Før det blev Byens Hold
Marathon-interview med Hans Backe - Del 1
Vores svenske træner har måttet tage imod lidt
af hvert her i efteråret. Det har ikke skortet på kritikken af hverken
resultaterne, spillestilen eller indkøbspolitikken. Alligevel ser det ud til
at ledelsen på Østre Allé har en usvækket tillid til træneren, og han selv
virker heller ikke som om han umiddelbart har tænkt sig at rende af pladsen.
Så Deres Udsendte Mandagstræner besluttede sig til at give Hans
Backe mulighed for selv at give sin udlægning af hvordan sagerne står. Vi
ville gerne finde ud af hvad det egentlig er for en træner, hvad det er for
en fodboldopfattelse der gemmer sig bag det rolige ydre.
Så en mandag ved middagstid drog Deres Udsendte ud på Peter Bangs
Vej og satte en mikrofon op foran ham - og prøvede at få ham til at tale om
hvordan han er blevet den træner han er. Og hvad han forestiller sig der
skal ske i fremtiden.
Spillerne var i gang med den hårde opstartstræning og løb rundt inde
i KB-hallen og var i gang med fysiske tests, og bagefter satte vi os i
Qvisten for at få en snak.
- Hans Backe, du siger at du startede som spillende træner i Bro IK fra 1979 til 81. Og indtil da havde du selv spillet i AIK og Brommapojkarna?
- Ja, i AIK startede jeg. Det var en af Sveriges største klubber, og den er det vel fortsat idag. Og en af de mest traditionsrige. Og jeg spillede der fra jeg var 11 år, tror jeg, til jeg var 21 og kom op i A-truppen. Og fik mest lov til at sidde på bænken. Jeg blev ikke stamspiller, men var med rundt om holdet i 2 sæsoner.
- Hvad var du for en type spiller?
- Jeg startede som venstre back. Men mere og mere i løbet af spillerkarrieren, både i Brommapojkarna og AIK, blev jeg central midtbane.
- Hvordan så svensk fodbold ud på det tidspunkt – hvad var det for en slags fodbold man spillede?
- Der kom en kæmpe forandring. Man kan jo sige at svensk fodbold, hvis vi taler talkombinationer, frem til omkring 1978 eller 79 altid havde spillet med 3-backkæde. Men så kom altså Bob Houghton og Roy Hodgson til Sverige omkring 1977, og der kom en total revolution i svensk fodbold med 4-kæde og frem for alt zonespil. Svensk fodbold havde været, som store dele af Europa, orienteret mod mand-mand markering. Tysk Bundesliga, mandsopdækning osv. Og så kom der en meget, meget god debat i svensk fodbold, for den blev grundig, den blev hård – ja den blev næsten brutal – omkring måden at spille fodbold på. Men jeg tror at den gavnede svensk fodbold, så vi fik en rigtig god udvikling.
- Var det en debat som primært foregik i medierne?
- Ja, både i trænerkredse og i medierne. Landstrænerne var ikke glade
for Bob Houghton og Roy Hodgson, i og med at de var vant til at spille med
3-backkæde, og på en måde fordi man ikke kunne forstå 4-kæde spillet, og frem
for alt var zonespillet meget, meget nyt. Det kendte man ikke til, og når der er
noget man ikke kender til, så går man i forsvarsposition. Det var noget man ikke
kunne finde ud af at instruere i, og så sagde man at det var dårligt.
Men så kom succesen; dels da Malmö nåede Europacup-finalen i 1979, dels
da Göteborg vandt UEFA-cuppen i 1982. Og i 1987. En fantastisk succes for
klubhold i et lille land! Og man kan sige at så kom revolutionen. Siden
har svensk fodbold været præget, ja på en måde fra 1977, af først og fremmest
zonespil – enten med 3-kæde eller 4-kæde, men frem for alt af et meget tydeligt
zonespil.
- Og før det spillede man tysk inspireret 3-5-2, og måske tidligere også WM-systemet?
