Uge 47/2006: Om at holde fast


Af Woody II


Champions League

Benfica - FC Kbh  3-1 (3-0)
1-0, Léo (14.)
2-0, Miccoli (16.)
3-0, Miccoli (37.)
3-1, Allbäck (89.)

47.500 tilskuere på Estádio da Luz
 

Hold

K

Mål

P

1 Celtic

5

7-6

9

2 Manchester Utd.

5

7-4

9

3 Benfica

5

6-5

7

4 FC København

5

2-7

4


SAS-ligaen

FC Kbh - FC Midtj. 2-2 (1-1)
0-1, Thygesen (13.)
1-1, Hutchinson (43.)
2-1, Allbäck (66.)
2-2, Sørensen (str. 77.)

25.404 tilskuere i Parken

FC Kbh - Randers 2-1 (2-0)
1-0, Allbäck (16.)
2-0, Berglund (35.)
2-1, Sane (58.)

23.512 tilskuere i Parken
 

Hold

K

Mål

P

1 FC København

18

35-12

43

2 FC Midtjylland

18

36-20

37

3 OB

18

24-15

35

4 AaB

18

23-17

31

5 FC Nordsjælland

18

35-20

30

6 Esbjerg fB

18

31-29

26

7 Brøndby IF

18

24-21

24

8 Randers FC

18

24-26

22

9 Viborg FF

18

18-35

18

10 AC Horsens

18

12-23

16

11 Vejle BK

18

19-42

9

12 Silkeborg IF

18

15-36

8


Holdet mod FC Midtjylland:
Christiansen Jacobsen, Hangeland, Gravgaard, Wendt – Silberbauer (69. Kvist), Linderoth, Nørregaard (80. Berglund), Hutchinson Grønkjær, Allbäck

Holdet mod Benfica:
Christiansen Jacobsen, Hangeland, Gravgaard, Wendt (80. Bergvold) – Silberbauer (59. Kvist), Linderoth, Nørregaard (59. Berglund), Hutchinson Grønkjær, Allbäck

Holdet mod Randers FC:
Christiansen Kvist, Hangeland, Gravgaard, Wendt – Hutchinson, Linderoth, Nørregaard (66. Bergvold), Grønkjær (78. Brandrup) – Berglund (66. Silberbauer), Allbäck

-matchfakta fra NipserStat.dk-

Nogle gange inviteres man endelig med til en fest som man i mange år har måtte stå uden for og kigge misundeligt ind på. Når man så vågner dagen efter, er der flere typiske eftervirkninger. Den ene er gevaldige tømmermænd, fordi man har givet den fuld skrue, og den anden er eftertanken om alle de ting man gerne ville have gjort, men glemte mens festen stod på. Typisk. Men man kan jo altid håbe at man ikke fik blameret sig, så man ikke bliver inviteret igen.

Om kort tid vågner det FC Københavnske univers op igen efter årets deltagelse i Champions League. Om det er med tømmermænd, ved jeg ikke, men der ingen tvivl om at det har været lærerigt. Flere gange undervejs er der da også blevet talt om at dette års deltagelse er en læringsproces, både for organisationen og for den enkelte spiller. Nu er der selvfølgelig ikke nogen garanti for at vi kvalificerer os igen inden for de kommende år, men hvis det skulle ske, så er det genkendelsens glæde og ikke debutantens overraskelser der vil præge billedet.

Præge billedet kan man vel ikke påstå at København for alvor har gjort i dette års Champions League. Men det var der vel heller ingen ædruelige personer der for alvor havde regnet med på forhånd. At en såkaldt ekspert som Birger Peitersen efter Benficakampen udtaler at dansk fodbold er bombet 7-8 år tilbage i tiden, må således stå for egen regning. Jeg kan godt se ligningen til at BIF i de år tabte til Amica Wronki og NK Osijek, mens København knebent røg ud til Chelsea FC. Men derudover mener jeg nu nok at den gode Peitersen mangler lidt realitetssans. For hvor en god indsats i Europa for få år siden var ensbetydende med masseflugt fra Superligaen, så tyder det (bank under bordet) i skrivende stund ikke på at hverken OB eller København holder udsalg af truppen. Og dermed kan den nyerhvervede rutine bruges til at lægge yderligere et lag på til næste gang.

