Matchet og overmatchet
Af Bo N K
Overgangen mellem november og december har været hård ved københavnerne, og efter en relativt intensiv halvsæson med en smal trup har de seneste to hjemmekampe da også budt på nogle halvbløde resultater hvor spillerne har set noget slidte ud.
Hvor kampen mod midterholdet Brøndby startede lovende med et livligt angrebsspil der grådigt udnyttede at vores angribere kunne skaffe sig plads lige foran teenage-forsvaret til at slå de korte dybe bolde, så det lidt anderledes ud mod Atlético som selv gav en opvisning i håndtering af småspil foran en firekæde. Faktisk endda i begge ender; der har nok været mest opmærksomhed omkring deres evne til at spille på endog meget små områder i front, men deres firekædes evne til at trække vores egne angribere offside i småspillet var intet mindre end outstanding. Uden at have de eksakte tal ved hånden er det vist ikke helt galt at gætte på at antallet af offsides endte tocifret for københavnerne – mens det som bekendt gik noget værre for vores egen firekædes forsøg på at trække offside, særligt pinligt udstillet ved Agüeros mål på en helt enorm friløber.
Som Mandagstræneren tidligere har været inde på, kommer holdet uden Grønkjær som trussel i dybden da også hurtigt til at tage sig noget stereotypt og tungrøvet ud mod bedre midterbacks end Brøndbys, og Atléticos spillere var da heller ikke efter kampen specielt imponerede over hverken tempoet eller opfindsomheden i det københavnske angrebsspil.
Adventslys eller stjerneskud?
Mest bemærkelsesværdigt ved de to seneste kampe har dog nok været et par højest uventede
opblomstringer fra marginalspillere. Mest opmærksomhed har der nok været om et længe ventet –
mindre – gennembrud for Ashvetia-doktrinens dyreste flop, Ailton, men også Oscar Wendt har
lyst op med et par forbløffende gode præstationer i sin 'forkerte' side, på højre back.
For nu at tage den dyreste først overraskede Ailton først mod Brøndby ved pludselig at vise en aggressivitet og pågåenhed som ellers havde virket helt fraværende – plus ikke mindst en evne til rent faktisk at få noget ud af sine individuelle aktioner. Og selvfølgelig kan man håbe at der er mere hvor det kom fra, men set herfra kan der muligvis også være en anden forklaring på hvorfor tingene pludselig så anderledes ud end vi desværre har vænnet os til.
Mod både Brøndby og Atlético forsøgte Ståle at hente en føring ved at smide tre mand helt i front og dermed skabe forvirring i modstandernes firekæde. Det kunne meget vel se ud som om Ailton profiterede 'overnormalt' af denne forvirring, og en indikation på det kunne være at han rent faktisk syntes at vende tilbage til sit vanlige, noget lavere, trusselsniveau da udligningen faldt, og Ståle gik tilbage til kun at spille med to angribere. Straks syntes hans aktioner at udvikle sig på den vanlige måde: driblinger direkte ind i en modstander – eller to – som ikke havde de store problemer med at aflæse og afvæbne ham.
Anderledes med den anden blomst, Oscar Wendt, som syntes at holde sit niveau ganske pænt i 90 minutter i begge kampe. Allermest forbløffende var kampen mod Brøndby hvor han diverterede med det ene fremragende indlæg efter det andet med sit svage højreben – indlæg som vel egentlig var endnu bedre end hvad vi hidtil har set fra hans ganske fine venstreben.
Noget at vokse fra
Når undertegnede alligevel har en markant skepsis over for om Wendt nogensinde kan blive en
rigtigt god back, hænger det dog knapt så meget sammen med hverken hans højre- eller venstreben.
I hvert fald det venstre må siges at holde niveau – mens de overraskende indslag fra det
højre selvsagt kan have været mere held end udtryk for en tendens. Problemet er snarere
at han ganske enkelt er for pivet til at blive en god back.
Nu er det sin sag at sidde bag en skærm og udråbe fodboldspillere til at være tøsedrenge, og der er vist ingen tvivl om at unge Oscar er en noget hårdere hund end både undertegnede og de fleste som finder på at læse denne klumme. Men som professionel fodboldspiller, og især da som forsvarsspiller, kræves der en foragt for eget helbred som er noget ud over det sædvanlige. Tendensen til at han passer lidt rigeligt på sig selv giver alt for ofte en tøven i specielt nærkampene som ikke duer på højt niveau. I det offensive spil betyder det at han ofte ikke tør gå rigtigt tæt uden om sin modstander, at han lader sig kyse af hårde tacklinger, og at han ligeledes ofte tøver en anelse for længe med at gå med frem i siden. Men værre er det når der f.eks. skal kæmpes om marginalbolde i nærheden af vores eget felt. Her tøver han alt for ofte det afgørende splitsekund, og det holder ikke på længere sigt. I hvert fald ikke hvis pjevsetheden viser sig at være noget som han ikke kan gøre sig fri af.
Transfusion
På netop de to pladser som Ailton og Wendt har udfyldt, trækker det dog alvorligt op til indkøb, og
efter de to kampe står det først og fremmest på bundlinjen at spillerne meget tydeligt
trænger til den juleferie som snart venter. For andet år i træk synes truppen ikke rigtigt at
have været dimensioneret til europæisk fodbold i efteråret, og det kan egentlig undre. Man skulle,
ligesom sidste år, have troet at vinterpausen var et godt tidspunkt til at slanke truppen
– efter at spillerne havde haft en chance for at vise sig frem på større arenaer –
men i stedet tegner det til at det endnu en gang bliver til flere indkøb end salg. Uden at man
skal forvente alt for mange: Hvis der er noget der har kendetegnet Carsten V. Jensens tid som
sportschef, så er det vel der ikke skiftes ret meget ud.
Der er således, siden han kom til i sommeren 2006, kun købt indkøbt 7 spillere i de følgende to transfervinduer (vinter 06/07 og sommer 07) hvor Holmstrøm ikke kan formodes at have været med inde over (Niclas, Coe, Nordstrand, Würtz, Sionko, Antonsson, Zanka), og kun 6 regulære førsteholdsspillere har forladt truppen (Jacobsen, Linderoth, Berglund, Thomassen, Bergdølmo, Pimpong). Så beskeden en udskiftning signalerer vel både at kontinuiteten vægtes højt, men også at CV's ekstreme grundighed betyder at der ikke ligefrem købes i bundter. Og på trods af at Ashvetia-doktrinen med indkøbet af Sionko omsider synes kastet på møddingen, er det ikke de store risici som tages: Således er ikke et eneste af CV's indkøb faldet igennem, omend heller ingen af dem har fået det helt lysende gennembrud. Hvis man regner med at den tendens fortsætter, kan vi altså nok se frem til to eller tre helt fornuftige og velforberedte indkøb til truppen i vinterpausen, og måske et salg eller to, men sandsynligvis ingen spillertilgange som vil få folk til at tabe kæben på forhånd.
