Uge 31/2004: Før det blev alvor 


Af /Simon

Ja, det føles jo, som var det i går, men i virkeligheden er der gået to måneder siden Bo Svensson på en solbeskinnet dag i Farum kunne løfte mesterskabs-
pokalen mod himlen og lade strålerne fra oven reflektere ud på et begejstret publikum, der netop havde bevidnet den måske allerstørste sportslige triumf i FC Københavns korte historie, da byens hold forinden havde gjort et smukt forårsarbejde færdigt og hjemtaget den dobbelte triumf med både pokaltitel og DM-guld. Sådan var det den dag i maj, og som det er for vane i miljøet omkring denne klub, kan den ene succes dårligt få lov at blive fejret, før der spejdes mod horisonten efter nye mål. Mens vi andre stod og drak en kølig og nød aftensolen på Skt. Hans Torv, talte Flemming Østergaard allerede ivrigt om Champions League. En turnering bestyrelses-
formanden meget gerne vil se sit fodboldhold deltage i, ikke bare på grund af den fede check, der følger med, men også for at se klubben få foden inden for i det bedste europæiske selskab.

Det er en saftig drøm, som Østergaard ikke står alene med, for selv om vi i den københavnske fanskare nu for tredje gang på fire år har fået lov at holde en mesterskabsfest og på den facon så rigeligt må betegnes som de mest feterede herhjemme, så er det som om noget inden i mange af os ikke helmer, før vi får smagt den europæiske succes og ser FCK i selskab med de klubber, vi håber en skønne dag at være oppe på siden af. Man kan med rette indvende, at det er gået lige hurtigt nok for nogle at vænne sig til nationale mesterskaber som en naturlig glasur på vores hjemlige fodboldkage, og at det måske fra tid til anden kunne være sundt at ihukomme de sløje år for ikke så længe siden, hvor vi stod i samme situation som tilhængere af FC Midtjylland, AaB, OB og vel efterhånden også Brøndby gør i dag: Fans hvis hedeste drøm er at se deres anfører hæve DBU’s mesterskabspokal på sæsonens sidste dag.

Manden med de store ord
Men vi vil mere herinde i hovedstaden, og det skal da også understreges, at hvis nogen bærer et ansvar for de store ambitioner, som mange fans har oparbejdet på klubbens vegne, så er det Flemming Østergaard, der kun lader de største fantaster noget tilbage, når det handler om at tænke stort og tale endnu større. Således var pokalerne endnu ikke stillet på plads i skabet på Peter Bangs Vej, før Østergaard begyndte at udbrede sig om de dispositioner, den sportslige ledelse i FC København måtte gøre, hvis der skulle sættes handling bag de fine ord om Champions League. Der skulle forstærkninger til, og mens Flemming ikke ville fortælle, hvem der nu skulle hentes til klubben, så kunne han være anderledes konkret omkring spillere, der ikke ventedes at kunne indfri de store ambitioner. Helt specifikt var Carl Peter og Jens Snotnæse i hvert fald ikke på listen over emner til sommerforstærkning af den københavnske trup.

Det vides ikke, om Niels Christian Holmstrøm på bestyrelsesformandens befaling prompte afbrød forhandlingerne om en snarlig kontraktunderskrivelse med Jens Snotnæse, men til klubben kom han i hvert fald ikke. Og lige så lidt som man underskrev med Carl Peter og Jens Snotnæses, lige så vel klarede deres diametrale modsætninger at styre uden om FCK med samme snilde, som solskinsvejret undgik at forstyrre den danske sommer. I stedet listede Dan Thomassen og Janne Saarinen nærmest ubemærket ind ad døren og tiltrak sig dermed omtrent al den opmærksomhed, som et ungt forsvarstalent fra den italienske serie C og en kuldsejlet venstreback fra en Bundesliga-nedrykker kan håbe på. Ikke at der ikke var et konkret behov for deres evner, for med salget af Martin Albrechtsen og de sorte udsigter for henholdsvis Bora Zivkovic og Peter Christiansen in mente, var det åbenlyst at forstærke sig på netop disse pladser. Men det battede bare ikke rigtig, og det kom det heller ikke til at gøre, før sommeren sprang sig selv over, træningskampene (og Bora Zivkovic) blev til overståede kapitler, og den ny sæson næsten uanmeldt kom brasende og mindede os om, at der jo også var et Danmarksmesterskab, som skulle forsvares.