- Ja, det mener jeg nok; jeg mener at Sverige som så mange andre lande i Europa spillede netop WM-systemet. Endda frem til i hvert fald VM 1974 i Vesttyskland spillede Sverige på den måde. Siden kom der nogle små forandringer hvor man gik over til at spille med 3-kæde plus libero. Men man tilpassede sig konstant modstanderen på den måde. Så mange hold startede op med en 3-kæde plus libero, og så kiggede man på hvor mange forwards modstanderen spillede med. De blev så markeret mand for mand. Og hvis modstanderen så kun kom med to forwards, så måtte man lave det om.
- F.eks. ved i højere grad at bruge liberoen længere fremme.
- Præcis.
- Og det er så den slags fodbold du selv har spillet?
- Ja, jeg har spillet sådan i min opvækst, i og med at jeg stoppede med at
spille i 1980. Jeg var ganske ung, og jeg spillede med den her slags markering
frem til omkring 1978. Så jeg var vænnet til det, og siden blev jeg spillende
træner hvor jeg var meget, meget påvirket af Bob Houghton og Roy Hodgson. Det
var for mig på en måde... klogt, det var fornuftigt, det var noget som jeg så at
sige blev bekræftet i. Det her var den rigtige måde at spille på.
Og specielt fordi jeg jo selv kendte til at spille markeringsfodbold; spillede
jeg mod én som var meget bedre end mig selv, så var jeg bare færdig. Jeg kunne
måske overleve i 60 minutter, måske 70 minutter, men de sidste 20 minutter
afgjorde den spiller så kampen. Fordi han var så meget bedre end mig,
individuelt.
Og så tænkte jeg sådan her: Netop for små lande måtte dét som Bob og Roy
kom med, være det rigtige. Det var et holdspil, det var et uselvisk spil –
uselvisk spil belønnes i den type fodbold – og for mig var det den rette
vej. Så jeg var meget påvirket af dem.
- Og det havde stor gennemslagskraft. Når man kigger på svensk fodbold nu, så har man indtryk af at holdene spiller meget ens? Meget stringent, oftest 4-4-2 – det har virkelig haft en massiv indflydelse?
- Ja, fra 1977 har det været massivt, som du siger. Men jeg tror også at den
svenske debat var meget vigtig. Den varede i ti år og var fantastisk
brutal. Det foregik mod hinanden, og for mig at se også uden nok respekt
for trænerkollegerne. Man anklagede ofte Bob og Roy for fejlagtige ting, og de
fik lov at høre for rigtig meget. Men de havde på en måde ikke noget at bevise;
de vandt mesterskaber, de kom i Europacup-finaler, så debatten var god for
svensk fodbold. Og den blev ved længe. Og jeg ved at mange i Norge som fulgte
den, også har sagt at vel var den brutal, men sådan én havde de også brug for
for at få liv i norsk fodbold.
Men jeg tror også at debatten har gjort at man udefra, som du siger, ser
svensk fodbold som meget ens, som lidt kedelig, som at der ikke sker så meget
når alle spiller meget disciplineret. Men det mener jeg ikke er rigtigt. Så har
man ikke set svensk fodbold, mener jeg. Så har man bare sine indtryk fra
medierne og fra hvad folk snakker om. Men debatten handlede også om at folk
sagde at det blev kedeligt, alle spillede på samme måde osv. Og til sidst så
tror alle at det er meget kedeligt!
- Jeg kan primært huske når FC København har spillet mod svenske hold. Så har vi altid haft det meget svært med de meget kompakte og stramt disciplinerede hold...
- Jeg vil nu sige at disciplinen er en del af det. Men det mener jeg også er basen for et hold, det er at du er disciplineret. Hvis du altså vil vinde noget. Ellers bliver du nummer 4, 5, 6, 7 hvert eneste år. Du har forhåbninger, men du vinder ingen mesterskaber. Jeg plejer at sige sådan her: Jeg har fulgt Juventus ganske tæt, og det er lidt interessant at mange siger "Ojojoj, fantastiske individulle spillere!". Jeg siger: Det er verdens mest strukturerede hold.
- Specielt under Lippi.
- Ja, præcist – helt fantastisk! Men når man som tilskuer kigger på Juventus,
så siger man: Ojojoj, Del Piero kan gøre alt, og Zidane kunne også i sin
tid – så der er individuelle stjerner, men jeg tror ikke folk forstår
hvordan de træner taktisk. Det er helt fantastisk.
