Før direktionen kaldte

Marathon-interview med Niels-Christian Holmstrøm - Del 1

Mandagstræneren havde længe udset sig sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm som et oplagt offer for et dybdegående interview, og nu skulle det være. Så diktafonen blev forsynet med nye batterier, og kursen blev sat mod Parken gennem det diskrete snefald.

For enden af gangen i FC Københavns administration fandt vi sportsdirektøren i sit kontor — som engang havde fri udsigt til Parkens græsplæne, men som nu bød på en lille sprække mellem storskærme og glasvægge hvor igennem man kunne ane noget der lignede et hvidt gulv hvorover der var spændt stativer med en masse lamper.

Grønsværen har det ikke for godt, og derfor er der investeret i et infrarødt lysanlæg som skal hjælpe græsstråene på vej her i den svære tid for de danske plæner. Og på samme måde som Holmstrøm kan sidde og overvåge hvordan græsset forsøger at gro, går han nu ind i sit sidste halvår som sportsdirektør mens han for alvor ser spirerne af de ting som han har sået siden han kom til klubben.

Holmstrøm insisterede på at han bestemt ikke var i gang med at give afskedsinterviews endnu, men græsset kunne vi da i hvert fald altid snakke om. Kun et par dage tidligere havde et andet medlem af direktionen, administrerende direktør Jørgen Glistrup, talt varmt om kunstgræs i Løvetimen, så det var oplagt også at høre sportsdirektørens syn på sagen.

 

- Jeg er tilhænger af kunstgræs den dag det skal slås en gang om ugen.

- Og så har du ikke mere at tilføje?

- Jeg kan da sige så meget at det bliver bedre og bedre hvert år, og de sidste nye udgaver er jo klasser bedre end de forrige. Vi får nogle kunstgræsbaner her ude på Peter Bangs Vej nu til sommer, og det bliver jo et fantastisk løft. Men jeg vil gerne sige at fodboldspil på kunstgræs er noget andet end på naturgræs. Det bliver mere et fodboldspil baseret på pasninger. Det er meget sværere at drible på kunstgræs, og det er meget sværere at sparke, så det kommer mere til at ligne hockey end det kommer til at ligne fodbold. Og det er efter min mening et stort værditab. Der bliver heller ikke så mange tacklinger, for jo mere spillet bliver pasningspræget og jo færre driblinger der bliver, jo færre nærkampe kommer der også. Det bliver mere steril fodbold — det bliver kort sagt et mere kedeligt spil. Det er min opfattelse som gammel mand.

- Men lad os starte et andet sted. Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af hvad der har dannet dit syn på fodbold i det hele taget, så lad os tage det fra begyndelsen. Du fik din debut for KB i slutningen af 60'erne og fik debut på landsholdet i '68 som KB'er, og på det tidspunkt så KB vel meget anderledes ud?

- Ja, det var jo de glade amatørdage, kan man kalde det. Men de var jo også glade, og jeg var også amatør. Jeg er jo meldt ind i KB en gang i '56, så det er snart 50 år siden jeg blev meldt ind. Det har jeg jo aldrig lagt skjul på, altså at det er min klub. Og det er jeg for så vidt også stolt af. Den har jo også præget mig. Den opvækst man har i KB kan jo ikke undgå at præge dig; det gør vi jo også den dag i dag. Og jeg har så haft den fornøjelse både at være ungdomsspiller og siden hen førsteholdsspiller - og sidenhen forøvrigt også træner for førsteholdet. Og jeg har været klubbens næstformand siden 1992, tror jeg.

- I din tid som spiller var du kendt som en stor forward, en rigtig tank-centerforward.