Tre på stribe?
Titelforsvaret kunne begynde på en plæne i Silkeborg, som mindede os alle om en aldeles rædselsfuld påske for lidt over et år siden, hvor et mesterskab blev bragt i alvorlig fare, da de senere nedrykkere fra byen tog fusen på FC København og tilføjede klubben et stort nederlag på et mildest talt ubelejligt tidspunkt. Heldigvis endte det lykkeligt dengang, og det kan det selvfølgelig også gøre i år, selv om lørdagskampen var om muligt endnu mindre opmuntrende end sidst, for dengang i påsken havde vi faktisk fortjent at vinde i Silkeborg, mens vi i denne snigpremiere var heldige ikke at skulle fejre indledningen på den ny sæson med en øretæve af historiske dimensioner. Ingen havde for alvor kunnet klage over manglende held eller tarvelige marginaler, hvis Silkeborg var gået til pausen med en føring på tre eller fire mål.

Så galt gik det til alt held ikke, og i de københavnske sofaer kunne vi tilmed konstatere, at mestrene reddede sig en uforståelig føring på 1-0 i en første halvleg, der uden omsvøb må kaldes de dårligste 45 FCK-minutter i årevis. Det var ikke meget, der ikke var galt: Det stod sløjt til med løbeviljen, der manglede gejsten til at komme først i nærkampene, og det sejlede i de bagerste geledder, hvor koncentrationen var akkurat lige så fraværende som hos resten af det sortklædte udehold. De taknemmelige betingelser var den ugæstfri vært ikke sen til at udnytte, for man må lade silkeborgenserne, at de forstod lukrere på indstillingen hos et mesterhold, der aldrig nåede at stemple ind i første halvleg. Den ene bold efter den anden blev sparket ned i de åbne vidder mellem udeholdets midterforsvar og backs, og fra Silkeborgs højreside bølgede angrebene frem mod stakkels Saarinen, som fik sig en rædselsfuld debut. Sidste sæsons suveræne tophold i første division præsterede selv at brænde de fleste chancer, mens Magnus Kihlstedt nøjedes med at redde en stor mulighed og give en anden væk, da han håbløst forærede en retur på et ufarligt skud fra distancen.

Foran, foran og hjem med uafgjort
I den anden ende skulle vi hen omkring det tidspunkt, hvor et effektivt hjemmehold ville have haft etableret en komfortabel føring, før Jesper Bech kom frem til den første egentlige FCK-chance, da han meget elegant headede mod det lange hjørne blot for at se Henrik Ipsen diske op med den første af mange fornemme redninger i kampen. Ikke længe efter var der imidlertid gevinst, da en fræk, om end lidt tilfældig frisparkskombination skaffede gæsterne en ufortjent føring. På Martin Bergvolds dødbold fra højre side endte bolden hos Jesper Bech, som fikst vippede den bagud til Silberbauer, hvorefter nordjyden lod hånt om de seneste ugers kedelige presseomtale og hamrede bolden sikkert i kassen fra nært hold. En bitter skæbne for et Silkeborg-mandskab, der indtil dette tidspunkt i kampen kun havde givet store løfter om en flot tilbagevenden til landets bedste række. De skulle dog komme tæt på udligningen allerede inden pausen, hvor Magnus Kihlstedt i den tidligere omtalte situation parerede et Akinci-langskud lige ud i feltet til en fremadstormende Iddi Alkhag, som dog på mirakuløs vis præsterede at afvise foræringen, og derved holdt stillingen 0-1 til pausen.

Set med FCK-øjne blev anden halvleg knap lige så horribel som den første, selv om den skulle vise sig at blive tabt. Jesper Bech og siden Michael Silberbauer fik fornemme muligheder for at udbygge føringen, men skarpheden udeblev, og selv om gæsterne havde fået bedre greb om Akinci og Degn, som ikke længere kunne gøre akkurat, hvad der passede dem, så blev det alligevel Silkeborg, som scorede det første mål i en halvleg, hvor hjemmeholdet ellers ikke fik noget nær det overflødighedshorn af tilbud, der var blevet serveret i første omgang. Men målet var lige så flot, som det var irriterende for en FCK’er og egentlig ude af trit med spilfordelingen i anden halvlegs begyndelse. Målfænomenet fra 1. division, Rajko Lekic, vandt en hovedstødsduel og headede klogt baglæns til Iddi Alkhag, som med mindst lige så stort overblik headede frem mod Lekic, som i mellemtiden var stukket i mellem det københavnske centerforsvar og pludselig fandt sig selv alene med Kihlstedt. En angriber med mindre tro på egne evner havde sikkert valgt at skyde første gang, men Lekic var kølig, trak udenom og scorede sikkert.

