Uge 30/2006: Lad skuffelserne komme!


Af Bo N K

SAS-ligaen

Horsens FC Kbh 0-1 (0-0)
0-1, Álvaro (10.)
5.149 tilskuere i Horsens

Silkeborg FC Kbh 1-4 (0-3)
0-1, Olsen (selvmål 22.)
0-2, Allbäck (39.)
0-3, Silberbauer (53.)
1-3, Sveinsson (67.)
1-4, Álvaro (90.)
4.132 tilskuere i Silkeborg
 

Hold

K

Mål

P

1 FC København

2

5-1

6

2 AaB

2

5-2

6

3 Brøndby IF

2

4-2

6

4 FC Midtjylland

2

2-1

4

5 FC Nordsjælland

2

6-2

3

6 Esbjerg fB

2

3-3

3

7 Randers FC

2

1-5

3

8 OB

2

1-1

1

9 Vejle

2

1-2

0

10 AC Horsens

2

0-2

0

11 Viborg FF

2

1-4

0

12 Silkeborg IF

2

2-6

0


Holdet mod Horsens:
Christiansen Jacobsen, Hangeland, Gravgaard, Wendt Silberbauer (65. Kvist), Linderoth, Hutchinson, Grønkjær Berglund (82. Pimpong), Álvaro (55. Allbäck)

Holdet mod Silkeborg:
Christiansen Jacobsen, Hangeland, Gravgaard, Bergdølmo Silberbauer (62. Bergvold), Linderoth, Hutchinson, Grønkjær Allbäck (61. Álvaro), Berglund (75. Kvist)
 

Ja, så er planen for sæsonen klar: FC København skal genvinde mesterskabet i uhørt overlegen stil, den europæiske forbandelse skal brydes, og Mandagstræneren skal være kedeligere end nogensinde.

Den første sæson-uge viste i hvert fald tegn på at en del af forventningerne kunne være helt realistiske og så får vi se med resten. På falderebet inden Mandagstrænerens deadline kom dog noget som utvivlsomt var en stor skuffelse for mange: salget af Verdens Flinkeste Mand, Álvaro Marcio Santos. Men det skal vi vende tilbage til.

I jydeland
Lad os i stedet starte med at kigge lidt på hvad der var af nye takter da sæsonen blev skudt afsted med et rent burn-off i det jyske. Det blev til to sejre på to af ligaens absolut mindst spektakulære stadions, og umiddelbart så begge sejrene temmeligt sikre ud. Men de to sikre sejre dækkede over fire temmeligt forskellige halvlege, og det var måske en idé at kigge på de fire for at finde fire mulige scenarier for eller fire mulige billeder på hvordan sæsonen kan finde på at forløbe rent spillemæssigt.

Denne signatur har på denne plads været flink til at hælde galde ud over Ståles FC København og ikke mindst den hektiske norske spillestil som han har videreudviklet ud fra Hans Backes svenglish-stil. Derfor var det med hovedet godt begravet i hænderne at første halvleg i Horsens blev set på en mindre knejpe på Nørrebro gennem en gnaven fadøl; trods tilgangen af spillere som Berglund og ikke mindst Grønkjær så det minsandten ud til at der skulle spilles efter samme hektisk sparkende mønster som i foråret. Boldene hurtigt op til angriberne, og dét i et tempo som spillernes teknik ikke kunne følge med i, men hvad gør det når man kan fremtvinge en nærkamp og allerhelst! en dødbold?

Nuvel, den opskrift gav da også hurtigt et spektakulært kludemål efter en indøvet dødboldkombination, og så kunne alle vel være glade. Måske bortset fra dem som havde håbet på at man med ankomsten af så fantastisk en wingspiller som Grønkjær, en af signaturens absolutte yndlinge med dansk pas, kunne se pointen i at få bolden lidt ned på jorden og lidt mere styr på pasningsspillet. Man havde da vel ikke tænkt sig at ofre så mange penge på en udfordrende wing for at lade ham rende rundt og jage andenbolde fra angriberne?