- Mjaeh, nu ved jeg ikke om jeg er stor — jeg er 1,84, det er jo ikke så stort i dag, i dag er det vel sådan set middelhøjde — men jeg har altid, fra jeg startede med at spille fodbold, kunnet lide at lave mål. Og det har jeg vel, i al beskedenhed, også haft et vist flair for. Jeg synes også det er det det handler om: at få sparket bolden i mål. Dermed ikke være sagt at der ikke er andre interessante opgaver på et fodboldhold, men det synes jeg jo er det helt afgørende, og det har ligget til mig. Jeg har så også haft næse for at være det rigtige sted — og i et vist omfang talent for det. Og dermed også kunnet lave nogle mål i ny og næ. Mest i ny.

 

Til Totalfodboldens flade land

- Hvordan har din egen måde at spille fodbold på præget dig?

- Det jeg egentlig tror præger én mest... dels har man jo en opfattelse af sig selv som fodboldspiller, men man er jo også enormt præget af de hold man har spillet på og de spillere man har spillet sammen med. Og mod. De trænere man har haft og de forskellige fodboldkulturer.

- Ja, du kom fra KB til ADO den Haag og Haarlem...

- Og det var det tidspunkt hvor Haag var en klub lige i halen på de to store, Feyenoord og Ajax — PSV var en lille smule efter de to på daværende tidspunkt selvom de selvfølgelig allerede havde Phillips-millionerne i ryggen dengang — og så var det jo Haag og Twente som var de næste store hold.
    Det var tiden med Ajax' gyldne generation, der hvor Cruyff, Keizer og Swaart, og hvad de ellers hedder, bryder igennem. Først vinder Feyenoord Europa-cuppen i '69, som det første hollandske hold nogensinde, hvor Ove Kindvall scorer sejrsmålet, og de slår Celtic, og efterfølgende i begyndelsen af 70'erne er det jo så det Ajax-hold som jeg havde fornøjelsen af at spille mod, der triumferer i Europa-cuppen.
    Og det med dén nye måde at spille på som blev kaldt Totalfodbold — hvad det jo ikke var. Men den nye måde at spille fodbold på prægede jo hollandsk fodbold meget i de år. Så det var en spændende udvikling — og da jeg senere kom til Frankrig, havde jeg jo så fornøjelsen af at spille med og mod måske nogle af min generations bedste fodboldspillere — en Michel Platini, en Alain Giresse, en Marius Trésor i forsvaret, som jo stod for en helt anden fodboldstil, men ikke mindre interessant. Man kan sige at Frankrig ikke vandt VM — det gjorde Holland jo heller ikke — men begge nationer var jo meget, meget tæt på. Men havde så ikke det afgørende held som man jo også skal have i finalerne.
    Men det er spillere og spillestile som selvfølgelig... det gjaldt jo også Saint Etienne, som jo var det store hold i fransk fodbold og også nåede langt i Europa-cuppen... på det tidspunkt var fransk fodbold... ja, det er jo helt anderledes end i dag med globaliseringen, for vi bliver ikke bare holdt orienteret, man ser fodbold fra alle mulige ligaer. Og når man dengang var taget afsted som professionel, så var man jo nærmest både persona non grata i Danmark — man måtte ikke spille på landsholdet, man måtte ingenting — og forøvrigt var der ingen herhjemme der interesserede sig for hvad man gik rundt og lavede. Så man kan sige at det er en lidt spøjs oplevelse at have været topscorer på et hold som Bordeaux uden at der i virkeligheden var nogen der registrerede det i Danmark.

- Specielt den hollandske udvikling er også noget som Hans Backe lagde meget vægt på når han talte om hvad der dannede ham som fodboldtræner...

- Ja, vi er jo lidt samme generation, selvom han dog er lidt yngre end mig.

- Men hvor Ajax jo stort set spiller på samme måde nu som dengang, var tilfældet så det samme i Frankrig?

