![](../grafik/logograa.gif)
Uge 43/2004: Et
vemodigt farvel under opsejling
Af /Simon
Tolv uger er lang tid i et
fodboldliv. Sådan kan man nøgternt
konstatere, når man som
Mandagstræner igen sætter sig med
pc, video og kaffe efter tre
måneders pause fra tjansen. Da
nærværende Mandagstræner sidst sad
ved tastaturet ud på de små timer og
causerede over stort, småt og den
seneste FCK-kamp, var sæsonen netop
blevet knappet op med F.C.
Københavns besøg i Silkeborg. Nuvel,
premieren havde på ingen måde været
overbevisende, men det var jo også
en sommerkamp i det jyske mod en
oprykker fast besluttet på at vise
sig moden til et nyt ophold i den
bedste række, og Hans Backes tropper
havde jo den forestående udekamp mod
NK Gorica at tænke på. Jo, sandelig,
trods et dumt pointtab sat i scene
af Magnus Kihlstedt så var sæsonen
stadig helt ny og ren og fin.
Når man skuer tilbage over de tre
forgangne måneder og de
begivenheder, der fulgte i kølvandet
på åbningskampen i Silkeborg, så er
sæsonen bestemt ikke hverken ren
eller fin længere. Den er jordslået,
møgbeskidt og ildelugtende, og
ironisk nok er det nu igen en
udekamp i Silkeborg, der danner
rammen for en Mandagstræner og
slutter en cirkel af elendighed.
Dengang i juli måned ankom F.C.
København til det jyske som nykårede
double-vindere: Et ungt og
talentfuldt hold havde overrasket
det meste af fodbold-Danmark ved i
forårets intense slutspurt at stå
distancen og kapre ikke bare
mesterskab men også pokal i en
vidunderlig maj måned. Forude
ventede store oplevelser på den
europæiske scene og
magtdemonstrationer på
hjemmefronten. Troede mange.
Fjern tre blade fra kalenderen, så
den viser oktober i stedet for juli.
F.C. København er tilbage i
Silkeborg, men denne gang som et
såret mesterhold, der i mellemtiden
havde lidt den tort at blive
ekspederet ud af europæisk fodbold
på den mest ydmygende facon og fået
spillemæssigt mindst lige så store
klø af de sidste fire sæsonernes
mesterskabsrivaler – begge tragedier
opført på eget græs. Et hold der
ikke havde præsteret overbevisende
spil i en eneste af sæsonens kampe,
men som dog havde formået at kæmpe
sig til tre sejre på stribe forud
for dette gensyn med sæsonens første
onde ånd af mange, hvilket gav et
vist håb om en fortsat
resultatmæssig optur.
![](../grafik/vignetter/vignet04.gif)
Alligevel var det ikke
overraskende, at det ikke endte med
at gå, som det skulle. For nok havde
F.C. København vundet sejre over
AGF, Nordsjælland og Herfølge inden
landskampspausen, men den sande
historie om disse kampe fortæller
også, at de alle levede til (næsten)
sidste minut, og at mens sejrene nok
blev hentet i hus på hårdt arbejde
og disciplin, så havde lykkens
gudinde bestemt ikke været det hvide
mesterhold uvenligt stemt. I Parken
fik AGF annulleret en omdiskuteret
scoring ved stillingen 1-0, i Farum
kom det forløsende mål til
allersidst, og mod Herfølge blev
sejren først hevet endegyldigt i
land med Zumas pragtfulde mål i
kampens slutning.
I fodbold er det i høj grad lovligt
at forpagte heldet, når det byder
sig, men man skal ikke være naiv og
tro, at det varer ved. At være et
ægte tophold handler blandt andet om
at reducere tilfældighedernes
indflydelse på kampenes udfald – for
eksempel ved at sikre sig at man på
en rigtig dårlig dag spiller 0-0 mod
en kriseramt oprykker uden flere
nøglespillere. Midterholdets svøbe
er de tilfældige kampe, hvor man på
den heldige dag hiver sejren i land
og på den dårlige risikerer en
omgang klø, når det pludselig er
modstanderen, som tager imod gaverne
fra Fru Fortuna. Så byd velkommen
til F.C. København – midterhold.
