Uge 31/2005: At gøre en dyd ud af nødvendigheden

 

Af  thunder

I sidste uge konstaterede min kollega Simon, at FCK var resultatmæssigt vel undervejs, men at det spillemæssige ikke var noget at råbe hurra for – og at vi stakåndede fans oven på en nær-rædselssæson og efterfølgende hovedrengøring i truppen, nu måtte vente og se hvad den kommende tid bragte. Der var- og er så mange nye spillere, at det var svært at sige noget om, hvor stærkt FCK egentlig stod, og to kampe mod sæsonstartsvage AaB og i-det-hele-taget-svage Horsens afslørede ikke meget.

Jeg må supplere Simon med at sige, at kampen i Farum heller ikke var nogen åbenbaring i retning af at få svar på, hvor FC København bevæger sig hen i dette efterår. Holdet synes stadigvæk mest af alt at indstille sig på at forbedre sig en smule fra kamp til kamp og så i øvrigt satse på at en blanding af organisation og individuelle kvaliteter er nok til at hale smalle sejre i land.

Hans Backe havde mod FCN givet debut til det norske nyindkøb André Bergdølmo, hvilket havde sendt Lars Jacobsen tilbage i sin vante højreside og Ole Tobiasen helt ud af truppen. Derudover var opstillingen identisk med den, der indledte kampen mod Horsens, og det betød, at vi igen ville forsøge at spille med Elrio van Heerden forskudt fremad foran en tre-mands midtbane bestående af Bergvold, Linderoth og Silberbauer. Det var ikke nogen entydig succes.

Efter en rodet indledning på kampen, hvor begge hold via højt boldpres forsøgte at stresse opspillet mod modstanderen, var det FC Nordsjælland, der hurtigst fik fat. En kraftigt medvirkende årsag til, at FCK ikke rigtig fik sat sig på spillet var, at FCN dygtigt spillede uden om de tre forsvarende midtbanespillere hos FCK. Ja, jeg skrev tre forsvarende midtbanespillere, for Elrios indsats er ærligt talt ikke værd at tælle med her. Sydafrikaneren deltog kampen igennem stort set ikke i det defensive arbejde, hvis ikke bolden var i umiddelbar nærhed af ham. Problemet var stort set det som Simon skitserede i sin klumme for en uge siden: Elrio fylder meget lidt i det defensive arbejde – hans tilbageløb ved boldtab er f.eks. tæt på det ligegyldige - og det betyder, at de øvrige tre midtbanespillere hurtigt forfalder til at trække sammen mod midten, hvis ikke Linderoth efterlades alene i maskinrummet. Det betød en del plads til FCN at boltre sig på, og det udnyttede nordsjællænderne egentlig hæderligt i de første 15-20 minutter til at spille nydeligt kombinationsspil, som FCK måtte løbe en del for at dæmme op for. Især var FCNs backs flinke til at løbe med frem, og det skabte problemer i siderne hos FCK.

Det resulterede dog kun i et par nær ved og næsten chancer, dels fordi FCN trods alt ikke er nogen formidabel modstander, dels fordi der generelt blev lukket pænt af i bagkæden. Vi gav ganske vist et par unødvendige hjørnespark væk, men med tanke på, hvordan forsvaret så ud sidste efterår, ja så synes dette efterårs FCK-defensiv langt stærkere. Gravgaard og Svensson havde styr på det meste, Jacobsen havde sit hyr med FCNs Eggerts og Pearce, men fik holdt sin side nogenlunde, og ude på FCKs venstrebackplads fik Bergdølmo en hæderlig debut. Det var tydeligt, at nordmanden var rusten, ganske som det er tydeligt, at vi i hvert fald ikke har hentet mere fart til venstresiden. Til gengæld fik Bergdølmo vist, at han har et glimrende overblik i spillet med bold og en fin sparketeknik. Bergdølmo fik også demonstreret, at han kan tackle igennem. Det gik ud over Nordsjællands Anders Due, der modtog en syngende herretackling, da der var gået omkring et kvarter. Due faldt efter tacklingen lidt uheldigt ned på en i forvejen småskadet skulder, og måtte kort efter lade sig udskifte. Det var uheldigt for FCN, for Due havde indtil da været en af nordsjællændernes bedste.

