Hvide elefanter
Af Bo N K
Københavnske elefanter i fri dressur i Den Kongelige Porcelainsfabrik? Tunge dorske spillere som tramper rundt med fødderne dybt i pløret efter vinterpausen? Nej, titlen på denne klumme er egentlig ikke så slemt ment, men når man har været vidne til en kamp som den mellem FC Kbh og FC Nordsjælland søndag, kunne man let komme til at se det som en leg mellem mus og elefanter. Og i de gængse historier om de to dyr er der som regel et lille pudsigt twist; det kom da også i kampen da FC Nordsjælland fik en ret så uventet udligning – og et velsagtens lige så uventet point.
De første par kampe hvor vi, ligesom mod Nordsjælland, måtte undvære Allbäck og Linderoth, så ikke ret gode ud. Allbäck er yderst vigtig for vores evne til at spille bolden frem når fantasien svigter, og Linderoth er yderst vigtig for vores evne til at lægge pres. Men ellers har opstarten egentlig budt på ganske lovende nye takter. Efter sigende skulle Ståle i vinterpausen have prioriteret at spillet med bolden skulle blive bedre, og jeg vil mene at det kan ses. I Royal League-kampene efter jul har det i hvert fald været meget udtalt at bolden er blevet spillet langt mere langs græsset end vi tidligere har set. Af samme grund var det en slem skuffelse at se den planløst spillede kamp i Esbjerg, og Royal League-finalen skulle efter sigende have været noget af det samme – undertegnede var forhindret i at se den selv.
Men mod FC Nordsjælland begyndte det for alvor at ligne noget igen med spillet. Holdet var stillet op så al kreativitet skulle komme fra kanterne, men det gjorde den så sandelig også. Mest udtalt i vores nu ekstremt kreative venstre side; muligvis er Niclas blevet en endnu langsommere gammel hanelefant end han var tidligere, men hans blik for spillet og for konstruktive afspil er tydeligvis usvækket. Den stikning i dybden til Grønkjær som dannede optakt til Atibas mål, var kun en af mange. Når foråret er omme, tør jeg godt vædde på at Niclas har startet over dobbelt så mange målgivende angreb som nogen som helst anden spiller i bagkæden.
Tunge skud i bøssen
Det var dog ikke kun Niclas som formåede at skabe noget mod
Nordsjælland; særligt var Grønkjær i humør til at stå på bagbenene
og lave kunster – og afkræftede dermed heldigvis en snigende frygt
for at hans form var for alvorligt nedadgående, baseret på de
seneste par kampe.
En hurtig optælling gav 10 oplagte målchancer til København, og de resulterede så i 1 mål. En lille tommelfingerregel siger at man skal score på 1 ud af 3 afslutninger for at have højt internationalt niveau, mens man skal score på 1 ud af 5 for at have et godt superliganiveau. 1 ud af 10 er selvfølgelig langt fra begge 'mål', og sådan vinder vi hverken det ene eller det andet. Men omvendt kan man også glæde sig over at vi kunne skabe hele 10 oplagte målchancer; den sædvanlige chanceudnyttelse ligger ikke og roder nede omkring 1/10, så hvis bare chanceskabelsen holder samme niveau, ser det skam ikke så skidt ud på lidt længere sigt.
Mere effektive var FC Nordsjælland naturligvis, og på sin vis kan man da godt unde dem en opmuntring for deres offensive satsning – som gav os så fin plads til at spille en ganske underholdende kamp. At det underlegne hold udligner på et lykketræf mod slutningen når det overlegne hold ikke har fået udnyttet chancerne, er set så mange gange før. Shit happens – hvis bare det spillemæssige niveau bliver fastholdt, skal chanceudnyttelsen nok følge med i det lange løb.
Stødtænderne ikke vokset ud endnu?
Vi slipper nu ikke helt for at kigge på vores angrebssituation
alligevel. For første gang i den tid jeg kan huske, er FC Kbh ganske
enkelt stærkest besat på samtlige positioner på banen. Vi har længe
haft det stærkeste hold, men umiddelbart er der ikke en eneste
spiller i ligaen uden for FC Kbh som burde kunne gå ind i vores
startopstilling. Det vil sige: Sådan er det i hvert fald på papiret
og hvis alle er klar og i topform.
Imidlertid ligner vores nye stjerneangriber og klart dyreste spiller nogensinde indtil videre det klart største flop i FC Københavns historie. Ligesom når det gælder chanceudnyttelsen, er der dog ingen grund til at gå i panik endnu; den unge mand har trods alt haft et meget skadesplaget efterår og er lige kommet til en ny liga – han skal ret beset have et par måneder til at spille sig både i form og ind på holdet.
