Gode gamle 3-5-2
Af Woody II
Så har man set det med. Et FCK-hold i 3-5-2 opstilling. Det er vist ikke sket siden Christian Andersens tid. Dog i lidt modereret udgave i forhold til den traditionelle udgave lanceret af tyskerne i 70'erne. Ingen sweeper, og med skævvridning i højre side. Jeg troede efterhånden det kun var KBs 6. Senior der praktiserede systemet med succes i Serie 3.
Baggrunden for dette opsigtsvækkende systemskifte finder vi i de første 55 minutter af kampen mod Silkeborg i torsdags. Massivt spilovertag, men åbenlyse svagheder i disciplinen hold fast i bolden og kom frem til afslutning. Det var helt tydeligt at FCK havde de bedste fodboldspillere, men Silkeborgs spillere var indstillet på at dø med støvlerne på. Og Silkeborg viste, at man kan nå langt på vilje når modstanderen ikke umiddelbart er lige så indstillet på at få græs på knæet og blod på trøjen.
Problemer på sidste del
Frem til sidste fjerdedel af banen kørte kombinationerne såmænd fint, men
hverken Ailton eller Berglund havde held med at indgå i spillet eller bringe sig
i oplagte scoringspositioner ud over den dobbeltchance Berglund og Grønkjær
misbrugte med to bolde på overliggeren. Rummet mellem Kvist/Linderoth og
angriberne var tæt befolket af rødklædte Silkeborgspillere, så størstedelen af
de returbolde der kom, blev ekspederet ud af kommunen.
Som det efterhånden er set så tit, så skulle der kun én løs chance til i den anden ende før København pludselig var bagud. Det er egentlig uhyggeligt så få chancer vores modstandere skal bruge for at lave mål i Parken, men det er en anden snak. En høj bold ind i feltet, Grønkjær og Gravgaard fik ikke markeret Kim Olsen tæt nok, og så stod Jens Bertel Askou pludselig fri nok fra Brede Hangeland til at kunne bringe Silkeborg foran 1-0. Dybt ufortjent, men set før.
Pludselig var Linderoth og Kvist reduceret til bagudspillende alibi-boldflyttere. Og de to forreste holdt om muligt endnu dårligere fat i bolden end i starten. De eneste initiativer kom fra venstrekanten, hvor Grønkjær atter viste at han er i en klasse for sig i Superligaen. På trods af at han typisk var i 1 mod 3 eller 1 mod 4-situationer, kom han til flere gennembrud. Det førte dog ikke til det helt store.
Den synlige hånd
Pausen kom derfor som en kærkommen lejlighed for Ståle til at sætte sit præg på
torsdagens kamp. Dels (formentlig) i form af en gedigen skideballe og dels
ved at lægge en slagplan for hvordan situationen skulle ændres. Silberbauer blev
sendt til opvarmning allerede i pausen, men der skulle lige gå ti minutter af
anden halvleg før der blev reageret: Berglund ud, Gravgaard frem som angriber,
Silberbauer ind som en form for wingback, Lars Jacobsen som blanding af
gammeldags markeringsspiller og højre back og Atiba nu med helt fri rolle. En
ordentlig omgang, men minsandten om ikke straks det gav bonus. En af de
føromtalte bolde i rummet foran Silkeborgs bagkæde blev opfanget af Atiba, og
Lustü mente det nødvendigt at bremse ham ulovligt lige inden for feltet med
straffespark og scoring som resultat af det urutinerede indgreb.
Skævvridningen af det københavnske hold betød at Silkeborg havde vanskeligt ved at omstille sig, og Preben Lundbye var flere gange ude ved linjen for at dirigere sine tropper. De nåede dog ikke at indstille holdet, før den var gal igen. Sjældent ser man i så høj grad udfaldet af en træners dispositioner som i sekvensen hvor Grønkjær atter kommer igennem i venstre og smider en høj bold ind i feltet. Gravgaard får generet Preece i en grad som jeg ikke tror Berglund eller Ailton kunne have gjort, og den løse bold der blev bokset lidt skråt ud i feltet, vælger den energisk fremadstormende Silberbauer fornuftigt nok at sparke stenhårdt op i krogen. Banko på fuld plade og stor jubel på bænken. Her havde vores træner gjort en forskel. Foran 2-1 blev der fornuftigt nok rokeret rundt igen så vi atter spillede den velkendte 4-4-2: Gravgaard tilbage på sin plads i midterforsvaret, Grønkjær helt på top og Atiba nu som venstre midt.
Uden for nummer
Jublen havde dårligt nok lagt sig, før vi blev vidne til et reelt klassemål. Man
kan lave nok så mange skabeloner, træne nok så mange forsvars- og
angrebspositioner, men et mål som det Atiba lavede til 3-1, kommer på ren
intuition. Jeg talte 5 Silkeborgspillere der stod tilbage med håret i postkassen
efter en forrygende dribletur der blev sikkert afsluttet i det lange hjørne.
Selv som tilhænger af struktureret fodbold kan jeg ikke lade være med at få en
smule gåsehud når den slags lykkes.
Atiba sluttede minsandten kampen som angriber. Hans 4. plads i kampen. Og netop hans alsidighed er med til at gøre ham til øjeblikkets nok mest værdifulde spiller. Det er svært at pege på en optimal opstilling på midtbanen, da vi reelt har 6 kvalificerede spillere til 4 pladser, men efter min ydmyge mening bør der dog, uanset modstander, altid være plads til Grønkjær, Linderoth og Atiba. Den sidste plads må de tre andre så kæmpe om, afhængigt af dagsform, modstander og taktisk oplæg. Kvist og Hjalte nok som direkte konkurrenter til pladsen ved siden af Linderoth, mens Silberbauer nok i højere grad dækker Linderoths plads når han er ude med skade eller karantæne, og ellers primært dækker højrekanten.
Sidste del igen
Tilbage er blot at vente på at vores angribere kommer på tavlen. Det er endnu
ikke sket efter de første tre kampe i foråret. Når man iagttager Ailton, ser man
en ung mand der tydeligvis godt ved hvor målet står. Det virker dog på mig som
om han lige p.t. forsøger at lægge sit spil op på et lidt for højt niveau. På
stort set hver eneste boldberøring han har, forsøger han at gøre noget
ekstraordinært. Hvis jeg stod og skulle give ham råd, ville jeg til at starte
med bede ham gøre tingene lidt mere simple. Indgå i kombinationsspillet og
koncentrere sig om at stå de rigtige steder på banen. Spille lidt flere
førsteberøringer videre. Målene skal nok komme, men på mig virker han som en ung
mand der endnu er alt for fokuseret på at bevise han er alle pengene værd. Og
nok har han tydeligvis nogle kvaliteter der er brug for på det københavnske
hold, men han kan ikke gøre tingene selv. Det må både Ailton selv, og vi
tilhængere nok indse før vi for alvor får glæde af ham.
Nu venter FC Midtjylland på mandag i en kamp hvor vi med en sejr kan spille os
meget, meget tæt på et mesterskab, mens vi med et nederlag kan åbne guldkampen
helt op. Eneste ændring jeg tror Ståle foretager, er en udskiftning af Kvist med
enten Silberbauer eller Hjalte for at få en lidt mere defensivt orienteret
spiller ind sammen med Linderoth. Det vil på mig virke som en fornuftig
disposition, og skulle det ske at vi kommer bagud, så har vi nu set at der er et
alternativt system i posen der virker: gode gamle 3-5-2.
