Uge 50/2004: Var det dét?

Af BoNK

Søndag bød på årets sidste kamp, et lille appendix til sæsonen med et Royal League-opgør mod Brøndby. I deres store visdom har turneringens fædre planlagt det sådan at nr. 1 og nr. 2 fra hver liga skal møde hinanden i gruppespillet, med slet skjulte intentioner om at det primært skal give nogle flere opgør mellem FC København og Brøndby. Set herfra er det bare en irriterende idé, for det udvander opgørets betydning – specielt når vi nu til foråret sandsynligvis skal spille hele 5 gange mod Brøndby. På en halvsæson!

Men det har vores misantropiske naboer i Stamværtshuset vist allerede brokket sig rigeligt over. Herfra er tilgangen til Royal League, specielt efter den gode start på turneringen, lidt mere imødekommende. Positivt skeptisk, som Østergaard vist fik formuleret det sidste forår. Og derfor indfandt Deres Vagthavende sig også i Parken for at følge opgøret søndag, modsat de fleste af gnavpotterne.

De kunne selvfølgelig heller ikke vide på forhånd at det skulle blive den måske mest underholdende kamp i Parken i dette efterår. Begge hold havde valgt noget nær stærkest tilgængelige opstilling og besluttede at gå til angreb fra start, hvilket gav en kamp hvor spillet føg frem og tilbage mellem felterne i højt tempo. København startede med disse 11:

Gall
Jacobsen - Svensson - Thomassen - Rooba
van Heerden - Linderoth - Nørregaard - Hoseth
Zuma - 32

Specielt i backkæden var der sket noget i forhold til hvordan vi sluttede den 'rigtige' sæson af: Ole T. og PC var blevet erstattet af de hurtigere og mere duelstærke Jacobsen og Rooba. Det hang nok primært sammen med at man gerne ville give dem chancen i den mere uforpligtende Royal League, men kan også hænge sammen med hvordan Brøndbys wingspil skulle matches taktisk – nemlig med backs som kunne matche deres wings 1 mod 1.

Tidligere var Backes succesformular mod Brøndby klar: De fire på midten skulle skubbes tæt sammen omkring Brøndbys tre centrale midter, mens backerne skulle stå bredt og højt, tæt på Brøndbys wings. Den formular synes man at være gået væk fra i dette efterår (som nævnt i en tidligere klumme), muligvis fordi Backe mener at Brøndby i sin nuværende udgave snarere spiller en art 4-4-2 med Skoubo og Elmander som de to angribere. Søndag så det nogenlunde således ud:

Zaza
Johansen - Nielsen - Hansen - Sennels
Svärd
Kamper - Retov - Kahlenberg
Elmander
Skoubo

Den gamle formular til at imødegå deres 4-3-3 syntes nærmest vendt om igår: van Heerden og Hoseth lå ganske bredt – og noget flagrende – på midtbanen, og omvendt skubbede Jacobsen og Rooba meget tæt ind centralt. Det gav en usædvanligt åben kamp på midtbanen hvor begge hold fik plads til at kombinere hurtigt og komme frem til modstandernes felt i løbet af kort tid. Og samtidig så vi mere midtbanebredde i det københavnske spil end vi har set længe. Særligt i omstillingsspillet – desværre begge veje, fristes man til at sige!

Et andet klassisk tema når vi møder Brøndby er dødboldene. Brøndby har godt nok været alvorligt svækket på det punkt efter at Wieghorst blev skadet, men de er stadig ikke rare at have med at gøre. Det viste sig dog ikke at blive helt så uoverskueligt et problem søndag. Backe havde valgt dén tillempede zoneopdækning som efterhånden har været standard i et stykke tid: 5-6 mand dækker zone lige foran mål, mens to-tre mand bliver sat til at markere modstandernes bedste folk i luften. Bemærkelsesværdigt nok var Hjalte tilsyneladende udset til at markere Per Nielsen, og han klarede det egentlig fint. Brøndby kom ikke til de helt store chancer direkte på deres dødbolde – heller ikke da Bo Svensson lige i starten af kampen klodset kom til at forære dem et hjørne på en tilbagelægning med hovedet – men helt ufarligt var det nu ikke.

Holdet er blevet styrket væsentligt på dødbolde med Thomassen – og set herfra desværre også med Kihlstedts fravær – i startopstillingen, men der er stadig flere af de gamle skødesynder tilbage. Holdet er blevet stærkere til at afvise den første bold, men andenboldene bliver stadig angrebet alt for lidt aggressivt, og for mange står og tøver og er usikre på om det er deres ansvar at få clearet bolden. Det var også tilfældet mod Brøndby, og i alt for mange tilfælde fik bolden lov til decideret at hoppe rundt midt i feltet før den kom ud af farezonen!

