Uge 43/2004: Et vemodigt farvel under opsejling


Af /Simon

Tolv uger er lang tid i et fodboldliv. Sådan kan man nøgternt konstatere, når man som Mandagstræner igen sætter sig med pc, video og kaffe efter tre måneders pause fra tjansen. Da nærværende Mandagstræner sidst sad ved tastaturet ud på de små timer og causerede over stort, småt og den seneste FCK-kamp, var sæsonen netop blevet knappet op med F.C. Københavns besøg i Silkeborg. Nuvel, premieren havde på ingen måde været overbevisende, men det var jo også en sommerkamp i det jyske mod en oprykker fast besluttet på at vise sig moden til et nyt ophold i den bedste række, og Hans Backes tropper havde jo den forestående udekamp mod NK Gorica at tænke på. Jo, sandelig, trods et dumt pointtab sat i scene af Magnus Kihlstedt så var sæsonen stadig helt ny og ren og fin.

Når man skuer tilbage over de tre forgangne måneder og de begivenheder, der fulgte i kølvandet på åbningskampen i Silkeborg, så er sæsonen bestemt ikke hverken ren eller fin længere. Den er jordslået, møgbeskidt og ildelugtende, og ironisk nok er det nu igen en udekamp i Silkeborg, der danner rammen for en Mandagstræner og slutter en cirkel af elendighed. Dengang i juli måned ankom F.C. København til det jyske som nykårede double-vindere: Et ungt og talentfuldt hold havde overrasket det meste af fodbold-Danmark ved i forårets intense slutspurt at stå distancen og kapre ikke bare mesterskab men også pokal i en vidunderlig maj måned. Forude ventede store oplevelser på den europæiske scene og magtdemonstrationer på hjemmefronten. Troede mange.

Fjern tre blade fra kalenderen, så den viser oktober i stedet for juli. F.C. København er tilbage i Silkeborg, men denne gang som et såret mesterhold, der i mellemtiden havde lidt den tort at blive ekspederet ud af europæisk fodbold på den mest ydmygende facon og fået spillemæssigt mindst lige så store klø af de sidste fire sæsonernes mesterskabsrivaler – begge tragedier opført på eget græs. Et hold der ikke havde præsteret overbevisende spil i en eneste af sæsonens kampe, men som dog havde formået at kæmpe sig til tre sejre på stribe forud for dette gensyn med sæsonens første onde ånd af mange, hvilket gav et vist håb om en fortsat resultatmæssig optur.

Alligevel var det ikke overraskende, at det ikke endte med at gå, som det skulle. For nok havde F.C. København vundet sejre over AGF, Nordsjælland og Herfølge inden landskampspausen, men den sande historie om disse kampe fortæller også, at de alle levede til (næsten) sidste minut, og at mens sejrene nok blev hentet i hus på hårdt arbejde og disciplin, så havde lykkens gudinde bestemt ikke været det hvide mesterhold uvenligt stemt. I Parken fik AGF annulleret en omdiskuteret scoring ved stillingen 1-0, i Farum kom det forløsende mål til allersidst, og mod Herfølge blev sejren først hevet endegyldigt i land med Zumas pragtfulde mål i kampens slutning.

I fodbold er det i høj grad lovligt at forpagte heldet, når det byder sig, men man skal ikke være naiv og tro, at det varer ved. At være et ægte tophold handler blandt andet om at reducere tilfældighedernes indflydelse på kampenes udfald – for eksempel ved at sikre sig at man på en rigtig dårlig dag spiller 0-0 mod en kriseramt oprykker uden flere nøglespillere. Midterholdets svøbe er de tilfældige kampe, hvor man på den heldige dag hiver sejren i land og på den dårlige risikerer en omgang klø, når det pludselig er modstanderen, som tager imod gaverne fra Fru Fortuna. Så byd velkommen til F.C. København – midterhold.