Lakonisk blev det over knejpebordet bemærket gennem ventilatorens susen at det i det mindste var så varmt at det hektiske tempo ikke kunne fortsætte i anden halvleg, og at der vel måtte falde en eller anden form for ro over sagerne. Dog næppe ro af den slags som fryder øjet. Og sådan skulle anden halvleg da også forme sig som en sløj og træt omgang hvor ingen af holdene rigtigt magtede noget, og hvor FC København til sidst begyndte bare at stå og holde på bolden, mand for mand, for at modstanderen i det mindste ikke kunne få fat i den. Havde holdet så i det mindste bare haft redskaberne til at spille bolden rundt uden for Horsens-spillernes rækkevidde, men nej. I stedet skulle vi minsandten se de suveræne titelkandidater fra FC København spille bolden ned til hjørneflaget til individuel brydekamp for desperat at forsøge at holde nedrykningsfavoritterne fra fadet.

En ny opskrift, en ny ret
Oven på den forestilling var det, trods det fine resultat, med meget lave forventninger at der blev blændet op for udekampen i Silkeborg, for kunne det måske blive meget anderledes? Det kunne det i dén grad, og for at forstå hvorfor skal vi måske lige tage et kig på hvordan de to midt-øst-jyske hold forsøgte at matche FC København.

Normalt spiller Horsens og Silkeborg meget ens. Begge hold stiller op i en 4-4-2 med en diamant på midtbanen og wingtyper på kanterne altså med tre offensive midtbanespillere ud af fire. Til gengæld som regel med et relativt lavt pres, og det gjaldt også for begge holdene denne gang. Men Horsens havde valgt af fravige deres normale koncept og trække en ekstra mand ned på midtbanen. Således lå den falmede topscorer Niels Lodberg alene på toppen mens den teknisk dygtige og meget hårdtarbejdende venstrebensspiller Steffen Ernemann lå lige bag ham, og Charles Akonnor gjorde holdets bedste spiller Allan Søgaard selskab på den defensive midtbane. I positionen bag Lodberg kunne Ernemann, som forreste mand i tremands-midtbanen, koncentrere sig om at gøre livet surt for Tobias Linderoth, og det havde han et vist held med. Trods Linderoths store kvaliteter som indpisker og oprydder må man vel erkende at han ikke er så voldsomt svær at dæmme op for som playmaker; hvis han ikke får pladsen og roen med bolden, kommer der ikke meget ud af at bruge ham som spilstation. Dertil har han brug for noget mere boldsikkerhed og noget mere fysisk råstyrke at stå imod et personligt pres med.

Resultatet var som tidligere nævnt at det københavnske spil blev hektisk og mest bestod af bolde hen over midtbanen. Omvendt havde Horsens heller ikke meget at byde på oppe foran med Lodberg som isoleret lykkeridder. Faktisk blev det ikke til meget mere end sæsonens foreløbige komiske højdepunkt da han, i afmagt over egne manglende evner til at få noget ud af bolden, kastede sig umotiveret og ynkeligt gennemskueligt i feltet for at forsøge at få straffe. Til hans forsvar kan man sige at det i det mindste ikke så ud til at det var noget han havde øvet sig på.

Silkeborgs træner Viggo Jensen havde dog tilsyneladende ikke set Horsens' held med at stække FC Københavns offensiv eller også havde han bare under ingen omstændigheder tænkt sig at ændre på det koncept som han har kørt med siden Mandagstræneren kun var et slidt farvebånd på en elektrisk skrivemaskine. I hvert fald stillede Silkeborg trofast op med diamanten på midtbanen og mente på den måde at kunne slå FC København på egne præmisser.

Grønkjær og grønskollingen
Det kunne de så ikke. Viggo Jensen havde naturligvis også lagt mærke til at der var kommet en stjernewing til byen, og derfor havde Peter Degn på højre wingplads tilsyneladende fået ordre til konsekvent at bakke den urutinerede højreback Jesper Nielsen op over for den helt tydelige overmatchning. Men ikke alene gav det rørende god plads til at resten af FC Københavns midtbane kunne boltre sig, det blev også straks set af Grønkjær som tydeligvis forvirrede grønskollingen og degnen ved at variere sit spil temmeligt uforudsigeligt fra start. De fleste havde nok ventet at han straks ville køre hårdt på den urutinerede back, men i stedet blev der vekslet mellem udfordringer, korte pasninger, træk ind i banen, træk mod baglinjen, tidlige og sene indlæg og sågar lange sideskift til Jacobsen og Silberbauer i den modsatte side.

