Af /Simon
Det er ikke uden vemod, man som Mandagstræner sætter sig ved tasterne for sidste gang i dette forår. Et sted ved siden af fodbolden er der af og til andre gøremål at se til i tilværelsen, og de byder denne skribent at overlade pennen til trænerkollegaerne, når nu det hele afgøres over den næste lille måneds tid. Ikke at ti vilde heste kan holde mig væk fra landets stadions eller i værste fald tv-skærmene, når brikkerne falder på plads, og pokalerne finder deres logi i løbet af denne sæsons sidste seks eller (forhåbentlig!) syv kampe. Men skriveriet må andre tage sig af, og mon ikke de kommende ugers trænere allerede føler en kriblen i maven ved udsigten til måske at skulle skrive beretningen om FCK’s fortsatte triumftog – eller mon de i endnu større grad vånder sig ved risikoen for at skulle rapportere fra første række, hvis det hele ramler og ender med nul og niks? Uha, uha!
Når nu det alligevel er sidste kvæk fra undertegnedes side, indtil vi tager hul på en helt ny, fin og ren sæson om blot et par måneder, så var det måske passende at tage afsked med en slags midtvejsstatus over foråret. Som tingene har artet sig, ligger vi lige nu et point foran efterårets tophold og et enkelt efter den daværende toer, og vi står med lidt mere end et enkelt ben i pokalfinalen. En inciterende udsigt, som end ikke den mest ukuelige optimist havde turdet drømme om for syv uger siden, og som altså giver den særegne blanding af frygt og forventning forud for afslutningen. Men vi bør huske, hvor vi kom fra, og det må betegnes som en gave fra oven, at vi nu kan slå en streg over en ellers temmelig broget – for ikke at sige decideret dårlig – sæson og rette blikket fremad mod en finish på en god håndfuld kampe, der i hvert fald rummer potentialet til at blive nogle af de mest mindeværdige i FCK’s historie.
Hans’ humør
Og mens det for to uger siden var lidt svært at glædes over andet end det kontante udbytte af de enkelte kampe, så er billedet et helt andet nu. Det er blot 14 dage siden, cheftræner Hans Backe rasede i pressen og betegnede sit eget hold som chanceløse i guldkampen oven på en jammerlig indsats i Gladsaxe. Det var bekymringer, som blev delt af alle københavnere, som (for sidste gang i lang tid) havde gæstet AB’s stadion på den ellers så dejlige forårsdag. Nu er den bistre grimasse og de hvasse kommentarer afløst af muntre bemærkninger og et smittende humør hos svenskeren, og end ikke et ellers nok så pauvert udbytte i en halvsløj hjemmekamp mod Herfølge har kunnet fjerne Hans Backes pludselig så stålsatte tro på sit mandskab som favorit i guldkampen. Han fandt endda overskuddet til at kalde skideballen i Gladsaxe for en beregnende, psykologisk manøvre.
Forvandlingen fra bekymring til beundring blev for alvor sat i gang, da et amputeret FCK-hold overbevisende formåede at besejre OB 3-1 i den første pokalsemifinale, og optimismen blev altså båret intakt hen over skuffelsen mod Herfølge for så at få endnu et ordentligt løft i forårets andet møde med odenseanerne. Denne gang i ligaregi og denne gang på fynboernes eget græs, hvor de have været temmelig ugæstfri, indtil de københavnske spillere og fans lagde vejen forbi denne lune majdag. Nok havde OB sørget for at spille sig selv definitivt ud af medaljekampen med et nederlag i Århus weekenden forinden – samtidig AGF’s første sejr i foråret – og som om det ikke var rigeligt, havde de skaffet sig karantæner til Thomas Lindrup og Esben Hansen, mens Stokholm måtte sone sin sidste dag i straffeboksen for den utilgivelige dumhed i OB’s kamp mod Esbjerg. Alligevel var det svært at forudse den magtdemonstration, som OB’erne blev udsat for i en kamp, de reelt kun var part i det første kvarter.