Denne aften i Silkeborg var det nemlig værterne, som tog alle gaverne, da en fodboldkamp på et ikke særlig højt niveau fik det på papiret så klare udfald 4-1 til hjemmeholdet. På én måde lyver cifrene stort om kampens udfald og på en anden måde ikke. Cifrene fortæller ikke, at de sortklædte gæster burde have bragt sig foran med et mål eller to i første halvleg, da Hjalte Nørregaard headede over mål i fri position, og Magne Hoseth alene med Henrik Ipsen ramte stolpens inderside. Det var uheldigt, men også et udtryk for manglende kvalitet. Held og dygtighed hænger altid sammen på en eller anden måde, akkurat som de gjorde, da Silkeborg mod halvlegens slutning havde held og evne til først at score på et kontraangreb etableret efter et dårligt udført hjørnespark til gæsterne og siden udbyggede føringen efter selv at have udnyttet en dødbold og den så velkendte rådvildhed i det københavnske forsvar.

Bang, bang, 2-0 ved pausen, og hvad gør en klog mand så? Svært at sige, men Hans Backe valgte i hvert fald at sætte Álvaro på banen og beholde både Zuma og Møller inde. Det lignede en nødvendig satsning, og de første minutter af anden halvleg bød såmænd også på to gode muligheder for den reducering, der kunne have bragt nyt håb til de rystede gæster. Først skød Tobias Linderoth snert forbi stolpen på et frispark, og kort efter måtte en af de unge vikarer hos hjemmeholdet afværge på stregen, da Álvaro havde overlistet Ipsen. Lige dele sort uheld og manglende dygtighed var det, og det blev det i endnu større grad, da Magne Hoseth ikke længe efter valgte at drible rundt i eget felt, tabte bolden og tvang Peter Møller til at begå det frispark, som definitivt sænkede F.C. København, da Magnus Kihlstedt gavmildt hjalp bolden fra Henrik Schnedlers frispark ind over stregen.


Bagude 0-3 er der intet hold, som kan forventes at oppebære den store tro på miraklet, og det gjorde de københavnske spillere da heller ikke. Heller ikke da reduceringen endelig kom, fordi Álvaro og Møller langt om længe fik noget ud af anstrengelserne, og Magne Hoseth kvitterede med en fornem og yderst kontrolleret helflugter, var der så meget som antydningen af et sensationelt comeback. Der var ellers over et kvarter tilbage. Chancerne for yderligere reducering kom faktisk, men manglende held og dygtighed i Hoseths tre gode afslutninger forhindrede en hektisk jagt på et lille point og en stor oprejsning. I stedet fik opgøret lov at slutte som den første kamp for tre måneder siden, da Kihlstedt atter tabte et ufarligt indlæg fra Silkeborgs venstreside ud i feltet, hvor bødlen til lejligheden var Peter Degn, der eksekverede mindst lige så resolut som Thomas Poulsen i det første møde.

Man kan sagtens skrive meget mere om kampens forløb, men det tjener næppe det store formål. Hans Backe analyserede efter kampen ganske præcist, at spillet ganske enkelt havde været for usammenhængende og mindst et niveau under, hvad man med rimelighed kunne forvente. Anfører Bo Svensson anførte, at det store nederlag havde sat holdet tilbage til nul – til et udgangspunkt hvor effekten af de tre forudgående sejre var skyllet væk med regnen i det jyske. De to kommentarer sammenfatter essensen i F.C. Københavns nuværende form: Niveauet er for lavt, og der er intet fundament at bygge videre på. Intet godt at tage med fra de kampe, som gik forud. Ingen åbenlys vej ud af det spillemæssige dynd, som klubben blot er sunket dybere og dybere i, som efteråret er skredet frem. Ja, kort sagt: Intet perspektiv. Overhovedet.

Hans Backe har i sine tre første sæsoner i F.C. København været den træner, som har fået flest points i Superligaen (holdet var 10 points efter Brøndby, da Backe overtog i september 2001). Han har i de tre sæsoner skaffet klubben en sølvmedalje, en tabt pokalfinale, to mesterskaber og en pokaltitel. Det er hævet over enhver tvivl, at den sympatiske svensker er en stor trænerkapacitet, som har tjent F.C. København godt og været mand for at sikre hovedstadsklubben en permanent plads i toppen af dansk fodbold. Hans stoiske ro har hjulpet holdet gennem kriser og fået det til at præstere, når det virkelig gjaldt. Altid har han påtaget sig det fulde ansvar for dårlige resultater, og aldrig har han tørret skylden af på enkelte spillere, selv ikke når det var mest oplagt. Han har kort sagt stort format i supplement til kompetence.

