Uge 15/2005: Kunsten at tabe og vinde mod BIF


Af  thunder

Det er sjældent, at man som Mandagstræner får lov at skrive om to opgør i træk mod den samme klub, og denne gang er det endda to opgør mod Vestegnens Kolossale Stolthed. I tilgift er der også tale om to opgør, der i den grad illustrerede præcist hvordan man skal og ikke skal spille, hvis man gerne vil slå BIF med andre midler end Brøndbys egen utilstrækkelighed krydret med lidt held. Yep – det kan være herligt at være Mandagstræner.

Det første af ugens to opgør stod sidste onsdag, og det var på Brøndby stadion. Her led FC København et fortjent 1-0 nederlag, og som kampen udviklede sig, var det resultat såmænd ikke et, som København skulle være alt for kede af, for vi var aldrig rigtig på omdrejningshøjde med SBUs flagskib. Faktisk blev FCK i anden halvleg mere eller mindre spillet ned i en grad, så man kunne have bange anelser før søndagens rematch i ligaregi. Led man som københavner i de følgende dage af pludselig mismod eller som BIFfer af nyfunden overmod, så blev man dog hurtigt kureret, for søndag var rollerne godt og grundigt byttet om, og Byens Hold viste på en halvleg præcist hvordan man kunne reducere ligaens førerhold til en flok statister i en omgang effektivt københavnsk presspil, krydret med angreb af internationalt tilsnit. 3-0 til hjemmeholdet endte den kamp som bekendt, og dermed har FC København for alvor – og trods alt noget overraskende – meldt sig ind i kampen om guldet efter kun fire runder af forårsturneringen. Ja, denne Mandagstræner er forårskåd som sjældent før, for det er sgu’ en bedrift at starte forårssæsonen med 4 ligasejre og en målscore der hedder 13-1. At resten af SAS-ligaens hold fortsætter den stil, der har fået bartenderne i vores lokale knejpe til at omdøbe ligaen til Maltaligaen gør så bare tilstanden ekstra salig. Det er dog stadig det genrejste FCK, der indtil videre gør hele fodboldforåret til en fornøjelse.

Inden jeg kommer for godt i gang, så lad mig da lige kort hive jer med tilbage til FCKs indtil videre eneste nederlag på dansk grund i 2005. Som sagt fik BIF det bedste udgangspunkt i DONG-cup’en, da de vandt 1-0 på hjemmebanen i Brøndby og i øvrigt demonstrerede nydeligt spil især i anden halvleg.

FCK valgte at spare et par spillere i pokalopgøret, idet Bo Svensson og Zuma stod over med småskader lige som Magne Hoseth fik en pause. Jesper Bech startede kampen som venstre midt. Rokeringerne betød, at vi stillede op med en meget stationær angrebsduo i Peter Møller og Álvaro Santos. En duo der som udgangspunkt må formodes at skulle være tiltænkt rollen som ”slagsbrødre” overfor BIFs midterforsvar. Det gik mildest talt ringe kampen igennem. Ingen af de to angribere formåede at sætte sig igennem mod Per Nielsen og Daniel Agger, og de formåede heller ikke at holde i bolden, så de kunne agere første spilstation i det opbyggende spil. Alt i alt havde BIFs bagerste en relativt rolig dag, og det betød rimelige vilkår for BIFs indledende spil med bold. Det så derudover ud til, at Backe havde dikteret forsigtighed for det var generelt småt med angrebslysten fra FCKs side, mens BIF effektivt trykkede på. Det lignede, at Backe har valgt en taktik, hvor FCK skulle lure på de få chancer som de to tanks og et par gennembrudsstærke fløje uværgeligt måtte komme til og hvis det var taktikken, så var den nær ved at give bonus, da Jesper Bech i onsdagens mest fremtrædende enkelte FCK-præstation saksesparkede et indlæg på stolpen. I den anden ende havde BIF et par chancer for meget i en første halvleg der ellers mest bød på en del tilløb til pænt spil fra BIFs side og en masse løberi fra FCKernes side.

I anden halvleg brød vores midtbane så sammen. Forskellen på første og anden halvleg bestod egentlig i et par enkelte magtskifter på banen, der samlet set fik stor betydning. For det første skiftedes Jonas Kamper ind for Brøndby, for det andet stod vores midtbane virkelig skidt gennem store dele af anden halvleg. Den centrale midtbane fik ikke lagt det tidligere pres mod BIFs opspil og ingen af de fire midtbanefolk fik rigtigt støttet op bagude. Det betød bl.a. at Kamper fik lov at løbe en mod en overfor PC, og lige præcis det er noget af det lidt, som Kamper er god til.

