Der findes mange forskellige kløfter, nogle er mere eller mindre
almene, mens andre i hvert fald er virkelige for dem der står på hver side af
kløften.
I den sidste kategori finder vi kløften mellem FCKs spillere, trænere og
ledelse og på den anden side fansene. Peter Møller gav meget klart
udtryk for sine frustrationer, da han sagde, at han ikke fattede at
fansene piftede FCK ud efter kampen mod Ferencvaros. FCK var jo gået
videre, og så burde alle vel være glade. Sandheden er vel også, at det
havde været en rigtig betragtning for en 3-5 år siden. I dag har de
fleste af os vel et ønske om at se FCK som et styrende hold, der
presser de fleste hold langt oppe på banen og ikke mindst et FCK, hvis
hjemmebane (Parken hvis nogen skulle være i tvivl) virker som en nærmest
uindtagelig fæstning - en fæstning hvor FCK går på banen med den
attitude, at ”her regér FCK”. I det sidste lange tid har det mere virket
som om, FCK er kommet på banen med den holdning, at kampen her skal i
hvert fald ikke tabes.
Halvt engagement mod OB var ikke nok.
Jeg savner at se et FCK hold, der kører på fra første fløjt. Det har jeg
ikke set de sidste mange kampe i streg, men der var selvfølgeligt håb
om, at udviklingen kunne vende i kampen mod OB. I første halvleg virkede
det faktisk som om, at FCK var kommet på banen for at vise fansene, hvad
de kan. Desværre valgte Martin Albrechtsen at bruge al den teknik, han
ikke har, til at sende Steffen Højer alene mod Kihlstedt. Så var stillingen
0-1 og FCK skulle igen arbejde sig op af Backe. Forløsningen
kom dog kort efter på et af de mærkeligste mål, jeg længe har set i
Parken. Peter Møller sender bolden over hovedet og ind ved den ene
stolpe.
FCK fortsatte stilen, anført af en velspillende Sebastian Svärd. OB blev
presset langt tilbage på banen, og bolden blev kørt hurtigt rundt
mellem FCK spillerne. Derfor virkede det næsten logisk, at den hurtige 1-2
mellem Røll og Zuma endte med et straffe som sikkert blev omsat til mål
af Peter Nielsen.
FCK blev jublet og sunget ud til pause. Kløften mellem fans og spillere
blev betydeligt mindre, der var håb om forsoning. Den forsoning afblæste
FCK straks fra anden halvlegs start. Igen trak FCK sig 10 – 15 meter
baglæns og ventede på OBerne, der fik lov til at overtage styringen af
kampen. Spillet blev ændret fra spilstyrende til
kontra- fodbold med lange bolde frem til Peter Møller og Zuma og senere Santos. Det udnyttede
fynboerne fuldt ud og reelt må resultatet 2-2 siges at være ganske
fortjent, men det virkede fuldstændigt absurd, at FCK trak sig tilbagepå banen
og valgte at forsvare en meget spinkel føring. For det første
fordi FCK sjældent har været særligt gode til at forsvare en (spinkel)
føring, og for det andet fordi det virker absurd, at FCK i stedet for at
fortsætte stilen fra første halvleg trækker sig tilbage på banen.
Jeg skal selvfølgeligt ikke kunne sige om taktikken var aftalt i pausen,
eller om ændringen i spillet bare var noget der skete i løbet af
halv- legen, men jeg skal da gerne indrømme, at jeg i det mindste savnede
at se en af trænerne op på mærkerne og råbe spillet frem.
Jeg savner et engagement fra bænken som viser mig, at det ikke er planen
at FCK skal stå så langt tilbage på banen men derimod, at når der
spilles fodbold i Parken, så er det altså FCK der bestemmer fart og
tempo i kampen.
I den positive ende af skalaen fandt jeg Svärd som jeg så som MOM. Han
fordelte boldene godt, var den eneste der åbnede FCKs spil, og det er
tydeligt, at der her er tale om en spiller der kan udvikle sig til et
meget højt niveau. I midten var Kihlstedt der stod ganske glimrende, Møller der i det
mindste kæmpede så meget som han havde lært og scorede samt Peter
Nielsen og Zuma, der dog begge virker særdeles trætte og slidte.
På stadiet godkendt var Røll på en trods alt rimelig første halvleg,
Bergvold der gjorde det rimeligt efter han kom ind, Santos der trods alt
nåede et par chancer, Zivkovic og Svensson der trods alt forsøgte at få
forsvaret til at hænge sammen.
I gruppen ikke godkendt fandt jeg plads til Hjalte, der ganske enkelt
virker som om han er ligeglad, og PC der efter at have brokket sig ude i
medierne, ikke var i stand til at aflevere til en medspiller en holde på
sine modstander i defensiven. Jeg har været lidt i tvivl om Albrechtsen,
efter en længere downperiode syntes jeg trods alt, at han kæmpede for
sagen, til gengæld trækker det gevaldigt ned at han var skyld i mindst
det ene hvis ikke begge mål.
Næste kamp som FCK skal ud i er en af de kampe der går på tværs af
kløften mellem top og bund. Herfølge stadion skal besøges i det der på
forhånd ligner en rå kold aften. Men det skal trods alt gerne være en
aften hvor FCK viser at det trods alt stadig er topholdene der sætter
dagsordenen. Sker det vil kløften mellem fans og spillere / træner nok
også blive meget mindre.