Offensivt så det også ud som om der var blevet arbejdet på sagerne. Det så ud som om man havde flere varianter, og særligt én sprang i øjnene. På et hjørnespark fra venstre i det 16. minut grupperede samtlige de københavnere, der var med fremme, sig ved forreste stolpe, minus Zuma og Elrio som placerede sig lige uden for feltet. Hoseths hjørne lå dog ikke præcist nok, og Retov kunne heade væk ved forreste stolpe, men var det lykkedes at få bolden snittet videre, havde Zuma faktisk ligget i en meget farlig afslutningsposition, da Brøndby tydeligvis var lidt forvirrede mht. hvordan de skulle dække op. Ærgerligt nok blev denne kombination dog ikke forsøgt igen, måske fordi den ikke lykkedes første gang.

I stedet måtte københavnerne så forlade sig på de knapt så døde bolde og det mere levende spil. Elrio van Heerden indtog hurtigt en hovedrolle i opspillet. Han virkede utroligt veloplagt; teknisk brilliant, med en hurtighed som synes forbedret – ligesom råstyrken – og med et overblik som næsten gav mindelser om Jesper Bech i foråret. Det meste af spillet kom til at foregå i hans side, og selv den primitive variant af basisspelet med den lange bold op i hovedet på 32 fik en elegant udformning, da 32 i højere og højere grad begyndte at heade boldene ud til højre til Elrio – i stedet for som vanligt bare at forlænge til Zuma i dybden.

Samtidig forsøgte begge hold sig med et højt pres fra starten af kampen. Det var ikke så overraskende at Brøndby gjorde det, for det gjorde de med stor succes i sidste opgør, men det var lidt mere overraskende at københavnerne forsøgte sig med det samme over for de omstillingsstærke folk i gult. Som allerede antydet var ingen af holdene dog helt så dygtige til det som tidligere set, og kampen blev meget åben. Skudstatistikken endte da også på 13-11 i københavnsk favør, og i skud inden for rammen endte stillingen sågar på 9-5, hvilket nærmest er forrykt for en kamp som ender 1-1.

Hovedmodstanderen i gult skulle vise sig at være den formstærke Johan Elmander. Fra sin position som hængende angriber truede han konstant københavnerne, og særligt udnyttede han sin gode fysik fremragende. Han var meget svær at få sat under pres, og med en midtbane som i forvejen stod rigeligt spredt, fik Elmander plads og lov til at lægge en hel del gode dybe bolde til medspillerne. Særligt de dybe bolde til Jonas Kamper i højre side var som ventet farlige – men her havde Hans Backe set rigtigt i at få Urmas Rooba på banen. Rooba har hurtigheden og nærkampstyrken til at matche Kamper og behøver ikke ligge så tæt på ham som så mange andre.

I enkelte situationer kom han dog til at se uheldig ud, og vores venstreside virkede i perioder som en si. I det 6. minut kunne Elmander således spille Kamper dybt, men Rooba fik klaret til hjørne. I det 23. minut var den gal igen, og umiddelbart så det ud som om Rooba begik en kæmpe fejl ved at give Kamper al for megen plads til at få en dyb stikning af Elmander – hvorefter Kampers afslutning blev reddet af Gall, mens Kahlenberg missede returen spektakulært. Imidlertid viste videokigningen i løbet af natten at Rooba faktisk gjorde det helt rigtige i situationen; hele backkæden var i ubalance fordi Jacobsen var med fremme, og Thomassen måtte skubbe op på Elmander som midtbanen ikke havde fat i. Det gav et enormt hul til at spille Skoubo fri lige foran mål, som Rooba imidlertid lynsnart skubbede ind og dækkede af – mens han til gengæld efterlod Kamper alene til højre, i en noget mindre farlig position. Så hvad der lignede en kæmpe brøler af Rooba var faktisk i stedet godt forsvarsspil – som da også blev belønnet ved at Gall flot klarede Kampers skud fra siden.

Elmander skulle dog alligevel blive Roobas nemesis – og endda på flere måder. I det 43. minut var Bo Svensson med fremme på en dødbold, og efter at en lidt bleg Hoseth havde sparket i muren, opfangede Elmander returen og tog et meget dynamisk ryk i højre side. Svensson kunne ikke helt følge med ham, og da Rooba – som garderede bagude på dødbolden – forsøgte at støtte ham, førte en åbenlys kommunikationsbrist til at Rooba i stedet kom til at screene Svensson, mens Elmander fortsatte sit ryk. Det følgende indlæg blev via en kikset clearing (som endda foregik delvist med hånden) af den tilbagehalsende Linderoth skibet i mål af Kahlenberg til en lidt ufortjent føring til Brøndby lige før pausen.

