Det var dog (Hjalte)fandens! - uge 48/2003

Af thunder

Ak ja, så sidder man igen her i mandagstrænerstolen og skal forholde sig til en resultatmæssig skuffelse i Parken. Takket været en syndflod af misbrugte chancer – det er vel næppe set værre siden David Nielsens værste stunder i klubben – og et drop af Kihlstedt, måtte vi forlade Parken med skuffende 1-1 mod AGF. Tilhængerne af ’Byens Hold’ fra hovedstaden var således langt mindre muntre efter kampen end de fans af ’Byens Hold’ fra provinshovedstaden, der på D-tribunen syntes at fejre det uafgjorte resultat med en iver, som havde de just reddet sig adgang til Champions League.

Det skal da være såvel jyske som herboende århusianere vel undt at glæde sig – omend anledningen naturligvis er bitter set med FCK øjne – og det er ikke første gang at et hårdt tilkæmpet århusiansk uafgjort resultat medfører jubelscener blandt deres fanskare. I foråret 2002 lykkedes det AGF at kæmpe sig til 0-0 i Parken med en mand i overtal i 87 minutter af kampen. Dengang jublede AGFs fans også, og den gang havde de vel sådan set også grund til det. Det var dengang, hvor FCKs hjemmebane med god grund ansås for et skræmmende sted at spille. Sådan har det ikke været i denne efterårssæson, ja faktisk har den været gal i hele kalenderåret 2003.

Et Annus Miserabilis i Parken
Hvor galt det egentlig står til, kan bedst udtrykkes ved at vise årene, der er gået, siden FCKs indtræden på fodboldscenen:  

 År  Kampe  Vundet  Uafgjort  Tabt  Point  Snit
 1993  19  8  3  8 27 1,42
 1994  19  9 5 5 32 1,68
 1995  21  10 7 4 37 1,76
 1996  15 5 5 5 20 1,33
 1997  22 14 7 1 49 2,23
 1998  20 13 2 5 41 2,05
 1999  17 9 4 4 31 1,82
 2000  18 10 3 5 33 1,83
 2001  22 14 6 2 48 2,18
2002 21 14 6 1 48 2,29
 2003  21 7 7 7 28 1,33

(Note: Kampe i ligaen, pokalturneringen samt i de betydende europæiske kampe - dvs. undtaget Toto-cuppen - er medtaget. Ferencvaroskampen er regnet som uafgjort, fordi afgørelsen faldt ved straffesparkskonkurrence. Alle tal er med tak lånt fra Nipserstat.dk).  

 

Nu kan man indvende, at det er lidt bagvendt at opgøre FCKs resultater i Parken i kalenderår, fordi fodboldsæsonen som bekendt ikke følger kalenderåret, men motivationen for at lave denne opstilling er at søge en forklaring på, hvorfor store dele af FCK-skaren efterhånden er så utilfredse, at selv en sådan set ganske udmærket FCK indsats som den i søndags afføder en hel del bitre miner. 

Som det kan ses i tabellen, så er sæsonen 2003 den dårligste i FCKs historie bortset fra 1996. Hvor mange derude kan huske kalenderåret 1996? Ja det er rigtigt – det var dengang, hvor først Michael Schäfer og siden Kim Brink havde ansvaret, og dengang hvor ethvert møde med Brøndby IF var det samme som et nederlag. 4 ud af de 5 nederlag det kalenderår faldt således i opgør mod rivalerne fra den københavnske vestegn. Det var det år, hvor FCK i hele efteråret 1996 kun vandt en sølle kamp på hjemmebane. Det er også den periode, hvor FCK opnåede to lidet flatterende placeringer som nr. 7 hhv. nr. 8 i ligaen. Det var i det hele taget en rædselfuld tid at være FCK-fan i, selv hvis man ihukommer udviklingen i galgenhumor på lægterne. 

