækker at spillernes karrierer kulminerer i
København. Hvorvidt det er en bevidst strategi, er svært at sige, men det synes i hvert fald at være en slags
konsekvens af at klubben er uafhængig af transferindtægter. Endda så uafhængig at man tillader sig at køre med
enorme underskud på transferkontoen hvert eneste år – hvilket også har været vendt
her i klummen tidligere.
Efter salget af Hangeland lod bold.dk os vide at salget havde dækket udgifterne til at købe vinterens tre nye. Det demonstrerede dog primært at bold.dk endnu ikke har gennemskuet hvordan transferbeløb afskrives over hele kontraktperioden når der er tale om indkøb, mens salgsindtægter bogføres som en éngangsindtægter. Hvis vi forsigtigt går ud fra at salget indbragte 35 mio. kr., vil der altså for næste kvartal være et underskud på ca. 25 mio. kr. på transferkontoen. Altså et samlet underskud for halvåret på ca. 15 mio. kr. – hvilket virker som en helt realistisk prognose for resten af året; samlede transferunderskud på omkring 30 mio. pr. år synes at være det mål PSE har sat for sig selv.
Men hvordan har klubben så tænkt sig at nå dét underskud til næste år ved juletid? Det bliver vel ved at købe spillere som skal koste minimum det samme som de spillere man måtte afgive her i løbet af sommeren, og det skulle CV og Solbakken nok være mænd for. Indtil videre er dén målsætning også nået i hvert eneste transfervindue med de to ved roret.
Lad de små hold komme til mig
Denne lange svada om transfers dog kun for at nå frem til det egentligt interessante: Hvad kan vi forvente at
se af fodbold til næste sæson? Ståle er så småt begyndt at tænke højt og del ud af sine tanker.
Således til
Berlingske:
»Jeg ser gerne, vi har mindre boldbesiddelse til næste sæson. I mine to første sæsoner i FCK havde vi i gennemsnit en boldbesiddelse på lidt over 50 procent, men i denne sæson har det været markant højere, og det har faktisk givet os problemer,« siger Ståle Solbakken.
»Størsteparten af de hold, vi har mødt, har stået meget kompakt og langt tilbage på banen, og der har vi ikke været dygtige nok til at udnytte vores overtag i spil til at afgøre kampene. Fodbold på de vilkår stiller andre krav til vores evne til at spille hurtigt med få stationer, og den opgave har vi ikke løst godt nok,« siger Ståle Solbakken.
For så vidt kan man jo kun give ham ret. Både i at opgaven ikke er løst godt nok, men også i at FC Kbh i hans udgave er klart bedst når man opgiver at styre kampene selv. Bemærkelsesværdigt nok ønsker han dog tilsyneladende ikke at blive bedre til at udnytte overtag i kampene, men ønsker i stedet at afgive det. Nogle af os ville nok have foretrukket det modsatte, men hvis man ikke magter at lære sit ekstremt dyrt indkøbte hold at spille som et storhold, er det vel en ærlig sag.
Et knapt så mærkeligt fænomen
Det er naturligvis et spørgsmål om at have forskellige fodboldopfattelser. I den forbindelse havde
JP Sport et par interessante små udtalelser fra de to trænere som måske står længst fra hinanden herjemme:
Ståle selv og Lyngbys Kasper Hjulmand. Det var i forbindelse med at JP skulle
sætte Årets Hold, og
selvom avisen ikke var så fin at skrive hvad trænerne blev spurgt om, blev de efter svarene at dømme spurgt
om individualisternes vilkår i den danske liga.
Kasper Hjulmand sagde:
»Der ikke er mange luksuspladser tilbage i moderne fodbold, og det er blevet vigtigere at være hårdtarbejdende. Man har set gode angrebspræstationer, selv om flere af dem har haft svære vilkår, da deres hold har spillet meget fra backkæden og direkte frem i forreste geled. Angriberen vil gerne have den sidste bold, så tæt på sig som muligt. Det får han sjældent på den måde.«
Ståle Solbakken mente modsat:
Der er et mærkeligt dansk fænomen om, at hvis man skal være individualist, skal man ikke løbe, men lade de andre løbe for sig. Hvis man så Champions League-finalen, så er der 11 mand, der angriber og 11, som forsvarer. Tevez og Rooney står ikke bare og venter på at blive spillet. Herhjemme tror man, at angribere skal stå og vente på, at de 10 andre spiller dem.«
Her har angriberne i FC Kbh den fordel at de kun behøver vente på at 4-5 mand spiller dem – som regel fra bageste række. Og hvis man undrer sig over hvorfor København så sjældent får en topscorertitel, selv med langt dyrere angribere end de andre klubber, finder man utvivlsomt meget af forklaringen her: Det har længe været en fast del af spillestilen at det er angriberne som skal 'sætte' spillet oppe på modstandernes banehalvdel – og ikke kun når modstanderne er i ubalance, men sandelig også når de er i balance og organiserede. Så skal de bagerste hellere slå en bold hen over hovedet på modstanderne end risikere at spille kort og på tværs for selv at tvinge modstanderne ud af deres organisation – det kan Rasmus Würtz vist tale med om efter at have lidt under en farlig tværaflevering i næsten en hel sæson.
Det vil naturligvis tage på angribernes kræfter at skulle tage alle de hårde nærkampe i næsten hvert eneste opspil, og så er det ikke så mærkeligt hvis der er færre kræfter når man er i nærheden af en afslutning. Naturligvis tager en defensiv indsats som første forsvarsspiller også på kræfterne, men næppe i samme grad; når bolden først er spillet forbi dem, løber vores angribere jo heller ikke hele vejen med tilbage, men venter fremme.
Så når der skal købes en angriber som erstatning for Allbäck, skal man nok regne med at han skal kunne lidt af hvert. Ikke alene skal han angiveligt være en vinder- og ledertype, han skal også både kunne tage lange bolde til sig og sende dem videre, løbe dybt på lange bolde over hovedet på forsvaret – og så naturligvis være til stede i boksen ved indlæg og leve op til de effektivitetskrav som der stilles derinde.
Med de krav til en angriber skal man nok ikke forvente overskud på transferkontoen til jul – men hvis han gør det rigtigt godt, er der måske ligefrem håb om at vi for første gang i FC Københavns historie kan afgive en angriber til en topklub i en større liga.