Alligevel kunne man nu godt have både håbet og forventet at han havde set mere overbevisende ud lige nu. Det er faktisk lidt svært at se hvad de mange penge er givet ud for, for man ser faktisk ikke engang klassen i glimt. Han ser ikke ud til at kunne sætte ret mange superligaforsvarere af på ren hurtighed, og det ser egentlig ikke ud som om han prøver nogle ting som han bliver overrasket over ikke lykkes – hvilket ellers er det klassiske symptom på at en god spiller er ude af form.
En sang fra de varme lande
Den slags ulidelig ventetid på at en måske kommende stjerne skal
begynde at vise klassen, får let tankerne til at flyve flygtigt hen
over savannen. Og det kunne måske være sjovt at perspektivere
indkøbet i forhold til to andre 'nye' angribere i ligaen. Ailton er
nemlig et typisk FC Kbh-indkøb: Han er ikke så voldsomt gammel, han
har allerede vist niveauet i Skandinavien i flere sæsoner – og den
sælgende klub har stukket snabelen et godt stykke ned i FC
Københavns bugnende kasse. Altså et køb som er foretaget med både
livrem, seler – og spenderbukser.
En anden type indkøb er Brøndbys nye 'stjerne', zambianeren Katongo, en blandt mange afrikanere som for tiden stormer ind i den danske liga i en form for avanceret ulandsbistand. Han er købt for et beskedent beløb, men omvendt som en slags lottokupon; han har aldrig spillet i Europa, og om han kunne tilpasse sig skandinaviske forhold, måtte stå som et helt åbent spørgsmål da han blev hentet. Men indtil videre har han dog givet nogle gevaldige trut i trompeten og er trampet direkte ind i overskrifterne på bekostning af vores eget tunge indkøb, og det er jo ikke så godt hvis det bliver ved sådan, for så må vi siges at have fået en del mindre for pengene end vores konkurrenter.
Men så er det jo godt at vi Mandagstrænere ikke er så hurtigt ude med de lange knive og gerne giver Ailton tid til at vise sit værd. Og hvem siger at Katongo ikke bliver kigget ud af ligaens forsvarsspillere inden længe? Nuvel, personligt tror jeg nu ikke han er så nem at kigge ud; han har først og fremmest nogle gode forudsætninger for at blive en god spiller i sine hurtige fødder og sin rigtigt gode balance der gør ham meget svær at kyse rent fysisk. Men så længe vi bare får vores eget show på gled, kan vi da også tillade os at være mere eller mindre ligeglade med hvad der foregår i Cirkus Vestegnen. Heldigvis har de sat sig selv i en helt umulig position i ligaen, så Ailton har nok mindst foråret til at komme i form uden de store konsekvenser, og med Allbäcks fravær behøver han måske ikke engang være så bange for at han ikke får lov at spille sig i kampform på førsteholdet. Så op med humøret!
En ny unge i kuldet
Man kan så også vælge at perspektivere i forhold til en anden
angriber. FC Nordsjælland har nemlig været så venlige at aftage en
af dem som aldrig rigtigt blev en del af flokken: Martin Bernburg.
Og Ailton kan vel trods alt trøste sig med at han i hvert fald ikke
var den ringeste offensivspiller på banen. For nu at sige det pænt.
Vi er vist ikke gået glip af så meget på den konto.
Det er ofte hørt at de unge ikke får chancen i FC Kbh, og at vi ville få mange flere unge spillere på højt niveau ud af at satse mere på dem. Men stemmer selvforståelsen omkring talentfabrikken på Peter Bangs Vej egentlig overens med virkeligheden?
Der udvikles i hvert fald mange spillere til ungdomslandsholdene. Men det ser noget sløjere ud når spillerne bliver seniorer. Af spillere som er blevet dresseret til at blive etablerede superligaspillere i den ene eller den anden klub, kan vi dog ikke finde mange andre end Bo Svensson, Hjalte Nørregaard og Jesper Bech i løbet af de sidste 10 år – én til hver kæde! Med den succesrate skal man nok ikke regne med at vi lige foreløbig kan tillade os en større satsning på egne unge spillere. Så købes ind skal der, men om det er den bedste vej frem at bruge så utroligt mange penge på 'sikre' indkøb, står stadig som et ubesvaret spørgsmål.
