Uge 44/2006: Den Store Phryd


Af thundersen


Champions League

FC Kbh - Man Utd  1-0 (0-0)
1-0, Allbäck (73.)

40.308 tilskuere i Parken
 

Hold

K

Mål

P

1 Manchester Utd.

4

7-3

9

2 Celtic

4

6-6

6

3 Benfica

4

3-4

4

4 FC København

4

1-4

4

 

SAS-ligaen

FC Kbh - Brøndby IF 3-1 (1-0)
1-0, Allbäck (27.)
2-0, Allbäck (64.)
3-0, Bergvold (71.)
3-1, Kildentoft (74.)

35.326 tilskuere i Parken
 

Hold

K

Mål

P

1 FC København

15

30-9

36

2 FC Midtjylland

16

31-17

33

3 OB

16

21-13

32

4 AaB

16

22-15

30

5 FC Nordsjælland

16

30-20

24

6 Esbjerg fB

16

29-28

22

7 Brøndby IF

16

21-18

21

8 Randers FC

15

20-22

19

9 Viborg FF

16

16-31

17

10 AC Horsens

16

10-18

13

11 Silkeborg IF

16

13-30

8

12 Vejle BK

16

18-40

8


Holdet mod Man Utd:
Christiansen Jacobsen, Hangeland, Gravgaard, Wendt – Silberbauer (71. Kvist), Linderoth, Nørregaard, Bergvold (67. Berglund) – Allbäck (89. Thomassen), Hutchinson

Holdet mod Brøndby IF:
Christiansen Jacobsen, Hangeland, Gravgaard, Kvist – Silberbauer (84. Wendt), Linderoth, Nørregaard, Hutchinson Berglund (65. Bergvold), Allbäck (89. Pimpong)

-matchfakta fra NipserStat.dk-
 

Ak ja. Selvom man er en gammel og træt Mandagstræner der sjældent kædedanser (og aldrig med ryggen til banen), og selvom man er kedeligt tør og analytisk over mange siders klummer, så kan man alligevel ind i mellem blive sådan bare helt almindeligt hysterisk glad. Man kan rammes af den der uvurderlige eksplosion af glædesrus og blussende indre velvære der nærer ens liv på lægterne længe efter det hændte. Ind i mellem får man bare sådan en kamp.

Der var slutfløjtet for mange år siden i 1999 hvor vi intet kunne nå, men slog BIF på mål af David Nielsen. Slutfløjtet der samtidig signalerede starten på en tribunefest der kun sjældent er set magen til. Og der var Zumas saksespark et par år efter, der mere end noget andet symboliserede en ny æras begyndelse, som i øjeblikket bare var fantastisk smukt, og som endeligt sendte et længe ventet mesterskab vores vej. Og der var – med P3-sportens Henrik Linigers ord – drømmemålet af Peter Møller i 2002 der egentlig kun betød at vi slog Farum 2-1, men som kom så smukt og så sent i kampen at jublen hos og omkring mig var, well, kolossal. Der var Hjaltes mål på det der siden har heddet Hjalte Park blandt os FCK-fans.

Der har også været Niclas Jensens forrygende frisparksmål nede i Amsterdam for lidt over fem år siden, og få måneder forinden en bandageklædt Heine Fernandez der halvt liggende sikrede os en sejr over dengang mægtige Lazio. Der var såmænd rendyrket jubel – denne gang foran TV'et på den lokale Postgaard – for få måneder siden da vi kvalificerede os til Champions League takket være et indlæg fra Wiliam Kvist og en venlig belgier.

Jeg laver dette korte rids af vores nyere jubelhistorie fordi jeg kom til at tænke på hvor langt vi egentlig er nået på seks år, og hvor meget der efterhånden skal til, i hvert fald hos én der snart har været med på sidelinjen i en del år. Onsdag aften oplevede jeg nemlig den totale glædesrus igen, ca. 73 minutter inde i et opgør i Champions League mellem værterne fra København og gæsterne der formelt kommer fra Manchester, men om hvem det siges at deres fans aldrig har langt hjem når holdet spiller udebanekampe. Selveste Manchester United er slået i Parken. Det var på dagen næsten så jeg havde lyst til at råbe i ekstatisk vanvid som den berømte norske kommentator gjorde det efter Norges sejr over England for mange år siden. Det siger samtidig en del om både vores sæson og Brøndby IF's sæson at den efterfølgende kamp om søndagen – endnu et lokalderby i rækken – nærmest var en ekspeditionssag.

