Af Bo N K
Holdet mod Lillestrøm
(4-4-2):
|
||||||||||||||||||||||||
Ved afskeden med Hans Backe i efteråret blev der gjort meget ud af at der næppe ville komme de helt store ændringer når Ståle overtog trænersædet i januar. Der så da heller ikke rigtigt ud til at være brug for det når man kiggede på hvilke resultater holdet fik hevet hjem i løbet af efteråret, men Ståle havde åbenbart alligevel flere ambitioner om at ændre på tingene end han måske havde behøvet på kort sigt. De ændringer vil Mandagstræneren kigge på i denne uge.
Under pres
Det er en ren trivialitet at sige at Ståle kommer under stort pres som træner
for FC København, men han har tilsyneladende ikke tænkt sig at han skal være den
eneste det skal gå ud over, for den mest iøjnefaldende ændring har været omkring
presspillet, både med og uden bold. Ganske vist er 4-4-2 systemet blevet
fastholdt, men det udnyttes anderledes end vi har set det de sidste par år.
Allertydeligst så man det måske i årets første træningskamp mod Schalke 04 i Parken; her mødte man en, på papiret, overordentlig stærk modstander fra Bundesligaen som oven i købet var længere fremme i træningsforberedelserne. Her kunne man forvente at kampbilledet ville blive nogenlunde det samme som vi så mod HSV i efteråret, altså at københavnerne ville komme til at stå langt tilbage på banen, overlade initiativet til 'tyskerne' (som nu havde flere brasilianere end tyskere på banen) og så ellers afvente blottelser. Det blev imidlertid ikke tilfældet; i stedet så vi det mest aggressivt pressende københavnerhold vi længe har set.
Mønsteret i presset kunne vi se gentaget i denne uges kampe. Holdet står som udgangspunkt med forreste linie lidt foran midterstregen og afventer til en start hvordan modstanderne har tænkt sig at spille bolden op. Så snart de dog er kommet i en bare marginalt sårbar position med bolden, følger et voldsomt overfald fra både angribere og midtbanespillere på modstandernes boldførere. Det foregår meget aggressivt og med meget synkrone bevægelser fra alle tre kæder. Men hvor effekten var meget tydelig mod Schalke – som forsøgte at spille bolden op langs jorden – var den noget mindre tydelig mod nordiske hold som Brøndby og Lillestrøm som i højere grad er vant til den 'britiske' presfodbold-stil som Ståle ser ud til at ville indføre. Hvor tyskerne i høj grad lod sig frustrere, slog lillestrømmingene og (efter lidt betænkningstid) også brøndbyboerne ret hurtigt den lange bold så snart de kom under for alvorligt et pres langt tilbage.
I starten af kampen mod Brøndby – og i det meste af kampen mod Schalke – kunne man dog også se at det høje pres ikke er en ufarlig defensiv strategi. Hvor vi gennem flere sæsoner har vænnet os til at vores to firekæder stod meget tæt og lukkede strengt af for modstandernes mellemrumsspil, er der kommet noget større åbninger nu. De kommer især når den første centrale midtbanespiller misser sit indledende pres, og den anden forsøger at bakke op. Så kan der hurtigt opstå et tomrum mellem kæderne, og hvor Schalke rådede over en verdensklassespiller i Lincoln til at udnytte dét rum, rådede Brøndby over ligaens nok bedste mellemrumsspiller efter Elrios exit, nemlig Martin Ericsson. Begge spillede forreste centrale midtbane i en 4-2-3-1 formation som i høj grad er lagt an på at udnytte mellemrummet. Ericsson fik dog aldrig rigtigt sit småspil til at køre på Brøndby Stadions mudderbane, så vi må vente til en anden god gang med at studere hvad han kan udrette. Lincoln var derimod kampen igennem den klart største trussel mod den solide københavnske defensiv – omend det blev ved truslen i 0-0 kampen.
Under alle omstændigheder kommer vi nok til at vænne os til at vores forsvarsspillere vil komme ud i en hel del flere løbedueller end vi har været vant til at se dem i. Enten vil de skulle løbe lange bolde fra modstandernes bagkæde op – og det er den klart mindste fare – eller også vil de komme til at jage dybe bolde slået fra mellemrummet, og så begynder der for alvor at være store krav til deres hurtighed og styrke én mod én.
Pres på feltet
Mens det således kan være lidt svært at forudse hvordan presvåbenet kommer til
at virke på længere sigt mod henholdsvis hjemlige modstandere der kender godt
til det, og mere eksotiske modstandere for hvem det kan komme som en
overraskelse, har det været en gennemført fornøjelse at se hvordan den nye stil
har øget presset på modstandernes felt.
Tydeligvis har Ståle set det som sin hovedopgave at bringe mere gejst, energi og tempo ind i holdet. Og mens den aggressive boldjagt udgør én del af strategien, er det direkte spil ikke en mindre vigtig del. Bolden skal spilles hurtigt frem, og der skal mange mand med op og støtte angriberne. Således kunne man i Brøndbykampen se at der meget konsekvent kom hele fire mand med i feltet hver eneste gang der var mulighed for et indlæg, og når man har været vant til at det sjældent har været mere end to eller tre, gjorde det noget af en forskel. Kom en wing til indlæg, var den modsatte wing, de to angribere og en central midt næsten altid med i boksen. Var det en back som kom til indlæg, holdt wingen i samme side som regel lidt igen, men stadig var der altså fire mand derinde.