Ser vi bort fra det ene år – hvor det som nævnt især var BIF der ødelagde statistikken – ja så har Parken traditionelt været en arena, hvor modstandere har haft det svært. I 6 år i træk (fra og med 1997 til og med 2002) vandt FCK således årligt mere end 50% af deres kampe i Parken. Det kulminerede i perioden 2001-2002 hvor vi i 2 kalenderår kun tabte 2 hjemmekampe til danske hold og en enkelt derudover (til Dortmund), men det var vel de færreste der en efterårsdag i 2002 havde forventet eller bare forudset, at man i 2003 kunne tale om en kulmination. Vi troede vel alle – måske bortset fra enkelte ukuelige pessimister – at vi med den i Danmark så berømmede trup, træner og økonomi ville fastholde vores greb om modstanderne i Parken. 

Sådan er det som bekendt ikke gået i 2003, og jeg tror, at dette faktum sammen med trægheden i spillet på banen mere end noget er årsag til den massive utilfredshed med holdets præstationer for tiden. FCK har jo sådan set ikke gjort det decideret ringe i de forgangne små 12 måneder. Vi blev danske mestre, vi har levet op til seedningen i de europæiske turneringer, og som den gode bartender Holger underholdt med sidste fredag i sprutbulen, så har FCK såmænd ikke gjort det slemt under middel fsv. angår pointhøsten i årets liga. Brøndby og Esbjerg har gjort det ekstremt godt – BIF har, undtaget kampene mod os, i denne sæson formået at konvertere 16 kampe til 13-2-1 – men det kan man kun i ringe grad bebrejde FCK, eftersom kun nederlaget til EfB har givet de to klubber yderligere vind i sejlene. En kritik af FCK skal ikke været primært funderet i, at andre gør det bedre – det skal være primært funderet i om holdet gør det godt nok, og det er kun som supplement at man skal skele til konkurrenterne. 

I det lys kan man sige, at klubben ikke har gjort det så skidt endda, men når forventningerne er til så meget mere, så er det rimelige ikke nødvendigvis godt nok. Og når hjemmebanen, her hvor kalenderåret går på hæld, billedligt talt ligner antikkens plyndrede Rom efter Goternes og Vandalernes indtog, ja så må utilfredsheden brage frem. De fleste fans ser nu engang flest livekampe med FCK i Parken, og sammenholdt med det faktum at et hold ganske enkelt forventes at være bedre hjemme end ude (med mindre holdet er fra en mindre jysk provinsby), vil elendige hjemmebanepræstationer formentlig generere en massiv utilfredshed. Overvej f.eks., kære læser, om du havde været lige så skuffet over Rangers-opgørene, såfremt FCK var røget ud efter en sejr på hjemmebane og et (større) nederlag på Ibrox. Eller om man ikke trods alt bedre havde kunnet leve med en uafgjort mod de lokale i Herfølge, hvis FCK omvendt havde vundet komfortabelt i Parken over samme sjællændere. Jeg ved, at jeg har det sådan. 

Jeg ved også at jeg er møg frustreret over at måtte erkende at hold fra SAS-ligaen tilsyneladende ikke har sværere ved at spille i Parken end på Farum Park eller på heden i Ikast – og at det synes at være langt sværere at stille op mod de lokale i Odense eller Esbjerg. Jeg ved naturligvis godt at sagerne ikke er helt så enkle at mange hold stiller op i en massiv defensiv i håbet om en uafgjort eller det heldige kontramål – at hold således kommer til Parken i nervøsitet og ikke i forventning om mindst det ene point. Alligevel taler tallene jo deres tydelige sprog. FCK har kun formået at vinde 1/3 af deres hjemmekampe i nu to halvsæsoner, og det er ganske enkelt ikke godt nok – selv hvis vi ignorerer hold som Mallorca og Rangers.   

Kunsten at brænde chancer i stimer
Så vidt overblikket over vores mismodige efterår i Parken. Søndagens opgør mod AGF burde aldrig havde resulteret i nok et pointtab. Den konstatering har lydt før i denne sæson, men modsat så mange andre kampe i dette efterår, så vadede FCK gennem kampen i chancer – især i første halvleg – og ret beset, så spillede holdet faktisk udmærket i store dele af kampen. 

