...i hvert fald i SAS-liga
regi, eftersom forårssæsonen blev
sparket i gang i den netop
overståede weekend. Det er jo ellers
ikke fordi man just mærker forårets
komme her til lands, og ganske efter
traditionen, var der både aflyste
kampe og kolde fødder på diverse
SAS-ligastadions rundt omkring.
Således frøs de sikket også i
Viborg, hvor forårssæsonens første
kamp udspillede sig, og hvor
hjemmeholdet mødte AGF og vandt 2-1.
Grunden til at Mandagstræneren indleder med at nævne et møde mellem to jyske mandskaber er såmænd, at denne kamp satte et par ting eller to omkring FCKs indsats i perspektiv. For kampen mellem Viborg FF og AGF var faktisk som de indledende forårskampe er flest. Spillet vekslede mellem det direkte ringe, og det hæderlige med en eller to gode aktioner undervejs og enkelte generelt gode præstationer. Hovedsageligt var det dog tydeligt, at det var to hold, der først lige skulle i gang, hvorfor kampen i sig selv ikke just var nogen nydelse at følge – heller ikke fra den magelige sofaposition, hvor kulden var behagelig fjern. Denne mandagstræner nåede i hvert fald både at ryste på hovedet over spillet og småblunde en smule.
Firetyve timer senere var der helt anderledes positive takter at se i hovedstaden, hvor FCK, nedspillede FC Midtjylland og sendte SAS-ligaens nr. 2 hjem til heden med en 4-0 sejr. Det var på sin vis sæsonens mest overbevisende indsats fra det københavnske mandskab, og selvom man måske godt kan tillade sig at nævne, at indsatsen kom på en lidt billig baggrund, så er denne mandagstræner alligevel ekstra fornøjet og forventningsfuld på forårets vegne. Det skal jeg vende tilbage til om lidt, for inden jeg kommer til kampen som sådan, så vil jeg nævne et par årsager til den udeblevne jyske modstand i Parken.
FCM har før drillet os i Parken, men det var måske ikke så overraskende, at de slet ikke kunne være med i søndagens opgør. Nu skal man ganske vist passe på at udnævne en FCK-sejr som værende noget der kom ”fordi det andet hold var elendigt”. Det er en tendens, der ind i mellem kigger frem hos os forventningsfulde københavnere. Når holdet vinder, så var de andre dårlige, og når FCK taber, så er det FCK, der var dårlige. Alligevel må det være på sin plads at undskylde Erik Rasmussen og kompagni en smule. Midtjylland var som bekendt uden Zidan og Peter Skov-Jensen, der begge er rejst til Bundesligaen. Erstatningen David Nielsen havde karantæne før kampen, og Midtjylland var derudover plaget af skader hos især deres offensive kræfter i skikkelse af Frank Kristensen og Claus Madsen, ligesom deres solide forsvarsspiller Søren Skriver manglede til dagens kamp. Det var dermed et lettere amputeret midtjydsk mandskab der dukkede op i Parken.
Alligevel er der grund til at rose FCK mandskabet, for vi har før set FCK underpræstere slemt mod hold, der på forhånd syntes svækkede og hvor vi derfor burde have en god chance for sejr. Det skete ikke denne søndag, og den allervigtigste grund til det overhovedet, synes at være FCKs deltagelse i den blandt fans lidt stedmoderligt behandlede vinterturnering Royal League. Den turnering har været rigtig gavnlig for FCK på mere end en facon.