- Jeg tror der i Frankrig i anden halvdel af 70'erne skete det at man definitivt gik væk fra den tyske manndeckung som gradvist blev afløst mere og mere af zoneforsvar. Det havde udviklet sig helt grotesk hvor man efterhånden også spillede med mandsopdækning på midtbanen; folk rendte rundt to og to med hinanden i hånden, og hvis én gik på toilettet, gik modstanderen med.
    Men det er jo den opblødning der sker også i den måde man spillede dette push up-forsvar på som hollænderne begyndte på. Det krævede jo en helt anden kollektivistisk tilgang, og du kan jo ikke spille push up-forsvar hvis du ikke har din organisation på plads. Selvom du stadigvæk spillede med libero — med en fri mand som havde udviklet sig med Beckenbauer som forbillede — så begyndte man mere og mere at spille med zoneforsvar. I hvert fald på midtbanen, og også i forsvaret.
    I fransk fodbold sker der så den yderligere udvikling at hvor man måske tidligere havde en decideret Nummer 10, altså en spielmacher eller spil-iscenesætter, som man har lang tradition for ikke mindst i latinsk fodbold at have, der kom den store debat i fransk fodbold i 70'erne til at gå på: Hvor mange dygtige fodboldspillere kan man tillade sig at have på et hold? Fordi man havde den opfattelse — i hvert fald lige før jeg begyndte at spille — at det for en back var forbudt at gå over midterlinjen. Og i det gamle WM-system stod de altså dér, nogle store klodser! Så diskuterede man i lang tid om nu, hvor man havde en spiller som Michel Platini, var der så plads til andre som også skulle drible og lave afleveringer? Men man opdagede at man var endnu stærkere hvis man havde 2-3 af samme slags. Og det var det der gjorde Frankrig så fantastisk stærke, og det er også det man ser i dag — hvis et hold kun har én iscenesætter, så er det alt for let at dæmme op for.
    Og så var der jo også Dinamo Kiev i 70'erne...

- Var det allerede Ljobanovski der stod for Kievs koncept dengang?

- Ja, det var jo i... '72-'74. Og i KB kopierede vi dem som de første herhjemme, vi spillede med en fri mand bagude, og vi spillede også som de første med en libero på midtbanen — lille Henrik Bernburg der lå på midtbanen og snappede alt op — og så med kun to mand fremme som det første hold. Vi spillede ikke så meget med wingbacks, men vi havde den der lidt mere moderne organisation — hvor vi jo udraderede alle hold herhjemme. Også i kraft af en rimeligt god forståelse for organisationen.

- Som en dansk angriber der kom til hollandsk fodbold må der også have været lidt af en tilvænning til at forsvarsspillerne lige pludselig begyndte at skubbe opad?

- Nahr, de løb jo ikke altid frem. Det man jo ikke rigtigt har lagt mærke til, det er at når man laver det der meget kraftige push up, så skal der i alle forsvarsbevægelser også være en afsikring. Og det der var det fantastiske, det var jo at det var Johan Cruyffs opgave at løbe den anden vej! Når push up'en startede, så startede han med at løbe den anden vej.
    Jeg husker at vi en gang spillede med Haag mod Ajax hvor vi snyder deres offside — og dér var virkelig fornemmelsen af at jeg rigtigt var røget igennem og havde helt frit løb ned mod deres mål — så lige pludselig kom der altså en lille mand... vruuuum... og lagde sig ned og fiskede bolden tilbage. Det var så Johan Cruyff der kom tilbage og tog den. Det var de pumpebevægelser der var.
    Men det er jo klart at på langt sigt var det ikke holdbart. Overraskelsesmomentet var der, og tilvænningen var svær for de fleste hold — men det havde for mange svagheder. Specielt når man begyndte at have flere iscenesættere, for det forudsætter jo at du har pres på boldholderen. Hvis ikke du har pres på boldholderen når du laver et push up, så kan han jo bare tage et langt træk og løbe selv. Han kan spille den, lave en skråaflevering, og så lukker du jo forsvaret fuldstændigt op. Og når du har flere iscenesættere, så bliver det helt umuligt. Og det døde jo. Det var et udviklingstrin, kan man sige. I dag ville det være selvmord.

- Vi ser det dog stadig i nogen grad...

