Uge 34/2004: Inden alting går i sort del II


Af Overmunkeren

Alt imens det meste af landet gik og talte om strejke blandt fodboldspillere, skulle den sidste runde inden strejken trådte i kraft spilles. I København herskede der en del spænding om, hvorvidt turneringspausen ville komme belejligt eller ej. Ovenpå et par mildt sagt vederstyggelige præstationer, så trængte det Københavnske hold i den grad til æresoprejsning. Faktisk havde holdet spillet som om man allerede havde nedlagt arbejdet og var gået på barrikaderne. På den baggrund ville det være synd at sige, at Deres hjemsendte Mandagstræner havde store forventninger til søndagens sene dyst i SAS-Ligaen, for Carlsbergs fynske fraktion ville lægge et visit i Parken - og foran min TV-skærm. Illoyalt - ja så absolut; jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg ville dukke op til alle efterårets hjemmekampe i SAS-Ligaen, men lysten til live-bold var pist forsvundet. Når man i forvejen er en doven skiderik, så skal jeg altså stilles andet end ynkelighed i udsigt. Ynk kan jeg nemlig se rigeligt af til daglig; det er blot at bevæge sig små 3 kilometer fra Svansbjerg og ned til Herfølge Stadion - det ved enhver i det københavnske univers, der har sat sine ben i det østsjællandske. Takket være Viasat kunne jeg endnu engang læne mig mageligt tilbage i sofaen, og betragte det velkendte skue fra Parken, velvidende, at et nederlag til FCK ville være ensbetydende med en plads under nedrykningsstregen sammen med Randers FC. Nedrykning!? Efter 4 runder vil det være for skingert at bekymre sig om den ende af tabellen, men hvis OB gav FCK den i fregatten, så ville det kendetegne den ringeste sæsonstart i 5 år. Ergo, kravet var, som diverse tifo skilte skrev: "SEJR"


Til dagens kamp var der rokeret rundt i den bagerste kæde, hvilket gav plads- og debut til Dan Thomassen centralt i stedet for vores egen Jan Mølby lookalike Ole Tobiasen. Nogle vil hævde, at Ole T har måtte lægge ryg til uforholdsmæssigt mange verbale klø ovenpå Gorica og Viborg kampene, men jeg tilhører den horde, der finder Ole T uskarp og direkte tung i røven. Alene det faktum, at Bo Svensson havde fået ny makker centralt, gav mig allerede en god fornemmelse i maven. En målscore på 4-10 i 3 kampe: der måtte ske noget nyt. Ole T var flyttet ud på højrekanten, og den eneste velfungerende spilakse - Lars J og Silberbauer - blev skilt ad, da Lars J blev rykket over i venstre side. En mandagstræners lod er blandt andet at være bedrevidende og bagklog, men på forkant fandt jeg allerede den taktiske disposition mindre god. Nu har vi tre venstrebenede, defensive kantspillere - hvorfor i hele hule Hellerup bruger vi ikke en af dem? Når taktikken rent defensivt skulle gå ud på at gøre forsvaret kompakt, så ville kampen være en kærkommen lejlighed for alle tre venstrebenede i at praktisere kompakt forsvarsspil. Siden ingen af dem fandt plads i startformationen, så kan man kun udlede, at vi virkelig har et problem på denne position. Rooba og PC ligner i alt fald ikke nogen der har en fremtid i klubben, og Saarinen har alt andet end imponeret i sine første optrædener på holdet; men han skal selvfølgelig have de nødvendige chancer før han bliver stemplet med etiketten "Fejlkøb". Det er nærmest skræmmende, når tunge og uskarpe spillere kan holde deres plads i start 11'eren.