Men så begyndte de også at få en mærkat på sig om at spille kedeligt, og
det har jeg lidt svært ved at acceptere. Det mener jeg altså ikke.
- Omkring Juventus har særligt deres fysiske træning været berømt – og berygtet. Jeg tænker bl.a. på dopinganklagerne.
- Ja, præcis. Men de har jo været superseriøse omkring alt de gør. Og så kommer der det der omkring doping, og det skal jeg ikke kunne sige noget om, men spillemåden, deres filosofi... deres tydelighed omkring hvordan de vil spille. Og opbakningen fra både ejere og bestyrelse har været 100%. Det er derfor det har været et af verdens mest succesfulde hold nogensinde.
Systemet og zonen
- Svenglish-stilen, som man kalder den, dukkede op lige omkring slutningen af 70'erne, omkring den 2. oliekrise. Der var massearbejdsløshed og krisestemning i både Sverige og hele Skandinavien. Kan man forestille sig at den her kølige og kalkulerede stil har været en art svar på en generel samfundskrise – eller lever fodbolden i højere grad i en separat verden?
- Jeg tror at fodbolden lever sit eget liv. I en ganske konservativ
verden, en trang verden, hvor det er svært at gøre noget ud fra
fodbolden pga. konservatismen. Men en samfundskrise kan vel også påvirke selv
fodbolden. Det er fuldt ud muligt, og jeg tror at mange på en måde så den her
revolution omkring 1977, med belønning af uselvisk spil, respekten for
spillesystemet, som om den levede op til et generelt ideal. At man kunne få
stjernespillerne til at acceptere en anden rolle på holdet.
Jeg sammenligner ofte med basketball og Chicago Bulls. De havde aldrig
vundet noget – trods at de havde Michael Jordan, Scotty Pippen, man havde Phil
Jackson som træner - men de første par år vandt man ikke noget. Og Michael
Jordan var meget frustreret; han blev sammenlignet med Magic Johnson og
Abdul-Jabbar og spurgt: Hvorfor vinder du ikke noget? Og så kom Phil
Jackson og sagde at stjernespillerne måtte acceptere en anden rolle på holdet.
Jordan havde måske normalt lavet 36 point pr. kamp, men måtte acceptere at gå
ned på 22 pr. kamp. Dennis Rodman måtte acceptere at 12 rebounds var nok i
stedet for 19. Og det tog Jackson 2-3 år at overbevise stjernerne om at det var
den eneste vej frem. Det var svært for Jordan at acceptere det – men derefter: 6
mesterskaber! Det bedste hold gennem tiderne! Fyldt med stjernespillere – og
uslåelige! Og det er så det de siger i dag når det ikke kører for dem; så vil de
tilbage til the triangle system som er enkelt og entydigt: Respekter
konceptet, følg konceptet, og i dårlige perioder: Bliv ved, bliv ved, bliv ved.
For et godt hold er det bare et spørgsmål om tid. Der kan gå 2 uger eller
2 måneder – men man kommer tilbage.
- Det er pudsigt at du tager udgangspunkt i de individuelle statistikker. Det er typisk ikke noget man har brugt voldsomt meget i dansk fodbold, og Drillo var vel den som for alvor begyndte at anvende det systematisk i Norden.
- Det er nu heller ikke fordi jeg går så voldsomt op i statistik, men jeg kan
anvende den som argument i en dialog, så jeg kan sige: Se på de her
stjernespillere som tjener en kvart milliard om året og som medierne bare vil se
score. Ligesom publikum jo også gerne vil se Michael Jordan score 45 point. Og
se så hvordan de blev spurgt i slutningen af sæsonen: Hvorfor blev I ikke
mestre, I har jo de bedste spillere?
Det var jo sådan at Jordan altid tog det afgørende skud selvom han stod
i en dårlig position. Modstanderne vidste det jo; Jordan tog altid skuddet når
der var 2 sekunder tilbage. Så man skulle bare markere ham ud. Men han lærte så
at spille bolden til én som var bedre placeret. Med 1 sekund tilbage kunne
han så tage ansvaret med f.eks. et 3-point skud – og så begyndte man at
vinde mesterskaber.
- Nu du nævner basketball er der den sjove detalje i basket at zoneopdækning tidligere har været decideret forbudt, i hvert fald i de lavere rækker herhjemme.