København kom efter det indledende kvarter bedre med i kampen, og vi havde allerede inden haft et par halve chancer. Generelt kom spillet i den sidste halve time af første halvleg til at være en lidt rodet omgang, og man skulle kigge langt efter organiseret FCK-opspil. Den kendte basis-stil med lange bolde frem mod angriberne, var atter en gang en ofte brugt strategi hos københavnerne, men det var tydeligt, at man også forsøgte at iscenesætte Elrio som den, der skulle flytte spillet frem på banen. I den rolle gik det sådan set ok for vores diminutive offensivspiller; Elrio var en stor del af drivkraften fremad banen i første halvleg, hvor en ellers anonym Silberbauer først mod slutningen af halvlegen bidrog med et par af sine klassiske ryk i højre side af banen. Ideen med at bruge Elrio som kreativt, spilfastholdende element er sådan set til at forstå, og han viste i glimt kampen igennem, hvad han er god til, både i form af lange drives med bolden og som spilbar station på FCNs banehalvdel. Alt i alt kom Elrio dog til for lidt i går, og med tanke på de åbenlyse defensive brister der er en konsekvens af at have Elrio på banen, er det spørgsmålet om ikke Backe enten skal forsøge at få folk som Linderoth, Kvist, Bergvold, Røll eller Silberbauer til at korrigere mere defensivt for Elrios manglende tilstedeværelse eller sørge for at det længe ventede nyindkøb til midt-midt pladsen materialiserer sig som en spiller, der har både offensive og defensive kvaliteter. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke tror, at Elrio kan udfylde pladsen på midtbanen, når først modstanderne bliver mere frygtindgydende end Horsens, FCN eller Carmarthen. Så megen plads som både Horsens og FCN har fået, skal man nok næppe give hold som Viborg, FCM eller Silkeborg, for slet ikke at tale om BIF eller gode europæiske modstandere.

I venstre side af midtbanen sled Martin Bergvold hæderligt for det, men en tackling af Allan Olesen omkring den halve time satte en stopper for Bergvolds videre deltagelse i kampen. Ind kom William Kvist og uden at det skal lyde som en bebrejdelse mod det unge stortalent, så døde enhver form for kreativitet i venstre side lige så stille efter den indskiftning. Kvist er en lovende spiller men han kommer formentlig aldrig til at være overbevisende i venstre side af midtbanen, og da slet ikke, hvis han skal forsøge at udfordre, som Silberbauer skal det i højre, for den type spiller er han ikke.

Således gik meget af halvlegen med en blanding af aggressiv boldjagt og tilløb til chancer fra begge hold. Både FCN og FCK fik tilkæmpet sig en del dødbolde, og som halvlegen skred frem, lå det mere og mere i luften, at det var via en sådan, at der skulle komme mål. Det kom da også kort før pausen, da Álvaro fik prikket bolden ind i en klumspilssituation, der kom efter et hjørnespark i højre side.

Anden halvleg var i det store hele som første, bortset fra at FCK generelt var endnu mere generøse med pladsen på banen i de første 20 minutter af anden halvleg. Det gav udligning efter kun en 2-3 minutters spil, da Mads Junker fra kanten af feltet bankede bolden forbi Jesper Christiansen i målet. Junkers mulighed var resultatet af et flot opspil men også et opspil der kom i stand, fordi presset på midtbanen var ikke-eksisterende og såvel Bergdølmo som Gravgaard så skidte ud placeringsmæssigt.

Nordsjælland fik yderligere et par chancer i anden halvleg men de formåede ikke at kapitalisere af en noget vaklende FCK defensiv. Spillet bevægede sig hen imod en mere tilfældig boldomgang, hvor holdene veksledes til at forsøge sig med angreb uden at der kom det helt store ud af det. FCK fik et pænt overtag i de sidste 15-20 minutter, efterhånden som FCNs kræfter langsomt begyndte at rinde ud og vi fik et par gode men halve muligheder. Ganske som i første halvleg blev det dog mest til opløb til chancer, ikke mindst fordi FCNs midterforsvarspar Michael Ribers og Francis Dickoh gjorde det godt.