Det lignede egentligt, at Backe forsøgte at rette op på såvel ubalancen på midtbanen som de næsten fraværende frontløbere. Allerede 10 minutter inde i anden halvleg blev Jesper Bech flyttet op som en mere bevægelig angriber i stedet for en dorsk Álvaro, der blev byttet med Bergvold. Álvaro skulle i øvrigt tage en fornem revanche for den ringe indsats senere på ugen. Det vender jeg tilbage til.

Den første udskiftning hjalp ikke synderligt, og det gjorde de to næste såmænd heller ikke, selvom der også her var tale om hhv. forsøg på at stabilisere midtbanen og forsøg på at gøre den forreste duo mere boldfast. Hvad andet vil man ellers lægge i en udskiftning af Silberbauer med Traoré og en udskiftning af en træt og lidt modløs Jesper Bech med Magne Hoseth. Ideen var tydeligvis at prøve at komme til at presse lidt bedre, flytte spillet en smule frem på banen og så i øvrigt at have mindst en spiller helt fremme, der kunne holde i bolden, så BIF ikke fik så nemt ved at erobre og genetablere presset.

Det lykkes som bekendt ikke. Vi endte med at tabe, da Morten Skouboe til sidst ikke kunne klare at brænde flere chancer. Kampen som helhed var en smule chokerende, ikke så meget fordi vi tabte, men fordi BIF var det klart bedste mandskab på banen. Det lignede faktisk efterårets 1-3 nederlag i Parken så meget, at det var bekymrende. Fire dage senere kunne man så konstatere, at bekymringen var helt unødvendig, for der var en verden til forskel på den præstation som FCK søndag lagde for dagen i Parken.

Når kunsten at tabe til BIF består i – sådan lidt populært sagt – at give deres wings for meget plads, deres midterforsvar for nemme betingelser og så i øvrigt i ikke at gøre rummet omkring den centrale midtbane kompakt nok, ja så siger det næsten sig selv, at kunsten at besejre Brøndby inkluderer de omvendte dyder. Søndag afviste et meget kompakt FCK-hold og en ekstremt bevægelig og oplagt FCK-angrebsduo på fornemste vis BIF med en solid 3-0 sejr.

Sidste uges mandagstræner anbefalede, at man holdt øje med, hvordan det ville gå Ole Tobiasen på højre backpladsen, og den danske sportspresse fokuserede ligeledes på FCKs backpladser som holdets svage punkt. Det viste sig nu at være Brøndbys backs, der så mindre gode ud – ja for Asbjørn Sennels vedkommende var der tale om decideret rædderlige 45 minutter. BIF måtte stille op uden karantæneramte Daniel Agger og kombinationen af en uprøvet Thomas Hansen og en usikker Asbjørn Sennels var guf for en revitaliseret Álvaro, som var alt andet end flink i de første 20 minutter. Det resulterede i to oplæg til scoringer, det første mål blev sat ind af en Zuma, der næppe er set bedre i hele denne sæson, mens det andet blev sat ind af Hjalte Nørregaard. Efter 20 minutter var kampen allerede så godt som afgjort, i hvert fald hvis man forleder sig til at slutte ud fra de indbyrdes opgør mellem FCK og BIF indtil nu. FCK har aldrig sat en tomålsføring mod BIF over styr, og det skete som bekendt heller ikke denne gang. For så vidt angår backproblemet, så var det denne søndag ikke-eksisterende for FCKs vedkommende. Både PC og Ole T. gjorde det upåklageligt.

Som nævnt var bevægeligheden og boldsikkerheden hos angrebsduoen den første væsentlige forskel fra onsdagens pokalopgør. Kampen igennem tvang Álvaro og især Zuma BIFs bagerste til hele tiden at være i bevægelse ved at søge de frie rum i stedet for – som de i langt højere grad var tilfældet i pokalkampen – at prøve at slå sig gennem BIFs midterforsvar. Den forskel kan man naturligvis kalde for den altafgørende forskel, kampens udvikling taget i betragtning, men jeg vil nu godt fremhæve det generelle midtbanearbejde samt FCKs suverænt mest udskældte position – målmandsposten – som faktorer, der havde mindst lige så stor betydning.

FCKs midtbane holdt Brøndby i et jerngreb i første halvleg. BIF kom aldrig til at spille det kombinationsfodbold, som de viste om onsdagen og de kom tilsvarende aldrig til at stå således på banen, at deres wings for alvor kom i spil. BIF havde stort set kun et kvarter af anden halvleg, hvor de for alvor så ud til at kunne bringe sig tilbage i kampen, og der havde vi så en meget vågen magyar. Lad gå at Rabocki lavede et par TV-redninger som man vel næppe skal falde i svime over, men vores ellers så forhånede keeper præsterede generelt en meget sikker indsats og en fremragende redning på Elmanders friløber. Det lader til, at Rabo og forsvaret efterhånden har lært at tale sammen og tilbage er der efterhånden kun at ønske, at magyaren lærer at cleare bolden bedre, og at vi på lægterne lærer at acceptere, at han nok aldrig bliver en dominerende skikkelse ude i feltet. Når det sker – og hvis Rabo i øvrigt kan holde det niveau han på nær en enkelt kamp har vist i 2005 – ja så ender det måske alligevel med, at Holmstrøm kan blære sig med at have indkøbt en habil keeper. Naturligvis vil det kræve noget af en historieomskrivning, men den slags er vores lettere koleriske sportsdirektør nok mand for, hvis det skulle være.

