Uge 19/2006: Tillykke med guldet!


Af /Simon


Holdet mod Viborg (4-4-2):
Christiansen – Jacobsen, Hangeland, Thomassen, Bergdølmo – Silberbauer, Linderoth, Hutchinson, Pimpong (78. Bergvold) – Allbäck (90. Kvist), Álvaro (75. Ijeh)

Holdet mod OB (4-4-2):
Christiansen – Jacobsen, Hangeland (26. Kvist), Thomassen, Bergdølmo – Silberbauer, Linderoth, Hutchinson, Bergvold (71. Pimpong) – Allbäck, Álvaro (60. Ijeh)

- matchfakta lånt fra NipserStat.dk -

Tillykke til os! Sådan må det nødvendigvis lyde, når F.C. København i den forgangne uge sikrede sig det femte mesterskab i klubbens historie. Nu hvor selv de tungeste tømmermænd fra søndagens spontane guldfester må være på retur, er det kun passende at uddele roser og glæde sig lidt mere, mens vi varmer op til den store festdag i Parken på søndag.

Det københavnske mesterskab er fuldt fortjent og den helt og aldeles logiske udgang på en sæson, hvor titelrivalerne fra Brøndby tabte alt for mange kampe på udebane. Laudrups tropper formåede aldrig at sætte en afgørende slutspurt ind, og set i bakspejlet har vi københavnere nok gået rundt og mønstret større nervøsitet for guldets placering, end nogen objektiv vurdering kunne berettige: Danmarksmesterskabet blev i realiteten allerede afgjort for et par uger siden, da en overtidsscoring af Peter Ijeh i Horsens udløste tre københavnske point om lørdagen, hvorefter Brøndby om søndagen reagerede på presset ved at tabe en udekamp i det jyske efter det velkendte mønster.

Klassens logik
Hvad der senere skete i Farum, i Parken, i Viborg, i Odense og ikke mindst i Horsens, var sådan set bare den naturlige fortsættelse af tendenser, som længe har været synlige. Så med statsministerens foretrukne ordvalg kan vi roligt konstatere, at der ikke var noget at komme efter – guldmedaljerne bliver på søndag hængt om halsen på det ubestridt bedste hold i dette års turnering, og vi kan nu se tilbage på fire københavnske mesterskaber de sidste seks sæsoner og tre i de sidste fire. Det er klasse.

Måske vil nogen indvende, at der ikke er meget klasse over kun at få fem point i de seneste fire kampe, der ved Horsens' mellemkomst resulterede i mesterskabets afgørelse trods et københavnsk nederlag i søndags, men ved nærmere eftersyn holder postulatet ikke vand. Med undtagelse af en nervøs indledning på kampen i Farum har Ståle Solbakkens mandskab spillet de fire kampe helt efter bogen, også selv om kræfterne til sidst ikke rakte i Odense. De fabelagtige scoringer af Kamwendo og Junior sorterer under kategorien "ting der sker", og den overordnede køreplan er blevet fulgt til punkt og prikke, og derfor gik det, som det gik.

Kampen i Viborg torsdag aften står muligvis som det bedste eksempel på Ståles cool & kynisme i den afsluttende fase og dermed også som den bedste illustration af forskellene mellem København og Brøndby i opløbet. Som fodboldmæssig oplevelse vil kampen hurtigt blive glemt, men for den taktiske disposition og den faktiske udførelse fortjente de københavnske eksaminanter en stribe 13-taller. Over 90 minutter lykkedes det at holde et topmotiveret Viborg-hold væk fra væsentlige målchancer, og selv om prisen var en tilsvarende ringe chancehøst foran værternes eget mål, betød det i sidste ende ikke et hak, da Linderoth og Allbäck i et kort øjeblik glimtede og afgjorde forestillingen. Dét var simpelthen indiskutabel mesterklasse: Perfekt forberedelse, fuld koncentration, tålmodighedens velsignelse og øjeblikkets præcision.