På trods af alle de formmæssige forbehold fra undertegnede, viste FCKs defensiv fra første fløjt en helt anden determination end længe set. Hele holdet fra bagerste kæde frem til Bech og Santos var meget fokuserede på det defensive. Faktisk var de så fokuserede på at stå kompakt, at den centrale midtbane til tider bakkede ned på kanten af eget felt, blot for at holde linien. I perioder gav det OBs centrale midtbane lidt for megen plads til de fremadrettede aktioner. Normalt vil hverken Esben Hansen eller Stokholm kunne matche Linderoth og Hjalte teknisk, men specielt 1. halvleg afslørede, at Hjalte og Linderoth stadigvæk ikke har fundet hinanden i det centrale samarbejde. Da det første kvarter var overstået, meldte Magne Hoseth sig ind i kampen. Specielt i det fremadrettede udmærker vores nye nordmand sig ved en enorm vilje, nogle rigtigt gode løb med og uden bold, samt - for en FCK’sk midtbanespiller ganske uvant - målnæse. Defensivt er det temmelig begrænset, hvad vor mand fra fjeldabernes hjemstavn kan bidrage med. I alt fald var Lars J overladt meget alene med det defensive arbejde, da Hoseth viste sig lige så let at overspille, som Røll gjorde det i sidste SAS-Ligakamp hjemme mod Esbjerg. Spørgsmålet er om Hoseth overhovedet hører til på kanten? Jeg tillader mig at betvivle dette, men en så offensiv midtbanerolle centralt kræver, at resten af holdet er i balance, og Linderoth er et stykke fra den form han viste under EM. Hvis vores kommende centrale midtbaneakse skal udgøres af Linderoth og Hoseth, så står vi stadig uden en oplagt spiller til den venstre midtbanekant. Både Hjalte, Bergvold, Røll, Silberbauer og Traoré har deres spidskompetencer på andre pladser, hvorfor jeg lidt højrøvet vil hævde, at vores sportslige ledelse kun delvist har håndplukket de rette spillere. Reelt er Fredgaard vel den eneste, som man med rette kan kalde decideret venstre midtbanekant, og ej heller Fredgaard ligner en spiller, der i dette efterår kan forvente særlig megen spilletid. I det hele taget ligner Fredgaard en spiller, der deler situation med PC og Rooba - det synes som om de har fået prædikatet "duer ikke - væk!". Nu hang vores venstrekant alligevel tåleligt sammen, og det takket være dette års hidtil bedste indkøb Lars Jakobsen, der i sin tid i FCK-trøjen har vist et niveau, som berettiger til et nærkig fra landstræner Morten Olsen. At Lars Jakobsen aldrig formåede at bide sig fast HSV, fremstår som en af livets mange mysterier - kunne det tænkes, at Klaus Topmöllers fingerspidsfornemmelser er som en elefants: alt for tykhudede?


Hverken OB eller FCK var prangende, men man fik en kamp med et fornuftigt tempo, høj fysisk intensitet, og momentvist glimrende opspil. Chancer var der ikke mange af - dertil blev de to holds angribere vartet yderst opmærksomt op. I den forbindelse vil jeg postulere, at Dan T fik sit gennembrud. Han leverede en bund solid indsats, hvor hverken Miti eller Steffen Højer fik fat i ret meget - og vigtigst af alt: luftrummet over det københavnske straffesparksfelt tilhørte Dan, af og til suppleret af Kihlstedt, der leverede en indsats til UG med kryds og slange. Faktisk fungerede alt i FCKs spil fornuftigt, indtil bolden havnede hos Bech eller Santos. Det var ikke meget der lykkedes for vores angribere. OB’s forsvar satte sig bogstaveligt på Santos og Bech, og i modsætning til Højer/Miti, har FCK’s angreb ikke samme indbyrdes forståelse for, hvem der skal lade sig falde ned i banen og trække et forsvar fra hinanden på langs ad banen. Jesper Bech er hurtig nok til at give panderynker hos de fleste forsvar, men Santos får pt. ikke skabt hullerne til Bech, og ingen af dem formår ej heller at holde på bolden længe nok til, at midtbanen når med frem. Derfor tabte FCK alt for ofte spillet når vi forsøgte at omstille hurtigt. Det lykkedes alligevel at frembringe en lille håndfuld chancer i første halvleg, hvor Jesper Bech med en smule mere konsekvens, havde omsat sit gennembrud på baglinjen til mere end et halvsløjt skud mod mål. Ellers stod der Hoseth på alle de øvrige tilbud fra FCK’s side. OB havde lidt mere, og kunne have haft endnu mere, hvis Steffen Højer lagde sin tåbelige vane med at bruge hænderne og armene fra sig. Det kostede ham fortjent et gult kort, men i løbet af anden halvleg, kunne han snildt have tilspillet sig en kontrakt hos FCK Håndbold, og modtaget det røde kort fra Michael Svendsen - mere om dommeren senere.