Mens vi nu er ved katastrofeindkøb der måske alligevel viser sig at være helt ok, så kan jeg passende fremhæve Tobias Linderoth, der mod BIF leverede en pragtindsats. Mange – også vi mandagstrænere – har været efter svenskeren for at vise alt for lidt, men efterhånden synes Linderoth at have fundet sig tilpas i rollen som fejekosten på FCK-holdet, og når han som mod BIF i den grad bidrager til at slå BIFs spil i stykker, ja så er det svært at udsætte noget på manden. Han bliver aldrig den balancespiller, som Erik Mykland var, og det gør Hjalte heller ikke, og derfor er en sammenligning af Nørregaard-Linderoth med Mykland-Nielsen duoen nok ikke relevant. Faktum er dog, at vi synes igen at have fået en meget slagkraftig midtbaneduo, og det er noget, som Backes system så afgjort er afhængig af. Der er for mig at se ingen tvivl om, at de tre midterakser – de formstærke angribere, den knoklende midtbane og det nye velspillende makkerpar i forsvaret bestående af Bo Svensson og Dan Thomassen – er helt centrale for, at FCK fortsat kan holde dampen oppe.

I den kommende tid får vi travlt, for med sejren har vi på mirakuløs vis fået spillet os tilbage i kampen om mesterskabet og vi har derfor nu muligheden for rent faktisk at præstere en form for treble, hvis vi tæller Royal League med. Det ville være en triumf uden lige, om det kunne lade sig gøre, men midt i al glæden kan man dog notere sig, at skaderne så småt begynder at tårne sig op. Silberbauer er ude i fire uger, Bo Svensson har problemer med sin fod og det samme har Peter Møller. Det er tre folk, som vi måske nok kan klare at undvære, men det er trods alt på hver deres måde tre vigtige spillere for FCK her i foråret, og med det stramme program, vi har foran os, kan truppen let komme til at blive strukket til sit yderste. Spørgsmålet er derfor: Går vi efter det hele eller vil vi nu prioritere ligaen på bekostning af de to andre turneringer? Det første svar på dette spørgsmål kan vise sig allerede torsdag aften, hvor vi tørner ud mod Rosenborg langt oppe i Nordnorge. Den udtagne trup indikerer, at vi måske stiller med et halvt ungdomshold eller i hvert fald et par marginalspillere, hvilket vil være det samme som at sige, at vi ikke længere satser på Royal League. Hvad det ender med deroppe i Norge, må næste uges mandagstræner elaborere over, men jeg håber nu, at Backe koncentrerer sig om ligaen, der for mig at se er sæsonens fornemmeste mål (og så skal vi da heller ikke glemme muligheden for at begå det historiske at indhente et 16 points forspring). Det bliver den rene gyserforestilling fra nu af, og indtil BIF enten er hentet, eller igen har skaffet sig 3-6 point yderligere afstand til FCK. I den forbindelse bliver det også interessant at se, om FCK formår at holde dampen oppe, nu vi går to kampe i møde, hvor vi både er inde i guldkampen og er favoritter på banen, når vi møder AGF og – såfremt vi vinder mod århusianerne - mod FCN. Nå, ja, og så er der også lige endnu et opgør mod Vestegnens Falmede Stolthed der skal overstås.

At tænke sig: Det er knap en måned siden jeg havde opgivet mesterskabet og blot håbede på, at FCK ville byde os på hæderlig fodbold i foråret. Nu må jeg æde min pessimisme og i stedet nyde fremgangen. Det er ikke kedeligt at være Mandagstræner i Maltaligaen.
UGENS DETALJE ...foregik i Bergen i den forgangne uge og involverede to journalister, en sportsdirektør, en norsk angriber og dennes agent, et kamera, et muligt spark efter løgposen, et akvarium og en del forbløffede nordmænd. Brugte Johnsen FCK til at lægge pres på Rosenborg? Var vi tæt på at skrive kontrakt med en 31-årig tankangriber? Hvem ringede egentlig efter politiet? Der er mange spørgsmål og de fleste bliver formentlig aldrig besvaret, men Olmstrøm sørgede da for helt at overgå Zumas lækkerier og Svärds skallesmækkeri med sin koleriske adfærd. Jeg ved snart ikke om det er mest pinligt eller mest morsomt, men opsigtsvækkende, det var det.

 

Tilbage til oversigten