En lille replik til Spruthuset
Af Bo N K
Som faste læsere af Mandagstræneren nok har bemærket, har vi over nogen tid taget os en tænkepause for at finde ud af hvordan vores lille websted egentlig skal fungere.
Men efter at have læst en ganske glimrende statusopgørelse hos vore dødsfjender i Stamværtshuset syntes det at være en god anledning til at komme med en lille replik.
Den vagthavende bartender skriver bl.a. om truppen i efteråret 2000:
26 mand i førsteholdstruppen. Og alle – på nær Thomas Kjærbye med kun 3 superligakampe på bagen på kamptidspunktet – med rigelig førsteholds- og ligaerfaring til at gå ind i en startopstilling når som helst. Vi havde Zaza, Stensgaard og Rune Pedersen til målmandsposten. I forsvaret Rytter, Tur, Svensson, Madsen, Niclas, Laursen, Peter Christiansen og Kofi Dakinah. På midtbanen Donatas, Ståle Solbakken(!), Thorninger, Mio, Lønstrup, Claus Nielsen, Hjalte og Chr. Poulsen. Og fremme Zuma, Brattbakk, Todi, Pagge Simpson, Cliford, Mads Westh og førnævnte Kjærbye.
Til den 'rigelige erfaring' kan det dog lige tilføjes at en spiller som Christian Poulsen ikke havde spillet så meget som en træningskamp for førsteholdet på det tidspunkt, og da slet ikke en ligakamp. Debuten kom kort tid efter i en træningskamp mod Rosenborg. Iøvrigt som højre back. Hjalte var tilsvarende meget, meget langt fra at være en etableret ligaspiller; efter at have spillet en ganske lille håndfuld kampe i foråret 2000 under Kim Brink fik han faktisk ikke spilletid igen før i september 2002 – altså næsten et år efter at han i bartenderens udlægning var lige til at sætte på banen som sikkert kort!
Dernæst er det så spørgsmålet om spillere som Kofi (der ikke havde spillet i 8 måneder og ikke fik en eneste kamp siden), Claus Nielsen (der ikke havde spillet i over et år og aldrig kom til det igen), Cliford (der heller ikke havde spillet i omkring et år og heller ikke fik flere kampe for København), Mads Westh (der ikke havde spillet i et halvt år og kun fik ganske få minutter siden siden, næsten et år senere) reelt skal regnes som en del af truppens bredde dengang. Peter Christiansen bør faktisk heller ikke; han havde ikke spillet siden april (efter at have fået 189 minutters spilletid i alt for Kbh!), og hvis jeg ikke husker galt, havde han ikke fået så meget som et minut som venstre back endnu – derimod som en mindre vellykket venstre wing under Kim Brink.
Med de nævnte 7 spillere (plus Kjærbye) trukket fra de 'sikre kort' i truppen var der dog trods alt stadig 18 at vælge imellem – modsat de nuværende 15 sikre kort. Så faktisk er det ikke fordi bredden er så voldsomt langt fra dengang. To-tre nogenlunde pålidelige indkøb, og så er vi på samme niveau mht. bredden. (Alt dette kan naturligvis tjekkes på nipserstat.dk).
Men så skal det vel også lige nævnes at truppen faktisk var uhørt bred lige på det tidspunkt – efter at Hodgson havde fået penge til at købe ind som langt, langt overgik noget vi tidligere havde set i København. For eksempel den vanvittige uge i slutningen af august hvor Jacob Laursen, Ståle og Pagge kom til klubben – en uge som jeg stadig mener markerer vendepunktet i dansk fodbold; hvor FC Kbh omsider etablerede sig som den afgørende økonomiske stormagt.
Nærmere omkring midtbanen skriver bartenderen:
Straks værre på midtbanen. Bergvold, Pimpong, Brandrup og Linderoth er væk. Bertolt ditto lige så snart han finder en klub, der vil have ham. Ind er kommet Rasmus Würtz. Netto minus fire, og det er så helt uden at skele til betydningen af, at det netop var anføreren, motoren, indpiskeren og omdrejningspunktet, der forsvandt. Würtz er i grunden en spiller, der bedømt på boldomgang og pasningsspil sagtens vil kunne tage over efter Tobbe – måske endda bedre – og han vil givet også kunne matche Linde i løbepensum på den defensive midtbane.