Denne aften i Silkeborg var det
nemlig værterne, som tog alle
gaverne, da en fodboldkamp på et
ikke særlig højt niveau fik det på
papiret så klare udfald 4-1 til
hjemmeholdet. På én måde lyver
cifrene stort om kampens udfald og
på en anden måde ikke. Cifrene
fortæller ikke, at de sortklædte
gæster burde have bragt sig foran
med et mål eller to i første
halvleg, da Hjalte Nørregaard
headede over mål i fri position, og
Magne Hoseth alene med Henrik Ipsen
ramte stolpens inderside. Det var
uheldigt, men også et udtryk for
manglende kvalitet. Held og
dygtighed hænger altid sammen på en
eller anden måde, akkurat som de
gjorde, da Silkeborg mod halvlegens
slutning havde held og evne til
først at score på et kontraangreb
etableret efter et dårligt udført
hjørnespark til gæsterne og siden
udbyggede føringen efter selv at
have udnyttet en dødbold og den så
velkendte rådvildhed i det
københavnske forsvar.
Bang, bang, 2-0 ved pausen, og hvad
gør en klog mand så? Svært at sige,
men Hans Backe valgte i hvert fald
at sætte Álvaro på banen og beholde
både Zuma og Møller inde. Det
lignede en nødvendig satsning, og de
første minutter af anden halvleg bød
såmænd også på to gode muligheder
for den reducering, der kunne have
bragt nyt håb til de rystede gæster.
Først skød Tobias Linderoth snert
forbi stolpen på et frispark, og
kort efter måtte en af de unge
vikarer hos hjemmeholdet afværge på
stregen, da Álvaro havde overlistet
Ipsen. Lige dele sort uheld og
manglende dygtighed var det, og det
blev det i endnu større grad, da
Magne Hoseth ikke længe efter valgte
at drible rundt i eget felt, tabte
bolden og tvang Peter Møller til at
begå det frispark, som definitivt
sænkede F.C. København, da Magnus
Kihlstedt gavmildt hjalp bolden fra
Henrik Schnedlers frispark ind over
stregen.
![](../grafik/vignetter/vignet02.gif)
Bagude 0-3 er der intet hold,
som kan forventes at oppebære den
store tro på miraklet, og det gjorde
de københavnske spillere da heller
ikke. Heller ikke da reduceringen
endelig kom, fordi Álvaro og Møller
langt om længe fik noget ud af
anstrengelserne, og Magne Hoseth
kvitterede med en fornem og yderst
kontrolleret helflugter, var der så
meget som antydningen af et
sensationelt comeback. Der var
ellers over et kvarter tilbage.
Chancerne for yderligere reducering
kom faktisk, men manglende held og
dygtighed i Hoseths tre gode
afslutninger forhindrede en hektisk
jagt på et lille point og en stor
oprejsning. I stedet fik opgøret lov
at slutte som den første kamp for
tre måneder siden, da Kihlstedt
atter tabte et ufarligt indlæg fra
Silkeborgs venstreside ud i feltet,
hvor bødlen til lejligheden var
Peter Degn, der eksekverede mindst
lige så resolut som Thomas Poulsen i
det første møde.
Man kan sagtens skrive meget mere om
kampens forløb, men det tjener næppe
det store formål. Hans Backe
analyserede efter kampen ganske
præcist, at spillet ganske enkelt
havde været for usammenhængende og
mindst et niveau under, hvad man med
rimelighed kunne forvente. Anfører
Bo Svensson anførte, at det store
nederlag havde sat holdet tilbage
til nul – til et udgangspunkt hvor
effekten af de tre forudgående sejre
var skyllet væk med regnen i det
jyske. De to kommentarer
sammenfatter essensen i F.C.
Københavns nuværende form: Niveauet
er for lavt, og der er intet
fundament at bygge videre på. Intet
godt at tage med fra de kampe, som
gik forud. Ingen åbenlys vej ud af
det spillemæssige dynd, som klubben
blot er sunket dybere og dybere i,
som efteråret er skredet frem. Ja,
kort sagt: Intet perspektiv.
Overhovedet.
Hans Backe har i sine tre første
sæsoner i F.C. København været den
træner, som har fået flest points i
Superligaen (holdet var 10 points
efter Brøndby, da Backe overtog i
september 2001). Han har i de tre
sæsoner skaffet klubben en
sølvmedalje, en tabt pokalfinale, to
mesterskaber og en pokaltitel. Det
er hævet over enhver tvivl, at den
sympatiske svensker er en stor
trænerkapacitet, som har tjent F.C.
København godt og været mand for at
sikre hovedstadsklubben en permanent
plads i toppen af dansk fodbold.
Hans stoiske ro har hjulpet holdet
gennem kriser og fået det til at
præstere, når det virkelig gjaldt.
