Uge 32/2005: Så var der da nogen der kom i gang


Af  Bo N K

Det seneste stykke tid har vi blandt Mandagstrænerne været ramt af en sjælden grad af konsensus omkring FC København. En konsensus som efterhånden får os til at ligne et enstemmigt kor – ja, nogle ville sågar kalde det et grædekor.

Så ugens vagthavende besluttede sig efter søndagens kamp for at prøve en passende terapi og gik straks ned og købte en halv liter italiensk is for at trøstespise. At dømme efter amerikanske serier er det den foretrukne trøsteterapi for hysteriske, grædende kvindfolk, og man må i hvert fald sige at det hjalp til at køle ned, så helt galt er det vel ikke hvad man lærer af at se TV. 

Efter en nedkøling var det så tid til at tænke nærmere over aftenens kamp. På forhånd lignede det en foræring af rang, eftersom AGF næppe har været længere nede og bide i græsset før – selvom de ved guderne har gjort forsøget og også tidligere har mødt op i Parken i ynkelig forfatning. Denne gang var det dog med 0 point efter 3 kampe og med et hold i noget der ligner opløsning.

Erfaringen har dog lært garvede københavnere at tage sig i agt for selv en  lineup som denne:

S. Rasmussen
N. Dayyani – J. Rasmussen – T. Aho – A. Kure
J. Hanssen – T. Lindrup
C. George – T. Grahn – D. Arrieta
M. Rasmussen

AGF har ellers tidligere gjort sig meget i samme diamantformation som FC København gør sig i for tiden, en formation som i dagens anledning tog sig således ud: 

J. Christiansen
L. Jacobsen – B. Svensson – M. Gravgaard – A. Bergdølmo
T. Linderoth
M. Silberbauer – M. Bergvold
E. v. Heerden
Á. Santos – M. Allbäck

Herfra havde forventningen været at AGF ville stille op med en diamant, men de havde altså valgt at styrke defensiven ved at stille med to defensive midtbanespillere i stedet for én. Sandsynligvis for i hvert fald at styrke sig der hvor FC København plejer at være farligst hvis de får et overtag: mellem de to bagerste kæder. Og netop mod AGF kunne man forestille sig at københavnerne kunne være særligt farlige i det område, for ikke alene kunne århusianerne kun mønstre to relativt nye spillere i midterforsvaret – i anfører Jesper Sørensens og Shane Cansdell-Sheriffs fravær – det var også to temmeligt tunge spillere. Så hvis det skulle lykkedes for FC København at få lagt spillet ind mellem kæderne, ville det være umanerligt vanskeligt for århusianerne at dæmme op for dybe stikninger til angriberne. 

Men var det kun lettere overraskende at de valgte at styrke sig lige dér, var det temmeligt forbløffende at Sören Åkeby havde valgt at relancere Thomas Lindrup som defensiv midtbanespiller. Desværre viste det sig dog alt i alt, også inklusiv Lindrup, at være en effektiv strategi til at tage brodden af den københavnske offensiv, og Thomas Lindrup spillede såmænd en helt fornuftig kamp på positionen. Ganske vist udmøntede første halvleg sig i et massivt overtag til hjemmeholdet, men rigtigt farligt blev det som regel først på dødbolde. Allerede i 2. minut ramte Marcus Allbäck træværket efter et frispark, og mindst to gange mere inden for det første kvarters tid brændte det slemt på i AGF-feltet efter dødbolde – hvor AGF ret beset heller ikke har megen hjælp af ligaens mindste målmand, Steffen Rasmussen.

 

Til gengæld blev det småt med åbne chancer. Den trange plads foran den århusianske backkæde virkede åbenbart som en for stor udfordring for Elrio som trak længere ned i banen for at kunne komme i spil. Og han kom meget i boldbesiddelse, men desværre var konsekvensen næsten at han var farligere for os selv end for århusianerne, for han kom for langt ned i banen til at kunne slå gennembrudsafleveringer, og oveni blev hans stort anlagte spil med mange berøringer meget risikabelt i tilfælde af boldtab. Dertil kommer at Elrio har en besynderlig mangel i sit spil centralt i og med at han stort set aldrig tager et dybdeløb, men udelukkende søger at finde medspillerne i dybden.