Undertegnede tilhører også dem som er ganske optimistiske omkring Würtz som afløser for den lettere overvurderede Linderoth, så det er helt sjovt at læse en meningsfælle, endda i Stamværtshuset! Det er bare at tage et blik på hvordan han i langt højere grad end Linderoth rent faktisk magter at beholde bolden under pres, og så kan man se hvad vi, ikke mindst offensivt, kan få ud af byttet.
Men med hensyn til truppens bredde synes jeg måske det er mere relevant at kigge på de absolutte tal frem for sammenligninger med mere eller mindre tilfældelige punktnedslag.
Til midtbanen har vi – i skrivende stund – af sikre, etablerede spillere: Hjalte, Würtz, Silber, Atiba, Kvist og Grønkjær. Plus de mindre sikre kort Neestrup, Laudrup og Bertolt. Altså 9 mand.
De tre sidste skal vi næppe regne med at se i europæiske kampe og hjemlige topkampe, men til at aflaste topnavnene i de 'lettere' hjemlige kampe (ikke mindst pokal og evt. kattegatliga) ville jeg da ikke helt afskrive dem. De kampe udgjorde jo faktisk en ganske pæn portion af de vældigt mange kampe vi spillede sidste år.
Oveni ser det nu ud til at vi måske investerer i den tjekkiske landsholdsspiller Libor Sionko, en højre wing, og ud over at det ligner et meget velkomment farvel til Ashvetia-doktrinen, så vil det også betyde at vi har hele 7 etablerede 'stjerner' til midtbanen – næsten dobbelt dækning!
Dét er tæt på at være uhørt, og jeg har da også svært ved at tro at et indkøb i Sionko-kaliberen betyder andet end at en anden etableret midtbanespiller er på vej væk, sandsynligvis Atiba. Se det på den her måde: Hvis jeg skulle nævne vores to bedste spillere, ville jeg uden tøven nævne Grønkjær og Atiba. Skulle jeg nævne de tre bedste, skulle jeg tænke noget mere over det, men kunne godt finde på at tilføje Silberbauer. Så virker det ganske enkelt for mærkeligt at skulle indkøbe endnu en højtprofileret spiller netop til deres pladser.
Så mange store kampe spiller vi altså heller ikke! Og 6 spillere som i deres alder ikke bør være tilfredse med andet end at være 'fast mand' (Grønkjær, Würtz, Atiba, Silber, Hjalte, Sionko) synes egentlig at være lidt rigeligt. Bredden har straks langt, langt større problemer i angrebet (3 sikre kort til 2 pladser), på målmandsposten (1 sikkert kort til 1 plads) og i forsvaret (3-4 sikre kort til 4 pladser).
Til slut skal der, her før dagens kamp mod Viborg, lige falde et par korte bemærkninger om spillet hidtil i ligaen: Ja, det har været langsomt. Men her er jeg nu ganske enig med Ståle i at det primært har lignet manglende kræfter i benene til at rykke afgørende igennem. Til Berlingske udtaler han:
Det virker som om, at sidste sæson stadig giver tømmermænd. Spillerne har ikke samme overskud, så det arbejder vi på. Fokus er på, at alle føler et fysisk overskud. Dét er det, der skal til, før man laver den ekstra spurt eller de gode driblinger. (...) Hverken Grønkjær eller Allbäck har formået at komme i omdrejninger af forskellige årsager. Allbäck manglede lidt i opstartsfasen, mens Grønkjær endnu ikke rykker eksplosivt. Det gør det jo sværere for midtbanespillerne at komme fornuftigt af med bolden.
Eneste små tilføjelser på det mere taktiske plan skulle være at vi selvfølgelig i høj grad mangler Jacobsens støtte til midtbanen på højre kant. Wendt har visse offensive kantkvaliteter, men læser stadig spillet alt, alt for langsomt til at støde frem i rette øjeblik. Og så er han naturligvis venstrebenet, men højrebenede venstrebacks med offensive kvaliteter er trods alt et ganske udbredt fænomen.
Og måske mindre åbenlyst: Med Berglunds afgang har vi ikke længere en hurtig mand i front til reelt at true i dybden på lange bolde. Dyrtkøbte Ailton er stadig ikke en specielt hurtig spiller på distancer på over et par meter, og halvdyre Nordstrand skal i hvert fald fange forsvaret på det forkerte ben før han kan sætte dem på tempoet alene. At han så er noget bedre til dét end Ailton, er en anden sag – men det kræver naturligvis også en vis tilpasning og dermed et stykke tid at finde den helt rette timing i forhold til medspillerne.