Altid har han påtaget sig det fulde
ansvar for dårlige resultater, og
aldrig har han tørret skylden af på
enkelte spillere, selv ikke når det
var mest oplagt. Han har kort sagt
stort format i supplement til
kompetence.
Nu ser det desværre ud til, at Hans
Backes tid i F.C. København lakker
mod enden. Én ting er, at
smertetærsklen for dårlige
resultater er meget tæt på at være
overskredet, hvis mesterholdet
overhovedet skal gøre sig
forhåbninger om at kunne dyste om
guldet til næste forår. I sig selv
er det alarmerende nok, men det er
langt mere bekymrende, at holdet
aktuelt befinder sig i en
spillemæssig krise, som med afstand
er den største i Backes
regeringstid. Der er ingen nemme
undskyldninger for at tabe 0-5
hjemme til en upåagtet modstander i
europæisk fodbold, for at veksle en
2-0 føring til et 2-3 nederlag i det
følgende forsøg på oprejsning, for
at spille 0-0 mod et elendigt
oprykkerhold, for at blive kørt midt
over af Brøndby på eget græs og for
nu lide et 1-4 nederlag, netop som
tingene kunne være ved at vende.
![](../grafik/vignetter/vignet05.gif)
Alt dette er hændt i et efterår,
hvor F.C. København ikke har haft
bedre forudsætninger for at tage et
stort skridt fremad. Optimismen
piblede ud af alle porer efter den
flotte sæsonafslutning i maj, og med
indkøbene af Linderoth og Hoseth
blev takten slået an til et efterår
i endnu højere gear. Alting så ud
til at være i balance, men i stedet
væltede læsset og det hele blev
smidt på gulvet. Der findes ikke den
sportslige ambition, som ikke er
styrtet til jorden i F.C. København
de sidste tre måneder. Og der skal
tryk på styrtet, for det hele er
virkelig faldet sammen med et brag,
og nu står vi her, hvor man har
prøvet at spille sig ud af
vanskelighederne, og man har forsøgt
at kæmpe sig tilbage, da Plan A ikke
lykkedes. Begge dele er slået fejl.
Når man taber 1-4 er man ikke på vej
ud af én krise; man er trådt ind i
en ny.
F.C. København pr. efteråret
2004 er middelmådige hjemme,
elendige ude, forsvaret er kaotisk,
angrebsspillet er ikke godt nok, og
der er kun få spillere, som har vist
det niveau, man kunne forvente, mens
en lang række har underpræsteret.
Det er i sig selv mere end nok til,
at både Hans Backe selv og hans
overordnede bør overveje helt
alvorligt, om ikke det er på tide at
skifte styrmand. Jeg vil dog
retfærdigvis sige, at meget kunne
undskyldes, hvis blot man kunne skue
tilbage på de sidste tre år og pege
på en udvikling, der gav håb for
fremtiden og indikerede, at de
nuværende elendigheder kunne
rubriceres som en midlertidig
signalforstyrrelse, inden vi er
tilbage på sporet. Problemet er
bare, at mens trofæerne taler Backes
sag, så er der en række forhold, som
afgjort ikke gør: I snart to år har
hjemmebanestatistikken været
kummerlig, og præstationerne i
Parken generelt har ligget langt
under det, man som tilskuer kunne
forvente – eksempelvis en sikker og
overbevisende sejr bare en gang i
mellem. Eller at holdet betydeligt
oftere demonstrerede en egentlig
klasseforskel mod mandskaber, som på
papiret er umådeligt langt fra F.C.
Københavns påståede styrke. Endelig
kunne man pege på de sidste tre års
europæiske resultater, hvor det kun
én gang er lykkes Hans Backe at leve
op til klubbens i seeding, som
dermed er faldet yderligere.
Man kan med rimelighed hævde, at
Backes fortid ikke fortjener
prædikatet ’fantastisk’, at nutiden
er helt til rotterne, og at den mest
optimistiske tro på fremtiden
begrænser sig til en lønligt håb om
tilbagevenden til ”business as
usual” med smalle sejre og
konkurrenternes utilstrækkelighed
som ingredienserne i et
titelforsvar. Desværre er det meget
naivt at tro, at vi med de nuværende
udsigter kan forvente overhovedet at
være guldkandidat til foråret. Der
skal snart ske noget radikalt, for
der er ingen tvivl om, at dette
efterårs fortrædeligheder har fået
spillerne til at tvivle på egne
evner, og frustrationerne er ikke
blevet mindre hos den del af
truppen, der føler sig helt uden
chance for at komme på holdet,
uanset hvad der sker til træning.
