Uge 49/2005: Rigtig underholdning


Af /Simon

Så sluttede efterårssæsonen i SAS-ligaen, og det gjorde den for FC Københavns vedkommende med et brag. Nu er det ved at være tid til at slukke lyset og gå på først jule- og siden vinterferie, men der er skam også rigeligt både at se tilbage på og frem til. I første omgang kan vi se frem til en uge med en formel afrunding af efteråret i skikkelse af to kampe i Royal League, men det bliver i virkeligheden noget mere spændende, hvad der sker i de kolde uger, hvor der er tomt og øde på Peter Bangs Vej. Forandringens fodboldvinde blæser over København, og når vi skrives ved om et par måneder, vil meget sikkert se anderledes ud.

Lad os dog i første omgang dvæle ved søndagens kamp mod Viborg. SAS-ligaens grå mus har i dette efterår fået en plads i solen og skaffet sig en noget bedre kulør, og Ove Christensens tropper stillede op til kamp i Parken med et forudgående udbytte på 37 points i 19 kampe. Det er faktisk syv mere, end FC København havde efter samme kampantal i sidste sæson og blot ét færre, end københavnerne fik for lige så mange kampe i sæsonen 2002/2003 – der som bekendt endte med et mesterskab. Lige netop i denne sæson har Viborgs pointhøst ikke synet helt så imponerende, men det skyldes udelukkende, at både FC København og Brøndby har været fuldstændig suveræne. Københavnerne endda på en facon der har sprængt alle rekorder for pointsamling. Viborgs flotte efterår har derfor stået lidt i skyggen af de to traditionelle topklubbers udtalte dominans, men man skal nok heller ikke være blind for en vis sammenhæng. Det er nærliggende at tro, at et fald i ligaens generelle kvalitet både har afstedkommet, at Viborg som stabilt subtophold har præsteret en pointhøst, som i flere sæsoner kunne have rakt til en førsteplads, mens Brøndby og FC København samtidig har skilt sig helt ud.

Før besøget i Parken havde Viborg vundet en overlegen sejr mod en anden positiv efterårsoverraskelse, nemlig FC Nordsjælland, som dog er gået lidt i stå, men stadig er et hold, som ingen Superliga-klub får nemme sejre imod. Det havde givet grund til bekymring i hjemmeholdets fanskare, hvis ikke FC København weekenden forinden var kommet tilbage på sporet med en magtdemonstration i Aalborg, som bragte tre fuldt fortjente point med hjem til hovedstaden. Der var derfor kridtet op til en god dyst mellem to formstærke mandskaber, og minsandten om ikke Viborg ligefrem kom til Parken med et oprigtigt ønske om at angribe og forsøge at vinde kampen. Det var første gang i mange, mange år – og man kan desværre frygte, at det også bliver den sidste i lang tid, for det skulle nemlig gå som Viborg, som det er gået så mange andre hold, der er taget til Parken for at angribe og er stødt på et veloplagt hjemmehold: De fik ørerne i maskinen.

Søndagens kamp blev ikke bare FC Københavns bedste ligakamp i efteråret – den står nu som et meget stærkt bud på hele kalenderårets bedste opvisning i Parken. Titlen kan kun bestrides af de to 4-0 sejre i begyndelsen af foråret og den senere 3-0 afklapsning af Brøndby. De to første kan nemt stryges fra listen, når man tager i betragtning, hvor elendige FC Midtjylland og Randers var de pågældende dage, og mens der i 3-0 sejren over Brøndby var et par faktorer på vippen, der faldt ud til FC Københavns fordel, så var 3-1 over Viborg en helt suveræn opvisning, som nærmere burde være endt 5-0 eller 6-0. Der var slet og ret klasseforskel, selv om Viborg egentlig prøvede det bedste, de havde lært, og bestemt ikke blev til grin.

Man havde det allerede på fornemmelsen, da den første afslutning blev sendt afsted efter mindre end et minut, og angrebene fortsatte da også med at bølge ned mod gæsternes mål. Det var lige fra starten synligt over hele banen, at der kunne være noget godt i vente. Der blev spillet hurtigt og præcist med bolden, og aggresiviteten var høj, når Viborg var i besiddelse. Alle de seks forreste så ud til at have en god dag, og så kan det jo næsten ikke gå galt. Elrio var i hopla efter en længere periode uden de helt store præstationer, Silberbauer og Linderoth oksede løs på den centrale midtbane, og Bergvold ser ud til at høste frugterne af at have været fri for skader i adskillige uger. Oppe foran så man ikke ret meget til Allbäck, før han pludselig scorede (han havde dog en stor chance inden), men han var som altid uhyre arbejdsom, og Álvaro afsluttede flittigt fra første fløjt. Backkæden blev ikke sat på de store opgaver i første halvleg, fordi Viborgs opspil oftest blev brudt højt oppe på banen, og kun en enkelt situation efter et Viborg-hjørnespark skabte lidt dramatik, uden det dog var decideret tæt på en gæstescoring, da Christopher Poulsen til sidst skød fladt forbi mål.