0-4 stod der på måltavlen ved Michael Svendsens sidste fynske fløjt denne lørdag, og forud var gået en nærmest skematisk gennemgang af de metoder, FCK-holdet mestrer, når de på udebane møder en modstander, som vover at liste sig frem fra egen forsvarszone. Spilmønstre som vanskeligt lader sig praktisere mod superdefensive udehold i Parken, men som til gengæld er uhyre effektive, når modstanderen blotter sig i egen hule. Og det var egentlig ikke, fordi OB blev kørt over af en københavnsk angrebsmaskine, der skånselsløst gik efter at knuse al modstand fra førte færd. Næh, først blev der kæmpet en herrefight om midtbanen, og et kvarter senere havde Hjalte Nørregaard og Christian Traoré dygtigt luret, hvordan de skulle gebærde sig over for hjemmeholdets amputerede midtbane med Søren Berg som det centrale, men mislykkede, supplement til Andrew Tembo. Og så var den kamp sådan set overstået.
Hjaltes æsker
Helt så kølig i betragtningerne kan man naturligvis kun være, når kampen for længst er overstået, og de tre gode points er sat ind på bogen, men alligevel var det svært at se, hvad der skulle gå galt, da Hjalte Nørregaard efter en lille halv times spil og med en forkølet venstrebensafslutning fik skrabet bolden ind bag Arek Onyszko, der sandelig har set bedre ud. OB så på det tidspunkt ud til at være blevet sat skakmat med enkle midler, for opspillet til målet var ikke specielt spektakulært, da Ole Tobiasen spillede en bold ind på Álvaro Santos i feltet. Den stærke brasilianer holdt OB-forsvaret væk og fik prikket bolden videre til sidste forårs guldhelt, som kvitterede med sit første ligamål siden festen mod AGF. Vidunderligt simpelt så det ud, især når man tænkte tilbage på den foregående weekends forgæves anstrengelser mod den gule Herfølge-mur i Parken.
Var det første mål mere vigtigt, end det var flot, så var det til gengæld en æstetisk nydelse, da forårets komet, Jesper Bech, gjorde det grimme ved OBs forsvar kort inde i anden halvleg. Muligheden for hurtige spilvendinger byder sig sjældent på hjemmebane, hvor modstanderne gerne ligger lavt i 90 minutter, men da Bisgaard modtog bolden på egen banehalvdel efter et brudt OB-angreb og sendte unge Bech af sted, fik vi set, hvor stærkt det kan gå, når pladsen pludselig er der. Fra kanten snoede Bech sig fikst ind gennem tre stribede forsvarsspillere, og hjemmeholdets Jacob Gregersen kom til at se lidt dum ud, da han samtidig skulle prøve at holde øje med den fremadstormende Hjalte, som på midten modtog en perfekt aflevering og havde både held og dygtighed til at få den puttet i kassen trods en temmelig dårlig førsteberøring.
Bechs basser
Det grænsede til OB-kollaps, da Jesper Bech lidt længere inde i halvlegen fik oceaner af plads mellem OBs bagerste og på kanten af offside modtog en perfekt timet stikning fra Michael Silberbauer. Er der noget, Bech ser ud til at mestre i nærmest unaturlig grad for så ung og urutineret en spiller, så er det overblikket og evnen til at træffe de rigtige beslutninger, når han finder en åbning i forsvaret. Han svigtede heller ikke denne gang, for ruten var soleklar, og OBs tunge centerforsvar var ikke i nærheden af at have løbet Bech op, da han iskoldt puttede bolden i rusen uden chance for Onyszko. Nu ved de også, hvem han er i Odense, hvis de da ikke allerede havde bemærket det, da han i pokalkampen i Parken iscenesatte det flotte 2-1 mål med en superb, blind stikning.