Nive, bide, kradse, holde
Hvis vi ser på kampen i tirsdags, er der flere ting der står som iøjnefaldende forskelle mellem et hold der træder barnesko i turneringen, og et hold der har prøvet festen nogle gange. Den første er evnen til at straffe de fejl der blev begået. Alle tre portugisiske mål blev i realiteten scoret i situationer hvor den umiddelbare fare så ud til at være overstået. Forsvaret var egentlig på plads, men hullet blev alligevel fundet. Dette burde ikke kunne lykkes hvis markeringen havde været en anelse strammere. Det er ikke nok at indtage den rette position, der må gerne markeres tæt når det foregår i og omkring feltet, tak!

Den anden er de professionelle frispark. En ting der stadig ærgrer mig, er ved målet til 2-0. Linderoth mister bolden på midten, og få sekunder efter ligger den i nettet. Billederne viser tydeligt at Linderoth har to oplagte muligheder for at holde i eller bremse Nelson inden han får spillet den på tværs. Et frispark der og et gult kort. Så havde situationen været afværget og kampen ikke lukket allerede efter 16 minutter. Jeg er helt med på det sympatiske i at ligge i toppen af fairplay-listen. Men der er ingen grund til at lade kynismen blive liggende i omklædningsrummet når man spiller med de store drenge. For de gør det ikke. På den sidste tredjedel af banen gælder alle kneb.

Kig på de andres snørebånd
Hvis vi kigger lidt på den offensive indsats i Champions League, så er det her København har plads til forbedringer. Defensivt er 7 mål indkasseret i 5 kampe principielt godkendt af en debutant. At de 6 så er scoret i 2 kampe, er en anden snak. Men 2 mål scoret er klart i underkanten. Havde vi så bare haft chancer til en del flere, så kunne man påberåbe sig uheld. Men med et snit på 3,8 skud på mål pr. kamp (tak til uefa.com) er det ikke fordi vi har sværmet om modstanderens mål. Helt konkret handler det om at vi ikke er gode nok til at holde fast i bolden og komme frem til chancerne. Ser vi igen på kampen mod Benfica, så havde vi en enkelt spiller i Grønkjær der har kvaliteterne til at holde i bolden til medspillerne er kommet frem. Portugiserne havde tydeligvis respekt for ham, og hans temposkift fik flere gange sat Nelson af. En detalje jeg studsede lidt over undervejs, var en mand-mand situation hvor Grønkjær havde bolden under kontrol. Hvor de fleste spillere ville koncentrere sig om bolden, havde Grønkjær fuld fokus på modstanderens ben, for på den måde at forsøge at fange ham i ubalance. Og netop det at han kunne holde i bolden betød da også at det var i venstre side vores gennembrud skete. Dels de gange Wendt kom rundt om ham i overlap, og til sidst da Bergvold fik slået bolden i panden på Allbäck der flot headede reduceringen ind.

I modsatte side blev opspillet mere hektisk, for Silberbauer har ikke samme naturlige kontrol over bolden. Hans fokus kommer derfor til at handle om at han vil af med den hurtigst muligt. Og typisk til Allbäck der er søgt ned i banen. Netop disse to punkter ser jeg som steder vi kan og bør udvikle os med henblik på fremtiden: For det første skal vi have balance så vores højreside får samme gennembrudsstyrke som venstre. Jeg tror faktisk ikke Silberbauer magter dette, så i europæisk perspektiv kan der være idé i at lede efter en afløser. Et alternativ er William Kvist, men der skal stadig bygges på, før han er klar. I den halve time han fik i tirsdags, ramte han vel dårligt en medspiller, men han har potentialet på sigt.

Hvem holder, hvem kan holdes på
For det andet mangler vi i mine øjne også en mere boldfast spiller centralt. Simão viste hvordan en offensiv midt kan skabe problemer ved dels at ligge og skifte position og dels være konstant spilbar i området mellem vores forsvar og midtbane. De gange vi formår at ramme det område, er det typisk en af angriberne der er søgt lidt ned i banen. København har valgt at spille med to sideordnede centrale midtbanespillere, og mens Linderoth (bortset fra i tirsdags) generelt holder et pænt niveau også i de europæiske kampe, synes jeg det kniber mere med Hjalte. Hans afleveringer er sjældent fremadrettede, og løbene ind i feltet mangler. Dagen efter kunne man se en Daniel Jensen i Werder Bremen spille en rigtigt glimrende kamp mod Chelsea, og et indkøb af ham vil i mine øjne være en klar forstærkning. Der er ingen tvivl om at Hjalte og Silberbauer er glimrende spillere til Superligaen, men hvis vi vil lege med for alvor, er det spillere af deres kaliber vi skal have på bænken som breddespillere. Desværre ser det ud til at Daniel Jensen har fået blod på tanden og ikke er så interesseret i at komme væk fra Werder alligevel. Og Rommedahl ser ud til at være godt kørende i Charlton, så der skal nok en nedrykning til i hans tilfælde før han har lyst til at blive en del af det kommende København på højrekanten. Men det er spillere i den klasse vi bør kigge efter.