Mål kom der til gengæld i den modsatte ende. Først da Elrio van Heerden snød en mindre hob af Viborg-spillere og spillede bolden ud til den evigt overlappende Lars Jacobsen, som køligt lavede en lille finte og spillede bolden fladt bagud til Álvaro. Brasilianeren tøvede ikke, men sparkede bare bolden hårdt ind bag en sagesløs John Alvbåge. Mål nummer to var ikke uden lighedspunkter med det første. Denne gang var det bare Linderoth og ikke Elrio, der vendte spillet. Og det var ikke med en finurlig dribletur, men derimod en af svenskerens egne spidskompetencer, nemlig en kontant tackling. Bolden endte denne gang hos Bergvold i venstre side, men blev lige som før spillet fladt og præcist ind i feltet, hvor det nu var Marcus Allbäcks tur til at komme stormende og lægge læderet i nettet. Således blev det 2-0 efter en god halv time, og det var ikke spor ufortjent. Både detaljer, tempo og præcision i begge mål gjorde dem tilmed til rene nydelser at se på, så man nærmest stod og var henrykt i vinterkulden. Bestemt ikke hverdagskost for gæster i Parken.

Efter Allbäcks scoring var kampen i realiteten afgjort, og det kom også til at smitte af på resten af første halvleg og begyndelsen af den anden. Viborg forsøgte at omorganisere sig og skiftede også Mota ind i stedet for en anonym Fabricius i pausen, men det rykkede ikke rigtig noget. Det gjorde det til gengæld, da Peter Møller med en lille halv time igen kom på banen i stedet for Allbäck. Hvorvidt det var det kollektive ønske om at give en nummer 32 et perfekt farvel i sin sidste ligakamp er ikke til at sige, men omtrent fra Møllers indskiftning livede kampen i hvert fald gevaldigt op igen. Møller selv burde have forladt banen som hattrick-helt, men skarpheden var vist gået samme vej som lysten til at fortsætte fodboldlivet efter nytår, og derfor måtte Møller nøjes med at få en optræden i oplæggerens rolle, da han forlængede et hjørnespark fra Bergvold. Bolden endte hos Álvaro, der fik den skubbet ind over stregen – således dømte i hvert fald dommer Peter Rasmussen, der stod godt placeret, mens tv-billederne var umulige at tyde. Ikke længe efter fik Viborg reduceret, men der opstod alligevel ikke mere spænding om resultatet, end der havde været siden Allbäcks mål – hvilket vil sige meget lidt – og så sluttede det 3-1, omend Møller som nævnt havde et hav af muligheder for at øge føringen. Viborg kunne på deres side mest ærgre sig over, at de ikke havde udnyttet et par af de tilbud, de trods alt fik tilspillet sig ved stillingen 2-0 i anden halvlegs første tyve minutter. Steffen Højers scoring til 3-1 var too little, too late.

Med sejren over Viborg slutter FC København efterårssæsonen med et regnskab, der lyder på 20 kampe, 15 sejre, fire uafgjorte og ét nederlag i ligaen. I alt giver det 49 points, og målscoren blev fornemme 40-13. Dét er intet mindre end kolossalt. Det er selvfølgelig lidt irriterende, at de nærmeste forfølgere fra Brøndby har haft et næsten lige så flot efterår, så forspringet trods alt ikke er større end fire points, men dén ærgrelse vil de fleste hurtigt kunne parkere, når de tænker tilbage på, hvad forventningerne til holdet egentlig var, før efteråret gik i gang. I sommerferien foretog Michael Laudrup et par mindre justeringer på en Brøndby-trup, der i overlegen stil havde vundet the double, mens man i FC København gennemgik en veritabel storvask, hvor man sagde farvel til et hav af spillere og også hentede en stak nye. Det burde faktisk have kostet, hvis man følger sund fodboldfornuft, og denne Mandagstræner må tilstå, at han på forhånd gerne havde solgt efteråret for at være fire points efter Brøndby ved juletid. Nu ser den indbyrdes difference i stedet otte points bedre ud, og det har vi al grund til at være taknemmelige for.

Når man ser det hele lidt fra oven og tager med i betragtningen, at Hans Backe lige siden foråret har vidst, at denne halvsæson ville blive hans sidste, står det lysende klart, at efteråret i bund og grund har haft ét væsentligt sigte, nemlig at få afleveret et hold i en fornuftig forfatning til Ståle Solbakken. Man kan med gru tænke på, hvor dystert foråret ville tegne, hvis FC København igen havde halset mange points efter Brøndby, og Ståles opgave med at vinde mesterskabet tilbage til hovedstaden fra start havde lignet en mission impossible. En sådan udvikling kunne nærmest have bombet klubben flere år tilbage, og der havde i hvert fald ikke været nogen, der ville turde tale om de mange fordele ved kontinuitet. Nu ligger landet sådan, at Solbakken i sin første ligakamp som cheftræner i klubben kan tilspille sig mere end bare en lille matchbold. Med kun 13 runder i foråret kan Brøndby knap nok tåle at tabe i første runde, når Ståle kommer på besøg. Skulle København trække sig sejrrigt hjem til byen dén dag, vil mellemregningen lyde på syv points forspring og kun 12 runder tilbage med kun én indbyrdes kamp til overs – i Parken. Omvendt vil en Brøndby-sejr ikke afstedkomme andet end en åbning af mesterskabskampen, hvor FCK stadig vil have fordel af hjemmebane i det sidste indbyrdes møde.