Hvis kampen allerede havde været slut ved stillingen 0-2, var den selvsagt stendød efter det tredje mål, og det giver lejlighed til at dvæle lidt ved den solide holdindsats, som skabte fundamentet for den kontrollerede nedsabling af ligaens næststærkeste hjemmehold, som kun én gang tidligere på sæsonen havde forladt deres egen bane i taberens rolle (efter 0-1 mod Brøndby). Martin Albrechtsen spillede endnu engang en formidabel kamp og er så småt ved at få slettet de spor, der har forfulgt ham efter et skidt kalenderår i 2003. Ved siden af Martin strålede Lars Jacobsen, som åbenbart bare skulle bruge et par provinsielle provokationer fra OBs smålige tilhængerskare for at få lyst til rigtigt at vise, hvor god en investering han tegner til at blive for storbyens hold.
Tomålsskytten Hjalte skal også have et klap på skulderen for hver af sine to mål og et tredje for at være kommet ind i en positiv udvikling, som lover godt for de sidste kampe. Når Hjalte kom på tavlen i lige netop denne kamp, var det heller ikke noget tilfælde, for han blev med Traoré som makker for første gang udstyret med støtte fra en defensiv kapacitet, som skabte sikkerhed for Hjaltes gode løb fra boks til boks. Det var ikke Traorés første optræden på den centrale midtbane i en betydende kamp for FCK, men det var uden sammenligning hans bedste, og man skal måske driste sig til at kalde det et lille midtbanegennembrud for den bomstærke KB-knægt, der tidligere har demonstreret Superligaklasse i centerforsvaret. De kommende kampe må vise, om han får chancen for at følge op på succesen, og om han kan stå distancen på midtbanen.
Super Bech
Uden på nogen måde at ville forklejne det flotte arbejde fra de andre unge spillere, som i kampen mod OB var fælles om at gå forrest og vise stor ansvarsbevidsthed, så skal Jesper Bech alligevel fremhæves som den helt store oplevelse, og der gives næppe en mere passende afsæt end det punktum, han selv satte for kampen, da han på falderebet scorede til 4-0: Til feststemte Olé-råb fra den store skare af medrejsende FCK-fans spillede udeholdet nærmest flabet bolden rundt i egen højreside, før Ole Tobiasen til sidst gav bolden til Jesper Bech, som med en retningsbestemt førstegangsberøring lagde bolden fornemt til rette for sig selv, så han fra kanten af feltet og uden skyggen af chance for stakkels Arek kunne halvflugte den op i det fjerne målhjørne.
Nu skal det helst ikke udarte sig til én stor hyldest til Jesper Bech, men det er svært ikke at falde for fristelsen, for der er simpelthen så meget fodbold i den knægt, at man allerede begynder at frygte for, om han nu også kan holde det niveau, han har vist i sine første kampe for FCK. Men samtidig er det også svært at se, hvorfor han ikke skulle holde dampen oppe, for det er tydeligt, at han har så mange ting at byde på. Hver for sig er hans boldberøringer, hans sparketeknik, hans hurtighed og hans hovedstødsstyrke ikke kvaliteter af en kaliber, der sætter ham afgørende foran så mange andre offensivspillere i Superligaen, men når man lægger det hele sammen og supplerer med en imponerende spilintelligens og en stor forudseenhed, så fremstår han som en helt unik type. Jesper Bech er ganske enkelt en fodboldspiller, som er en nydelse at følge, og alle håbefulde FCK’ere bør tage med i deres aftenbøn, at han klarer sig formfuldendt og uskadt gennem de sidste kampe, for så kan han i bogstaveligste forstand blive guld værd.