Og i det 59. minut endte det så helt galt for Rooba, som i en duel med samme Elmander godt nok vandt sig et frispark, men til gengæld fik hele hans tunge krop over sig – og fik noget der udefra lignede en forstrækning i baglåret. Dermed var kampen slut for hans vedkommende, men præstationen var forsigtigt lovende.

Hvis man skulle sige at Brøndbys føring ved pausen var fortjent, så skulle det primært være pga. Elmanders involvering, for man må indrømme at han var fremragende. Lidt på samme måde som vi så Álvaro være det i foråret. Og det betød da også at københavnerne så sig nødsaget til at gå ualmindeligt hårdt til ham. Første gang da Jacobsen lavede en halv nødbremse på ham i 35. minut og fik en advarsel – efter at have tabt bolden til ham på samme måde som vi så tit har set modstanderne tabe bolden til netop Álvaro – ved at undervurdere hvor svær han er at skærme af. Senere skulle både Thomassen og Svensson se sig nødsaget til at gå meget hårdt til ham, og Svensson var endda meget heldig med at slippe for et rødt kort for nødbremse efter det som i langsom TV-gengivelse skulle vise sig at være et regulært benspænd bagfra på en friløber som Elmander havde slidt sig til gennem tre-fire mand.

Elmander blev imidlertid – og til vores held – ramt af en uheldig tendens blandt mange dommere: Teknisk og/eller fysisk overlegne spillere får bare færre frispark end andre! Det synes at være en slags misforstået udligningstankegang fra dommerside; hvis en spiller er for god, skal modstanderen have lov til mere for at stoppe ham! Vi ser det gang på gang med Zuma og Álvaro, og denne gang var vi så bare heldige at det ikke gik ud over os selv at der var dømt Fri Jagt.

I pausen havde Backe angiveligt fortalt spillerne at bolden skulle holdes mere langs jorden, og offensiven kom da også til at fungere bedre. Endnu bedre, fristes man til at sige, for det havde egentlig slet ikke set dumt ud i første halvleg. Desværre løb man dog ind i et meget frustrerende træk ved dette efterår, for det har været svært for Backe at få både offensiv og defensiv til at fungere samtidig.

De sidste kampe i superligaen svingede pendulet mod defensiven. Der så man en midtbane befolket med spillere som Hjalte, Linderoth og Traoré på samme tid – mildest talt ikke verdens mest kreative konstellation, alle deres andre kvaliteter ufortalt. I årets sidste kamp svingede pendulet så over på en velfungerende offensiv, mens defensiven haltede alvorligt. Meget sigende var en situation i 51. minut hvor midtbanen endte med at stå så spredt og diffust at 32 måtte søge helt ned og hjælpe til som central defensiv midt! En situation hvor faren dog endte med at blive afværget.

Til gengæld kørte angrebene flottere og flottere. Kampens måske flotteste kom i 66. minut, hvor Tobias Linderoth med en flot spilvending fandt Elrio i højre side med en hård, flad aflevering, hvorefter Elrio lynsnart spillede 32 fri for mål i venstre side med en lige så hård og præcis aflvering. Den slags sideskiftende spilfordeling har vi set alt for lidt af i snart lang tid, og så var det næsten overvældende at se det udført så overbevisende. Desværre skød 32 lige på Zaza.

Efter at Zuma i 72. minut havde brændt en tilsvarende chance – opstået da 32 med hovedet fangede et skidt udspark af Zaza – kom holdets balance til at tippe helt. Jesper Bech blev i 77. minut sat ind i stedet for Linderoth, og Backe rykkede den flyvende Elrio ind på toppen af en diamant med Hoseth og Bech på kanterne, mens Hjalte tog den defensive midtbaneplads.

Umiddelbart er det svært at huske hvornår FC København sidst har præsteret en midterkæde med så massiv offensiv slagside? Den sene satsning (og desværre det følgende bagslag) mod Rangers i Parken rinder umiddelbart i tankerne. Det gik da også næsten på samme måde, dog med en lidt lykkeligere udgang. Et indlæg fra Hoseth i det 78. minut blev headet tilbage i feltet af 32, Zuma fik ikke helt fat i den, men pressede clearingen så Elrio kunne samle op, snyde én mand med sin førsteberøring, en anden med den næste, afslutte med venstre ben – og flugte returen i nettet med højre. Det mål var ganske enkelt fantastisk – og en fornem krone på værket efter Elrios første kamp i Parken blandt de startende 11.

Seks minutter efter blev Hoseth afløst af Traoré, hvorefter balancen kunne genoprettes og resultatet konsolideres. Det var et ganske udmærket resultat, specielt da når man kigger på efteråret som helhed.

