02-08-2007

Hen over hovedet

Af Bo N K


Sidste gang vi her på pladsen vendte salget af Linderoth, var det med det udgangspunkt at tabet ville være knapt så stort med indkøbet af Würtz. Men én ting som stod klart efter kampen mod Beitar, var i hvert fald at det er meget svært at undvære ham når afløseren heller ikke er med!

Det klart mest bekymrende aspekt ved kampen var den centrale midtbanes evne til at lægge pres på modstanderne – som grotesk nok fik lov at trille sig igennem midtbanen gang på gang efter at de var kommet i undertal! I den slags situationer har vi i de senere år kunnet stole på at Linderoth altid har været der til at gå forrest og kaste sig ind i en hård fysisk kamp så snart modstanderne forsøgte sig med den slags pjat. Nu var han der ikke, og der var ingen som tog initiativ til at sige NU stopper det!

Kan Würtz påtage sig den samme autoritative rolle når han – forhåbentlig –snart kommer igen? Det er svært at forudsige, for han har jo unægteligt hverken Linderoths erfaring eller den samme plads i toppen af truppens hierarki. At dømme efter hans indsats hidtil bidrager han med en del aggressivitet og 'gåen forrest', men helt den samme dominerende tilstedeværelse skal vi nok ikke regne med. Og den kunne ellers være vældigt nyttig at have – på et hold som stadig synes at være at meget tunge i benene og dermed fysisk overskud til effektivt presspil.

Et andet aspekt ved den 'nye' centrale midtbane var dens evne til at deltage i opspillet. Som den fede nar Jan Mølby på TV2 ganske rigtigt observerede, fandt det københavnske forsvar vældigt få spilmuligheder på midten af banen og sparkede derfor primært lange bolde mod angriberne. Her vil jeg dog mene at han ikke har set ret mange kampe under Ståle Solbakkens ledelse hvis han tror det kun skyldtes brister på midten: Det er nærmest et konsekvent mønster at modstanderne forsøges presset tilbage på banen ved at lægge ballonbolde om bag modstandernes backkæde indtil de ganske enkelt stiller sig længere tilbage og giver bedre plads til at København kan spille bolden fremad langs jorden.

I foråret var det mest skematiske eksempel på den taktik vel hjemmekampen mod ligaens nuværende førerhold Randers. Deres forsvarsdirigent, den kroniske bangebuks Ralf Pedersen, udmærker sig i mine øjne ved at være den forsvarsdirigent i den hjemlige liga som allerhurtigst 'giver land' og trækker holdet baglæns så snart der viser sig rum bag bagkæden, og hvis midtbanen ikke følger med baglæns, bliver der meget hurtigt hul mellem kæderne at spille i. Det vandt FC Kbh dén kamp meget sikkert på.

Lidt anderledes gik det mod Beitar. Set herfra ikke så meget fordi man prøvede noget andet, men fordi vi ikke p.t. har spillerne til at gennemføre taktikken mod et bedre forsvar end Randers FC's. Med salget af Berglund har vi ikke nogle rigtigt hurtige folk i front til for alvor at true i dybden på ballonbolde, specielt ikke når Allbäck stadig mangler at finde formen fra før skaden i foråret. Derfor blev de fleste ballonbolde ganske enkelt opsnappet – men pudsigt nok kom det enlige mål faktisk netop på sådan en ballonbold; det krævede dog en gigantfejl af Beitars målmand at gøre bolden farlig i praksis. Så kigger man, i norsk tradition, strengt på det målbare udbytte af taktikken, kan Ståle og Peter Nielsen vel godt tillade sig at være tilfredse med deres disposition.

- klogere bliver det ikke
Ligastillingen i skrivende stund
Randers FC 3 10-0 9
Esbjerg fB 3 8-2 7
AC Horsens 3 7-5 7
OB 3 6-4 5
FC Kbh 3 4-3 4
FC Nordsj. 3 3-3 4
Lyngby BK 3 2-4 4
FC Midtj. 2 6-2 3
AGF 3 3-6 1
AaB 2 1-6 1
Brøndby IF 3 2-8 1
  Viborg FF 3 1-10 0