- Ja, man kan sætte en offside-linje! Det skal man jo. Det er om at holde kæderne samlet. Det nytter ikke noget at du lægger et pres med angribere og midtbane hvis forsvaret står dernede og siger at det er meget interessant at se om de får fat i bolden. Hvis de spiller den igennem dét pres, så er du på herrens mark. Så der skal være et kollektivt pres den vej rundt, ligemeget om du presser på egen banehalvdel eller fremme. Holdet skal være en blok.

- Du kom så tilbage til Danmark efter at have været i Bordeaux.

- Ja, jeg spillede kun en halvsæson for KB, for jeg havde store problemer med mit højre knæ som blev ødelagt allerede i Holland; jeg mistede mit korsbånd, og dengang kunne man ikke rigtigt reparere det. Og sidenhen fik jeg også fjernet en menisk. Nu har jeg fået fjernet begge to, så det hænger kun i huden!
    Jeg plejede dog dengang at kokettere med at jeg var så hurtig at de kun kunne sparke mig i hælen. Men de sparkede mig så mange gange i hælen at jeg også begyndte at få problemer med min achillessene. Og mine børn skulle i skole... jeg havde et tilbud fra Monaco, men vi ville hellere hjem. Jeg var 30 år, og når man begynder at blive en lille smule langsommere, så får man også flere tæsk af forsvarerne.

 

Piveri og amatørisme

- Ja, hvis man siger at spillet er hårdt nutildags, så var det vel ikke mindre hårdt dengang?

- Nahh... spillet er blevet hurtigere. Og dermed også mere kraftfuldt, og spillerne er blevet større. Tungere, fysisk stærkere. Så alting har selvfølgelig udviklet sig, men jeg skal hilse og sige at fodbold altid har været en kampsport, og der er også blevet delt øretæver ud i min tid.

- Der var ikke noget der hed rødt kort for nødbremse dengang.

- Det ved jeg ikke... joeh, selvfølgelig var der da røde kort — for de overtrædelser der er til røde kort; vold mod modstanderen, overlagt frispark eller overlagt farligt spil, så dér er der ikke så stor forskel, men jeg vil da sige: Vi pev ikke så meget som man ser i dag.
    Dengang havde vi jo ikke udskiftningsspillere, så der måtte man fuldføre kampen! Og selvom man var lidt småskadet, så følte man jo at man svigtede holdet. I dag er det jo trods alt lidt lettere fordi man enten har 3 eller 7 udskiftningsspillere, så der er altså nogle muligheder for at udskifte en lettere skadet spiller; i gamle dage var der jo ikke nogen vej udenom.

- Så er der vel også mange der har forværret deres skader alvorligt ved at blive på banen.

- Ja, der er da uden tvivl folk der har spillet videre både med brækket ben og flækket menisk — 'stået en venstre wing' som man sagde i gamle dage. Det var ikke altid skideskægt, men sådan var det jo. Så kunne man gøre sig lidt nyttig på den ene eller den anden måde.

- Du kommer så tilbage til Danmark og bliver træner for Kastrup. Og kom hjem med inspiration fra Holland og Frankrig.