Vilkårerne var oven i købet ikke de nemmeste; som jeg stod og kiggede på spillet midt i første halvleg, slog det mig, at Peter Christiansen måske alligevel havde en pointe, da han for nogen tid siden i programmet ”Det’ Bare Fodbold” gav banens beskaffenhed en del af skylden for de ringe præstationer dette efterår. Det kan aldrig blive en tilfredsstillende undskyldning for de dårlige resultater, for banen er naturligvis ens for begge deltagende hold, og der er andre mere direkte grunde til de skiftende resultater – grunde som vi mandagstrænere og andre har fremført i tidligere uger. PCs pointe gik imidlertid først og fremmest på at spillet ikke flød godt i Parken, og den pointe så nærmest indlysende ud i perioder af søndagens kamp. Efterhånden som hoben af fejlafleveringer, dårlige tæmninger og spillere der skvattede på banen blev større og større, var det lige til at konkludere, at det ganske enkelt er svært at spille fodbold på en pløjemark. Kvaliteten af spillet falder generelt under de vilkår, og Parkens græstæppe er vitterligt i en sørgelig forfatning for tiden. 

Trods det ujævne spil var det som nævnt alligevel FCK, der havde fat i den lange ende i store dele af opgøret. I front spillede Álvaro Santos sin vel bedste kamp for klubben indtil nu. Brasilianeren er i tydelig bedring hvad angår boldkontrol, temposkift og forståelse for medspillerne. Havde Álvaro været en smule skarpere, så havde han måske endda kunnet fejre sit første hattrick, for chancerne var der, men Álvaro overstrålede på dagen så klart Sibusiso Zuma. Det skal Zuma nu ikke høre et ondt ord for, for sydafrikaneren har i mine øjne været holdets klart bedste dette efterår. Derudover var det ikke just den offensive kreativitet, som det kneb med i denne kamp. 

Nu vi er ved de brændte chancer, så er Hjalte Nørregaard ikke til at komme udenom. Hjalte har efter kampen fået et par kritiske kommentarer i ’fanpressen’ (læs: Sidelinien), og det forekommer mig helt urimeligt at revse Hjalte i netop denne kamp. Hjalte leverede en glimrende indsats på sin foretrukne placering som central midtbanespiller. Han leverede en upåklagelig arbejdsindsats, og de dybdeløb som Hjalte stod for har været savnet i FCK lige siden Christian Poulsen forlod klubben. Det er tydeligt, at FCKs angrebsspil bliver markant forbedret af at en af de centrale midtbanespillere bryder ud af de snorlige kæder og lægger tryk på i og omkring feltet. Hjaltes brøde er naturligvis at han formåede at brænde en 3-4 kæmpechancer. Det skal han høre for, men i samme moment som man kritiserer Hjalte for afbrænderne, bør man også huske på at folk som Mykland, Lønstrup eller Peter Nielsen næppe var kommet til en eneste af de chancer, fordi de ganske enkelt ikke bringer sig selv i de situationer. 

I det hele taget havde midtbanen en god dag mod AGF. Røll var en smule anonym, men spillede stadigvæk en rimelig kamp. Peter Nielsen gjorde hvad han har haft for vane at gøre i dette efterår – ryddede op og var på sin egen godmodige måde en ægte indpisker og kaptajn – og ude i højre side fortsatte Morten Bisgaard de gode takter. Det er ærgeligt at Bisgaard er så svingende i sine præstationer, for spillede han jævnligt på bare nogenlunde det niveau, som han har vist i de sidste 2-3 kampe, så var han vel nærmest selvskreven på holdet. Ganske som at dybdeløb fra en central midtbanespiller hjælper på det offensive hos FCK, så hjælper det også at have en decideret ydermidtbanespiller i hopla, og det var Bisgaard, selvom hans mest mindeværdige øjeblik sådan set foregik i FCKs målfelt; nemlig da han med det yderste af sin støvle forhindrede AGF i at bringe sig på 1-2 et par minutter efter århusianernes udligning. 