- Ja, sådan var det endda i NBA i lang tid! Og spørgsmålet er om det ikke ligefrem stadig er forbudt i NBA, jeg har ikke fulgt så meget med på det seneste. Men det er også derfor de amerikanske hold til OL har haft så store problemer mod zonespillere, f.eks. Argentina. Jeg er lidt usikker på hvordan det er i dag i NBA... man løser vist mere og mere op på forbuddet, for når man kigger på kampe idag, ser det også meget zonepræget ud.
- Men sådan et forbud kunne man vel næppe forestille sig i fodbold.
- Nej, men du skal vide – og nu håber jeg ikke jeg lyver – at går man omkring 20 år tilbage i svensk fodbold, så mener jeg faktisk at man havde en debat på ungdomsniveau netop omkring zone- kontra markeringsspil. For der er ingen tvivl om at det udvikler mere at spille markering! En mod en, mest muligt en mod en. Og når man tænkte på ungdomsfodbold, ville det være en god idé til at udvikle spillerne. Nutildags taler man også i Sverige om at bruge markeringsspil til træning, selvom man i kampene spiller zone. Og det er måske ikke så dum en idé, i hvert fald ikke for unge spillere.
- Har du nogensinde selv været træner på ungdomsniveau?
- Ikke direkte, men lidt i min fritid når jeg har haft mulighed for det. Der har det været nogle 10-12 årige, og i den alder er indlæringen det afgørende. Der kan man lære dem utroligt meget. Men der tror jeg man skal arbejde med én mod én, markering, for så udvikler du dig. Ja, jeg har tilmed haft tanke på seniorfodbold, altså at træne markering. For at få dem til at udfordre hinanden – for i et zonespil kan du gemme dig lidt. Du bliver ikke afsløret på samme måde som med markeringer.
- Der tænker du primært på når man selv har bolden?
- Nej, i forsvarsspillet. Når du skal markere en modstander, så bliver du afsløret hvis du ikke klarer det. Så bliver du sat af, og så kan du måske håbe at der ligger en libero til at bakke dig op. Men jeg tænker nu også på angrebsspillet, for kan du ikke sætte din modstander af, så er du også afsløret. Så jeg tror at i træning er det ikke helt forkert at benytte sig af det.
Ført bort af norsk politi
- I 1985 kom dit første udlandseventyr da du blev træner i Molde. Der var en ting jeg studsede over da jeg så en beretning fra den tid.
- Ja, det var jo forfærdeligt! Du tænker på det som skete der i en kamp? Hold kæft, mand...
- Der var noget med at du ikke altid sad så stille på bænken?
- Ja, der kommer en bog som redegør for hele den historie! Det tager måske
for lang tid at fortælle om, men jeg kan prøve at være hurtig...
Norge indførte i 1985 en anden udgave af offside-reglen. Faktisk som
idag – hvor van Nistelrooy kan stå offside uden at det bliver dømt. Man sagde
dengang i Norge at hvis han stod "i ro", så skulle det ikke dømmes. Ja, "stå i
ro", tænkte jeg... men altså... så kunne en angriber stå 15-20 meter offside, og
så kunne man slå bolden op mod ham sådan at han ikke rørte den, men at den
fortsatte ud til en wing som kom løbende bagfra. Og så løb forwarden med 20
meters forspring ind i boksen, modtog indlægget og scorede. Og jeg sagde "Nej,
nej, nej, det her går ikke!".
Og altså... vi blev udsat for det her... jeg mener... vi havde chance
for at få bronze som nyoprykker, en fantastisk sæson, og så i de 5 sidste kampe
tabte vi de første 3 med ét mål – på den type scoring! I næstsidste kamp rejste
vi så til Kongsvinger - og havde fortsat chancen for en god placering. Samme
bold slås mod en midterangriber som er 20 meter offside, wingen tager bolden –
og så kommer det interessante: Liniedommeren vinker for offside. Wingen løber nu
frem, alle stopper op, både Kongsvinger-spillerne og os, for liniedommeren har
jo vinket, og wingen afleverer ind til vores målmand som tager bolden. Vores
målmand kaster bolden ud til midtstopperen, Ulrich Møller, som skal sparke
frisparket for offside, og han samler bolden op. Straffespark, siger dommeren!
