Af Bo N K
Sidste gang vi her på pladsen vendte salget af
Linderoth, var det med det udgangspunkt at tabet ville være knapt så stort med
indkøbet af Würtz. Men én ting som stod klart efter kampen mod Beitar, var i
hvert fald at det er meget svært at undvære ham når afløseren heller ikke er
med!
Det klart mest bekymrende aspekt ved kampen var den centrale midtbanes evne til
at lægge pres på modstanderne – som grotesk nok fik lov at trille sig igennem
midtbanen gang på gang efter at de var kommet i undertal! I den slags
situationer har vi i de senere år kunnet stole på at Linderoth altid har været
der til at gå forrest og kaste sig ind i en hård fysisk kamp så snart
modstanderne forsøgte sig med den slags pjat. Nu var han der ikke, og der var
ingen som tog initiativ til at sige NU stopper det!
Kan Würtz påtage sig den samme autoritative rolle når han – forhåbentlig –snart
kommer igen? Det er svært at forudsige, for han har jo unægteligt hverken
Linderoths erfaring eller den samme plads i toppen af truppens hierarki. At
dømme efter hans indsats hidtil bidrager han med en del aggressivitet og 'gåen
forrest', men helt den samme dominerende tilstedeværelse skal vi nok ikke regne
med. Og den kunne ellers være vældigt nyttig at have – på et hold som stadig
synes at være at meget tunge i benene og dermed fysisk overskud til effektivt
presspil.
Et andet aspekt ved den 'nye' centrale midtbane var dens evne til at deltage i
opspillet. Som den fede nar Jan Mølby på TV2 ganske rigtigt observerede, fandt
det københavnske forsvar vældigt få spilmuligheder på midten af banen og
sparkede derfor primært lange bolde mod angriberne. Her vil jeg dog mene at han
ikke har set ret mange kampe under Ståle Solbakkens ledelse hvis han tror det
kun skyldtes brister på midten: Det er nærmest et konsekvent mønster at
modstanderne forsøges presset tilbage på banen ved at lægge ballonbolde om bag
modstandernes backkæde indtil de ganske enkelt stiller sig længere tilbage og
giver bedre plads til at København kan spille bolden fremad langs jorden.
I foråret var det mest skematiske eksempel på den taktik vel hjemmekampen mod
ligaens nuværende førerhold Randers. Deres forsvarsdirigent, den kroniske
bangebuks Ralf Pedersen, udmærker sig i mine øjne ved at være den
forsvarsdirigent i den hjemlige liga som allerhurtigst 'giver land' og trækker
holdet baglæns så snart der viser sig rum bag bagkæden, og hvis midtbanen ikke
følger med baglæns, bliver der meget hurtigt hul mellem kæderne at spille i. Det
vandt FC Kbh dén kamp meget sikkert på.
Lidt anderledes gik det mod Beitar. Set herfra ikke så meget fordi man prøvede
noget andet, men fordi vi ikke p.t. har spillerne til at gennemføre taktikken
mod et bedre forsvar end Randers FC's. Med salget af Berglund har vi ikke nogle
rigtigt hurtige folk i front til for alvor at true i dybden på ballonbolde,
specielt ikke når Allbäck stadig mangler at finde formen fra før skaden i
foråret. Derfor blev de fleste ballonbolde ganske enkelt opsnappet – men pudsigt
nok kom det enlige mål faktisk netop på sådan en ballonbold; det krævede dog en
gigantfejl af Beitars målmand at gøre bolden farlig i praksis. Så kigger man, i
norsk tradition, strengt på det målbare udbytte af taktikken, kan Ståle og Peter
Nielsen vel godt tillade sig at være tilfredse med deres disposition.
Ligastillingen i skrivende stund | |||||||
Randers FC | 3 | 10-0 | 9 | ||||
Esbjerg fB | 3 | 8-2 | 7 | ||||
AC Horsens | 3 | 7-5 | 7 | ||||
OB | 3 | 6-4 | 5 | ||||
FC Kbh | 3 | 4-3 | 4 | ||||
FC Nordsj. | 3 | 3-3 | 4 | ||||
Lyngby BK | 3 | 2-4 | 4 | ||||
FC Midtj. | 2 | 6-2 | 3 | ||||
AGF | 3 | 3-6 | 1 | ||||
AaB | 2 | 1-6 | 1 | ||||
Brøndby IF | 3 | 2-8 | 1 | ||||
Viborg FF | 3 | 1-10 | 0 |