Vi er i sandhed fucking miles away for tiden. Milevidt fra de sorte år for længe siden, milevidt foran ærkerivalen fra den sydvestlige forstadskommune. Mange, mange mil foran alle andre danske hold og efterhånden også langt foran de fleste andre i Norden. Det er så man, selv som fan, nærmest skal gøre sig umage for ikke ganske at miste jordforbindelsen.

Det gør vi så heldigvis her på MT-redaktionen. Gør os umage. Vi prøver i hvert fald. Så før jeg kammer over i ren skønsang over Ståles mandskab anno 2006, må jeg tage kampen mod såvel Manchester som BIF under videre behandling.

We’re the champions, who are you?
På forhånd var det nok de flestes mening at vi skulle være glade for selv uafgjort mod fodboldgiganten fra England. Det var i hvert fald min. Manchester vandt ubesværet det modsatte opgør på Old Trafford selvom FC København faktisk spillede en glimrende kamp. Jeg havde derfor på forhånd ikke sat næsen op efter mere end en kontrolleret københavnsk defensiv og et Manchesterhold der ville være interesseret i at spadsere en uafgjort eller en 1-måls sejr hjem.

Sådan tog det sig også ud fra start af. FC København åbnede i hvad der reelt må være en 4-5-1 formation, og United sparede et halvt førstehold. Det var gennem hele første halvleg småt med de store chancer. København var påpasselige, og United var enten ikke særligt villige til at satse – eller rystet over den pløjemark de skulle optræde på. Et godt gæt er nok at begge dele gjorde sig gældende.

I hvert fald må man give Alex Ferguson ret i at Parkens græs er i en sørgelig forfatning. Her kan man faktisk tale om at være fucking miles away fra noget der er halvvejs hæderligt. Det er rent ud sagt pinligt at vi stadig ikke har fundet en bedre løsning på det afledte problem af de mange arrangementer i Parken. Dette efterår er der endda lagt nyt og, efter sigende, slidstærkt græs, men der skulle åbenbart ikke mere til end en Springsteen-koncert og et par kampe før plænen igen lignede noget der ikke engang findes på Kløvermarkens anlæg sidst i oktober måned. Det er trist og ikke befordrende for godt fodboldspil, og det giver altså Parken en duft af discount – noget som det elendige højtaleranlæg og det kummerlige madudvalg ellers fint klarer alene. Nå – irritationen var og er en biting når nu man sammenligner med de fodboldmæssige meritter dette efterår.

The game is on!
Græsset og de to holds indstilling gjorde det svært for det pæne, offensive spil i første halvleg, og derfor er der også mest grund til at rose de mere løbestærke eller bolderobrende spillere hos FC København. Især vil jeg godt fremhæve Brede Hangeland. Den lange nordmand har over efteråret spillet sig op på et niveau hvor man for alvor bør kunne forstå hvorfor Ståle var ivrig efter at få ham til København. Væk er en pæn del af den usikre famlen, de risikable tacklinger og den svigtende placeringsevne. I stedet er kommet en meget konsekvent, forudseende og bolderobrende nordmand der endda har fået bare en smule mere retning på sine hovedstød. Det halter stadig en del med spillet med bold – der er for mange dårlige eller blot hovedløse afleveringer – men Brede synes for alvor at være trådt i karakter. Så kan vi lære det, os der irriteres over nye formodede profilers indledende vaklen. Det kan såmænd ende med Brede som det er gået med Tobias Linderoth; at han bliver en regulær publikumsfavorit.

