Uge 47/2005: Hansen – så kører det for dig..

eller gør det?


Af  Sofadyret


Ja, klummen skriver jo ikke sig selv, vel mester? Man sidder her med en ualmindelig flad fornemmelse efter en meget tam indsats ovenpå den internationale landskamppause. Alle bulletiner fra Peter Bangs Vej lød ellers på gevaldigt spillehumør og tørst efter at revanchere sig ovenpå det første sæsonnederlag i Esbjerg runden forinden. Den indstillingsmæssige flovmand fra det vestjyske skulle vaskes af, og alle fejlene fra den kamp var blevet gennemgået og under træningen rettet til. Modstanderen i denne runde var den fodboldmæssige galeanstalt fra Fredensvang i Århus. Op til kampen havde der været håndgemæng igen i AGFs spillertrup, og med Brian Steen Nielsen som fredsmægler, så kunne min livlige fantasi sagtens forestille sig, at den hvide due, personificeret i Brian Steen, var bevæbnet til tænderne med hvid fosfor og en skarpladt uzi. Tilsæt AGFs placering i tabellen, og vupti har man noget der kunne minde om et godt karma set med FC Københavns øjne. JA GOD MORGEN MIN BARE RØV!

Hvornår lærer man, at noget af det værste vi i København kan have er et godt karma? Den slags er intravenøs gift for spillet på banen, og hvis vores hvidklædte spillere var en dyreflok, så må de have været en fåreflok vogtet af den gamle grå trænerulv. Fra Kim Miltons første fløjt, som i parentes bemærket dømte en fremragende kamp, sås tendensen tydeligt: AGFerne var tydeligvis indstillede på at gennemføre en 3-dobbelt Ironman, og slås som gale for at få point med hjem fra Parken. Den taktiske medicin til deres arbejdsvanvid var et meget højt og vedholdende pres på vores boldholdere. Og det skulle hurtigt vise sig at være en formidabel idé. FCKs opspil blev stort set slået i stykker, fordi man brugte boldbesiddelsen til en myriade af pasninger bagud og på tværs. Selv når man endelig fik sat en direkte modstander, så endte det i en pasning bagud. Selvom man på den måde holdt bolden i egne rækker, så endte det i de fleste tilfælde med en lang, dyb aflevering henover midtbanen, og et forsøg på at ramme Santos og Møller, der begge udmærkede sig ved at være alt for stillestående. Det koncept er der i princippet ikke noget nyt i - det er kendt under betegnelsen Migrænebold. Fænomenet opstår når vores centrale midtbane kommer under pres, og ikke evner at brede spillet ud samtidig med, at man ønsker at flytte bolden fremad.

Der er givet mange bud på, hvorfor vores centrale midtbane ikke evner dette. I går synes årsagen at være en boldomgang, hvor man skal bruge alt for mange berøringer før bolden er under kontrol. Både Linderoth, Silberbauer og senere Bergvold misser ganske enkelt muligheden for at sende bolden videre i første berøring. Det kræver selvfølgelig spilmuligheder, og i går var det stort set kun Fredgaard der for alvor bød sig til. Elrio søgte meget ind i banen fordi han blev skærmet af ude på sin kant. Normalt vil man så se Lars Jakobsen komme fræsende op i det rum, der bliver ledigt, men AGFs tre forreste spillere trak på skift ud mod højrekanten sammen med deres ene midtbanespiller, og fik på den måde overbefolket vores normalt så dynamiske højre side. De få gange man forsøgte at slå dybe pasninger ned bag AGFs bagerste kæde, var de eneste gange, hvor der virkelig skete ting og sager, men som i en anden Catch 22, så skete det sjældent grundet den centrale midtbanes omstændelige og upræcise afspil fremad banen.

Netop en af disse hurtige spil dybt ned igennem AGFs kæder udløste den første chance til Fredgaard efter 19 minutter, der medførte et hjørnespark. En af årsagerne til AGFs placering skal findes i deres forsvar, og også deres indstilling til at forsvare. De har i princippet alle de nødvendige spidskompetencer for at holde modstanderen stangen - lige på nær én ting. Ved dødbolde er de ekstremt fokuserede på bolden. Når 4 mand på samme tid laver et rush frem mod Peter Møller, der er løbet til forreste stolpe, så skal det gå galt, når Møller vinder hovedstødsduellen. Ved bagerste stolpe havde Santos så megen plads og ledig jord, at Peter Norvig allerede havde snuppet pladsen til et byggeprojekt. Santos afslutning med hovedet var godkendt, og føring efter dødbold osv. Det lignede lidt another day at the office. AGFs pres blev ikke så markant efter føringsmålet, men til trods for, at FCK fik mere plads at spille på, så steg kvaliteten ikke nævneværdigt.