Sammenligner vi vores optrædener i CL med de mere 'normale' kampe i Superligaen, er der stor forskel. I stort set samtlige Superligakampe er vi vant til at have bolden i 70% af tiden mod en modstander der står lavt i banen. Det betyder at vores bageste sjældent er under pres når bolden skal spilles fremad. Og derudover kan de ofte spille en midtbanespiller som heller ikke er voldsomt under pres. Det er selvsagt en helt anden historie når modstanderen er fra den europæiske topklasse. Her er det København der skal spille på kontra, og selv om vi er berømmet for vores defensiv, er det ikke i det offensive omstillingsspil vi har vist højest klasse indtil videre. Det er dog en svær én at greje, da den eneste måde vi kan blive bedre til dette, er ved at møde hold der kan presse os baglæns.

Og hvad kan holde os nede
Det var Randers ikke i stand til i søndagens kamp, for Jesper Christiansens ord inden kampen om at København ville komme blæsende med 120 km i timen, så ud til at holde stik. 2-0 allerede efter 35 minutter, og ydermere chancer til et par mål mere. Specielt den høje dybe stikning over Ralf Pedersen og John Sandberg voldte Randers problemer, og i pausen sad man med fornemmelsen af at der nu kunne ske én af to ting: Enten ville Randers blive blæst ud, eller også ville de få en tosset reducering, og kampen ville alligevel blive spændende til det sidste. Det har man set så mange gange før, og da Tidiane Sane dygtigt sparkede den under Jesper Christiansen, var det til højlydt frustration for de 23.512 fremmødte. Det blev dog ikke for alvor farligt, men kampen gav et tydeligt bevis på at et København tæt på 100% er en klasse eller to over de fleste andre hold i Superligaen. Men omvendt også at et København på 70-80% endnu ikke er i stand til at køre en sejr hjem med det ene ben på ryggen og Berglund som direktørafbrænder.

Søndagens kamp gav samtidig en idé om hvordan vores højreside kan komme til at se ud fremover. I Lars Jacobsens fravær var William rykket ned som back, og altmuligmanden på midtbanen, Atiba, varetog højre midtbane da Silberbauer trængte til en pause. Og mens Atiba løste opgaven med samme naturlighed som han gør i venstre, må det have givet Ståle lidt mere at tænke over med hensyn til hvem der skal afløse Lars når han formentlig forsvinder. Kvist viste i hvert fald at han måske nok har fysik og teknik til pladsen, men til gengæld mangler en del taktisk. Jeg vil ikke udelukke at det er den løsning der barsles med på sigt, men dels synes jeg det vil være spild af Williams talent, og dels har han selv givet udtryk for at det ikke er dér hans fremtid ligger. Det ser desværre ikke ud til at det vrimler med potentielle guldklumper på højreback-positionen, og modsat en kollega her på siden, ser jeg ikke Frank Hansen fra Esbjerg som det store lys...

Under alle omstændigheder kan vi altså danse om juletræet i bevidstheden om at vi med et 6-pointsforspring i Superligaen har et nyt DM-guld inden for rækkevidde. Og at vi efterhånden befinder os i et vakuum mellem Superligaen og et europæisk niveau der gør deltagelse i Champions League-festen til en jævnligt tilbagevendende begivenhed. Det gode er, at vi nogenlunde ved hvad der skal til for at nå derop nu. Det dårlige er, at det er et pokkers besværligt skridt at tage.

Uanset hvad der sker i de sidste tre kampe i år, kan vi se tilbage på efteråret 2006 som et af de absolut mest succesrige i klubbens historie. Med disse ord vil jeg ønske en rigtig glædelig jul og ønske alle et lige så succesfuldt 2007!


UGENS DETALJE... var himlen over Parken i pausen af søndagens kamp. Drop bare cheerleaders, Niarn eller konkurrencer om at ramme et minimalt hul for at vinde en Ellert. De af os der kom til at kigge op over C-tribunen i pausen, så et orgie i farver da solen gik ned bag skyerne. Moder natur for fuld udblæsning og glimrende pauseunderholdning.

 

Tilbage til oversigten