For let og for lidt
Af Bo N K
Til gårsdagens opgør mod Panathinaikos havde Ståle gjort en hel del ud af at nedtone forventningerne til kampens underholdningsværdi. Til Ritzau lod han vide at
Det bliver en kedelig, kontrolleret offensiv. Forhåbentlig kan vi sætte os på kampen, men vi skal hele tiden være vågne omkring deres angribere.
Grundet skader og en generelt smal trup stillede holdet dog alligevel pludselig op med en lineup der signalerede alt andet end kontrolleret offensiv: To angribere (Allbäck og Nordstrand), to offensive kanter (Grønkjær og Sionko) og én offensiv central midt (Atiba). Umiddelbart har undertegnede meget svært ved at huske hvornår der sidst har været stillet så offensivt op i en kamp mod en bare tilnærmelsesvist ligeværdig modstander.
Det første kvarter af kampen blev da også stærkt hektisk og præget af et københavnsk stormløb mod det græske mål – ja, man fristes næsten til at sige at angrebsspillet sprudlede. Der blev smidt mange mand med frem, og det græske felt kom under pres, specielt med udgangspunkt i Grønkjærs side hvor det – helt efter planen – lykkedes at isolere ham med grækernes højre back Loukas Vyntra, angiveligt udset som et svagt punkt på forhånd. Ligesom den rutinerede landsholdsspiller og europamester Takis Fyssas i venstre side angiveligt også var – hvilket forekommer lidt sværere at forstå.
Efter 16 minutter gav den offensive satsning dog bagslag, og efter at have været halvfarlige på et par enkelte kontraangreb fik grækerne så kampens eneste mål på et veludført hurtigt angreb.
Det synes ganske enkelt at stå klart at Ståles fodboldfilosofi ikke rigtigt tillader at man på én gang spiller offensivt og chanceskabende og samtidig opretholder en stærk defensiv. Man må simpelthen vælge mellem det ene og det andet fra kamp til kamp – og mod Panathinaikos så det endda ud som om man følte sig nødsaget til at vælge i løbet af kampen. Jeg vil forsøge at give et bud på hvorfor.
For brede og for lange
Som nævnt ovenfor blev der stillet op i en yderst offensiv opstilling, og det var
ikke kun på papiret den var offensiv. De nævnte fem offensivspillere på midten og i
angrebet VAR rent faktisk med fremme og sætte grækerne under pres, og på indlæg fra
venstre side kunne man da også se at der rent konsekvent var fire mand med i feltet;
to angribere og to midtbanespillere. Logisk nok gav sådan en satsning dog også bedre
plads den anden vej, og særligt blev der meget tomt på midtbanen hvor Rasmus Würtz
stod meget alene med at forsøge at lukke modangreb ned centralt. Som Jesper Grønkjær
efterfølgende sagde til fck.dk:
Vi bliver for brede og for lange før pausen og giver for mange chancer væk til dem. De er skarpe på kontra og får os til at se skidt ud i nogle situationer. Det undgår vi i 2. halvleg, men til gengæld har vi meget svært ved at få bolden ind i boksen.
Det græske mål kom da også netop af dén svaghed: En hurtig bold blev slået op gennem det tyndt befolkede centrale område og blev hurtigt sendt videre til et dybt løb ned bag vores langsomste forsvarsspiller, Niclas Jensen. Og det var vel at mærke ikke første gang det blev afprøvet, det var bare første gang det gav resultat. Så hvis Ståle troede at han kunne lure grækernes træner José Peseiro taktisk, måtte han vel bare sande at det kunne han ikke – portugiseren havde faktisk en bedre plan end Ståle selv havde.