Det mest spektakulære eksempel på midtbanens fremstød var vel målet til 0-2 på Brøndby Stadion. Her var det – på trods af at vi var foran – tre midtbanespillere som kom med helt frem og skabte målet. Atiba Hutchinson tog et dybt løb lige til højre for feltet, lagde bolden kort ud til siden til højrewing William Kvist, og han lagde så bolden på tværs af feltet til venstrewing Martin Bergvold som gled bolden i mål på overbevisende maner. Måske ikke ligefrem en indøvet kombination, men et godt eksempel på hvad der kan ske når man fylder godt op i feltet igen og igen.
Så længe kræfterne slår til, altså. For der er ingen tvivl om at det tærer voldsomt på spillernes fysik at skulle sende 4-5 mand med frem i hidsig sprint hver eneste gang spillet vendes, endda også når modstanderne har haft hjørnespark, og der således er et godt stykke op til det modsatte felt. Det kan da også i nogen grad ligne en tanke at vi både mod Brøndby og Lillestrøm fik problemer med at følge med i de sidste 10 minutters tid af kampen – hvor vi har været vant til at det i Hans Backes tålmodige stil som regel var det bevægelses- og tempoøkonomiske FC København der lagde pres på til sidst og meget ofte afgjorde kampene netop i de døende minutter.
Fart over feltet
De fleste tilskuere vil dog næppe beklage sig over at der kommer noget mere fart
og intensitet over spillet. FC København kommer velsagtens til at spille lidt
lige som Esbjerg har gjort det de seneste par år, og på trods af at de tit er
blevet beskyldt for at spille primitivt, er det ikke ligefrem tilskuerkrise som
følge af kedelige kampe som har præget dem. Den direkte og tempofyldte stil har
derimod givet masser af målrige kampe, og det brokker de færreste tilskuere sig
over.
Den oplagte risiko er dog at den direkte stil kan ende i planløst losseri, og det fik vi et godt eksempel på i kampen mod Lillestrøm søndag. Der skal sådan set ikke så meget til; spillerne skal bare løbe en smule forkert for hinanden, og så kan man ikke slå den direkte aflevering i længdeaksen i et frit område, men må slå den op til dækkede spillere. Noget som udarter til en duel om den lange bold, en duel om andenbolden, måske derefter en kamp om tredjebolden – og måske derefter en ny forhastet bold fra det modsatte hold og forfra.
Således er vi næppe ligefrem forsikret mod strukturløst spil i fremtiden, men sportsdirektør Holmstrøm må siges at have gjort et seriøst forsøg på at skrive en police. Den har form af langtidskontrakten med Atiba Hutchinson, en spiller som Mandagstræneren hermed straks skal være med til at piske forventningerne op til.
Denne uges signatur har længe været meget ked af at se vores centrale midtbanes tilstand, ja efterhånden i to år, men nu er det måske omsider lykkedes at finde en duo som for alvor kan supplere hinanden og gøre hinanden ikke bare gode, men decideret fremragende. Mens Tobias Linderoth er en fantastisk dygtig defensiv slider og spoiler, har ingen nogensinde kunnet beskylde ham for at være en boldfast spiller som kunne tage bolden til sig under pres og drive spillet fremad fra den centrale midtbane. Sådan en spiller ser det dog ud som om vi nu har fundet i den fantastisk atletiske Atiba Hutchinson, Canadas Vieira. Her har Holmstrøm efter alt at dømme fundet en spiller som både har råstyrken og – ikke mindst – balancen til at afvise modstanderne fysisk og en teknik og et overblik som tillader ham at få noget konstruktivt ud af sine involveringer næsten hver gang.
At han så tilmed ser ud til at have både løbekapacitet og aggressivitet til at komme med frem i boksen til afslutninger konstant, tæller selvfølgelig heller ikke ned. Og hvis det kan gøre at han sætter 5-10 mål ind på kontoen om året, vil det jo også være vældigt velkomment. Men set herfra kan hans mest værdifulde bidrag sagtens ende med at være rollen som midtbanens sikre spilstation. Sådan én har vi ikke haft siden Erik Myklands dage, og i de tvivlssituationer som altid opstår med bolden i løbet af en kamp, har "det sikre valg" lige siden været at slå bolden op på en angriber. Nu kan det måske være lige så sikkert at finde Atiba på midten, og det vil give det københavnske spil en umådeligt værdifuld fleksibilitet.
Hvem er med på vognen?
Nu er der selvfølgelig andre spillere end Atiba som bliver vigtige for holdet i
fremtiden, men sammen med Linderoth, Gravgaard og Christiansen udgør han nok den
stamme som man kan regne med at holdet vil blive bygget op omkring i foråret. I
de hidtidige kampe har Ståle ydermere givet spilletid til stort set resten af
truppen, men hvem der lige præcis har klaret sig gennem nåleøjet, er svært at
sige nu. Startformationen mod Brøndby er næppe ret langt fra idealet, men
allerede i næste uge er Mandagstræneren forhåbentlig blevet endnu klogere på
fremtiden.
 |
| UGENS DETALJE... er Tobias Linderoths første mål for FC København. Hans gamle anfører, Bo Svensson, havde for åben radiomikrofon lovet at han ville score sit næste mål før Linderoth scorede sit første, og da nyheden lørdag løb ind om at Svensson havde scoret sit første bundesligamål for Gladbach, ville Linderoth naturligvis ikke svigte sin forpligtelse til at åbne for sluserne. Denne signatur vil således vælge, helt personligt, at se målet som en slet skjult hyldest til sin egen helt store københavner-favorit gennem tiderne. |