Velkommen
Med udligningen var Silkeborg IF for alvor returneret til SAS-ligaen, og inden vi haster til kampens afslutning, skal der lyde et oprigtigt ”Velkommen tilbage!”, for hvis Silkeborg kan holde fast i de takter, som satte et feriesløvt FC København-hold på hælene i første halvleg og skaffede en udligning på et tidspunkt, hvor pendulet ellers var ved at svinge til FCK-fordel, så ser det lovende ud for Viggo Jensens tropper. Og lovende ser det også ud for de neutrale tilskuere, der får lejlighed til at studere Silkeborg på stadion eller tv i den kommende sæson, for med offensive kapaciteter som den genfødte Peter Degn, en yderst sprudlende Akinci og en angriber med ægte dræberinstinkt som Rajko Lekic, er der optræk til nogle opvisninger i offensiv fodbold, som vi har savnet fra Silkeborg de senere år. Nogen bred trup har Silkeborg på ingen måde, og det er givet, at de må lægge deres skæbne i hænderne på den lille gruppe dygtige individualister, som for alvor skiller jyderne fra konkurrenterne i nedrykningsdramaet. Men slipper Silkeborg for det store skadesuheld, som synes at have forfulgt klubben i mange år, så vil jeg godt lægge hovedet på blokken og garantere, at nedrykning slet ikke bliver et tema, når sæsonen spidser til. Det må Randers, Herfølge, FC Nordsjælland og måske AGF slås om.

Nå, men inden det koger over med lovprisning af Viggo Jensens spændende oprykkermandskab, så skal det jo lige vendes, hvordan de fik spoleret lørdag aften i de københavnske hjem. Da først Rajko Lekic havde bragt balance i regnskabet, ændrede kampen ret markant karakter, for Silkeborg-spillerne begyndte at betale prisen for det høje tempo og måtte se kræfterne rinde ud. Netop Lekic sagde efter kampen til pressen, at jubelrunden langs banden bag målet havde tappet ham for den sidste rest af energi! Derfor var det hverken overraskende eller urimeligt efter anden halvlegs forløb, da Thomas Røll stod parat til en tilfældig retur i Silkeborgs felt og resolut svingede skinken mod læderet. Den flotte helflugter sendte bolden ”ab i krydset”, som en kendt kommentator ville have udtrykt det (og faktisk gjorde dagen efter, dog om Zidans fantastiske langskud i Aalborg), og det lignede et punktum på en kamp, som på dette tidspunkt kunne, skulle og burde have sendt mesterholdet tilbage til hovedstaden med en heldig premieregevinst ombord i bussen.

Kunne, skulle, burde. Men gjorde ikke. For selv om der var chancer til at øge føringen, så blev det netop en hurtig kontra efter et farligt FCK-angreb, som iscenesatte Silkeborgs udligning. Simon Bræmer fik bolden i Silkeborgs venstreside, og hvis Lars Jacobsen som en af banens bedste FCK’ere begik en graverende fejl i kampen, så var det, at han tøvede og lod lejesvenden fra AaB sparke bolden indover. Dog blegnede Lars Jacobsens tøven noget så eklatant ved den kikser, som fulgte efter, da Magnus Kihlstedt på en desværre alt for karakteristisk vis gik ud af sit felt og uden held forsøgte at få bolden bokset væk. Indlægget var egentlig skidt, og Janne Saarinen var klar på markeringen af Iddi Alkhag, men i stedet endte bolden via Kihlstedts handske for fødderne af Thomas Poulsen, som ellers aldrig havde nået indlægget, men som nu let kunne sparke bolden i det aldeles tomme net. En trist og kedelig udgang på en kamp, som FCK fik foræret alle chancer for at vinde. Mest trist fordi afgørelsen kom i stand på en kapitalbrøler fra målmandsside, som vi desværre har set alt for ofte fra vores svenske keeper, og som vi næppe har set for sidste gang heller. En fejl som igen efterlader os med spørgsmålet om, hvorvidt det var den rigtige beslutning at forlænge samarbejdet med Magnus Kihlstedt, når nu vores egen sportsdirektør i sin tid fremhævede dygtige målmænd som noget af det letteste at skrabe op for småpenge i dagens transfermarked.