Det er desværre en skidt tendens når man forsøger at spille med den diamant som Backe åbenbart har besluttet sig til at gennemføre mere konsekvent fra sæsonens start – noget som han allerede var inde på da han talte med Mandagstræneren i vinterpausen. Det er meget let for spillet at blive meget smalt og statisk i en diamant, og så kræves det i det mindste at man har backs til at skabe bredde. Det havde vi da også i den ene side, og kampen igennem var Lars Jacobsen en arg trussel for AGF'erne når han løb med frem og udfordrede deres urutinerede venstreside.

I den anden side må vi vel til en start konstatere at Bergdølmo endnu kører på det sikre – og vel ikke kom med op foran Martin Bergvold i første halvleg overhovedet. Han kommer næppe nogensinde til at piske op og ned ad linjen, for den type spiller er han ganske enkelt ikke, men forhåbentlig kan vi snart få ham lidt mere frem, for opspillet er ganske enkelt for smalt. Dengang vi stadig havde en så bevægelig angriber som Zuma, kunne han selv agere 'reservewing' ude på kanterne fra sin position som angriber i diamantformationen, men det er ikke noget som ligger voldsomt naturligt til de mere boksorienterede angribertyper som vi har nu.

Så trods stort overtag i spillet i første halvleg blev københavnerne altså sjældent rigtigt farlige, bortset fra på dødbolde. Dog var der alligevel en vis opmuntring i at se at spillet gik relativt hurtigt, hvilket utvivlsomt skyldtes det våde græs som gav et hurtigt underlag. Forhåbentlig vil det efterhånden blive fast procedure at give banen lidt vand inden kampen, for det pynter som regel på tempoet og er for det meste til FC Københavns fordel af samme grund. Hvis græstæppet så også en dag undgår at ligne Roskilde Dyrskueplads efter en stor koncert og en gang knallertræs, kunne vi måske for alvor være glade for plænen på hjemmebanen.

Mod slutningen af halvlegen skete så noget som fik afgørende indflydelse på kampforløbet. Den urutinerede højre back Navid Dayyani hos AGF havde tidligt i kampen forsøgt at skade Martin Bergvold med en voldelig tackling – som sikkert var mere eller mindre planlagt, kender man AGF ret. Men ud over den ønskede 'kysende' effekt havde den også indbragt Dayyani en advarsel. Da han så i det 45. minut lossede bolden væk i ærgrelse over at han selv havde løbet bolden ud over sidelinjen i en upresset situation, ville en moden og erfaren dommer nok have ladet den unge mand slippe med en påtale, men FIFA-dommer Knud Erik Fisker valgte i stedet at køre efter bogen og stange advarsel nummer 2 – og dermed rødt kort – ud til ham. Fisker fik på denne måde sat en ny bundrekord for sin bagatelgrænse for røde kort, og man tør næsten ikke tænke på hvad der var sket hvis en af FC Københavns unge og urutinerede spillere havde fået samme behandling.

Anden halvleg bød nu på noget så usædvanligt som en massiv offensiv satsning fra start. Marcus Allbäck blev flyttet ned som den hængende angriber, mens Elrio blev flyttet ud til venstre til fordel for den evigt plagede Martin Bergvold som gik ud med noget der forhåbentlig ikke er en ledbåndsskade i knæet. I stedet for Bergvold kom Peter Ijeh ind, og således var der nu hele tre boksspillere på banen, suppleret med to offensive kanter på midtbanen. 