Så har jeg vist fået rost det halve angreb og hele midtbanen. Jeg kunne sådan set blive ved, for selvom Ole Tobiasen så tung ud i flere situationer, og selvom PC og Albrechtsen til tider demonstrede hvorfor dårlig teknik og ringe baneforhold er en skrækkelig cocktail når spillet skal sættes igang, ja så havde forsvaret kun få problemer med AGFerne i størstedelen af kampen. AGF hverken ville eller kunne det store. De startede pænt i de første 5 minutter, men efter Álvaros tidlige scoring faldt de langsomt ud af kampen i resten af første halvleg. 2. halvleg indledtes med en kort AGF opblomstring, men derefter var der igen langt mellem snapsene for fansene på D-tribunen. Altså indtil Kihlstedt sov en smule på stregen og lod Leon Andreasens skud gå ind og således endte med at medvirke aktivt til at en ganske hæderlig FCK indsats fik en bizar resultatmæssig udgang.

 

Spændende efterårsslutspurt i SAS-ligaen
Det uafgjorte resultat blev ikke mindre bittert af at Esberg tabte til Farum, for med esbjergensernes pointab kunne FCK med en sejr over AGF havde bragt sig kun 4 points efter vestjyderne. I stedet har vi 6 points op til EfB og hele 9 til det andet hold i toppen – Brøndby IF – der syd for Køge, og uden at imponere synderligt, slog Herfølge 3-1. I samme runde tabte OB til AaB, og disse to klubber udgør nu sammen med FCK forfølgerfeltet til de to førende. Længere nede i tabellen synes FC Midtjylland at have tabt pusten, men meget kan ændre sig i de to sidste runder, hvor FCM har to på papiret nemme modstandere i AB og Frem. 

Om de næste to runder må det i øvrigt siges at være helt og aldeles afgørende, at FCK henter maksimumpoint. Esbjerg skal således møde OB hhv. AaB i de to næste runder, så hvis FCK henter 6 points i de næste to kampe ja så vil vi enten have halet kraftigt ind på vestjyderne eller have lagt afstand til de næste i tabellen før den første runde i forårssæsonen, hvor Esbjerg og BIF i øvrigt tørner sammen. Klokker FCK omvendt i det mod Viborg og AB, ja så har vi vel for det første reelt afskrevet mesterskabet og måske bragt 2. pladsen i fare, fordi i hvert fald BIF, men muligvis også Esbjerg, så formentlig har erhvervet sig et forspring der bliver mere end svært at hente. For det andet kan vi risikere at overvintre uden for top 3, hvilket ganske enkelt ville være skandaløst, klubbens ambitioner taget i betragtning. 

I bunden af SAS-ligaen fik AB med sejren over Frem en sjælden succesoplevelse. Nedrykningsspørgsmålet ligner nu stadig et, der skal besvares af AB, Frem, Herfølge og måske FC Nordsjælland. De foranliggende hold – Viborg, AGF og FCM – kommer næppe i fare, og det er muligt at FCN fraregnet økonomiske problemer også skal fritages fra nedrykningsspekulationerne, der dermed vil være et anliggende for de to oprykkere samt den absolut største økonomiske katastrofe i betalt fodbolds historie. 

Det er i sandhed en økonomisk deroute af de større. Glem AGF, glem Interbank, glem FCK's skødesløshed i klubbens første år. AB har smidt et sted mellem 100 og 150 millioner ud af vinduet i løbet af en periode på 5-6 år. Ud af en aktieemission og adskillige gode spillersalg, er der efter fem år intet andet tilbage end en pokaltriumf i 1999, tomrummet efter de mange penge, samt den måske tyndeste trup i SAS-ligaen anno 2003. I sandhed en historie så trist, at den langt overgår udsigten fra den ene langside til Høje Gladsaxes gyselige betonsiloer. 