Videre i teksten – til Slovenien
Vi må videre, og det kommer vi også. Efter kampen betegnede Lars Jacobsen kampen som den dårligste, han har været med til at spille i FCK-trøjen, og det har han aldeles ret i. Heldigvis så den sløje optræden ikke ud til at udspringe af manglende fysisk form, et usammenhængende taktisk koncept eller grove mangler hos de stamspillere, der satses på i den vigtige kvalifikationskamp mod slovenske Gorica tirsdag aften. Set udefra lignede det mest af alt et kollektivt svigt, hvor motivation, gejst, koncentration og respekt for modstanderen blev demonstreret i alt for beskedne mængder. Få spillere kunne være deres indsats bekendt – blandt dem Lars Jacobsen og Michael Silberbauer – mens mange andre i dén grad skal bruge kampen som en huskekage, der fortæller, at man ikke kommer let til noget i fodbold. Det er i sig selv slet ikke nogen katastrofe at dumme sig i første runde mod en oprykker, og skal man tage noget positivt ud af denne blodfattige og rodede præstation, må det være, at den forhåbentlig kan ruske op i spillerne og understrege den alvor, der indfinder sig snarest, når turen går til Slovenien og til den første af to kvalifikationsrunder, som skal forceres på vejen mod det forjættede land.

For stor det bliver den, alvoren. Hvis vi lige skal vende tilbage til bestyrelsesformanden, så har han endda udtalt, at det vil være en katastrofe, hvis FCK ikke formår at slå slovenske Gorica over to kampe og dermed skaffe adgang til tredje og sidste kvalifikationsrunde, hvor der venter den store hurdle før gruppespillet. Og han har skam helt ret! Det vil være en katastrofe af usete dimensioner, som ikke alene vil gøre FC København tykt til grin, men som også vil sætte en stopper for al UEFA-fodbold for klubben i denne sæson, da der ingen trøstepladser af nogen art gives til taberen af de kommende to kampe. Man kan i den forbindelse undre sig over, at bestyrelsesformanden vover så klart at opridse de betingelser, som alle forstår, men som alligevel fra hans mund må lægge et ekstra pres på de unge spillere, der står alene tilbage med opgaven, fordi man i den sportslige ledelse ikke har magtet at anskaffe de forstærkninger, der blev talt så højt og flot om den dag i maj. De hotte rygter vil netop nu vide, at klubben allerede i indeværende uge vil præsentere to markante forstærkninger i form af den svenske EM-spiller Tobias Linderoth og den norske landsholdsspiller Magne Hoseth. Kærkomne nyerhvervelser til henholdsvis den defensive og den offensive midtbane, men de kan vise sig at være om ikke too little så i hvert fald too late, og selv om det lykkes at vinde favoritsejren over Gorica, så vil de to nye – hvis de altså kommer! – have alt andet end optimale betingelser for at blive spillet ordentligt ind til de to kampe i tredje kvalifikationsrunde.

Nu ligger det trods alt ikke lige for, at det skulle gå så galt. Gorica er blevet mestre i en mildest talt kaotisk liga, hvor det hører til dagligdagen, at hold idømmes diverse straffe for ikke at have orden i papirerne eller for slet ikke at stille op til kampene. Samtidig har de unge knøse fra København tidligere demonstreret, at de godt kan stå for presset, når det virkelig gælder. Det gør de også tirsdag aften i Slovenien, tror jeg. FC København er et bedre hold, og det kræver ikke alverden at sikre et fornuftigt udgangspunkt til returopgøret. Et hurtigt mål og et slutfacit på 1-1 kan såmænd vise sig alt rigeligt. Men skulle det – gud forbyde det – gå så galt, at holdet kollapser i manglen på spillere med den nødvendige rutine, så er der kun ét sted at pege den bebrejdende finger. Lad os dog håbe at der ikke bliver brug for at pege fingre ad nogen som helst, og at de tiltrængte forstærkninger når at finde på plads til kampene i den tredje runde, som vi selv med den nærmest uforstærkede trup bør og skal kunne kvalificere os problemfrit til.

Ugens tema
Emnet har ikke fundet plads i selve klummen, men vi kan ikke komme udenom, at konflikten stadig hænger som et Damokles sværd over dansk fodbold, og strejken kan være en realitet om mindre end tre uger. Kommer strejken, bliver Gorica-kampene med ét slag ligegyldige, for så skal der alligevel ikke spilles fodbold, når vi når terminerne for tredje runde. Herfra skal dog ytres det håb, at parterne, inden det går så galt, vil se i øjnene, at en strejke vil gøre svært uoprettelig skade på dansk fodbold og gøre fremtiden sur for både spillere og klubber. Det må og skal ende med en mindelig løsning.

Tilbage til oversigten chart.dk