Der kom mere facon over det offensive i 2. halvleg. Det hang sammen med, at forsvaret og midtbanen skubbede bedre op, og gjorde området, hvor OB skulle spille, mindre. Vi kom hurtigere i boldbesiddelse, og bolden blev behandlet mere efter fortjeneste. Efter to brændte direktører slog OB en hurtig kontra, hvor et langsomt tilbageløb fra højre back, samt midtbanen efterlod vores forsvarskæde i undertal. Kæden var trukket alt for langt fra hinanden, og trods Kihlstedts næsten mirakuløse blokering af Miti’s skud, så var det skønne, men spildte, kræfter, da Lindrup fulgte op og scorede på reposten. Dette var det eneste angreb i hele 2. halvleg, hvor OB med lovlige metoder fik spillet sig frem til chancer. Heldigvis kom udligningen prompte. Atter overspillede man OBs venstre side, hvor den ellers så roste Derveld for tredie gang indenfor 15 minutter blev overløbet. Linderoths indlæg til Hoseths pande var smukt, klassisk og lige efter Fodboldens ABC. Onyzsko, der mirakuløst nok endnu befandt sig på banen, viste endnu engang sin klasse, men en snarrådig Santos fik bugseret bolden tilbage foran mål, hvor Hoseth denne gang var koldere end luften mellem Palle Sørensen og Claus Rode og udlignede for københavnerne. Efter udligningen trak begge hold lidt i håndbremsen, og med FCK som det kontrollerende hold, ebbede kampen stille ud. 1-1 var et resultat begge parter kunne acceptere, når man tog kampforløbet i betragtning. Selvom det ikke blev til en sejr, så fik københavnerne rejst sig oven på to nederlag. Specielt 2. halvleg så lovende ud, hvor tætheden mellem alle tre kæder løftede FCK’s offensiv. Fordelt på chancer kunne man godt have taget alle tre point, men igen må man konstatere, at kynismen ikke er til stede. Hoseth og Hjalte skal altså score på deres direktørchancer, og uanset om man er en ekvilibrist a la Zuma, allrounder som Hoseth eller en turbodieselmotor som Hjalte, SÅ SKAL DEN SLAGS OMSÆTTES I MÅL. Næstefter dommerpræstationen, så var det Hjalte og Hoseth, der medvirkede til forhøjet blodtryk og indædt hysteri - jeg råbte gloser, som havde gjort en metalarbejder, der udelukkende lytter til Saxon, forarget, og superproletaren John Faxe stolt. I hele FCK’s liv har de brændte chancer on and off været klubbens væsentligste problem. Dengang Copenhagen Fathers hjemmeside trådte sine barnesko, havde jeg en tese om, at der var tale om en ondsindet forbandelse eller muligvis en nisse, der var på spil. Det andet af livets store mysterier fremstår i denne klumme: Hvad fanden gør FCK forkert, siden vi skal bruge fire – eller flere - 100% chancer pr. mål vi scorer? Den dag jeg finder de vises sten, lover jeg, at jeg straks ringer til klubbens sportsdirektør. Måske man skulle bruge strejkepausen til at træne afslutninger med de spillere, der ikke er medlem af Spillerforeningen?