Første mål nået
Mindre forbilledlig var selvfølgelig præstationen tre dage senere i Odense, hvor dels en kontroversiel duel mellem Dan Thomassen og Junior og dels sidstnævntes fremragende afslutning markerede den eneste sekvens i kampen, man om nogle år vil huske den for. Da episoden tilmed indtraf efter ganske få minutters spil, fik tilskuerne på Fionia Park en udmærket anledning til at studere, hvordan Ståle Solbakkens fodboldfilosofi ikke egner sig særlig godt til at være bagud på udebane mod en stærk modstander med et solidt fyrtårn som Ulrik Laursen i centerforsvaret. I den situation hviler der i den københavnske spillestil et voldsomt pres på 4-4-2 konstellationens angribere, og da ingen af dem havde noget ekstraordinært i posen søndag, var slutresultatet 1-0 ikke nogen større overraskelse. Bevares, nederlaget var blot det tredje i den københavnske sæson, men i lighed med de to forudgående tab var der også denne gang tale om en svær kamp på udebane mod et stærkt hjemmehold. Den slags nederlag hører til fodboldlivets orden – modsat Brøndbys bedrift samme dag, hvor forfølgerne på imponerende vis fik vendt den psykologiske fordel af at være kommet hurtigt foran til en total og ydmygende selvdestruktion mod en oprykker, som intet havde af spille for ud over den efterhånden knap så eksklusive fornøjelse af at banke Brøndby for øjnene af et begejstret jysk hjemmebanepublikum.

Skal man endelig dryppe lidt malurt i bægeret i en ellers munter uge, kan man dvæle lidt ved de omtalte mangler ved Ståle-fodbolden i en kamp som den mod OB. Er det på længere sigt en holdbar situation med en spillestil, hvor der især i de svære kampe er så meget, der afhænger af angribernes evne til at udrette små mirakler på egen hånd? Svaret er ikke givet, selv om spørgsmålet kan opfattes retorisk, for så længe et hold råder over en solid defensiv og en angriber af Marcus Allbäcks klasse, kan spillestilen sagtens vise sig egnet til at sikre flere mesterskaber. På den anden side kan man også levende forestille sig perioder, hvor det ikke er tilstrækkeligt med så få strenge at spille på – ja, hvis man har lyst til at gyse lidt, kan man endda lege med tanken om, hvordan det mon var endt, hvis Allbäck havde fået en alvorlig skade i marts måned.

I kølvandet på OB-kampen har Ståle Solbakken udtalt, at den komplicerede optakt, det tætte forårsprogram og truppens manglende bredde ikke har levnet ham mange chancer for at gøre andet end at fokusere 100% på at få hevet mesterskabet i hus, hvilket naturligvis også var det altoverskyggende mål for foråret. En spillemæssig revolution med sølvmedaljer til følge havde næppe begejstret hverken fans, ledelse eller pressen, så dén sang køber vi, og så må det være op til den enkelte at gætte på, hvor meget Ståle egentlig vil lave om til næste sæson, og hvad vi kan forvente at se af spillertilgange, som kan facilitere tilpasninger af konceptet.

Og hvad så med det næste?
Set fra denne Mandagstræners hjørne ville det være oplagt, hvis man i en evaluering på forårets spillemæssige forløb gjorde sig nogle observationer omkring den noget beskedne scoringstrussel fra midtbanen. Kanterne har ikke været et dødbringende angrebsvåben, og Atiba Hutchinson har kun sporadisk været rigtig farlig med de gode dybdeløb, der ellers falder ham så naturlige, når det kører for canadieren. I angrebet har krigeren Marcus Allbäck været outstanding, mens Álvaro mere og mere ligner en spiller, der aldrig kommer til at hæve sig væsentligt over niveauet "god Superliga-klasse". Peter Ijeh opnåede kultstatus med sit uhyre vigtige mål i Horsens, men et egentligt gennembrud ligger ikke lige for. Mere generelt for angrebssituationen er det et problem, at der ikke er nogen blandt de tre kandidater, som for alvor har hovedstødsstyrken til at true i luftrummet eller hurtigheden til at udfordre i dybden.

Samler man sammen på disse indtryk, ligner det en nødvendighed, at der hentes forstærkninger til kanterne og til angrebet, hvis der for alvor skal sættes flere strenge på angrebsviolinen efter sommerpausen. Det kan selvfølgelig ske, at Razak Pimpong finder sig til rette som udfordrer til en plads i angrebet, hvilket ville løse problemet med manglende speed i de forreste rækker, men samtidig ville det efterlade konkurrencen om venstrekanten i en sørgelig forfatning, som man ikke kan bygge de store forventninger på. Det er derfor denne Mandagstræners håb, at der hentes både en angriber og en kantspiller af tilstrækkelig klasse. Med i ligningen bør også indgå, at vores foretrukne højrekant samtidig er reserve på den centrale midtbane for Tobias Linderoth. Endelig kunne man stille spørgsmålstegn ved André Bergdølmos offensive mangler, men for at gøre en lang historie kort er vurderingen herfra, at Bergdølmos ro, overblik, rutine og boldsikkerhed gør ham værd at satse på, indtil situationen omkring Niclas Jensens eventuelle tilbagevenden til dansk fodbold formentlig finder sin afklaring i vinterpausen.