Syv finaler
Naturligvis er det jo hele holdet og ikke bare enkelte spillere, som skal vise klassen, nu hvor vi går ind i den afgørende fase, for en stor del af forklaringen på det flotte resultat i Odense er, at flertallet af spillerne i start-11’eren ser ud til at nyde en opadgående formkurve, som FC København har haft for vane mod afslutningen på forårssæsonen de sidste tre år. Det må dog ikke blive en sovepude, for i jagten på mesterskabet er hver eneste kamp en finale, og det næste fejltrin kan blive det sidste, for blot en enkelt spillerunde med pointtab til FCK og sejr til konkurrenterne kan ende med at koste det hele. Til alt held får vi allerede i morgen at se, om holdet magter at følge op på weekendens fornemme tendenser, når lørdagskampen gentages – denne gang blot med et OB-hold i stærkeste opstilling og med alt at spille for i deres sidste chance for at vinde noget i år. En fortrinlig sidste eksamen, hvor der er råd til en enkelt svipser og sågar et uafgjort resultat eller et lille nederlag, uden det koster klubbens deltagelse i pokalfinalen, som kunne være en flot forårsgave til Parkens mange trofaste tilskuere.
Går spillerne ud og demonstrerer klassen onsdag aften i Odense, så vinder de måske ikke 4-0 igen, men de kommer med sikkerhed i finalen. Lykkes det ikke, kan det blive en slem dukkert og en rigtig skidt optakt til weekendens på papiret ret svære udekamp i Herning, hvor værterne er Erik Rasmussens FC Midtjylland, som indtil videre har fået fuldt udbytte på deres ny stadion. Ankommer FCK i stedet til heden med en pokalfinalebillet i baglommen, ser det til gengæld mere end fornuftigt ud: Med Erik Rasmussen i spidsen for et hold, der sprudler af selvtillid og samtidig ikke har andet at spille for end ønsket om at underholde med deres nyvundne kunnen på deres uindtagelige arena, så ligner det noget nær en ønskemodstander for FCK, der lige nu er det stærkeste udehold i Superligaens historie. Tager Backes tropper til Odense og spiller klogt, så kommer de i pokalfinalen, og tager de til Herning og spiller sig ud, så vinder de kampen mod FC Midtjylland. Og så kan de sidste tre uger af maj blive rigtig spændende. God fornøjelse!
Ugens stjerneskud
Det kan i denne uge ikke blive andet end en samlet anerkendelse til de mange unge spillere, som har præget FC København i foråret. Fra egne rækker har Hjalte, Bergvold, Bech og Traoré været stærkt medvirkende til, at vi stadig hænger på i både pokalturnering og mesterskabsopløb, selv om vores trup har været ramt af skader hos nøglespillere som Røll og Zuma, uden hvem holdet tidligere har haft endog særdeles svært ved at klare sig. Samtidig kunne det se ud, som om vi kan håbe på at få endnu mere ud af Silberbauer, der måske stadig lige mangler det mål, som for alvor kan løsne op.
Mens Hjalte, Bergvold, Bech, Traoré og Silberbauer alle er årgang ’81-’84, så skal man i øvrigt ikke længere tilbage end til årgangene ’79-’80 for at finde en gruppe på fire stamspillere, nemlig anfører Bo, Martin Albrechtsen, Lars Jacobsen og Álvaro. Hvilken anden klub i rækken kan fremvise så mange profiler på 25 år og nedefter?
Ugens fjolser
Weekendens fornøjelige fodboldkamp i Odense blev skæmmet af den utilstedelige opførsel fra hjemmeholdets tilskuere, som fik afløb for deres frustrationer ved at kaste mønter, lightere, vandflasker og sågar et tændt romerlys efter Magnus Kihlstedt. Hvis ikke man fra DBU’s side begynder at skride hårdt ind over for uregerlig publikumsopførsel – og det må og skal omfatte fratagelse af hjemmebanen ved gentagelsestilfælde – så kommer balladen en dag ud af kontrol. I samme åndedrag må man spørge, om redaktionen bag Viasats hemmelige program Det’ Bare Fodbold mon har tænkt sig grundigt nok om, når de netop i denne sæson er begyndt at opfordre tilhængerne til øget brug af ild, til trods for DBU’s klokkeklare forbud mod samme.