Han tog bolden med hænderne! Jamen der var jo fløjtet for offside? Nej, siger
dommeren – og der er 2 minutter tilbage af kampen som står 1-1.
Jeg er inde på banen, og jeg stiller mig på straffepletten. "Sorry, der
er ikke noget straffe", siger jeg. Og dommeren kommer. "Jeg går ikke ud af
banen", siger jeg. "Der er ikke straffe". Og jeg appellerer til dommerens sunde
fornuft, så vi kan gå ud til liniedommeren og spørge ham, og derude siger han at
han vinkede for offside. Godt, siger jeg, det skulle ikke ødelægge en hel sæson;
der var to minutter tilbage, og jeg tror tilmed at vi kunne komme i
nedrykningsfare, så tæt var stillingen! Ellers kunne vi blive nr. 4.
"Nej, der er straffe", siger dommeren. "Aldrig!", siger jeg. Så jeg tror
jeg stod 5-7 minutter og nægtede at gå af banen, hvorefter vagterne kom ind,
politiet blev tilkaldt, og alle spillerne stillede sig rundt omkring mig ved
straffepletten. Og der var ved at blive slagsmål! Og jeg var jo langhåret
dengang... ung og vild... men de slæbte mig simpelthen ud. Og så kommer
Kongsvingers træner hen til mig og siger at det jo er en skandale. Så han råber
at de skal skyde straffet ved siden af mål – men det hører spilleren ikke. Så
han skyder straffet i mål, og de vinder 2-1.
Og der blev sådan en ballade, men jeg fik nu ikke en krone i bøde
af forbundet. De tog sagen op i et separat tyve minutters TV-program, men jeg
fik ingen bøde. Det værste var dog næsten et år efter, da jeg ikke længere var
Molde-træner, men hvor de havde inviteret mig på ferie. Jeg kører derop i bil –
og i Kongsvinger går bilen død. Ikke Kongsvinger igen, tænker jeg, og så
kommer Falck. Her et år senere kommer bjægningsmanden så ud af bilen og
siger straks: Dig kender jeg! Det var dig der lavede ballade sidste år!
Og så var det pludselig ikke så let at få hjælp...
- Ja, så må det være en oplevelse i sig selv at se den selvsamme regelfortolkning komme tilbage og plage dig 20 år efter?
- Ja, men jeg tror egentlig alt i alt den gavner fodbolden. Den gør det besværligt, men som så meget andet er det en proces, og det er noget der skal læres, men den burde gøre fodbolden endnu mere begivenhedsrig. Det bliver dog lidt svært for forsvarsspillerne, og jeg har lidt ondt af dem. Et hold som har et godt forsvar vil pludselig blive tvunget til at tænke på at det nu er modstanderne som bestemmer hvordan de skal spille. Nu bliver de pludselig nødt til at trække sig 20 meter længere tilbage end de ellers ville have gjort.
- Ja, og det synes jeg egentlig også jeg har set en tendens til! Det er som om forsvarerne lige står lidt længere tilbage på banen efter at den regelfortolkning er kommet. Også på mange af de større hold.
- Tjo, måske er det bevidst. Jeg er ikke helt sikker – muligvis. Det sker jo ikke så tit i kampene at en forward stiller sig sådan, men måske kommer det mere og mere. Og det er lidt ærgerligt at det skal være modstanderens forward som skal bestemme om man skal stå højt eller lavt på banen. Det kan jo godt være lidt kedeligt hvis man står så langt tilbage. Hvis man gerne vil prøve at presse og erobre boldene højt oppe, så kan man måske ikke gøre det idag. Midtstopperne må kalde alle de andre tilbage, så de kan få kontrol over den her forward.
- Men I har ikke selv taget nogen konsekvens af det?
- Nej, vi har talt om det, men vi har ikke rigtigt trænet i det. Måske betyder det at vi ikke kan flytte holdet helt så hurtigt frem som vi gerne vil. Hvis vi clearer en bold og flytter holdet op, og modstanderen så sender bolden tilbage på første berøring over vores forsvar til en wing, mens forwarden bare er spadseret tilbage – så har han en kæmpe fordel.
- Og så får man svært ved at lave push ups og er så at sige tilbage før den udvikling som skete i 70'erne.
