Uge 45/2006: Under luppen


Af Bo N K


Landspokalturneringen

FC Kbh - Esbjerg fB 3-1 (2-1)
0-1, Bech (4.)
1-1, Berglund (24.)
2-1, Nørregaard (str. 41.)
3-1, Berglund (48.)

10.814 tilskuere i Parken

SAS-ligaen

AaB - FC Kbh 0-1 (0-1)
0-1, Silberbauer (16.)

11.769 tilskuere i Aalborg
 

Hold

K

Mål

P

1 FC København

16

31-9

39

2 FC Midtjylland

17

34-18

36

3 OB

17

21-14

32

4 AaB

17

22-16

30

5 FC Nordsjælland

17

31-20

27

6 Esbjerg fB

17

30-28

25

7 Brøndby IF

17

24-19

24

8 Randers FC

16

21-24

19

9 Viborg FF

17

17-34

17

10 AC Horsens

17

12-19

16

11 Silkeborg IF

17

14-33

8

12 Vejle BK

17

18-41

8


Holdet mod Esbjerg fB:
Christiansen Jacobsen, Hangeland, Gravgaard, Wendt – Kvist, Linderoth, Nørregaard (62. Hutchinson), Bergvold Grønkjær (84. Brandrup), Berglund (66. Pimpong)

Holdet mod AaB:
Christiansen Jacobsen, Hangeland, Gravgaard, Wendt – Hutchinson, Linderoth, Nørregaard (90. Thomassen), Bergvold (71. Kvist) – Berglund (46. Grønkjær), Allbäck

-matchfakta fra NipserStat.dk-
 

Efteråret kan efterhånden udråbes til en ubetinget resultatmæssig succes. I alle tre betydende turneringer har København nået målsætningen og lidt til, og ikke mindst har det været helt fantastisk at den europæiske nedtur er blevet vendt. Ganske vidst ser det stadig ret beskedent ud på målkontoen i Europa, men med sejren over United er dette nu en europæisk sæson som er yderst vellykket – om vi så ikke kommer i nærheden af endnu en målchance.

Det var ellers ikke til at forudse da Jesper Grønkjær blev skadet, og det ikke lykkedes at finde en afløser for Álvaro trods 1½ måneds frist på transfermarkedet. Når Brøndby klager over at de hidtil har benyttet ikke mindre end 9 angribere i løbet af sæsonen pga. skader, er det således meget sjovt at observere at William Kvists korte 'debut' som angriber (nu mangler han kun midterforsvaret!) mod Esbjerg også gjorde ham til den 9. angriber for FC København i sæsonen – efter at Álvaro, Allbäck, Berglund, Bernburg, Atiba, Grønkjær, Gravgaard og Pimpong også har optrådt fremme. Selvfølgelig med to angrebspladser at fylde ud i de fleste kampe, men alligevel.

Så vi har måttet hutle os igennem med angribere, men det er lykkedes Ståle at bruge de forhåndenværende søm så fornuftigt at resultaterne har været uovertrufne, og så bekymrer de færreste sig nok over at spillet til tider er temmeligt norsk; det gjorde de jo heller ikke i Norge i succesperioden i 90'erne.

Men med succesen følger også opmærksomhed fra det store udland. Den skal vi som udgangspunkt bare være glade for, ligesom vi selvfølgelig kun er glade over den store prestige (i København bryder man sig ikke om at sige "ære") der er i at være med i det helt gode selskab – og i sågar at vise at man kan være med resultatmæssigt. Stemningen omkring og i truppen ser da også ud til at være helt i top; kun var der en smule (uventet) frustration at spore hos Jesper Grønkjær i gårsdagens kamp hvor han fik rodet sig ud i nogle mærkværdige slagsmål med Michael Jacobsen. Men det skyldes måske at den lidt følsomme mand ikke helt kunne se hvorfor han skulle buhes ud af Aalborg Stadion fra første øjeblik. Det kunne ugens skribent sådan set heller ikke, men modsat Grønkjær har han dog set det en del gange før og blev måske knapt så overrasket. Det er jo bare at nævne navne som Laudrup, Solbakken og Silberbauer som alle har fået mindreværdsfølelsen til at eksplodere i Nordjylland.

Men succesen i efteråret har dog også bragt opmærksomhed fra den anden ende af spektret – fra store klubber. Og på kort sigt kan det jo have en lidt ubehagelig effekt at større klubber får øje på vores spillere. Men dog kun på kort sigt, for nok vil vi altid være en udviklingsklub for større og rigere klubber, men det er da bedre at være en udviklingsklub for rigtige storklubber end for den bløde europæiske mellemvare. Det vil også på længere sigt trække bedre spillere til København. Så lad os dog endelig have en lidt mere realistisk idé om vores plads i hierarkiet end de tydeligvis har i Aalborg.

