Det blev lidt klogere
Af Bo N K
Hvis ellers Ståle nogensinde læste Mandagstræneren, ville han kunne notere sig en indrømmelse: I seneste klumme skrev undertegnede at vi reelt manglede intelligente alternativer til det utilstrækkelige angrebsspil vi så mod Panathinaikos, men i de seneste to kampe er det så blevet grundigt understreget at vi skam har et intelligent alternativ.
Såvel mod Midtjylland som mod OB valgte Ståle at køre en 'europæisk' angrebskonstellation hvor Grønkjær lå som den ene angriber i en fri rolle, mens den anden angriber primært skulle holde sig omkring boksen. Mod Midtjylland hed makkeren Allbäck, mod OB hed han Nordstrand – men deres taktiske rolle var nogenlunde den samme. Og mod begge hold viste det sig at være et rigtigt godt – og intelligent – alternativ til den vanlige model med to 'rigtige' angribere, omend modellen også viste nogle svagheder som vi skal komme tilbage til.
I den vanlige model med de to sidestillede angribere er FC Kbh meget afhængig af at angriberne kan overmatche deres personlige modstander – som regel de to midterbacks – og det har vi næppe spillerne til at spille på lige nu, angribernes form taget i betragtning. I hvert fald ikke mod gode modstandere. Anderledes ser det ud når Grønkjær bruges i en fri rolle: Han har hurtigheden til at true ethvert forsvar i dybden, og samtidig er det meget effektivt at lade ham trække ud i venstre side på ægte Henry-vis; herfra kan han både anvendes som spilstation og til at skabe plads for fremstød fra en venstre wing og en venstre back. I og for sig er det samme bevægelsesmønster som Zuma også ofte fulgte i sin tid - bare oftest i højre side i stedet for venstre.
Mod forventning har det vel egentlig vist sig at vi får allermest ud af ham i en angriberrolle! I hvert fald har angrebsspillet vist sig langt mere livligt når han har spillet i front, og modstanderne ikke så let har kunnet gardere sig mod ham med en fast dobbeltdækning i den ene side. Mod såvel Midtjylland som OB kom det da også til langt, langt flere gennembrud end vi har set i den senere tid.
At det dog ikke er nogen mirakelløsning, har kampene dog også demonstreret. Det har ført til langt flere gennembrud, og det har stresset modstandernes bagkæder, men mange mål har det ikke givet. Karakteristisk nok kom der da også først først hul på bylden i seneste kamp, mod OB, da Nordstrand fik selskab af Allbäck i front, og der blev spillet en 'rigtig' 4-4-2. For trods Grønkjærs store kvaliteter i gennembrudsspillet ville det være synd at sige at han var en rigtigt god afslutter – og dybest set er han heller ikke en alt for god oplægger! Hans styrke ligger snarest i at han skaber så ekstremt mange farlige situationer at det til sidst giver resultat; de enkelte afslutninger og indlæg har sjældent en kvalitet der kan leve op til hvad han ellers kan.
Grønkjærs hurtighed, ikke mindst i kontraspillet, kan også have den negative sideeffekt at resten af holdet ganske enkelt ikke når med frem hår han udnytter en spilvending til at sætte et kontrastød ind. Som Ståle selv er inde på i en kommentar til fck.dk:
De første 10 minutter starter vi rigtig godt, men så går vi lidt ned de næste 20-25 minutter, hvor OB kommer ind i kampen og får overtaget. Vi har bl.a. for lang afstand mellem de to forreste og midtbanen, og det forstår OB at udnytte.
Set herfra vil det dog ikke være klogt at afskrive modellen med Grønkjær i front – suppleret af kun én 'rigtig' angriber – på basis af den manglende effektivitet. Den har ganske vist ikke givet anledning til voldsomt mange mål, men det er en ualmindeligt billig måde at stresse modstanderne på, tvinge dem til at tage hårde returløb og mørne dem til at man eventuelt kan skifte endnu en angriber ind som kan levere dødsstøddet. Modsat mod Panathinaikos hvor Grønkjær blev nødt til at spille på kanten – og hvor det krævede både flere mænd, flere kræfter og større blottelser at true dem frem ad banen. At Grønkjær er tvivlsom mod Lokomotiv Moskva, kan således vise sig at være et ganske stort problem – selvom det sandsynligvis vil betyde at vi kommer til at spille med to angribere fra start og dermed stiller op i en konstellation der i sig selv synes at give større effektivitet foran mål.