Jo, det kan være svært at bevare pessimismen, alene som tingene står nu, men det bliver af den grund ikke mindre spændende at følge Ståle Solbakkens gerninger på transfermarkedet i vinterpausen. Snart sagt alle vil være yderst overraskede, hvis ikke det gamle klub-ikon benytter december og januar måned til at hente mindst to-tre nye spillere til klubben. Man skal ikke glemme, at efteråret blev afviklet med en meget smal trup, der kunne have set særdeles sårbar ud, hvis den var blevet ramt af skader på bestemte pladser. Det har været afgørende, at spillere som Jesper Christiansen, Svensson, Gravgaard, Lars J., Bergdølmo, Linderoth, Silberbauer, Elrio og Álvaro har haft beskedent eller slet intet skadesfravær. Imidlertid ligner det ikke nogen god idé at løbe samme risiko én gang til, og det vil være denne Mandagstræners gæt, at der bliver hentet mindst én spiller til hver kæde, og måske kommer der endda to til midtbanen ud over Razak Pimpong, der tiltræder 1. januar.

Tilgangen af spillere vil i høj grad afhænge af, hvor mange der i vinterens løb går den anden vej og ud ad døren. Vi ved allerede på nuværende tidspunkt, at Peter Møller indstiller karrieren, og at Carsten Fredgaard og den gamle kaptajn Christian Lønstrup stopper pga kontraktudløb. Men der kan snildt være mange flere på vej væk fra klubben. Den første gruppe er dem, der er blevet vejet og måske fundet for lette. Thomas Røll, Rabo og Janne Saarinen kan alle være på vej væk efter gensidig forståelse for fornuften i, at de søger nye græsgange til deres videre karrierer. Urmas Rooba ville også være i denne kategori, hvis han ikke uheldigvis var endt som komplet usælgelig pga en alvorlig skade i en landskamp. På den anden side er der alle dem, som risikerer at blive solgt, hvis det rigtige bud dukker op. Både Elrio og Bo har kontraktudløb til sommer, og meldingen lyder, at man fra klubbens side vil undgå en gentagelse af Hjalte-forløbet og udbede sig en afklaring inden årsskiftet. Ender det ikke med forlængelse af de to kontrakter, kan begge spillere blive forsøgt afskibet med det samme. De vil i givet fald efterlader sig betragtelige huller, som kan blive svære at udfylde, fordi de begge besidder unikke kompetencer efter danske forhold. Endelig er der Gravgaard og Linderoth, som er de to profiler, der trods lang tid tilbage på kontrakten må regnes for mulige salgsobjekter, da begge har haft et forrygende efterår og har en god alder. Dog virker det ikke sandsynligt, at Linderoth har travlt med at komme væk – den svenske terrier har blikket rettet mod VM i Tyskland og kan formentlig selv se fordelene ved at blive i København i foråret. Hans faste plads på Sveriges hold er ikke truet under de nuværende rammer, hvor han spiller fast hver uge, og hans chancer for at få en kanonkontrakt i en storklub vil være særdeles store, hvis Sverige får det gode VM, som mange forventer. Gravgaard skal ikke til VM, men det er alligevel svært at forestille sig, at klubben vil sælge ham, hvis ikke den helt rigtige køber dukker op og lægger den helt rigtige sum penge på bordet.

Lægger man det hele sammen, kan man på nuværende tidspunkt ikke konkludere meget mere, end at der er mange spørgsmål, som vi med spænding kan se frem til at få besvaret, før forårssæsonen går i gang med et par Royal League-kampe i februar. I den turnering skal der også lige afvikles et par runder, før efteråret er rigtig slut, men man kan ikke ligefrem påstå, at den nordiske turnering virker helt så tiltrækkende, når det faktisk går meget godt i den hjemlige liga. Om ikke andet bliver kampene mod Brøndby og Kalmar dog interessante i den forstand, at det bliver både Hans Backe og Peter Møllers sidste optrædener for FC København. Herfra skal der lyde en stor tak og et stort ”god vind fremover” til de to personligheder, der begge har spillet store roller i FC Københavns historie de sidste fire år og næppe nogensinde vil blive glemt.


UGENS DETALJE... var selve kampen mod Viborg. Hvor var det forfriskende at blive udsat for en gedigen omgang god underholdning i Parken. Det har der været for lidt af de senere år, og vi kan blot håbe, at det bliver en mere hyppig begivenhed i Ståle-æraen.

 

Tilbage til oversigten