Uge 17/2006: En engels fod

Af Sofadyret

Holdet mod Horsens (4-4-2): Christiansen – Jacobsen, Hangeland, Thomassen, Bergdølmo – Silberbauer, Linderoth, Hutchinson, Bergvold (71. Kvist) – Allbäck, Álvaro (81. Ijeh) - matchfakta lånt fra NipserStat.dk -

Den netop overståede weekend kan godt gå hen og blive en af de weekender, jeg altid vil huske. Resultatmæssigt kunne det jo næppe forme sig bedre for FCK, og ser man på tabellen, er man tæt på at være i en ønskeposition. Dernæst bød weekenden også på min første, og med garanti eneste, oplevelse af, hvordan det føles at være blevet formuende. Formuende i den forstand, som almindelige modtagere betragter det, at man efter salg af fast ejendom pludselig er blevet mere end 5 årslønninger rigere. Det er en absurd tankegang, at ens bolig kan fordoble sin værdi på mindre end 10 år. Alligevel er der tale om småpenge sammenlignet med, hvad en fodboldspiller kan komme til at tjene som aktiv. Her tænker jeg ikke nødvendigvis på Ronaldinho eller Beckham, men faktisk tjener spillerne i de bedste danske klubber også en ganske pæn hyre – dog skæmmet af det ulideligt høje danske skattetryk. FCK's spillere kommer med garanti heller ikke til at lide nød, hvis mesterskabet i denne sæson kommer i hus. Dermed ikke sagt, at kampen om det danske mesterskab er afgjort endnu. For trods den gunstige udgangsposition oven på ugens runde, så kræver det stadig fuld koncentration at bevare og forhåbentlig udbygge forspringet til Brøndby.

Det er svært ikke at se lidt optimistisk på mulighederne for det 4. mesterskab i dette årtusinde, men et fuck up i Farum, efterfulgt af et nederlag i hjemmekampen mod Brøndby, så er forskellen igen minimal. Med et slutprogram, der indebærer kampe mod bronzekandidaterne fra OB og Viborg, så vil jeg ikke danse omkring guldkalven, men vente til den fede dame har stoppet sin sang. Jeg er ikke pessimist, men prøver blot at bevare armene i ro og benene på jorden. Hvis vi i den kommende runde både besejrer FCN og Brøndby, så deltager jeg gerne i euforisk fællessang og rituel fejring af mesterskabet. Det er som med min kommende boligsituation – jeg afventer udviklingen.

Excellence uden effekt
Især i første halvleg spillede Solbakkens svende nok det bedste fodbold i dette forår. Det bedste, men manglende en mindre, men ikke uvæsentlig detalje: MÅL! Plantet solidt i sofarækken på Ydre Stue virkede det, som om hele holdet stod i kø ved et skydetelt udstyret med et skævløbet gevær for at ramme ved siden af. Det var næsten en grotesk og meget FCK'sk oplevelse at sidde og stemningsnyde sig igennem det mislykkede bombardement af Horsens forsvar.

Jeg formoder, at Ståle har påpeget den manglende effektivitet under pauseteen. Jeg gad godt have været en flue på væggen i omklædningsrummet, fordi hvis vores cheftræner var blot halvt så frustreret som jeg, så havde han lydt nogenlunde, som han gjorde i TV-klippet fra HamKam, hvor Peder Sørensen blev overfuset med en dirrende, skinger stemme, der gør enhver Anders And-imitator misundelig. Jeg kan ved den søde grød ikke fatte, hvordan professionelle fodboldspillere kan være så uskarpe eller dårlige til at udføre fodboldspillets vigtigste funktion: at sparke bolden i mål. Hvis man i FCK vil noget internationalt, så skal man være markant mere effektiv, fordi det højest sker én gang ud af 50, at man får lov til at kreere så mange chancer i 1. halvleg. Så oven i arbejdet med at udvikle flowet i opspillet, så har vores trænerstab en yderst vigtig opgave – koncentration i afslutningerne. Selvom man har scoret flest mål i ligaen, så er det ikke et udtryk for FCK's kvaliteter, men snarere et udtryk for, hvor ringe det defensive niveau er i SAS-Ligaen.

Den altid selvkloge og lettere utilfredse Mandagstræner skal dog rose holdet for flere ting: Ideen med det høje pres og det hurtige opspil i banens længde viste sig fra sin gode side. AC Horsens var under konstant pres og formåede ikke at få sat sit eget opspil ordentligt i scene, før Linderoth og Atiba førte an i løjerne og slog Horsens i stykker på deres egen banehalvdel. Atiba leverede en god indsats, men jeg savner stadigvæk at se ham holde sit højeste niveau en hel kamp igennem. Jeg synes, han ofte falder ud af kampene i længere perioder, og i de perioder mister holdet generelt moment. Imod Horsens holdt Atiba ca. 70 minutter for fuld skrue, og det var en medvirkende årsag til, at Horsens aldrig for alvor kom ind i kampen. Af samme årsag virkede forsvaret vandtæt og dirkefrit, og man lykkedes også med at få skubbet bagkæden op.

For god til bænken
Den frygt, man har næret i forbindelse med Gravgaards skade, blev atter gjort til skamme af Dan Thomassen. Dan er ganske enkelt skræmmende god, og havde han ikke været på lønningslisten i FCK, så havde han spillet fast hver uge og rangeret blandt de fem bedste forsvarere i ligaen. Solbakken har virkelig et luksusproblem – ikke mindst forårsaget af, at duoen Hangeland & Thomassen faktisk synes at fungere bedre sammen end Hangeland & Gravgaard. Jeg vil ærgre mig, men ikke være spor overrasket, hvis Dan søger nye græsgange, for han er ganske enkelt for god til at være reserve.

Bund i tingene
Kigger man på stillingen i forårets kampe, ser man også FCK som topholdet. Morten Bruun og Gaxe var inde på det, efter SønderjyskE havde fået slag med 4-1. Det er FCK's bundniveau. Det høje bundniveau gør, at FCK ikke spiller rigtig dårligt. Under Ståle virker det som om, at bundniveauet har fået et ekstra hak i vejret. Desværre virker det også som om, at man ikke har fundet et topniveau, hvor alle over en hel kamp viser deres fulde potentiale. Var målene kommet i Horsens i løbet af de første 45 minutter, så havde man kunnet tale om det første spæde tegn på et topniveau, men mål er en del af at holde det rette niveau. Kampen har dog afsløret en flig af, hvad man kan forvente fremover, når spillekonceptet er bedre indarbejdet, og alle spillere har fundet sig selv og hinanden i Ståles system. Indtil da må man acceptere, at man også i Danmark kan vinde mesterskaber på dyder, der er bedst kendt i den norske Tippeliga.

Nu venter yderligere en afgørende uge, med to meget vigtige kampe. Specielt mod FCN sidder man med lidt bekymring, fordi flere af vores bærende spillere har en karantæne hængende over hovedet. Især skal Linderoth passe meget på. Han er den spiller, sammen med Jesper Christiansen, jeg nødigst vil undvære til søndagens topbrag mod Brøndby. Skal Linderoth spille mod FCN eller ej? Hvis han sidder over, og FCK sætter point til, er det en klar fejldisposition, og vinder man, har trænerteamet set helt rigtigt. Spiller Linderoth med og får et gult kort, og dermed karanæne… pyha nej! Som læser kan man selv forestille sig alle tænkelige scenarier og konkludere, som jeg, at alt andet end sejr over FCN uden gult kort til Linderoth vil være ubehageligt for Ståle & Co.

Tilbage til oversigten