Uge 9/2005: Kolossal gruppesejr

Af  Bo N K

Efter den nys overståede valgkamp op til folketingsvalget har det været helt sjovt at følge det spin som har kendetegnet diskussionen om Royal League. Først og fremmest har det været sjovt at se hvordan der vitterligt ikke har skullet meget til før sidste uges dommedagsbetragtninger omkring det for dansk fodbold så ulyksalige styrkeforhold mellem landene pludselig har forrykket sig til ugen efter. Og lidt som ved folketingsvalget er det hele da også med en relativt solid jævnbyrdighed landene imellem, hvilket dog ikke har forhindret nogle voldsomt drakoniske konklusioner på et spinkelt materiale undervejs.

Et lidt tilsvarende spin har der været omkring turneringens berettigelse som sådan, men af gode grunde har det været knapt så svingende på den ansvarlige TV-station, de dyrt købte rettigheder taget i betragtning. De som vedholdende har insisteret på at kalde det en træningsturnering, fik dog noget der lignede en gave i Parken torsdag aften, for det var en kamp helt uden betydning, og det kunne ses. Intensiteten var generelt lav, og bortset fra enkelte oplivende momenter var kampen, og specielt da første halvleg, også en jævnt kedsommelig affære i den forsinkede sne-'storm' der ramte København torsdag aften. En frisparksstatistik på 29-20 taler da også om en kamp som kom til at mangle noget flow, som Carsten V. Jensen med uvant præcision sagde i pausen.

Ikke at dét dog afspejlede sig i de yderst entusiastiske TV-kommentatorers speak, og Deres Udsendte i Parken var også pænt forbløffet over at møde overstrømmende vurderinger af spillet fra dem som havde fulgt kampen live på TV. Tilsyneladende har begejstringen smittet – eller også sidder den bitre kulde bare stadig i tæerne her dagen efter.

De elleve startende indikerede på mange måder at der ikke skulle ske det helt store nye:

Rabóczki
Jacobsen – Svensson – Thomassen – Christiansen
van Heerden – Linderoth – Nørregaard – Bergvold
Møller – Bech

Mange af navnene kunne indikere at der var tale om et eksperiment af en art, men set herfra var det nu egentlig ikke tilfældet. Når foråret går igang, skulle det undre meget om opstillingen og spillekonceptet ikke er meget tæt på at være det samme, og mens de 6 bagerste + Rabo i høj grad ligner Backes foretrukne førstevalg, er svært at forestille sig at Bergvold kan fortrænge Hoseth, at Elrio kan fortrænge Silberbauer, at 32 kan fortrænge Álvaro, og at Bech kan fortrænge Zuma. Med andre ord var der nok snarere tale om at give reserverne en kamp end at finde nye emner til idealopstillingen og nye måder at spille på.

Til gengæld må man sige at specielt de tre 'unge' både gjorde det godt og gjorde deres til at indsnævre afstanden fra deres 'sikre' konkurrenter til pladserne. Faktisk må man sige, at netop de tre var de mest levende elementer i det københavnske spil. Bergvold udmærkede sig specielt med stor dynamik og gode løb både med og uden bold, og de to andre lyste op som de to spillere der var klart bedst venner med bolden på den kolde aften. Særligt var det fornøjeligt at følge Elrios fremragende tekniske momenter, og hvis der var noget som gav kampen lidt ægte internationalt snit, så var det hans førsteberøringer, vendinger og overraskende træk.

Sammen med Bech var det også primært Elrio som stod for at gøre det københavnske spil farligt. De bevægede sig meget frit rundt i det ellers snævre mellemrum mellem IFK's to firekæder, og næsten hver gang det rigtigt blev til noget, var det efter at det lykkedes at ramme en af de to i fødderne lige foran backkæden. Her var de hurtige til at få kontrol over bolden og lige så hurtige til at se hvor bolden skulle videre henad.

Teknikken gjorde det dog ikke alene, og for begges vedkommende så det ud som om de må have haft travlt med vægtene i vinterpausen, for de var blevet noget sværere at vælte omkuld end vi har set tidligere. Deres Udsendtes sidemand kunne da også fortælle at han var rendt ind i Jesper Bech en del gange over frokosten på det seneste, og at den unge mand så ud til at have lagt sig noget ud – de rigtige steder, vel at mærke, og altså ikke på grund af den velsagtens udmærkede frokost.

Det første eksempel på rigtigt godt mellemrumsspil, kom i det 39. minut, hvor Bo Svensson fandt Elrio centralt mellem kæderne, hvor han var rykket ind fra sin højre wingposition. Han kombinerede et par gange hurtigt frem og tilbage med Bech og Linderoth, og det endte så med en halvforkølet afslutning fra Bechs venstreben.