- Jaeh, det gjorde jeg da... og derudover så havde jeg taget nogle kurser; allerede inden jeg tog til Frankrig, var jeg så småt startet på trænerkurser, og 1978-79 fuldførte jeg DBU's Diplomtræner-kursus som en af de første herhjemme. Altså den højeste træneruddannelse, den der i dag hedder P-licens, den højeste professionelle trænerlicens.
    Dengang var Kastrup så i 1. Division, altså den bedste række dengang, og jeg blev spurgt om jeg kunne tænke mig det, og det overvejede jeg lidt frem og tilbage. Da jeg sagde ja til det, var der stadig amatørfodbold i Danmark, men så skete der det — efter at jeg havde sagt ja — at der blev indført professionel fodbold. Eller betalt fodbold, som det hed. Betalte amatører. Men stadig var det jo sådan at de fleste — eller alle — havde job ved siden af eller læste ved siden af. Der var jo ikke fuldtidsprofessionel fodbold i Danmark endnu.
    Så det var også et deltidsjob for mig, i og med at jeg var fagkonsulent i Idræt, jeg havde taget min universitetseksamen i Idræt i '74 da jeg var hjemme i en periode mellem Holland og Frankrig på grund af mit dårlige ben og havde en periode i KB og som anfører på landsholdet. Så det var min baggrund: dels min faglige uddannelse i Idræt og dels selvfølgelig min baggrund som spiller.
    Så blev jeg efter to år i Kastrup spurgt af B1903, som jo selvfølgelig var en større klub, om jeg ville komme derud. Det var også lidt praktisk, rent geografisk, da jeg boede i Nordsjælland. Og derudover er de store gamle stævneklubber jo altid interessante. Der var jeg så i 4 år, og så var jeg i KB 3 år efterfølgende, så jeg har jo været træner i begge moderklubber. Det er jo meget sjovt at tænke på i dag.

- Vil du så beskrive dig selv som en 'almindeligt dansk' træner dengang — eller havde du taget nogle impulser med fra udlandet som gjorde at du havde noget andet at byde på?

- Jeg tror nok at det som Kastrup-spillerne blev udsat for var meget præget af mine år i udlandet. Det var også præget af min uddannelsesmæssige baggrund, og træningen var nok lagt lidt mere an på videnskabelige data end man måske normalt havde været vant til.

- Du har jo nok i hvert fald vidst mere om fysiologi end de fleste andre.

- For eksempel. Og det var både omkring fysisk træning, som jeg havde lavet specialopgave i, og dels omkring restitution og omkring forberedelsestræning og udspænding og andre ting.

 

Hovedstaden blev taberen

- De var vel vokset op med at spille 3-5-2 og mandsopdækning osv.

- Jojo, men det var jo præget af den tids almindelige spil som sådan. Men Kastrup opnåede da i min tid sit bedste resultat nogensinde ved at blive nr. 4. Vi var jo tæt på at få medalje, men altså... det var jo fint nok. I 1903 gik det mere op og ned, og altså... der er jo nogen der siger man bliver en bedre træner af at rykke ud! Og det har jeg da også oplevet, og det er jo ikke skideskægt, men altså... omvendt kan man sige at begge klubber kom op igen. Både KB og 1903. Og det er jo så også en præstation at prøve at holde sammen på holdene og komme videre ud fra de erfaringer.
    For midlerne var jo små, og konkurrencen fra ikke mindst provinsen og omegnskommunerne var jo kolossal i de år. Københavnsk fodbold er jo den store taber — var på det tidspunkt den store taber — ved indførslen af professionel fodbold. Man fik jo overhovedet ikke hverken kommunal støtte eller støtte fra virksomheder. De gamle klubber... der forventede man at de skulle sgu nok kunne klare sig selv.

- KB er i hvert fald sidenhen blevet hængt ud for at have sovet i timen og have været arrogant i forhold til de nye tider.

- Vi plejer jo med et glimt i øjet at sige vi KB'ere er jo ikke nær så arrogante som andre ville være i vores sted! Eller hvad var det der var én der sagde forleden, ham der Clement: Nogen siger vi er blevet mere selvfede — vi selv mener vi er blevet mere realistiske! Hø hø... men selvfølgelig er der da ingen tvivl om at der var en inerti, og der var måske også en konservatisme omkring nogle ting. Men omvendt må man jo også sige at vi var jo oppe imod en udvikling og nogle kræfter i de store provinsbyer og i omegnskommunerne hvor... Farum og Peter Brixtofte er jo vand ved siden af hvad der foregik i de år dér!

- Der var i hvert fald en ung... eller yngre borgmester i Brøndby dengang som...