Mens Brede Hangeland var en nydelse mod United, så Michael Gravgaard til gengæld lidt uheldig ud i flere situationer. Nu er det meget krævende at kritisere en forsvarsspiller fra et dansk mesterhold når de direkte modstandere hedder Ole Gunnar Solskjær og Wayne Rooney, og det er heller ikke fordi Gravgaard spillede nogen dårlig kamp, men han kom på den forkerte side af Rooney flere gange i kampen, og det gav englænderne et par halvfarlige afslutninger.

Netop Rooneys kraftfulde ryk, og fysik i det hele taget, var noget af det eneste man i de første fem kvarter af kampen så til vores ellers så frygtede modstander. Den portugisiske egoman Christiano Ronaldo havde en af de dage hvor han så aldeles ordinær ud – hvilket man naturligvis også må rose Lars Jakobsen og Michael Silberbauer for – og da United var uden Scholes, Saha og Giggs, var deres offensiv i det hele taget til at tale med, hvis man kan tale om noget sådant i CL-regi. Godt nok så Oscar Wendt ind i mellem lidt forvirret ud, men da Darren Fletcher mest af alt fik vist sine kvaliteter med bold under opvarmningen, gjorde det ikke så meget. Der var godt styr på forsvaret, og den bagerste kæde var fint hjulpet af en altid godt spillende Linderoth og en flittig Hjalte Nørregaard.

Vores offensiv har omvendt generelt været kummerlig i CL-turneringen indtil denne aften. Godt nok har Atiba Hutchinson strålet mere og mere i sin ret frie rolle i venstre side af banen, men det har været aldeles småt med de åbne chancer. Et par behjertede forsøg på Old Trafford og et par spredte forsøg tilbage mod Benfica er alt hvad vi har kunne slæbe os til i dette gruppespil. Vores angribere har været uden megen støtte og har alene været overmatchet.

Denne Mandagstræner havde da også inden United-kampen tabt troen på at vi overhovedet ville score i gruppespillet, men skulle der komme en scoring, så måtte det være på en dødbold, og efter 73 minutter skete det så. Efter et hjørnespark – naturligvis – og et efterfølgende indlæg tilbage ind i det lille felt fik Marcus Allbäck til sidst bugseret bolden over stregen, og hvilken fantastisk fornemmelse det var. Den helt, helt store forløsning. Så desto meget mere fordi anden halvleg egentlig havde vist et FCK-hold der stadig havde styr på United, hvorfor en stille 0-0 egentlig ikke lå så langt væk i horisonten. Nu lignede det pludselig så meget mere. Vores første sejr i gruppespillet, og så mod Manchester United.

Som bekendt gik det sørme sådan. Godt nok vågnede United op i det sidste kvarter, men takket være en uskarp Solskjær og en Ronaldo i offside-position fik de intet ud af anstrengelserne. 20 minutter efter eksplosionen i Parken kunne vi derfor slippe jublen løs og takke for et imponerende resultat i en i grunden ikke særligt ophidsende kamp. Indtil Allbäck scorede og startede sin personlige jubeluge.

Fra de røde djævle til det fallerede gule klientel
Vi hopper fra onsdag til søndag og til en i grunden besynderlig forestilling. Det var tid til det årets anden – ud af foreløbig fem planlagte – udgave af "The New Firm". Brøndby IF kom på besøg, og det var i sandhed et nyt BIF der dukkede op. Det var et BIF plaget af skader og uro både i truppen og blandt aktionærerne. Et BIF der nærmest virker som om de slet ingen mål og retning har for tiden.

Til dagens forestilling var de også uden træner, da Rene Meulensteen var rejst hjem til Holland pga. sygdom i den nærmeste familie. Den slags er ubehageligt for enhver, og det skal man ikke more sig over. Til gengæld kunne man vanskeligt undgå at trække på smilebåndet da Brøndbys startopstilling blev råbt op i Parken. Det må været nogenlunde det mest talentløse hold som vestegnens helte længe har stillet med, og kampen gik da også derefter. FC København havde nogenlunde lige så mange problemer med det forhenværende danske storhold som de havde haft med et andet af slagsen – nemlig Vejle – ugen forinden.