Det giver så en anledning til at kigge lidt på hvad – og hvem – der har givet os den nuværende succes. Og ikke mindst kigge på hvor godt vi står rustet til at tage imod transfervinduets udfordringer. Ugens klumme vil derfor forsøge at kigge lidt på de mest oplagte salgsemner og vurdere hvorvidt fundamentet kan bære at vi sælger dem, eller om de selv udgør en for vigtig del af fundamentet til at vi ikke kan undgå at blive sat tilbage rent styrkemæssigt, uanset de penge der måtte komme i kassen.

1. Jesper Christiansen
Det er sært at det kun er 1½ år siden at det så helt, helt anderledes ud omkring målmænd i København. Man skulle lægge ørerne til at det var åh-så-svært og åh-så-umuligt at være målmand i København, og at vi skam havde målmænd af europæisk topklasse i truppen allerede. Det havde vi dog ikke, det var faktisk nogle ret ringe målmænd selv i dansk målestok, og Jesper har demonstreret at det ganske enkelt handler om at være dygtig nok. Så selv om han i dén grad er en nøglespiller, og set herfra har været helt afgørende for de sidste års succes, behøver han ikke nødvendigvis være umulig at erstatte. For eksempel sidder der en yderst talentfuld Stefan Andersen i Charlton som sikkert også i denne omgang ville være glad for et tilbud fra FC København – det som han åbenbart ikke fik sidste gang han sendte en ansøgning via medierne, lige før turen til England.

I opgøret i Aalborg fik vi dog et lille blik ind i fortiden og en advarsel om hvad vi nødigt skulle tilbage til: en teknisk usikker målmand som til gengæld kan hoppe og springe og lave TV-redninger på stribe. Det var således en decideret Kihlstedt Classic som sikrede os føringsmålet; Jimmy Nielsen kom usikkert ud i feltet på en dødbold og daskede bolden cirka tre-fire meter væk. Dér står der ganske ofte en modstander, og det gjorde der også i Aalborg; denne gang var han københavner. 0-1.

2. Lars Jacobsen
Her har vi nok det største problem. Ikke alene kan vi være næsten helt sikre på at han er tabt for os til vinter – eftersom kontrakten udløber til sommer, og han ikke vil forlænge – men han vil også være ualmindeligt svær at erstatte. Godt nok har der på det seneste været snak om at man måske skulle til at kigge længere ud i verden end bare Norden når der skal findes spillere, men det har vi hørt i årevis, og det sker stadig ikke. Og så har vi lidt af et problem, for inden for Norden ser det ikke ud til at der er oplagte afløsere for Lars.

Det helt store problem er at vi efterhånden har vænnet os til at have en spiller som for alvor kan spille begge veje. En komplet spiller på så højt et niveau er noget af en abnormalitet i den danske liga, og det er egentlig lidt mærkeligt at han ikke er røget udenlands forlængst. Måske det hænger sammen med at prestigen omkring dansk fodbold har været så lav så længe?

Så vi skal nok til at vælge om vi vil have en spiller som er god frem ad banen, eller vi skal have en som kan lukke sin kant af. I Oscar Wendt lader vi for eksempel til at have fundet en spiller som har rimelige kvaliteter frem ad banen, men som til gengæld lader til at læse spillet så langsomt at han næppe nogensinde bliver rigtigt god til at forsvare for os og så småt ligner et fejlkøb. (Sagt selvom skribentkollegaen i sidste uge viseligt advarede mod at bedømme spillere for hurtigt). Men når det gælder forsvarsarbejde, er Lars Jacobsen nærmest i særklasse herhjemme. Kort efter pausen i Aalborg fangede Viasats kameraer da også en veritabel magtdemonstration i nærbilleder: Matias Lindström lavede en overraskende vending med bolden som egentlig var ganske godt udført, men Lars Jacobsen læste den – og førte stille og roligt Lindström ud over sidelinjen. Den slags arbejde tror jeg næppe Wendt vil lære at mestre nogensinde.

Vores to modstandere i løbet af ugen kunne til gengæld fremvise en rigtigt dygtig defensiv back – Allan Olesen hos Aab – og en ganske dygtig offensiv back – Frank Hansen fra Esbjerg som til gengæld ikke rigtigt kan forsvare. Hansen nåede dog ikke at vise så meget i Parken, bortset fra en god assist til landsholdspilleren Jesper Bechs fremragende afslutning som gav dem målet til 0-1 (ikke overraskende i Wendts side hvor langt de fleste gennembrud kom), men ønsker vi primært den offensive dimension varetaget, er han måske det bedste bud i Norden.