Nu ser det desværre ud til, at Hans Backes tid i F.C. København lakker mod enden. Én ting er, at smertetærsklen for dårlige resultater er meget tæt på at være overskredet, hvis mesterholdet overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at kunne dyste om guldet til næste forår. I sig selv er det alarmerende nok, men det er langt mere bekymrende, at holdet aktuelt befinder sig i en spillemæssig krise, som med afstand er den største i Backes regeringstid. Der er ingen nemme undskyldninger for at tabe 0-5 hjemme til en upåagtet modstander i europæisk fodbold, for at veksle en 2-0 føring til et 2-3 nederlag i det følgende forsøg på oprejsning, for at spille 0-0 mod et elendigt oprykkerhold, for at blive kørt midt over af Brøndby på eget græs og for nu lide et 1-4 nederlag, netop som tingene kunne være ved at vende.

Alt dette er hændt i et efterår, hvor F.C. København ikke har haft bedre forudsætninger for at tage et stort skridt fremad. Optimismen piblede ud af alle porer efter den flotte sæsonafslutning i maj, og med indkøbene af Linderoth og Hoseth blev takten slået an til et efterår i endnu højere gear. Alting så ud til at være i balance, men i stedet væltede læsset og det hele blev smidt på gulvet. Der findes ikke den sportslige ambition, som ikke er styrtet til jorden i F.C. København de sidste tre måneder. Og der skal tryk på styrtet, for det hele er virkelig faldet sammen med et brag, og nu står vi her, hvor man har prøvet at spille sig ud af vanskelighederne, og man har forsøgt at kæmpe sig tilbage, da Plan A ikke lykkedes. Begge dele er slået fejl. Når man taber 1-4 er man ikke på vej ud af én krise; man er trådt ind i en ny.

F.C. København pr. efteråret 2004 er middelmådige hjemme, elendige ude, forsvaret er kaotisk, angrebsspillet er ikke godt nok, og der er kun få spillere, som har vist det niveau, man kunne forvente, mens en lang række har underpræsteret. Det er i sig selv mere end nok til, at både Hans Backe selv og hans overordnede bør overveje helt alvorligt, om ikke det er på tide at skifte styrmand. Jeg vil dog retfærdigvis sige, at meget kunne undskyldes, hvis blot man kunne skue tilbage på de sidste tre år og pege på en udvikling, der gav håb for fremtiden og indikerede, at de nuværende elendigheder kunne rubriceres som en midlertidig signalforstyrrelse, inden vi er tilbage på sporet. Problemet er bare, at mens trofæerne taler Backes sag, så er der en række forhold, som afgjort ikke gør: I snart to år har hjemmebanestatistikken været kummerlig, og præstationerne i Parken generelt har ligget langt under det, man som tilskuer kunne forvente – eksempelvis en sikker og overbevisende sejr bare en gang i mellem. Eller at holdet betydeligt oftere demonstrerede en egentlig klasseforskel mod mandskaber, som på papiret er umådeligt langt fra F.C. Københavns påståede styrke. Endelig kunne man pege på de sidste tre års europæiske resultater, hvor det kun én gang er lykkes Hans Backe at leve op til klubbens i seeding, som dermed er faldet yderligere.

Man kan med rimelighed hævde, at Backes fortid ikke fortjener prædikatet ’fantastisk’, at nutiden er helt til rotterne, og at den mest optimistiske tro på fremtiden begrænser sig til en lønligt håb om tilbagevenden til ”business as usual” med smalle sejre og konkurrenternes utilstrækkelighed som ingredienserne i et titelforsvar. Desværre er det meget naivt at tro, at vi med de nuværende udsigter kan forvente overhovedet at være guldkandidat til foråret. Der skal snart ske noget radikalt, for der er ingen tvivl om, at dette efterårs fortrædeligheder har fået spillerne til at tvivle på egne evner, og frustrationerne er ikke blevet mindre hos den del af truppen, der føler sig helt uden chance for at komme på holdet, uanset hvad der sker til træning.