Og en evaluering af efteråret som helhed er nok uden for rammerne af denne uges klumme. Forhåbentlig bliver der lejlighed til at tage det op i mere samlet form i løbet af vinteren, men en kort skitse skal læserne vel ikke snydes for. Hans Backe sagde i kommentarerne efter kampen at han var rigtig godt tilfreds med resultatet, men efteråret "kan vi ikke leve med". Hvad det så end skal betyde i praksis. Det opsummerer dog meget godt Deres Vagthavendes holdning til tingene, og det mest frustrerende er egentlig at det ser ud som om vi har måttet trækkes med de samme problemer stort set hele vejen igennem. Faktisk grundlæggende de samme problemer som allerede blev skitseret omkring den katastrofale Guernica-uge.

Centralt må stå de fejlslagne transferdispositioner det sidste års tid. Med nogle af indkøbene har man været regulært uheldig, men med andre af dem har man decideret købt forkert ind. Og oveni er det simpelthen ikke lykkedes træneren at køre de nye folk rigtigt ind på holdet. Deres Vagthavende har f.eks. været meget efter indkøbet af Linderoth, men det er såmænd ikke fordi han som sådan er en dårlig spiller, det er bare – stadig – meget svært at se hvordan han skal passes ind på holdet. Han kan jo næppe heller bruges som syndebuk for efterårets største katastrofe, Gorica-fadæsen, eftersom han ikke var spilleberettiget på det tidspunkt, så nogen universalnøgle til krisekisten er han ikke.

Tilsvarende med Magne Hoseth, der har fundet fint ind i det offensive spil, men ikke synes integreret i spillets defensive fase, hvor han – med ellers beundringsværdig arbejdsvillighed – i høj grad stadig kører sit eget løb. Oveni var man nok ikke bevidst om hvor vigtig Martin Albrechtsen havde været for holdets succes med sine ekstreme defensive kvaliteter i duelspillet. Arme Janne Saarinens historie er vel dårligt værd at tage fat i; han har simpelthen aldrig fået en chance for at spille sig ind på holdet før han er blevet skadet igen.

Alt i alt står vi i hvert fald tilbage med et næsten gennemført mislykket efterår, faktisk med Royal League som den eneste reelle undtagelse. Der er kommet mange bud på hvilke hoveder der skal rulle i den anledning, men foreløbig ser de fleste nu ud til at sidde meget godt fast på halsene. Overvejende synes ræsonnementet fra den øverste ledelse at være at kontinuiteten er vanvittigt vigtig i FC København, og det er måske af samme grund at man ikke har varslet indkøb af betydning i vinterpausen, trods efterårets elendigheder.

Ret beset så vi også samme mønster sidste år: Efteråret gik skidt – i perioder endda meget skidt – og vi skulle helt hen mod slutningen før det så ud som om vi fik vendt bøtten. Dengang omkring udekampen mod Brøndby i november (og noget mere ubemærket ude mod Mallorca, hvor resultatet dog på ingen måde afspejlede anstrengelserne), og i foråret begyndte det så for alvor at fungere. Dengang viste det sig at være det rigtige at stå fast og stole på kontinuiteten, men denne gang har krisen været både dybere, mere langvarig og med alvorligere konsekvenser. Bøtten ser ud til at være ved at vende her mod slutningen af efteråret, men er det så tids nok? I hvert fald næppe til at deltage i mesterskabskampen, og da slet ikke mht. den europæiske deltagelse. Men er det tids nok til at man stadig kan have overordnet tillid til trænerteamet, ja til hele den sportslige ledelse?

Deres Vagthavende er ærligt talt i tvivl – og skal undlade at give et entydigt svar her. Det er lidt svært at se hvad der er at bygge videre på i vinterpausen; snarest skal man nok på mange måder til at starte forfra, ikke mindst med integreringen af de nye spillere. Men forhåbentlig vil Mandagstræneren kunne vende tilbage med et par ekstraudsendelser i løbet af vinteren der måske kan kaste lys over planerne i en mørk tid. Og indtil da vil den ugentlige klumme takke af for i år med håb om at læserne har nydt at følge med – og ikke mindst med håb om at vi alle også kommer til at nyde FC Københavns forår lidt mere end vi har kunnet nyde efteråret.

UGENS DETALJE var, ganske passende, næsten en gentagelse af det som allerede uofficielt er kåret som Årets Mål, nemlig Elrios sene udligning mod AaB i sidste sæsons næstsidste kamp. Elrio gjorde det minsandten igen – reddede os med et fremragende langskudsmål fra kanten af feltet.

Tilbage til oversigten