AGF valgte en noget mindre overraskende løsning på deres undertalsproblem og gik over til at spille 4-4-1 med to offensive kanter; Arrieta blev taget ud, og Grahn blev rykket ud til venstre. Det gav naturligvis en massiv overvægt i spillet til FC København, og ikke mindst hjalp det gevaldigt at få Elrio ud på kanten. Herude kunne han langt lettere gøre sig farlige uden at blive klemt, og specielt en enkelt dribletur ned langs venstresiden i det 53. minut udstillede hvor mange problemer AGF pludselig fik med ham. Desværre blev turen dog ikke afsluttet med et kvalificeret indlæg.

Inde centralt gjorde Allbäck også noget bedre fyldest, dels i boldmodtagelserne med sin mere robuste fysik, dels – og ikke mindst – ved sit aggressive defensive arbejde. Ja, i det hele taget er det en fornøjelse at følge Allbäcks timing i presspillet og hvordan han sørger for at få folk bag sig med frem i presset, men trods alt skal vi nok næppe vente at se ham som en permanent løsning på den offensive midtbane – heller ikke selvom han i høj grad bidrog med netop de dybdeløb som Elrio mangler.

I det hele taget bliver det mere og mere presserende at få en permanent løsning på midtbanespørgsmålet. Mest fordi det begynder at ligne et frustrerende replay af sidste år, hvor der kom en helt ny central midtbane i aller-allersidste øjeblik, ja endda for sent til at deltage i den fatale Gorica-kamp. Men også fordi det er blevet meget tydeligt hvor vigtig en position den offensive midtbane kommer til at være for pasningsspillet i fremtiden. Med Zumas afgang har holdet mistet en 'nem' spillemulighed oppe foran, og hvis det hele ikke skal gå op i lange, høje bolde til angriberne, er det meget vigtigt at få fat i en spiller som kan fastholde bolden langt fremme. Da det dog samtidig skal være en spiller som også skal kunne bide fra sig defensivt, og som ifølge rygterne sågar skal kunne bidrage væsentligt i hovedspillet, kan den sportslige ledelse se ud til at have malet sig selv op i en krog. Sådan en superspiller bliver næppe ret nem at finde og få til København!

Så vi må nok indstille os på at mindre må gøre det – medmindre altså at det skulle lykkes at få Thomas Røll op i fuldt gear igen, hvilket der desværre ikke er så meget der tyder på. Og i kampens anden halvleg fik vi så set nogle eksempler på hvad der kunne gøres. AGF's ti mand kom under et temmeligt solidt pres, men faktisk må man give dem at de præsterede netop at holde spillet væk fra det farlige område mellem kæderne – hvilket ellers nok kunne overraske når man så deres bemanding.

Den første åbne chance kom også via kanten: Lars Jacobsen løb sig fri i højre side i det 58. minut, og Allbäck kom i et godt løb ind i boksen – men traf desværre stolpen. Den slags angreb, med kombination af bredde og dybe løb, var der desværre ikke så mange af som man kunne have ønsket sig, og desværre skete det næsten kun i højre side. Men vi må håbe at vi kommer til at se mere til dem, for de vil være helt essentielle for at sikre os spilovertag – og målchancer – ved at brede spillet ud.

Minuttet efter lykkedes det så, for stort set første gang, at bryde igennem via det centrale område: Bo Svensson førte bolden frem, lidt som ved sidste uges afgørende mål mod Farum, fandt Allbäck på samme vis, og efter et bandespil med Álvaro og et godt træk i dybden afsluttede Allbäck, hvorefter Ijeh scorede på riposten fra Steffen Rasmussen. Og glæden over at vores tredje centerforward nu er kommet på tavlen, var naturligvis udbredt.

Nu burde det være sådan at FC København kunne stramme tommelskruerne og mase de nedbrudte AGF'ere totalt. Desværre fungerer det sjældent sådan i Parken, og i stedet gik tempoet ned. En uheldig sideeffekt var endda at Tobias Grahn blev mere og mere farlig i kontrafasen fra sit udgangspunkt i venstre side. Han var blevet pakket godt ind af Linderoth i første halvleg, men nu hvor han kom ud og fik lidt mere plads på kanten, begyndte han at blive et problem. Allerede i det 49. minut havde han vist det i en situation hvor Bo Svensson endte med at være tæt på at lave selvmål på et indlæg fra Grahns venstreside, men hvor vi slap med skrækken.