”Det er da altid noget, at man ikke holder med Leeds”
Måske AB skulle overveje at blive venskabsklub med Leeds i det engelske? Der synes i hvert fald at være en slags skæbnefællesskab hvad angår placeringen i ligaen og den amatøragtige økonomiske styring. Leeds har også formøblet mere end 100 millioner på spillerindkøb, lønninger og andre udgiftskrævende poster – her er der dog tale om 100 millioner pund! I tiden under David O’Leary landede nettoregnskabet for transfers (udgift-indtægt) således på næsten 70 mio £, uden at klubben af den grund vandt så meget som et eneste trofæ i perioden 1998-2002. I stedet tårnede udgifterne sig op, og til sidst måtte Leeds se sig tvunget til, hvad der lignede et ophørsudsalg med sportslig deroute til følge. I denne sæson har Leeds så været fuldt ud så håbløse i PL, som AB har været det i den danske liga, og regnskabet udviser en gæld på små 80 mio. £. Skulle Leeds rykke ned, vil det betyde en umiddelbar indtægtsnedgang på 20 mio. £, hvilket vil bringe klubben faretruende nær konkursen. 

Modsat AB formåede Leeds dog ikke at vinde deres kamp mod Bolton her i weekenden – en af den slags kampe der ellers gerne skulle give point, hvis endnu en sæson i Premier League skal sikres – og de stakkels sheepshaggers må derfor finde sig i fortsat at udgøre agterlanternen i den fornemmeste engelske række efter 5 nederlag på stribe, hvor målscoren samlet har været 3-16. I den anden ende af ligaen havde den førende trojka – Manchester United, Arsenal og Chelsea – ’another day at the office’. De sikrede sig hver især en sejr, og der er nu 9 points mellem United på 3. pladsen og Charlton på 4. pladsen. Det ser ud som om at spændingen om de første 3 pladser i Premier League bliver et internt anliggende mellem netop de tre klubber. 

Også i Spanien har tre klubber lagt sig i førerposition, omend med et mindre pointforspring end de 3 i det engelske. Det er stadig tidligt på sæsonen i det spanske, men La Coruña, Valencia og Real Madrid ligner de bedste bud på en spansk mester. Imens må Barcelona tilsyneladende indstille sig på at de indtil videre stadig skal kæmpe hårdt for at holde fast i håbet om at de i næste års europæiske turneringer deltager i CL og ikke i UEFA-cuppen. I denne runde blev det til et mindre tilbageslag for den katalanske klub, da man gled tilbage til en UEFA-cup placering, idet det blev til et nedelag til Villareal, hvis sejrsmål blev scoret af den tidligere Barcelona-angriber Sonny Anderson.   

Ugens Engel
Temaet for denne uges engel-æsel modsætning er den forestående strejke/lock-out, der truer dansk fodbold. Lad mig derfor i denne uge udnævne Peter Nielsen til ugens engel, fordi det måske var sidste gang nogensinde at vi så Peter spille i Parken, da kampen mod AB er i fare for at blive aflyst. Det er nærmest overflødigt at nævne hvorfor valget falder på PN. Med alt hvad han har givet holdet, klubben og os fans, er han såmænd en værdig kandidat til efterårets engel.

Ugens Æsel..
... går – helt i tråd med engleudnævnelsen – til Spillerforeningen, Divisionsforeningen og DBU. Jeg er fuld af respekt for faglige konflikter generelt, og jeg skal ikke sidde og pive over en mistet kamp i ligaen, hvis der vitterligt var noget at kæmpe for. Det virker bare som om at der (endnu engang) ligger en blanding af dårligt overblik og personfejde bag en konflikt i dansk fodbold. Hele konflikten omkring FIFA-reglerne burde ikke være blevet en politisk sag, da man ganske enkelt burde kunne sikre sig et entydigt juridisk grundlag for eller imod på dette område. Det havde måske taget tid, men man har været klar over disse regler længe, så der har også været tid til rådighed. I tilgift har der været stemmer fremme i pressen om at en del af konflikten kunne løses, hvis Spillerforeningens direktør blev afskediget. Måske er det bare mig, men at udbasunere et ønske om en fyring af et fagforbunds direktør som en del af en faglig konflikt virker som temmelig dårlig stil, uanset om Mads Øland så gør sit arbejde godt eller dårligt.

 

Tilbage til oversigten