Resten af københavnerne var tydeligvis med på spøgen, og det er snart lang tid siden at denne signatur sidst har set en ny spiller gå ind og i dén grad gøre medspillerne gode. Og så endda fra en wingplads! Det var ganske enkelt en uhørt fornøjelse at se på også selvom kampen blev spillet i et noget adstadigt tempo. Oveni så det endda ud til at André Bergdølmo har valgt at besvare udfordringen fra nyindkøbte Oscar Wendt med at vise at han sandelig også kan spille offensiv fodbold langs jorden, og pludselig så vores normalt stærkeste offensivvåben, højresiden, helt ordinær ud i forhold til venstresiden hvor rundt regnet 3/4 af alle angreb blev ført frem.

Kampens suverænt flotteste moment, opspillet til 0-2 målet, blev dog først rigtig giftigt ude i højre side i samspil mellem Silberbauer og Jacobsen efter at have rundet venstresiden undervejs. Men venstresidens endelige magtdemonstration kom ved målet til 0-3. Grønkjær havde efterhånden fået gjort grønskollingen så usikker at han endte med at buse frem mod ham i frustration, og så var det en let sag for Grønkjær at dreje kniven rundt i såret og løbe let forbi ham på ydmygende vis hvorefter han helt upresset kunne lægge bolden i en blød bue over i hovedet på Silberbauer der fik retning på sit hovedstød og kunne skrive et mål på kontoen mens Silkeborgs forsvar bare kunne stå og se forsvarsløse ud.

Den slags opvisninger skal vi næppe vente at se hele sæsonen igennem, men mindre kan også gøre det. Specielt når tempoet bliver lidt højere mod bedre modstandere. Men holdet er virkelig blevet en dimension rigere med alle de tre nye hurtige spilleres ankomst. Grønkjær stjæler selvfølgelig det meste af billedet, og ikke bare på grund af klummeskriverens forkærlighed, men fordi han har ekstra mange ting at byde på i forhold til de andre. Skulle han nå op til den ægte verdensklasse, skulle han nok også have lidt flere driblinger og nogle bedre indlæg at byde på, men mindre end komplet verdensklasse kan trods alt gøre det i København.

Og så en afsked
En anden spiller som aldrig rigtig nåede verdensklasse i FC København blev afskibet i løbet af mandagen. Noget overraskende blev Álvaro solgt til Sochaux for op imod det dobbelte af købsprisen efter en lidt gennemsigtig forårssæson. Men selvom Álvaro har haft en tendens til ikke rigtigt at kunne holde sit niveau i mere end en halvsæson ad gangen, er det alligevel en af de store angribere i FC Københavns historie som forlader os. Nummer 5 på all time topscorerlisten med sine 50 mål trods beskedne 3 sæsoner i klubben og 119 kampe i alt. Ifølge uundværlige NipserStat.dk var han gennemsnitligt 166,26 minutter om at score et mål og bortset fra Peter Ijeh er han således den mest effektive målscorer blandt de spillere som har spillet mere end 20 kampe for København.

Mere end bare målene er han dog blevet berømmet for sin særegne religiøse enfoldighed og sit ubetingede smil. Og mens Marcus Allbäck i høj grad allerede har overtaget hans spillemæssige rolle på banen, så det måske ikke bliver så uoverskueligt at finde en afløser, vil han i høj grad blive savnet for sin helt særlige væsen et væsen som vi ikke ser ret tit på de her breddegrader og sikkert ikke får at se lige foreløbig igen.


UGENS DETALJE... er det helt uvirkelige mål som Marcus Allbäck endte med at blive tilskrevet til 0-2 efter en halvforkølet afslutning. Onside talte vist over 30 spilstationer undervejs til den komplette ydmygelse af Silkeborgs defensiv, og selvom det er svært at tro at det er dét Ståle mener med 'direkte spil', så var det en meget velkommen overraskelse at holdet nu også magter den slags.

 

Tilbage til oversigten