Og netop detaljen omkring forholdet mellem midter- og backkæden viser nok noget meget karakteristisk i Ståles måde at tænke defensiv afsikring på. Niclas blev betegnende nok ikke fanget langt fremme i banen, han blev fanget nede på sin plads. I Ståles tænkning synes det højt prioriteret at backkæden ikke tager for mange chancer med at gå med frem – mens der tydeligvis kan tages større chancer med at sende mange midtbanespillere med frem. I forhold til tidligere københavnske hold er der under Ståle sket en reel forskydning her: forsvaret af kanterne er blevet opprioriteret til fordel for forsvaret af det centrale område. Men at kanterne netop kan trues ved at det centrale område ikke forsvares godt nok, fik man så et lille lærestykke i.
Udsmartet
Peseiros taktiske overtag blev endnu tydeligere som kampen skred frem. Det stod
velsagtens hurtigt klart for ham at den eneste individuelle københavnske trussel var
Grønkjær, og han kunne sættes ud af spillet med en simpel dobbeltmarkering. Hvilket
kunne gøres uden den store risiko ved at skabe plads andetsteds på banen, for dertil
gik det københavnske pasningsspil for langsomt – selvom det for så vidt gik noget
hurtigere end vi er vant til at se i hjemlige kampe, muligvis ekstra påvirket af den
våde og hurtige bane. Og oveni holdt FC Kbh i 2. halvleg lidt mere igen med midtbanen,
således at der ikke kom så mange folk med frem i feltet, hvorved grækerne lettere kunne
'undvære' en ekstra mand til at sætte på Grønkjær.
Med Grønkjær sat ud af spillet med et meget simpelt taktisk træk stod det meget tydeligt hvor få offensive strenge holdet reelt har at spille på. Stort set alle opspil blev nu lagt an efter det klassiske basisspel hvor en back skulle finde en angriber med en lang bold, enten i et dybt løb eller trukket ned i banen for at lægge bolden af. Basisspelet viste sig dog også ret nemt at lukke af for; hverken Nordstrand eller Allbäck har reelt hurtigheden til at true i dybden, og eftersom grækernes centrale midtbane stod noget tættere end den københavnske, var pasninger op i mellemrummet så svære at slå – og efterfølgende at få kontrol over – at de stærke midterbacks hurtigt kunne afmontere forsøg på at få mellemrumsspillet i gang. Ligesom det naturligvis ikke hjalp at Niclas synes at have tabt meget præcision i sit opspil, for normalt er det fra ham man kan forvente de langt mest præcise og konstruktive pasninger fremad. Ståles 'omskoling' af ham til en back som primært bliver stående i sin kæde, syntes faktisk at fungere i starten, men har efterhånden reduceret ham til en temmeligt ordinær forsvarsspiller.
Hvis bare vi er nok
Bundlinjen synes desværre at være at FC Kbh har meget få offensive strenge at spille
på når de møder et hold med individuelt stærke forsvarsspillere – som samtidig
tillader sig at få defensiv hjælp af den centrale midtbane. Hvis Grønkjær
dobbeltmarkeres, og angriberne ikke kan overmatche deres direkte modspiller i
hverken hurtighed eller fysik, har København tilsyneladende ikke andre taktiske
modtræk end at køre på ren kvantitet: Smid flere folk frem for at slås om de løse
bolde som det direkte spil og de mange dueller udløser. Dét problem blev nådesløst
udstillet mod Panathinaikos. Som vel at mærke scorede deres mål i en situation hvor
de reelt var 2 mod 4 eller 5, men bare flyttede bolden hurtigere og smartere mellem sig.
For så vidt havde forestillingen allerede en dårlig generalprøve mod Randers, men dén kamp viste omvendt også at problemet næppe på længere sigt vil betyde det store på hjemlig grund: Med samme primitive midler tilspillede man sig mange chancer og var mest bare uheldige med at de ikke gav mål. De afledte dødbolde plejer jo unægteligt også at være et stærkt våben for København – og gav da også i går et (halvtyndt) straffespark som man ikke helt skal glemme. Er modstanderne lidt individuelt stærkere end hvad vi plejer at møde i ligaen, bliver vi dog ganske enkelt nødt til at udvikle en lidt mere intelligent måde at angribe på.