Det kunne såmænd godt have lignet en uafgjort, hvis ikke det var fordi, at man jo ved, at vi altid vinder mod Farum/FC Nordsjælland. I sidste sæson ventede vi i to kampe i Farum indtil de sidste minutter af opgøret til at score det afgørende mål og det samme mønster gentog sig i denne kamp. Der manglende under fire minutter af den regulære spilletid, da Bo Svensson med et par træk op i banen startede et af de bedste københavnske angreb i hele kampen. Det tog ikke lang tid, men tre hurtige afleveringer senere var FCNs forsvar splittet ad og bolden lå bag Kim Christensen til en københavnsk 2-1 føring. Bo spillede Allbäck, der spillede et-to med indskiftede Peter Ijeh, for så at trille bolden i nettet fra nært hold. Det var en sekvens, der kunne have signaleret klasseforskel, havde der været flere af den slags eller havde det varet længere end få sekunder. Nu var det bare det afgørende mål. FCN havde nemlig ikke rigtig mere at byde på, og en i øvrigt skidt dommer Michael Wulff kunne fløjte kampen af godt 6 minutter senere.

Hvad kan man så bruge sejren mod FCN til udover naturligvis at glæde sig over, at vi nu har ni point for tre kampe, hvilket vi meget sjældent oplever med et sæsonstartende FCK? Marcus Allbäck sagde til Berlingske Tidende, at ”tre middelmådige indsatser og tre sejre, [vel] siger... noget om holdets kvaliteter og styrke”. Det har den gode svensker sådan set ret i, men kvaliteterne har først og fremmest bestået i en rimelig organisation, en fornuftig fysisk indsats og gode indsatser helt fremme og allerbagerst på holdet. Det er disse basale dyder samt en meget venlig turneringsplanlægning, der først og fremmest ligger til grund for den resultatmæssigt gode sæsonstart. Til gengæld er det svært at se, hvor langt de spillemæssige kvaliteter hos FCK egentligt rækker. Det er sådan set også vært at se, hvor vi egentlig er på vej hen. Der er spørgsmålet om, hvorvidt vi får en ny midtbanespiller, og efterfølgende om vi stadig skal spille med den diamantlignende opstilling, der har været foretrukket indtil nu. Der er spørgsmålet om, hvorvidt spillet egentlig skal lægges an på andet end den kværnende stil, som vi seneste så i dele af efteråret og foråret i sidste sæson. Der er også en Ståle Solbakken, der spøger i kulissen og følgende et spørgsmål om, hvad Backe egentlig skal bruge dette efterår på. Det eneste der synes åbenbart er, at vi naturligvis skal have spillet til at hænge bedre sammen, hvis vi skal gøre os håb om at ligge godt til i mesterskabsstriden, når efterårssæsonen går på hæld.

Vi får næppe et svar på spørgsmålene i de næste par uger, for nogle af spørgsmålene vil næppe besvares før til vinter og andre kan næppe besvares på en uge eller to, men heldigvis fortsætter det nådige sæsonprogram. I de næste to uger gælder det i ligaen det måske svageste AGF hold nogensinde i tiden med professionel fodbold og den anden oprykker med det visuelt græsselige navn Sønderjyske. Uden at forklejne begge hold, er det kampe som vi burde kunne vinde eller i det mindste undgå at tabe ved at spille stort set lige så middelmådigt som vi har gjort indtil nu. I Europa møder vi inden for samme periode walisiske Carmarthen og med al respekt i behold for walisiske sekundahold, så er Carmarthen formentligt et hold, som selv vores nyoprykkede KB-mandskab burde kunne vinde over.

Backe og co. har derfor tre uger til for alvor at få styr på holdet og spillet igen. Til den tid kommer Viborg til Parken, og de bliver fulgt af Silkeborg, hvorefter vi får fem kampe mod medaljeaspiranter. Mandagstrænerens bud er derfor, at vi omkring starten af oktober måned vil have et hæderligt billede af hvor vi står såvel spille- som resultatmæssigt og at det skal blive spændende at se, hvor godt holdet kan nå at blive rystet spillemæssigt sammen her over de næste tre uger.
UGENS DETALJE .. Denne uges detalje er Tobias Linderoths smukke hæltackling. Det er en lille detalje, som man sikkert kun sætter pris på, når man som jeg ser den for anden gang på TV, men smuk var den nu: Linderoth synes at blive snydt af en nordsjællænder, men han snurrer rundt og fisker bolden fra FCN-spilleren med sin hæl – og det på sådan en vis, at han faktisk er i fremdrift og kan vende spillet. Havde Linderoths næste aflevering ikke været ganske håbløs, havde denne lille sekvens måske været andet og mere end bare en pudsighed, der her blev udvalgt, for der var hele to FCK-angribere, der lå forholdsvis fri af markeringerne.


Tilbage til oversigten