Men med bedre udbytte kom så næsten samme figur i det 56. minut: Svensson fandt, efter et længere angreb, denne gang Bech mellem kæderne med en hård, flad aflevering, og straks viste Bech sit berømte split vision og sendte bolden ud til Jacobsen på kanten. Han fandt halvt liggende, og lidt heldigt, Bergvold ved fjerneste stolpe, og herfra helflugtede Bergvold bolden ind. Et kanonflot mål, og også her var der et kort, lille glimt af ægte international klasse.

Nøjagtigt samme figur blev iøvrigt gentaget i 85. minut hvor Svensson igen hårdt og præcist fandt Bech, som spillede ud til Jacobsen, hvorefter Jacobsen lagde bolden ind – men denne gang nåede en blå-hvid midterback dog lige at kaste sig ned og blokere bolden til hjørne.

Det velfungerende mellemrumsspil var klart kampens mest opmuntrende element. Det uinspirerede IFK-hold havde ikke meget andet end at byde på offensivt end lange bolde til de to angribere Selakovic og Ijeh – plus en solid satsning på dødbolde – og derfor var det måske lige let nok for den københavnske backkæde og defensive midtbane at fremstå meget sikre. Selvom man selvfølgelig ikke skal tage fra dem at de rent faktisk gjorde det!

Men mellemrumsspillet var altså den største opmuntring, og det kan også vise sig at være et helt centralt våben for FC København i fremtiden. Meget kan man sige om vores centrale midtbane, men det er altså ikke spillere som Hjalte, Linderoth og Traoré som lægger afleveringer der for alvor får rykket rundt på modstandernes defensiv. Alle tre er – eller har udviklet sig til – ganske sikre og fornuftige pasningsspillere, men egentlige spilfordelere kan man vel dårligt kalde dem. Og det gør det tilsvarende meget vigtigere at spillet kan blive fordelt fra en position længere fremme på banen, meget gerne mellem modstandernes kæder.

Dét lykkedes ret godt mod Göteborg, og egentlig endnu bedre mod Tromsø hvor 'A-kæden' med Zuma, Álvaro og Hoseth tog sig af mellemrumsspillet. Og det er ganske opmuntrende, specielt taget i betragtning at ingen af de to modstandere kan beskyldes for at blotte sig hovedkuls i offensive satsninger. Til gengæld kan det være lidt svært at se hvordan det skal lykkes at bryde igennem hvis mellemrumsspillet i en kamp pludselig ikke skulle fungere.

Men den tid, den sorg. Foreløbig har et gevaldigt positivt spin ramt FC København, og Deres Udsendte skal da ikke være den der forsøger at stoppe det. Man er begyndt igen at snakke om hvor utroligt svært det er at score mod københavnerne, og noget sværere er det da også blevet. I hvert fald hvis vi glemmer dødboldene.

Den aldeles glimrende statistikafdeling på Royal Leagues hjemmeside fortæller da også om et københavnerhold som er blevet noget sværere at skabe chancer mod. Skudstatistikken endte på 14-4 i københavnsk favør, og stillingen i skud på mål blev 6-3. I det sidste har statistikerne endda medregnet to halve indlæg/afslutninger på dødbolde fra göternes venstreback Hjalmar Jonsson.

Specielt må man, trods den halvbillige baggrund torsdag aften, fremhæve firekæden nede bagi. Efter at Lars Jacobsen har overstået sin karantæne for en kombination af formsvaghed og realismeramte udtalelser, og Dan Thomassen for alvor er kommet med igen i midterforsvaret, er de fire bagerste begyndt at ligne en konstellation hvor de nødvendige spidskompetencer er repræsenteret. Ude i siderne har vi genvundet styrken 1 mod 1, og i midten har Thomassen suppleret Svenssons overblik og forudseenhed med sit atletisk betonede spil. Og nåja, en gevaldig bunke ufine tricks, men ikke alle kan vel have en Albrechtsensk fysisk overlegenhed der tillader at kunne afholde sig fra den slags. Måtte vi for alt i verden undgå skader her, for der skal desværre nok ikke meget til at rykke ved den fine balance!

Med avancementet fra gruppespillet følger også minimum 4 kampe ekstra i Royal League, og de bliver mod de svenske og norske mestre, Malmö FF og Rosenborg. Og så skal det vel blive spændende om de gode takter kan holdes når niveauet lige får en tak opad. Foreløbig ser det dog ud til at truppen har haft en meget vellykket vinterpause, og at truppen ikke mindst ser fysisk rigtig godt trimmet ud, både hvad angår løbestyrke, smidighed og råstyrke.

Ja, når vi er nået lidt længere ind i ligaforåret kan vi måske endda begynde at kigge på om det også kan blive til noget i det der virkelig tæller, den hjemlige turnering. Men som tidligere skrevet: Den tid, den sorg. Eller for nu at beholde det rigtige spin: Den tid, den glæde.

Tilbage til oversigten