Det blev derfor et lettere atypisk lokalderby. København virkede efter en lidt rodet start så meget i kontrol at det kun var et spørgsmål om tid før vi scorede, og derefter ville gå i energisparemode, mod et hold der ganske enkelt ikke havde noget offensivt at true med. Igen må man give både den elendige bane og det elendige vejr – samt et vist mål påpasselighed – hovedparten af skylden for at der skulle gå hen ved 27 minutter før der blev åbnet for scoringen. Det skete efter et af mange Brøndby-boldtab kampen igennem og et efterfølgende hurtigt FCK-opspil. Det endte med at Marcus Allbäck blev spillet helt fri, og Allbäck fortsatte sin personlige målfest med at lægge bolden koldt ned i det ene målhjørne uden om Casper Ankergren.

Netop Allbäck sled meget kampen igennem og stod som bekendt også for mål nummer to. Han er i mine øjne tæt på at være den bedste angriber vi nogensinde har haft i klubben. Hans disciplin, stenhårde arbejde, gode førsteberøringer og holden i bolden, samt ikke mindst regelmæssige scoringer, ligger i mine øjne minimum på linie med – når man tæller det hele sammen - både Alvaro og Zuma, der ellers var andre oplagte kandidater sammen med Todi Jónsson, hvis mange skader holder ham ude af denne hurtigt sammenflikkede top 3.

Men Allbäck gør det naturligvis ikke alene, og det er kendetegnende ved Ståles mandskab anno efteråret 2006 at vi er utroligt stabile på et højt niveau. Organisationen er kommet på plads for længst, og selvom vi ind i mellem spillet noget primitivt og lossende, så er det effektivt. Og såmænd også pænt og poleret ind i mellem. Mod BIF var maskinrummet med Linderoth og Hjalte igen ligamodstanderne overlegne, og Atiba Hutchinson gjorde det pænt som den offensive midtbane-/angrebskraft. De bagerste fire – der mod BIF talte William Kvist på venstre back – viste også med al tydelighed at der skal mere til end oprykkede spillere fra det vestegnske andethold for at ryste dem.

Fremtiden er lys
Jo, det går godt. Vi moser ganske enkelt det meste modstand i ligaen i år, og det siger egentlig en del at det kun var i den ene kamp hvor Ståles hang til eksperimenter med startopstillingen kammede over, at vi endte med at tabe til et formstærkt AaB-hold.

Anderledes kummerligt ser det ud for Brøndby der i søndags meldte sig endeligt ud af mesterskabskampen. Om der overhovedet er andre der kan være med, får vi et godt bud på i løbet af de næste par uger hvor vi møder FC Midtjylland og AaB. Undgår vi nederlag her, så bliver det svært at se hvem der skal holde os fra til sommer at kunne se tilbage på den bedste sæson i klubbens historie. Sæsonen hvor vi kom i gruppespillet i CL og rent faktisk høstede pænt med point og endvidere genvandt det danske mesterskab.


UGENS DETALJE... kunne være et sørgeligt banner på Nedre B som jeg dog forbigår i tavshed da emnet egentlig har fået så rigelig opmærksomhed på Sidelinien og i mainstreammedier i øvrigt. I stedet vil jeg gerne pege på en kandidat til årets tåbeligste gule kort. Det drejer sig om Christiano Ronaldo der gjorde snart sagt alt hvad der er menneskeligt muligt for at redde sig et kort for brok. Efter at have fået sit mål kort før tid underkendt for off-side gik og småløb portugiseren 20-25 meter med armene ivrigt gestikulerende i de let genkendelige "jeg er blevet justitsmyrdet, og det er en tragedie"-positurer. Det lignede at kampens i øvrigt udmærkede dommer gjorde hvad han kunne for at ignorere Ronaldo, men det var nytteløst. Efter megen basken med armene måtte dommeren i lommen, og Ronaldo kunne modtage et helt igennem idiotisk kort. Det passer så godt til det indtryk de fleste ikke-United-fans nok har af manden. Større ego skal man nok til Chelsea for at finde...!

 

Tilbage til oversigten