Samtidig må Backe acceptere det fulde ansvar for en række dispositioner omkring holdet, som har kostet dyrt på resultatsiden. Mest oplagt er det selvfølgelig at pege på den store skandale omkring målmandsposten. Hans Backe har stået last og brast med Magnus Kihlstedt, selv om den svenske målmand ellers har gjort alt, han kunne for at vise over for omverdenen, at han slet og ret ikke besidder Superliga-klasse. Kihlstedt er en fiasko, der klæber til Backe selv. Dertil kommer den næsten lige så store katastrofe på venstre back, hvor Backe længe insisterede på at bruge Lars Jacobsen i en konstellation med Tobiasen i modsatte side. En løsning som sænkede niveauet betragteligt på begge backpladser, fordi Jacobsen bliver så meget dårligere af at spille i den forkerte side, og fordi Ole Tobiasen bare ikke er god nok. Da Backe endelig gjorde noget ved det, gav han pladsen til Peter Christiansen, som ellers i sommerpausen havde fået at vide, at han slet ikke indgik i fremtidsplanerne. På sidelinjen har to af Backes egne indkøb – Urmas Rooba og Janne Saarinen – stået og måbet og fattet lige så lidt som tilhængerne på tribunerne.

Nå ja, for de spillere, som har trænerens tillid, må det også have været nedslående at konstatere, at det berømmede og berygtede basisspel, har mistet den magi, som i forvejen ikke var af en videre berusende natur. Faktisk var basisspelet et lettere forkætret begreb, der før blev set som direkte hæmmende for F.C. Københavns offensiv, men som til gengæld sikrede, at holdet i det mindste aldrig gik helt i opløsning, selv når modgangen var stor. Dette sikkerhedsnet er smuldret på rekordtid i efteråret 2004, og det må hos de involverede spillere have sået stor tvivl om både egne og trænerens evner, efterhånden som katastrofekampene indfandt sig.

Til Backes forsvar taler i bund og grund ikke ret meget andet end de trofæer, han har sat ind på kontoen i årenes løb. Ikke at titlerne på nogen måde skal negligeres, for i én optik er titler selvfølgelig altafgørende, og præstationerne er meget flotte, men titler er statiske størrelser, som ikke aktivt bidrager med noget på banen, når først de er ført ind i historiebøgerne, og som ikke kan fjerne indtrykket af et F.C. København-hold på spillemæssig slingrekurs siden efteråret 2002. Havde man så i det mindste garantien for, at det aldrig kunne gå så galt, som det nu er gået...

Det er denne Mandagstræners indtryk, at Hans Backe synger på sidste vers i F.C. København. Hans Backe er selv en tænksom mand, der godt kan se, når løbet er ved at være kørt, og det vil være bedst at få nye øjne til at se på sagerne. Hans Backe er tillige en nobel mand, der gerne vil træffe beslutningen selv, før nogen træffer den for ham. Sportsdirektør Holmstrøm fortalte før Silkeborg-kampen, at spillerne havde lovet ham ikke at tabe flere kampe i år, så det må stå hævet over enhver tvivl, at situationens alvor for længst er gået op for de ansvarlige i den sportslige ledelse, uagtet hvor stor succes de havde ved at holde fast på Backe, sidst en fyring blev et emne. Om Backe forlader F.C. København i denne uge, inden for en måned eller i vinterpausen er svært at spå om, men det ligner en god idé at tage afsked hurtigst muligt, for allerede på søndag venter en svær kamp mod ligaens aktuelle nummer to. En kamp der potentielt kan slå fast med syvtommersøm over for presse, fans, spillere og ledere, at der ikke er mere at bygge videre på, og så kan man lige så godt begynde forfra. Jo før, jo bedre.
 

UGENS DETALJE Denne plads går til Magnus Kihlstedt. Magnus droppede to gange i den kamp, som – om der er nogen som helst rimelighed til – blev hans sidste optræden som førstekeeper for F.C. København. Vi vil aldrig glemme de største succesoplevelser: i Amsterdam og i Parken mod Ferencvaros. Til gengæld er der en langt større række fatale kiks, vi heller aldrig glemmer.


Tilbage til oversigten chart.dk