6. Tobias Linderoth
Skulle vi komme til at skille os af med Linderoth, just kåret som årets midtbanespiller i Sverige, var denne uges kampe ganske godt egnet til at demonstrere hans betydning for holdet, i hvert fald på den hjemlige scene. Og selvom undertegnede aldrig har været den helt store fan af Linderoth som 'kontrollerende' midtbanespiller, er der jo ingen tvivl om at han har været en nøglespiller i snart 2 år – spørgsmålet er snarest hvad der kan ske ved at skulle erstatte ham.

Der er i hvert fald ingen tvivl om hvad Ståle mener om sagen: Hvis Linderoth er væk, rykkes der gevaldigt meget rundt på holdet for at forsøge at kompensere for hans fravær. Det så vi i AaB-kampen hvor vores højre wing Silberbauer blev rykket ind på midten, mens to på 'papiret' centrale midtbanespillere som Bergvold og Atiba til gengæld måtte indtage fløjene. Og vi måtte se på at en så pasningssvag spiller som Silberbauer skulle spille centralt for at vi kunne få kompenseret for den mangel på aggressivitet, løbestyrke og presspil som Linderoth efterlod.

Det er selvfølgelig langt fra ideelt. Spørgsmålet er så om vi kan finde en afløser udefra som kan overtage hans opgaver. For nu at blive ved AaB mener jeg personligt at en Rasmus Würtz er en fuldt ud lige så god boldspiller, på visse punkter endda bedre, men han har ikke helt samme erfaring og rutine at byde ind med. Og nåja, det er nok tvivlsomt om han mener at det er et tilstrækkeligt skridt fremad i karrieren at spille for os! Vi missede dog desværre muligheden for at få set de to i en direkte duel, ja og for den sags skyld muligheden for at se hvad Würtz kunne udrette mod vores svækkede midtbane.

I det hele taget blev det slet ikke til det midtbaneslag man kunne have forventet. AaB valgte at trække sig langt tilbage fra start, og FC Kbh fik overladt midtbanen helt uden kamp. Det hang sikkert dels sammen med at man ikke turde tage kampen op uden Würtz, dels at man ikke troede på at Elvis-wannabe Danny Califf kunne tage kampen op i de dybe løb med Berglund (det skal nok understreges at vi taler om den sene Elvis!). Og i den situation havde man måske haft bedre nytte af en mere boldsikker spilfordelertype end en kriger som Silberbauer, men det fik vi ikke at se. Ligesom Ståles ivrige ombytninger hver gang Linderoth er ude, antyder at det nok bliver en ny 'kriger' der skal afløse ham hvis det bliver til noget med et salg.

8. Michael Silberbauer
Lidt overraskende har CL-kampagnen gjort Silberbauer til vores nok mest salgbare spiller efter Lars Jacobsen. Som en skribent på Sidelinien udtrykte det, er han måske ikke nogen specielt god boldspiller, men det han kan, kan han også på højt niveau. Så det var ikke helt overraskende at Alex Ferguson blandt andet fremhævede Silberbauer og hans athleticism som det Man United primært havde bidt mærke i på forhånd omkring FC Københavns offensive kvaliteter.

I ugens løb stod han nu, trods et kludemål i Aalborg, ikke så tydeligt i billedet, og det understreger måske kun hvordan vi egentlig har størst glæde af ham i de helt store kampe. Når vi er stærkt pressede og har svært ved at få spillet til at hænge godt sammen, er hans lynhurtige raids, typisk ind i banen, noget der kan forløse offensiven med enkle midler; han kan være afgørende når holdets tekniske evner ikke rækker til at spille kombinationsspil, og når vores angribere ikke kan overmatche modstanderne på vores lange bolde fremad. Samtidig med at han absolut ikke skåner sig selv i presspillet.

Men selvom han således er en vigtig mand i de store kampe (også senest mod Brøndby hvor et klassisk Silberbauer-raid gav det første mål), er han måske knapt så vigtig i ligaen. Alt i alt er han altså nok den spiller som vi kunne have størst 'glæde' af at skibe af for en betydelig millionsum.

13. Atiba Hutchinson
Endnu en spiller som for alvor er trådt i karakter i Europa, er naturligvis Atiba. Han har dog sin nationalitet som ikke-EU-borger imod sig og er derfor nok lige knapt så salgbar som de to herrer i vores højreside. Samme højreside hvor Hutchinson så fik lov at optræde mod AaB pga. Linderoths fravær.