- Ja, men det var selvfølgelig også den kritik som Malmö fik: Der blev for mange spilafbrydelser med de mange offside-domme efter push ups. Offside, offside, offside... og på den tid afbrød man altid spillet, der var ikke noget som hed passiv offside, uanset om man stod 50 meter fra bolden. Så der blev mange stop i spillet. Og lige på dét punkt var der måske noget om at svensk fodbold blev kedeligt – dén slags detaljer med mange afbrydelser er der jo ingen der bryder sig om.
De sjældne ledertyper
- En af de spillere som hjalp med at få dig slæbt ud af banen dengang, var en rutineret herre ved navn Åge Hareide.
- Oh ja, det passer! Vi købte ham hjem fra Norwich som midtstopper. Og det er den type som alle hold har brug for. De er svære at finde, for alle vil have dem. Og det er som om der bliver færre og færre af dem i dagens fodbold. Mærkeligt nok. Vi har haft spillere, mener jeg, som f.eks. en ung Christian Poulsen, lidt 'gal', typen som vil det hele. Og Peter Nielsen på sin egen måde, Mykland på sin måde. Mykland var f.eks. en utroligt god én mod én-spiller.
- Men var på mange måder en spiller som var udisciplineret, i hvert fald uden for banen.
- Ja, det bekymrer jeg mig ikke så meget om. Det som er vigtigt for mig, det er hvad han præsterer på banen. Og til træning var han god, han præsterede godt. Så havde han selvfølgelig også et ansvar med den 'kultur' som var omkring ham, i den... stjernerolle som han han havde, og så er der selvfølgelig grænser uden for banen. Men vi gjorde det at vi købte Erik hjem, for vi tror at skandinavisk lederskab er mere socialt, er mere humant på en måde, end hvad man finder ude i Europa. Og for det meste fungerede det. Jeg mener... vi fik et par episoder med Erik, men jeg tog det ikke så alvorligt. Vi er alle forskellige.
- Men jeg tænkte også på det på en anden måde: Kunne det tænkes at ledertyperne ikke når at udvikle sig fordi spillerne nutildags bliver ensrettet og opdraget fra en ung alder?
- Det tror jeg ikke. Jeg tror det er en farlig debat det her omkring at alle skulle være ensrettet. For de typer som har det her, jeg tror ikke man kan pille det ud af dem. Jeg ved ikke hvorfor de ikke kommer frem, men måske foregår det bare cyklisk, sådan i 10-års perioder. Så man leder og leder nu, og om 10 år er der pludselig en hel masse af dem. Ser du ud i Europa, så har de fleste hold trods alt en eller to af den slags karakterspillere, men det er måske svært for mindre lande? For alle jagter de her spillere. Og mange steder siger man at det hellere må være en lidt dårligere spiller, bare det er en karakterspiller.
- Vi havde også Michael Mio herinde.
- Præcis. Selvom han ikke nåede at spille så meget under mig. Men det er sådan nogle som er vigtige.
- I Molde havde de iøvrigt ikke pengene til at beholde dig på fuld tid...
- Ja, det er rigtigt. Jeg ville faktisk meget gerne være blevet der. Jeg trivedes utroligt godt, og det var et spændende fremtidshold med unge spillere, foruden Åge Hareide og nogle andre...
- En ung Kjetil Rekdahl, blandt andet.
- Ja, han debuterede som 16-årig! Og nu skal vi jo spille mod Vålerenga hvor han er træner, men der er en historie som fortæller meget om ham: Han debuterede i den sidste kamp i 1985, og det var en meget afgørende kamp. Havde vi tabt, kunne vi faktisk have rykket ud – og ved 0-0 fik vi straffe. Kjetil vælger så at tage straffet. Og det var ikke planlagt! Allerede dengang skubbede han bare alle de etablerede spillere væk, løb frem til bolden og skød den i mål. Og det er et godt billede af Kjetil; hvordan han med sin selvtillid og sit kropssprog ejer banen. Altså allerede som 16-årig central midtbanespiller.
Første kontakt med FC København
- Du sagde nej til at blive træner i FC København ti år senere, i sommeren 1995?