Nu kom han bedre og bedre igang, i takt med at københavnerne gik i stå, og da han efter 86 minutter blev nedlagt af Linderoth og Jacobsen i fællesskab, kom den dødbold som AGF desværre kunne udnytte. Bolden blev i første omgang ikke clearet godt nok, og efter at debutanten Jeppe Brandrup, som lige var blevet indskiftet, blev snydt af ligeledes indskiftede Mads Frost, blev indlægget til bagerste stolpe headet tilbage i feltet af Morten Rasmussen – hvorefter Kasper Kure kunne score fra klos hold. 

Brandrup var kommet ind til sin debut i stedet for Álvaro, og når det irriterende kampforløb engang er glemt, vil det måske være dét man primært husker kampen for. Uden at skulle lægge for meget pres på den unge mand skal det herfra siges at det ligner en af de mest lovende spillere der længe er kommet fra Peter Bangs Vej. Han vil næppe være specielt begejstret for sin debut, hvor man slet ikke nåede at se til hans kvaliteter, men han er en meget komplet spiller med både fysik, teknik, hurtighed og hoved i orden, så det ville undre meget om vi ikke kommer til at se mere til ham – og det højst sandsynligt snart.

Brandrups situation påvirkes dog også af det helt store tvivlsspørgmål for tiden: Hvilken midtbane står vi med når transfervinduet lukker? Det er lykkedes at skaffe nogle yderst snusfornuftige byggeklodser til holdet i løbet af sommeren, men når det gælder det offensive spil, er det stadig som om arkitekten mangler. Hans Backe har endnu en gang vist at han er en træner som er rigtig dygtig til at indarbejde en solid basis på kort tid, specielt bagerst på banen, men usikkerheden omkring angrebsspillet, og om hvem der skal føde angriberne, begynder at tårne sig op for alvor. Og i betragtning af at spillet lige foran modstandernes felt muligvis er det sværeste at få til at fungere i fodboldspillet overhovedet, kunne det se ud som om d'herrer Backe og Holmstrøm står over for at skulle finde en spiller som passer ualmindeligt godt til resten af holdet for at få det til at fungere på så kort tid som vi har, før det går løs i Europa igen. Faktisk vil undertegnede gå så langt som til at sige at risikoen for fiasko er overvældende.

Men allerede i denne uge får vi første smagsprøve på Europa ved at møde Carmarthen Town fra Wales – et hold som selv vores fremgangsrige 2. divisionshold vel næsten burde kunne slå! Og bliver det med Elrio på den centrale midtbane, må vi i hvert fald håbe at han passer på benene, for det skulle undre om et klassisk britisk hold ikke straks lurede muligheden for at sætte ham ud af spillet ved at få ham op at flyve med en dommedagstackling. Og det af en type som Thomas Lindrup næppe kunne præstere om han prøvede. Men selvom der ikke kom svar på så mange ting i weekendens kamp, og da slet ikke omkring pasnings- og gennembrudsspil, må forventningen være en klar sejr. Efter for andet år i træk at have sat ligaens bundprop i gang med en uafgjort, kan det trods alt ikke passe at vi nu også skal til at sætte walisisk fodbold igang på europæisk plan.


UGENS DETALJE... er flerdobbelt, idet den udgøres af to farlige frispark af André Bergdølmo. At han skulle have et så præcist spark på dødbolde, var nyt for undertegnede, men lad ham da endelig holde stilen og blive ved med at ramme målet. En farlig frisparksskytte kunne være en meget velkommen fornyelse i det københavnske, og at der omsider forsøges at sparke skruet forbi muren – i stedet for igennem den – er en glædelig afveksling fra tidligere.

 

Tilbage til oversigten