I det hele taget kan det være lidt svært at blive klog på hans muligheder på holdet og hans betydning på længere sigt. Det ser ud til at han trives klart bedst i en fri rolle af en eller anden art, men når Grønkjær og Silberbauer må formodes at være førstevalg til kanterne, er det lidt svært at se hvor han egentlig skal bruges. Måske ganske enkelt rundt omkring; lidt til højre, lidt til venstre, så som hængende angriber, så som regulær angriber – simpelthen afhængigt af hvor der er plads.

Centralt på midten i en 4-4-2 har han sjovt nok ikke fungeret helt så godt, og det hænger nok sammen med de taktiske bånd. Når det nu ikke kan illustreres med Atibas egen placering derinde i løbet af ugen, kan det måske illustreres med Hjalte Nørregaards. Det viste sig mod Vejle at han skam ikke har glemt sin evne til at arbejde fra felt til felt – og ikke mindst at komme med frem – men det var åbenbart en éngangsforeteelse mod et formodet svagt hold som bare skulle løbes over ende. Ståle ser ud til at foretrække at de to centrale midtbanespillere generelt er rimeligt henholdende i deres spil. Ugens vagthavende husker da også tydeligt hvordan Atiba i en af sine første kampe i foråret var fremragende til at komme med frem og tilbyde sig som mellemrumsspiller centralt, men efterfølgende fik kritik af Ståle for at spille for meget med ryggen mod mål. Hvis der skal ageres i mellemrummet mellem modstanderens kæder, ser Ståle det altså som et job for angribere eller evt. wings – ikke for centrale midtbanespillere.

Som wing er hans primære kvalitet da netop også at trække ind centralt mellem modstandernes kæder. Hvilket lægger visse begrænsninger på vores fløjspil hvis ikke backen bagved har en god dag og er vågen med hensyn til at komme med frem. Så alt i alt må man måske konkludere at Atiba ikke som type passer helt ideelt til vores hold, og derfor kunne han være et oplagt salg – ikke mindst for sin egen skyld. Men at han har gjort det ualmindeligt fremragende i Grønkjærs fravær, skal på ingen måder tages fra ham, og det vil da også være en trist dag når han skal finde en større klub.

14. Michael Gravgaard
Gravgaards rolle i Copenhagen Air Force er der ingen grund til at gøre så meget ud af da det vist er åbenlyst for alle hvor vigtig han er, både i forsvar mod lange bolde og indlæg – og selvfølgelig ikke mindst ved dødbolde i begge ender. Blot kan man måske endnu en gang notere sig at Brede Hangeland stille og roligt vokser med opgaven, og at vi derfor stadig vil stå ganske stærkt i luftrummet i tilfælde af et salg af Gravgaard – omend selvfølgelig ikke så ekstremt stærkt som vi står nu. Og da den forløbne uge også snarest viste en lidt slidt Gravgaard, lader vi ham også hvile lidt her i klummen.

Og hvad så?
Alt i alt kan vi se frem mod transfervinduet med en vis fortrøstning. Det eneste ubetinget store 'taktiske' tab vil være Lars Jacobsen, og ærgerligt nok virker det både meget sikkert at vi mister ham, og som en given sag at der næppe kommer ret mange penge i kassen på grund af det snarlige kontraktudløb. De andre vil også være rigtigt ærgerlige at miste, men ser ud til at kunne erstattes på den ene eller den anden måde. Måske ikke med tilsvarende spillere, men så til gengæld med spillere som måske giver andre muligheder.

Og det er sådan set ret godt for et hold som pludselig slår igennem internationalt; normalt kan pludselige succeser blive plyndret noget voldsommere end vi ser ud til at blive. At vi står til at miste en vigtig taktisk dimension med en yderst dynamisk højreside, er sådan set billigt sluppet.


UGENS DETALJE... stod Jesper Christiansen for i Aalborg: Midt i 1. halvleg kom der en bold ned til ham, og han stod et øjeblik og ventede på at en AaB-spiller kunne finde på at presse ham. Det skete da også, og normalt plejer målmænd så at bukke sig for at samle bolden op. Jesper valgte i stedet at tippe bolden op i hænderne på sig selv med foden. Og nok er det ikke verdens sværeste tekniske detalje, men jeg har nu alligevel aldrig før set målmænd lave den – det ville også se så utroligt dumt ud at kikse. Dét lille optrin kan så stå tilbage som et billede på en usædvanlig grad af selvtillid og overskud.

 

Tilbage til oversigten