Ingen leg med de største i år
Af Bo N K
Lidt overraskende har den officielle vinkel på nederlaget til Benfica været på det ærefulde i nederlaget i det ellers så resultatorienterede FC Kbh. Selv Drillo-eleven Ståle kan man læse følgende fra på fck.dk:
Vi spiller i dag den bedste første halvleg i min periode som træner, og det er det bedste jeg har set noget dansk hold levere i Europa i lang, lang tid. Vi kører dem ud af banen og skaber chance på chance.
Men altså ingen mål og ikke noget resultat der kan imponere nogen, faktisk snarere et ret klart samlet nederlag. Så ud fra den klassiske norske logik må holdet bare siges at have dumpet; det nytter vel ikke noget at man kun er resultatorienteret når man har vundet. Men den vinkel er der jo heldigvis ingen der tvinger Mandagstræneren til at anskue tingene fra.
I forhold til bekymringerne i seneste klumme skulle kampen mod Benfica snarere blive en beroligelse af format. Overordnet set var kampen ganske enkelt en kraftudladning af en størrelse som kom pænt bag på den Mandagstræner som i dagens anledning sad mageligt placeret i en sofa sammen med gode venner. Ganske vist så vi igen at Rasmus Würtz blev skiftet halvtidligt ud, men denne gang kunne udskiftningen i højere grad forklares taktisk – med en indskiftning af en mere offensivt orienteret spiller som Sionko. Og denne signatur kunne mod kampens slutning lettere bedrøvet sidde og blive enig med sig selv om at holdet da i hvert fald havde gjort hvad det kunne, og at det havde vist at en hård fysisk indsats i det mindste rakte til at sætte et godt (omend krise- og skadesplaget) europæisk tophold (p.t. nr. 17 på UEFA's ranking) under markant pres på hjemmebane.
De store drenge på holdet sloges vældigt heftigt med de i dagens anledning knap så store portugisere, og kombineret med sporadisk fikshed fra specielt en veloplagt Morten Nordstrand formåede København at få en alsidighed i angrebsspillet der tvang Benfica langt tilbage, og som endvidere skabte en del løse muligheder omkring feltet. Selvfølgelig primært på tilkæmpede dødbolde – som FC Københavns norskpåvirkede stil jo lægger op til. At portugiserne så viste sig at være noget bedre til at udnytte deres egne dødbolde, var vel en fin lille krølle på halen hvis man sad i Portugal og var nervøs over at møde sådan et farligt 'norsk' hold.
En colombiansk bekendt i sofaen måtte dog fortælle at han var ude for noget af et kulturchok da Parkens publikum efter kampen højlydt hyldede indsatsen. "Hvad klapper de for? Jeg forstår det ikke?!" I hans øjne var det først og fremmest mærkværdigt at et publikum kunne være så trofast at det hyldede et hold der lige havde tabt og ikke havde scoret et eneste mål, men lige så mærkværdigt var det for ham at hyldesten tilfaldt et hold der fik spillet sig frem til så få chancer. "I Colombia ville publikum være gået hjem ti minutter før tid når de så hvor det bar hen ad".
Men den vinkel er der jo heldigvis heller ingen der tvinger Mandagstræneren til at anskue tingene fra.