Nogle brikker på plads
Bag de antalsmæssigt beskedne forventninger til spillerindkøb i sommerpausen ligger der naturligvis også en konstatering af, at mesterholdet fra 2006 har en rigtig fornuftig stamme at bygge videre på. Jesper Christiansen, Lars Jacobsen, Michael Gravgaard, André Bergdølmo, Tobias Linderoth, Atiba Hutchinson og Marcus Allbäck er spillere af den klasse, som er nødvendig for at gøre København til guldfavorit i næste sæson. I feltet lige efter ligger Michael Silberbauer og Álvaro Santos – begge fortrinlige superligaspillere, men også begge lidt uforløste i det potentiale, man har sat sin lid til de sidste par år. Lidt længere snor er der til Martin Bergvold, Razak Pimpong og Brede Hangeland. Bergvold har haft sin første halvsæson som stamspiller uden alt for store problemer med skader, Razak Pimpong har i glimt vist sine unikke evner, og Brede har sluttet foråret fornuftigt af efter at have lignet en noget tvivlsom investering i de første kampe. Tilbage er der den blandede landhandel – den alt for gode reserve Dan Thomassen, den ikke alt for dårlige reserve Rooba, de lovende midtbanedrenge Kvist og Bertolt, den umiddelbart ikke helt så lovende Martin Bernburg plus det løse.

Alt i alt ser det ganske fornuftigt ud, og der er grund til at glædes yderligere over, at det ikke alene er lykkedes at forlænge med Kvist og Bertolt – minsandten om ikke Michael Gravgaard leverede en mindre overraskelse ved at forlænge frem til 2011, selv om han endnu havde to år tilbage af sin kontrakt. Man må formode, at Holmstrøm på sine sidste arbejdsdage ivrigt jagter underskrifter på lignende kontrakter fra Lars Jacobsen og Jesper Christiansen, og skulle det falde på plads, er det fandeme godt skuldret af Holmstrøm lige op til tæppefald.

Helt fantastisk ville det også være at forlænge samarbejdet med Tobias Linderoth. Rent objektivt er det næsten en umulighed, og al logik burde tilskrive, at Linderoth skal sælges for 35-40 millioner, hvis Sverige gør en god figur ved sommerens VM-slutrunde. Det er hævet over enhver tvivl, at Linderoth med flere længder er for god til Superligaen, men man kan alligevel plante lidt forsigtig optimisme i observationen af, at Linderoth ser ud til at være rigtig glad for livet og karrieren i København, og samtidig har klubben ingen som helst grund til at slippe ham for andet end en kassetransfer. Der må krydses fingre.

Europa-psykosen
Om en måneds tid eller halvanden har vi vel efterhånden overblikket – hvem der kommer, og hvem der eventuelt måtte gå. Først dér kan man begynde at stille forventninger op til næste sæson, og så kan vi ikke længere undgå at nævne det ord, der i nyere københavnsk historie er forbundet med så megen smerte og så mange bristede drømme: Europa. Knap havde Michael Svendsen fløjtet af i Odense, før Flemming Østergaard, Ståle Solbakken og forskellige spillere begyndte at rette blikket mod efterårets europæiske kampe. Man bør ikke forsøge at tage glæden og optimismen fra folk i minutterne lige efter en guldtriumf, men det er denne Mandagstræners ydmyge håb, at man i det mindste på de indre linjer forholder sig til, hvor overvældende en opgave det bliver, og ikke mindst hvor meget held det vil kræve at levere en ægte overraskelse. Selv hvis holdet blev forstærket med Kaká på venstrekanten og Andrej Shevchenko i angrebet ville det være vanskeligt at gå videre fra tredje runde i CL-kvalen, og kvalifikation til UEFA-gruppespillet fra det useedede lag ville ikke være givet på forhånd. Når man så knipser, vender tilbage til virkeligheden og kigger på et FCK-hold uden de to verdensstjerner, har man et reelt billede af chancerne: Kvalifikation til det forjættede CL-gruppespil ligner en umulighed, og en overraskelse i første runde af UEFA-cup'en vil kræve lige dele held og dygtighed – og vel at mærke masser af begge dele. I første omgang gælder det intet andet end CL-kvalens anden runde, hvor det ikke ville være uden en interessant sportslig dimension at få målt styrkeforholdet mod Birkirkara fra Malta-ligaen.

Nå, den tid, den sorg. Tillykke med guldet og god fest på søndag!


UGENS DETALJE... var Marcus Allbäcks helflugter i Viborg. Ikke alene var selve sparket fantastisk flot udført og et skoleeksempel på Allbäcks dyder som afslutter – målet bliver endog mere imponerende af, at Allbäck modtog bolden i løb og næsten må have groet i øjne i nakken for at kunne ramme den så præcist.

 

Tilbage til oversigten