- Ikke nej. Jeg sagde faktisk ja! Det var lidt mærkeligt; jeg var klar med en kontrakt, vi var blevet enige, og AIK Stockholm havde lovet mig at hvis et sådant tilbud kom i løbet af sommeren, så kunne jeg bryde kontrakten med dem. For et halvt år senere udløb min kontrakt med AIK. Og da jeg havde forhandlet færdigt med København, jeg tror det var med Peter Berg som sportsdirektør, da sagde AIK: Nej, vi slipper dig ikke.
- Den officielle forklaring var at du takkede nej af familiære grunde?
- Ja, det blev måske historien, det ved jeg faktisk ikke.
- Og i stedet kom du så til Stabæk et halvt år efter.
- Ja, der startede jeg i januar 1996. De spiller jo efter kalenderår i Norge, ligesom vi gør i Sverige.
- Så det handlede ikke om at FC København så meget anderledes ud på det tidspunkt?
- Nej! Nej, jeg havde taget jobbet med det samme hvis ikke AIK havde lagt sig imellem.
- Dengang så det ellers meget anderledes ud med økonomien her i byen, og man kan dårligt sige at det var den samme klub som nu...
- Jamen det kendte jeg faktisk ikke til på det tidspunkt! Det billede fik jeg aldrig af FC København dengang. Mit billede var mere at det var en overbygning mellem KB og B1903, to store klubber, som havde vundet mesterskabet to år tidligere. Og så var det lidt spændende at prøve udlandet! Nu havde jeg været i Molde mange år tidligere, og så tænkte jeg at jeg nu havde været i Allsvenskan i ti år...
- Men i stedet blev du så i AIK. Hvor du havde Sören Åkeby som assistent.
- Ja, det var nu i 1994. Bagefter havde jeg Erik Hamrén i 1995. Det er mærkeligt at vi nu mødes igen på den måde. Og mange har spurgt mig om jeg har tippet AGF eller AaB om dem, men nej, ikke en eneste gang! Og AGF har aldrig ringet og spurgt mig om noget, men AaB har dog ringet og spurgt mig om Erik. Det var dog på deres helt eget initiativ.
AaB-tiden og den skandinaviske invasion
- Tre år efter kom du i stedet til AaB i 1998, og så vidt jeg husker spillede de 3-5-2 da du kom til?
- Ja, det tog også tid at ændre det. Det var et lidt uroligt første halvår
hvor vi ikke fik det til at fungere med zoneopdækningen. Det gik ikke ret godt.
Det var meget, meget svingende, men i sommerpausen sagde jeg så til Lynge
Jacobsen at vi blev nødt til at købe 2-3 nye spillere som havde pejling på
zonespillet og kunne styre det.
Og der var vi heldige! Vi fik Jozo Matovac i midterforsvaret og Ståle
Solbakken på midten – og på en måde Frank Strandli i front. Og så kunne man
næsten fylde på med hvad som helst udvendigt, for de kunne styre det hele. Og
så begyndte det at køre. Så var vi rigtigt gode. Jeg tror vi tabte 3 kampe i
hele mesterskabssæsonen.
- Og afgjorde næsten alle kampene i slutfasen.
- Ja, i de sidste 5 minutter. Der var vi stabile og et rigtigt godt hold. Og
det var en af mine bitreste stunder da vi missede kvalifikationen til Champions
League mod Dynamo Kiev! Vi førte med 2-0 ude, og der var 16 minutter tilbage. Vi
dominerede totalt, og de havde ikke haft en målchance. Og så kom Rebrov og
Shatskikh. Først en heldig scoring på hovedstød af Rebrov via stolpen til 1-2,
og så i det 92. minut scorer Shatskikh et lignende mål – et blindt hovedstød med
baghovedet - og stolpe ind. 2-2, og så var de videre.
Og vi var helt... vi fik et mål annulleret! Allan Gaarde til 3-1. Og det
er interessant; vi sagde faktisk før kampen at vi måtte regne med at få et mål
annulleret. Vi sagde til spillerne, at det må man ikke tabe hovedet over når man
spiller i Kiev! Og det skete så – ved et helt regulært mål.
- Jeg ved så ikke heeeelt hvad du antyder omkring Kiev... og deres velkendte mafiaforbindelser...
- Ja, det må man tolke som man vil, altså!