Det var tydeligt kampen igennem, at København simpelthen var længere fremme rent formmæssigt end Midtjylland, der med Razak Pimpong som nærmest eneste undtagelse, så ud til at have besvær med vintertunge ben og i øvrigt manglende skarphed. Det kneb selv for erfarne spillere som Michael Hansen og Thomas Frandsen at få skik på spillet, og det københavnske tempo i især første halvleg var simpelthen for højt for FCM-spillerne. Det forhold kan, mener jeg, ret entydigt forklares ved, at FC København i en måned op til kampen har spillet betydende kampe mod hold som Rosenborg, Brøndby og Göteborg, alt i mens FCM har fulgt den normale opstartsfase med ligegyldige træningskampe. Så Royal League har uden tvivl givet en fordel til de danske deltagere frem for de øvrige hold i SAS-ligaen, og måske dette vil blive et tema fremover, hvis turneringen overlever. Altså, at vi vil se de relativt faste deltagere i Royal League som FCK og BIF formmæssigt profitere af turneringen i ligakampe i starten af foråret. Og dog, vil nogen måske påpege! Efter bulletinerne at dømme var kampen mellem OB og Esbjerg ikke just en kamp mellem to mandskaber, der var forud i formkurven, og ude på Brøndby Stadion kunne hjemmeholdet trods den Royal League fordel, jeg netop har fremhævet, ikke formåede mere end en uafgjort mod AaB.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor OB, EfB og BIF ikke formåede at starte bedre, end de gjorde, men det er min overbevisning, at FCK har draget fordel af Royal League på mere end en måde, og således har fået det optimale ud af bastarden mellem en træningsturnering og et skandinavisk mesterskab. Ikke kun er holdet kommet hurtigt over vinterpausen – det har også været en kærkommen lejlighed til at genrejse et hold, der i efteråret var tæt på det totale kollaps. Det er forhold som både spillere og Backe har fremhævet, men hvordan kom det egentlig til udtryk i kampen mod FCM?
Vi så mod FCM et hold, der stod rigtig godt defensivt på banen. Man kan selvfølgelig igen pege på det forhold, at FCM stillede uden deres stærkeste offensive kort, men vi har før set, at den slags ikke just har fået FCKs forsvar til at virke dirkefrit. Det var det i søndags, hvor Midtjyllands første rigtigt farlige chance kom efter mere end en times spil, hvor Pimpong var tæt på at finde Dennis Sørensen med et indlæg, efter at han var kommet alt for nemt af sted i en FCM-kontra. Igennem hele kampen virkede de fire bagerste påpasselige og sikre – eller som Backe ynder at sige det, tydelige – i deres indgreb. Jeg vil især fremhæve Dan Thomassen, der kampen igennem var altdominerende i luftrummet og sikker i sin indgriben i øvrigt, og som måske burde have været Man of the match.
Længere fremme på banen fungerede presspillet uden bold såvel som det mere direkte spil med bold. I hvert fald i de omkring 2/3 dele af kampen, hvor FCK for alvor satte tempo og tryk på. Michael Silberbauer fremhæves naturligt nok af flere aviser, og han var med to mål, en assist, flere andre glimrende aktioner og en stor arbejdsradius også en nydelse at følge. Det samme var Tobias Linderoth. Vores udskældte svensker synes ganske som Silberbauer at have fundet sig selv i takt med at holdet generelt over vinterens kampe er blevet stabiliseret. Han bliver aldrig nogen egentlig playmaker, den gode Linderoth, men efterhånden har han etableret sig som en effektiv fejekost, der oven i købet ind i mellem formår at sætte spillet hurtigt i gang igen efter en bolderobring. Mod FCM var Linderoth næsten fast placeret som hængende bag de tre øvrige midtbanespillere. Jovist gik han med frem en gang i mellem, men det var Hjalte der tog de fleste offensive løb, og det var Hoseth og Silberbauer, der formodedes for alvor at levere offensive detaljer sammen med Zuma og Álvaro i front. Hvilket også skete i en blanding af bolderobringer og hurtige efterfølgende aktioner, som f.eks. ved målene til 2-0 og 4-0.
Det opmuntrende ved sejren over FCM. er derfor ikke så meget sejren i sig selv eller det gode spil. Det opmuntrende er, at vi rent faktisk henter en komfortabel sejr gennem det spil, der også har givet succes i Royal League. Den altafgørende forudsætning for et forår, der kan bringe FCK på ret kurs igen er netop, at sejrene ikke kun kommer i stand via et regulært kollaps hos modstanderen, men via en konsistens og styrke i det spillet. Det var i høj grad tilfældet i søndags, og det mere end sejren i sig selv, tegner lyst for foråret. Omvendt vil jeg til sidst pointere, at FCM var svage, og den første egentlige styrkeprøve først kommer, når vi i starten af april møder OB, der har Royal League kampe i benene og formentlig kan stille med et kompetent mandskab.