Noget af det jeg hæftede mig mest ved, var det faktum, at AGF vandt 9 ud af 10 andenbolde på deres egen bane og lidt over halvdelen oppe på FCKs banehalvdel. Som Viasats kommentatorer også var inde på, så var der oftest langt mellem vores kæder, når der skulle presses. At man så hos Viasat mente, at AGF havde siddet på spillet, det er efter min bedste overbevisning lidt af en tilsnigelse, for AGF voldte ikke vores defensiv de store problemer. Ved pausefløjtet sad man med en fornemmelse af, at FCK ikke kunne præstere en lige så uinspireret indsats i 2. halvleg. Santos og Møller kunne vel ikke stå i spidsen for en lettere kollektiv arbejdsvægring inde på banen.
 

De spirende positive forhåbninger blev dog hurtigt gjort til skamme. Backe & CV havde valgt at give Elrio tidligt fri grundet det slag i ryggen han modtog fra en Århus-gymnasts pirouette i 1. halvleg. Den unge sydafrikaner formåede ej heller at sætte sig igennem overfor sine modstandere så længe han var på banen. Elrio er afhængig af, at holdkammeraterne er i bevægelse, når han har bolden, og når han ikke har nogen afspilningsmuligheder, ved modstanderne, at han begynder at drible på egen hånd, og så er det bare et spørgsmål om at lukke ham inde blandt 2-3 mand. Bergvold blev sendt på banen, formentlig med det håb at kunne vise de samme takter på FCKs centrale midtbane, som han havde diverteret med på det succesfulde U21 landshold.

Som sagt så blev alle positive forventninger gjort til skamme, for AGF kom ud til 2. halvleg med fuld power. FCK levede på hurtigt omstillingsspil primært via Fredgaard, der spillede som om der var opkøbere på tribunerne. Santos og Silberbauer var tæt på at score med nogle meget nærgående forsøg, og slutteligt sendte Bergdølmo et frispark på overliggeren. Så synes spillerne åbenbart, at det var på tide at gå mentalt i bad. Ind i mellem havde problembarnet Tobias Grahn sat nogle dårlige svingninger i gang i det københavnske forsvars karma. Det er ikke alt der lykkes for den kontroversielle svensker, men han valgte at gå på med krum hals. Samtidig fik AGF fuldstændig presset spillet op på FCKs banehalvdel, hvorfra man foruroligende ofte lykkedes med at overspille vores midtbane med enkle og forudsigelige midler. Inde foran begyndte Morten Duncan at røre på sig, og han fik ofte placeret sig fornuftigt, så han kom i duel med Lars Jakobsen frem for Gravgaard eller Svensson. Grahn gik efter at udfordre og sætte Bergdølmo af. Rent faktisk stod vores aldrende nordmand ganske solidt placeret, men ved to lejligheder blev han overlistet, og den ene gang endte bolden inde foran mål, hvor det ikke lykkedes at få ekspederet den ordentligt ud af farezonen. Jonny Hanssen fra AGF kunne uhindret samle returbolden op på kanten af feltet, hvor han efter en skudfinte der var Elrio værdig, placerede bolden smukt nede ved Jesper Christiansen højre stolpe. Det første indtryk af målet var: Hvad fanden havde Jesper gang i? Men efter nogle smertelige gensyn i slow, så kan Jesper Christiansen faktisk ikke lastes for scoringen. Hans udsyn var begrænset, og selvom afslutningen ikke er en kanon, så kommer bolden hurtigt og yderligt.

AGF forsøgte sig resten af halvlegen igennem, men det blev aldrig for alvor farligt. FCKs modtræk var i de sidste fem minutter at hælde lange bolde op i hovedet på en fremrykket Gravgaard, men hverken Santos eller Møller formåede at profitere af de bolde der blev dirigeret videre fra Gravgaards pande. Tværtimod udmærkede de sig begge med nogle uprovokerede boldtab. Og det på en dag, hvor det er dyrt at have både Allbäck og Ijeh ude med skader, og ingen alternativer at skifte ind. Måske man burde have givet en af angriberne fra 2. divisionsholdet en chance som indskifter?

Alt i alt bragte det ikke FCK nærmere Nirvana, men det blev dog til et point på en dag, hvor det ville have været helt normalt og FCK’sk at tabe sådan en kamp. Ikke at jeg er tilfreds med et point, men nogen gange må man nøjes, og som konen derhjemme nogen gange siger: Hellere lidt end ingenting!

Nå ja – så skrev klummen alligevel sig selv.


UGENS DETALJE... Vi skal til Santiago Bernabeu, hvor FC Barcelona klædte Real Madrid af til skindet i madrilenernes egen hule. Regissøren bag Barcas sejr hed Ronaldinho, og han blev højest uventet klappet fra banen af det ellers krævende og fjendtligt indstillet hjemmepublikum. Det var en velfortjent og passende hyldest, der vidner om, at selv med de mest farvede og fanatiske briller, så er det stadig muligt for fodboldtilskuere- og elskere at applaudere en vintage præstation.

 

Tilbage til oversigten