- Ja, det startede jo ude i Hvidovre, og det startede i Århus og i Vejle — alle mulige steder på danmarkskortet hvor der jo blev kanaliseret mange, mange, mange penge ind i det. Plus at der jo også var klubber som havde mæcener der financierede gildet. For eksempel i Lyngby, og det var ikke engang deres egne penge, men nogle de havde hugget fra nogle andre og kom i spjældet for! Det var jo lidt wild west... mest i vest og ikke så meget i øst!

- B1903 havde jo også Alex Friedmann. Historien gik at til hver generalforsamling diskuterede man på skrømt årets underskud — indtil han rejste sig og sagde at nogen jo skulle betale, hvorefter han under applaus skrev en check.

- Nu var han selv altid dirigent på generalforsamlingerne, så det var som regel ham der forelagde det: "Det er vel i orden at jeg dækker underskuddet?" Og det bliver jo også en sovepude, det er klart. Men sådan var tilstandene på daværende tidspunkt.

- KB vandt så mesterskabet i 1980 mens du var i Kastrup...

- Ja, KB's sidste mesterskab. Og det er så lige i starten af det her med betalt fodbold, og så sker der det at man året efter rykker ud. For første gang nogensinde. Og det var jo ikke skide morsomt.

 

Farvel til maosutterne

- Men så på et tidspunkt midt i 80'erne er det så at du forsvinder fra fodbolden. Hvad er det der får dig til at stoppe som træner?

- Jaeh... jeg havde jo i mange år deltaget i idrætsdebatterne i det her land... fra jeg var ganske ung har jeg jo haft en mening om mange ting! Og der sker jo så det at jeg havde deltaget i Kulturministeriets eliteidrætsudvalg som havde lavet betænkningen om eliteidrætten der jo førte til Folketingets vedtagelse til oprettelsen af Team Danmark.
    Og jeg har jo, i al beskedenhed, været med til at lancere og... tegne nogle af de modeller der kunne gøre vilkårene bedre for eliteidrætsudøvere. Det var jo noget jeg havde kæmpet hårdt for op gennem 70'erne. Selv som aktiv. Både indførslen af betalt fodbold og mere professionalisme — at eliteidræt i det hele taget var noget... man må jo regne med at 70'erne var middelmådighedens årti hvor det jo stort set ikke var tilladt... det var sådan noget med maoistisk forkvaklede slogans; først skulle vi være venner, og så måske, hvis vi havde lyst, kunne vi jo altid se om vi ville konkurrere. Men vi skulle jo altid sørge for at komme lige hurtigt over målstregen. Sådan noget lirum-larum var 70'erne jo! Det var håbløst!
    Og så er det jo klart: Når jeg fik muligheden for det her, som var mere end et fuldtidsjob, så droppede jeg jo alt hvad jeg lavede: Jeg havde 3-4 jobs, jeg var konsulent, jeg var træner, jeg var vingrosserer, jeg var jeg ved ikke hvad. Så der startede jeg i Team Danmark hvor jeg havde en fantastisk tid. Og der bevægede jeg mig jo så væk fra fodbolden og bredte mig ud over alle idrætsgrene i Danmark i et forsøg på at bedre vilkårene. Det synes jeg iøvrigt, i al beskedenhed, lykkedes ganske godt.

- Jeg var faktisk lidt overrasket over at du slet ikke så ud til at være i spil da Team Danmark skulle have ny direktør for nyligt. Nu hvor det var kendt at du ville trække dig som sportsdirektør i FC København inden alt for længe.

- Nah, døre man er gået ud af, går man ikke ind ad igen! Og slet ikke med de vilkår der er i øjeblikket. Desværre er det jo sådan at de fleste af de progressive og store intentioner der er i Team Danmark, de er jo blevet kvalt. Gennem de sidste år. Af Danmarks Idræts Forbund. Ja... det er en sørgelig historie som vi kan tale om en anden dag...

- Jo, det kunne blive en længere historie...

- Det er aldrig rart at se noget man har været med til at bygge op, og som man synes er en spændende og levende institution, og som har gjort megen nytte,  blive spoleret af... af... ja, jeg siger bare spoleret.

- Men i Team Danmark var du så siden 1986.