Så skal jeg desværre til noget, der alt for ofte ender i flæberi: Kampens dommer. Fem minutter inde i 2. halvleg besluttede Michael Svendsen sig for at indlede en sympatistrejke med Spillerforeningen. Hvordan han overhovedet kan overse Onyzskos klare benspænd udenfor feltet af Santos, kan dårligt beskrives rammende. Det er mere end grotesk, det er mere end ringe, det er værre end ynkeligt. Hvis vores spillere skulle skamme sig efter kampen mod Gorica, så kan Svendsen gøre det samme efter sin indsats i 2. halvleg mod OB. Jeg kan ikke bruge det til en meter, at han bagefter står brødebetynget i Onside og erkender, at han har begået det største fodboldmæssige justistmord i 2004, for jeg har længe haft Michael Svendsen i kikkerten. Faktisk siden vores 0-1 kamp mod AAB i Parken 2003, hvor han viste PC og Zuma ud. Da han efterfølgende blev interviewet i Onside, virkede det nærmest som om han frydede sig over, at han havde vist FCK og deres fans, at han godt turde i Parken. Svendsen er desværre ikke alene om den trend, hvor dommeren gør et stort nummer ud af at bevise overfor hjemmepublikummet i Parken, at han slet ikke lader sig påvirke at tilråbene fra tribunerne. Det er sjældent, at FCK får marginalkendelserne med sig, selvom man eksempelvis fra Det Bare Fodbold og brøndbyfansnes side har tudet løs om, at FCK fik alt for mange straffespark. Hvis man kigger på hvor mange fejlagtige offsidekendelser FCK får imod sig, begynder at nærstudere de metoder, hvorpå modstandernes forsvar neutraliserer Zuma og Santos, samt ser på, hvor mange benspænd, der skal til før FCK overhovedet får tilkendt et straffe, så er jeg overbevist om, at debatten ville få en anden twist. Svendsens hjerneblødning var desværre bare endnu en i rækken. Zuma og Santos må undre sig over, hvordan man overhovedet kan tale om fairplay, for det er stort set det eneste de ikke får herhjemme. På nær Abdul Sule, så har jeg ikke set andre angrebsspillere, der har været udsat for så grove fejlkendelser. Hvis der skal være nogen som helst linje i DBUs Dommerudvalg, bør Svendsens præstation fra i søndags medføre to runders karantæne for en præstation, der de første 50 minutter var til bestået, men i de sidste 40 var beskæmmende for den danske dommerstand. En ting er, at Michael Svendsen fejlede kosmisk ift. Santos – noget andet er, at OB derefter ganske ustraffet fik lov til at spille en skøn blanding af håndbold og fodbold. Læg dertil, at Esben Hansen kvit og frit kunne save Magne Hoseth midt over, og rent faktisk sætte ham ud af spil. Selvom Dervelds høje albue på Peter Møller var et hændeligt uheld, så er det under tre måneder siden, at Peter Møller blev sendt i bad af samme Svendsen for nøjagtigt samme albueri. Hvor er konsekvensen, Svendsen? Michael Svendsen kan passende bruge turneringspausen til at revurdere sit syn på, hvordan han sikrer fairplay når han dømmer i Parken. Hvis han ikke kan finde ud af det, så kan han passende tage samme rute som den uduelige Steen Knudsen har gjort op til denne sæson, og det er en tur ned i Viasat Divisionen.

Det var dejligt at få grædt lidt snot.


Ugens oprykker
Hvis man skal grave en detalje op fra denne runde, og det ikke skal dreje sig om konflikten mellem Spillerforeningen på den ene side, og Divisionsforeningen, som ellers hårdnakket nægter at være en del af konflikten, på den anden side, så vil jeg fremhæve sæsonens ene oprykker: Silkeborg har lagt ganske godt fra land. I min kaffegrums spåede jeg dem som en mulig nedrykker. Spådommen kan stadig nå at gå i opfyldelse, men bedømt på de første 4 kampe, så håber jeg inderligt, at Viggo Jensens tropper bliver oppe. Når Danmarks alvidende trænerorakel Ove Pedersen efter et 1-2 nederlag, stiller sig frem og erkender, at selvom hans hold Esbjerg gav alt, hvad de havde i sig, så blev de alligevel besejret af Silkeborg, bør dette få os mandagenskloge Åger op af stolen, for det var ikke første gang Silkeborg havde spillet forrygende. Det gjorde de også i åbningskampen mod os. Set i det lys, så var vores 2-2 resultat i Silkeborg måske slet ikke så tosset. Man spiller med stor gejst, har masser af selvtillid, er, som altid med Viggo Jensen ved roret, godt organiseret, og yderst skarpe foran mål. Truppen er ikke den bredeste, men så længe succesen varer, tror jeg jyderne i de op til 170 meters søhøjland nyder succesen. De point man henter nu er med til at sikre, at denne sæson næppe ender i et nedrykningsdrama. Der er 29 runder endnu, og til foråret er det atter de gamle kendinge, som kommer til at præge toppen af tabellen.

Tilbage er der kun at konstatere, at Mandagstræneren atter vender tilbage, når SAS-Ligaen genoptages. I mellemtiden går alt i sort.

Tilbage til oversigten chart.dk