Samtidig må Backe acceptere det
fulde ansvar for en række
dispositioner omkring holdet, som
har kostet dyrt på resultatsiden.
Mest oplagt er det selvfølgelig at
pege på den store skandale omkring
målmandsposten. Hans Backe har stået
last og brast med Magnus Kihlstedt,
selv om den svenske målmand ellers
har gjort alt, han kunne for at vise
over for omverdenen, at han slet og
ret ikke besidder Superliga-klasse.
Kihlstedt er en fiasko, der klæber
til Backe selv. Dertil kommer den
næsten lige så store katastrofe på
venstre back, hvor Backe længe
insisterede på at bruge Lars
Jacobsen i en konstellation med
Tobiasen i modsatte side. En løsning
som sænkede niveauet betragteligt på
begge backpladser, fordi Jacobsen
bliver så meget dårligere af at
spille i den forkerte side, og fordi
Ole Tobiasen bare ikke er god nok.
Da Backe endelig gjorde noget ved
det, gav han pladsen til Peter
Christiansen, som ellers i
sommerpausen havde fået at vide, at
han slet ikke indgik i
fremtidsplanerne. På sidelinjen har
to af Backes egne indkøb – Urmas
Rooba og Janne Saarinen – stået og
måbet og fattet lige så lidt som
tilhængerne på tribunerne.
Nå ja, for de spillere, som har
trænerens tillid, må det også have
været nedslående at konstatere, at
det berømmede og berygtede
basisspel, har mistet den magi, som
i forvejen ikke var af en videre
berusende natur. Faktisk var
basisspelet et lettere forkætret
begreb, der før blev set som direkte
hæmmende for F.C. Københavns
offensiv, men som til gengæld
sikrede, at holdet i det mindste
aldrig gik helt i opløsning, selv
når modgangen var stor. Dette
sikkerhedsnet er smuldret på
rekordtid i efteråret 2004, og det
må hos de involverede spillere have
sået stor tvivl om både egne og
trænerens evner, efterhånden som
katastrofekampene indfandt sig.
Til Backes forsvar taler i
bund og grund ikke ret meget andet
end de trofæer, han har sat ind på
kontoen i årenes løb. Ikke at
titlerne på nogen måde skal
negligeres, for i én optik er titler
selvfølgelig altafgørende, og
præstationerne er meget flotte, men
titler er statiske størrelser, som
ikke aktivt bidrager med noget på
banen, når først de er ført ind i
historiebøgerne, og som ikke kan
fjerne indtrykket af et F.C.
København-hold på spillemæssig
slingrekurs siden efteråret 2002.
Havde man så i det mindste garantien
for, at det aldrig kunne gå så galt,
som det nu er gået...
Det er denne Mandagstræners indtryk,
at Hans Backe synger på sidste vers
i F.C. København. Hans Backe er selv
en tænksom mand, der godt kan se,
når løbet er ved at være kørt, og
det vil være bedst at få nye øjne
til at se på sagerne. Hans Backe er
tillige en nobel mand, der gerne vil
træffe beslutningen selv, før nogen
træffer den for ham. Sportsdirektør
Holmstrøm fortalte før
Silkeborg-kampen, at spillerne havde
lovet ham ikke at tabe flere kampe i
år, så det må stå hævet over enhver
tvivl, at situationens alvor for
længst er gået op for de ansvarlige
i den sportslige ledelse, uagtet
hvor stor succes de havde ved at
holde fast på Backe, sidst en fyring
blev et emne. Om Backe forlader F.C.
København i denne uge, inden for en
måned eller i vinterpausen er svært
at spå om, men det ligner en god idé
at tage afsked hurtigst muligt, for
allerede på søndag venter en svær
kamp mod ligaens aktuelle nummer to.
En kamp der potentielt kan slå fast
med syvtommersøm over for presse,
fans, spillere og ledere, at der
ikke er mere at bygge videre på, og
så kan man lige så godt begynde
forfra. Jo før, jo bedre.
UGENS DETALJE Denne plads går til Magnus Kihlstedt. Magnus
droppede to gange i den kamp, som – om der er nogen som helst rimelighed til
– blev hans sidste optræden som førstekeeper for F.C. København. Vi vil
aldrig glemme de største succesoplevelser: i Amsterdam og i Parken mod
Ferencvaros. Til gengæld er der en langt større række fatale kiks, vi heller
aldrig glemmer. |
Tilbage
til oversigten