- Ja, fra '86 efter jeg gjorde KB færdig; jeg var ansat allerede fra starten af året, februar måned, og så fik jeg lov til at gøre sæsonen færdig i KB. Og så var jeg der jo indtil jeg tiltrådte herinde i 1999.

- Du kom dog i FC Københavns bestyrelse allerede i 1995. Men det var som repræsentant for KB?

- Ja, det var det dengang.

- På det tidspunkt prøvede man jo første gang at hente Hans Backe til klubben — som dog måtte sige nej på grund af forpligtelserne i Sverige. Det var måske ligefrem dig der havde en finger med i spillet?

- Jeg var i hvert fald med til at vende tommefingeren op for at vi gerne ville have ham. Men det fik vi så ikke på det tidspunkt.

- Der var dog også noget mere kaotiske forhold dengang.

- Nah, det man kan sige, det er at det jo desværre viste sig — hvad der ikke var nogen der vidste — at der var langt mere kaotiske forhold i den daglige ledelse, og økonomien var overordentlig skrøbelig. Og der var vel også foretaget en lang række dispositioner som man, alt efter temperament, kan karakterisere som... ikke særligt gennemtænkte! Nogle lidt usædvanlige. Ikke særligt heldige. Ikke særligt forudseende. Det var meget vanskelige tider, og faktisk var vi jo en uge fra at lukke, viste det sig lige pludselig! Og det er klart at så er det jo ikke rart at sidde i bestyrelsen og pludselig opdage at de informationer vi havde, ikke var helt så gode som vi troede.

- Det var dér man solgte Allan Nielsen til Brøndby...

- Nej, ikke på dét tidspunkt. Allan Nielsen var langt tidligere! Det var i '94. Der sker det i '95 at vi vinder pokalfinalen, og alle har den forventning, på baggrund af de tal vi har i bestyrelsen, at vi har redet stormen af. Men sandheden var jo en hel anden, og det gjorde så at vi måtte tage afsked med ledelsen, og så måtte vi finde nogen som ville være med til at redde firmaet.
    Det havde vi så 8 dage til, og det er dér vi skaffer Eigil Nielsen og Select og KB-vennerne og Aabrink og Aldo Petersen og andre hertil og får retableret selskabet.
    Og det er jo dér vi skaber et andet fundament. Oprindeligt var det sådan at de to moderklubber havde hver 50% af aktierne, og det viste sig desværre at den konstruktion i længden ikke var operationel fordi der jo ikke var nogen der kunne træffe beslutninger. Hvis man var uenige om noget, kunne man jo ikke rigtigt gøre noget, og så sejlede det bare. Derfor var det en vældig god ting at selskabets struktur blev ændret så vi fik eksterne investorer ind som også havde en aktieandel. Og det er så dét som har udviklet sig sidenhen i takt med at Flemming Østergaard, Michael Kjær og andre kom ind med den næste kapitaludvidelse, og så er det jo fortsat derfra.

Læs del 2 af interviewet

 

Curriculum Vitae

Niels-Christian Holmstrøm
født 23. februar 1947
Cand. scient. i idræt
Uddannet folkeskolelærer

Spillerkarriere
KB (1956-69)
ADO den Haag (1969-70)
Haarlem FC (1970-71)
KB (1971-74)
Girondins de Bordeaux (1974-77)
KB (efterår 1977)

Trænerkarriere
Kastrup (1978-79)
B1903 (1980-83)
KB (1984-86)
FC København (to kampe i 2001)

Øvrige jobs
Idrætskonsulent i Søllerød (1980-86)
Chefkonsulent i Team Danmark (1986-99)
Sportdirektør i FC Kbh (1999-06)

146 kampe for KB.
15 A-landskampe (1968-76), 3 som anfører. 4 mål.
Topscorer i den bedste danske række i 1968 og 1974.
Årets spiller i Danmark i 1974.
Årets træner i Danmark i 1979.

Kilde: Casper Gregers