Kusk fortsætter AaBs genopstandelse og Mørch er væk
En anden kløft er den man finder mellem toppen og bunden af
super- ligaen. Efter en tredjedel af sæsonen er der ved at komme et skel mellem BIF,
Esbjerg, FCK, OB, FCM og AaB i toppen og så de seks hold der skal ud i
den hårde konkurrence for ikke at ende på bunden af kløften og tage
turen ned i første division.
I toppen er den store overraskelse vel nærmest, at Søren Kusk har
formået at få AaB op fra bunden og med i toppen. Ellers er der vel næppe
de store overraskelser i de hold der ligger i toppen.
Overraskelserne består mest i, at et af topholdene sætter point til mod et af
bundholdene. På den baggrund findes weekendens skuffelse i Midtjylland,
som på hjemmebane formåede at tabe til Herfølge.
I bunden er det svært at se, hvad der skal redde AB. Henrik Jensen er et
godt bud, men det bliver en særdeles vanskelig opgave. Kampen i bunden
er dog ikke kun negativ. I den positive ende af min
fodboldskala er Frems fyring af Ole Mørch. Jeg opfatter simpelthen Mørch som et af de
mest negative bud på en fodboldtræner. Uanset hvilket hold han er træner
for, viser de sig meget hurtigt at lære fodboldens værste svinestreger.
Det handler som oftest om at ødelægge modstandernes spil, mere end at få
mest muligt ud af egne evner. I stedet er kommet Ebbe Skovdahl, og det
er alt i alt et godt bytte for dansk fodbold.
Et spørgsmål om moral?
Ude i den store verden snakkes der også meget om kløfter; kløfterne
mellem spillerne og virkeligheden. Oplevelsen på en lille ferie i
England var, at det absolut hotteste emne p.t. var engelske
fodbold- spilleres totale mangel på moral og deraf en opførsel der
overskrider alle grænser. Baggrunden er denne gang to voldtægter kort
efter hinanden. I det første tilfælde skal syv spillere (angiveligt fra
bl.a. Newcastle) have voldtaget en 17 årig pige – i det andet skulle to
Leeds spillere have fulgt trop og voldtaget en kvinde.
Oven i dette havde Rio Ferdinand ”glemt” en doping test på en måde,
der virker som om, at han rent ud sagt var skråt ligeglad og ikke regnede
med, at det ville have nogle konsekvenser for ham.
Disse episoder følger en lang række andre, hvor mængden af
fodboldspillere på vej hjem fra bytur med sprit i blodet nærmer sig det
groteske, hvor spillere med jævne mellemrum er involveret i
voldsepisoder, og hvor der ofte er spillere ude sent om natten op til
fodbold kampe.
I The Observer blev problemet gjort specielt engelsk. Overfor
mængden af englændere der havde blameret sig på diskoteker og barer, opstillede man
de franske engle Pires, Viera, Henry og Wiltord der sjældent bliver set
på andet end cafeer og aldrig før en kamp. Jeg tror ikke det er så
simpelt. Det der sker er efter min opfattelse snarere en virkelighedsforskydning,
som gør det svært for unge mennesker at holde benene på
jorden. Selv en middelmådig engelsk spiller og langt hen af vejen også
dansk, vil pludseligt blive mødt med en meget stor løn og ikke mindst en
stjernestatus, i hvert fald blandt klubbens fans, der giver adgang til
privilegier, sex og alle mulige andre mere eller mindre positive tilbud.
Der skal en rimelig ballast til for at stå imod den slags
'gratis glæder' og til at bevare en så stor grad af moral og etik, i stedet for
blot at opfatte sig som en stjerne med tilhørende playboy optræden.
Jeg tror heller ikke, at det er tilfældigt, hvilke klubber der har
problem- erne. Nogle klubber melder stort set konstant ud, at de bakker
deres spillere hundrede procent op, også selv om det rimelige ville være
at sige noget i retning af at 'vi vil bruge spilleren indtil dommen
falder, men vi vil i samme moment, arbejde på at få en politik der
hjælper spillerne til at håndterer tilværelsen'.
Eksemplet er ganske tydeligt mellem Manchester United og Arsenal. Kampen
i Manchester endte i slagsmål og skænderier. Manchester melder straks
ud, at de mener at alle deres spillere er uskyldige i episoden, mens
Arsenal erkender, at deres spillere er gået over stregen, og at man vil
gøre noget ved det. Nu hjælper det selvfølgeligt ikke på sagen, at
Nistelroy efter min opfattelse skulle have været straffet lige så hårdt
for hans frispark og efterfølgende skaberi som Viera for hans lossen ud.
Ligesom det ikke hjælper på min opfattelse af situationen, at jeg i
forvejen føler, at Manchester har det meget let i England. 6
straffespark i seks kampe med den samme dommer er trods alt over
stregen.
Til gengæld er der ikke noget overraskende for mig i, at Manchester,
Arsenal osv. får tilkendt flere straffespark end de andre hold i PL. Det
er dem, der oftest er mest i boldbesiddelse, og de spenderer langt
mere tid i de andres straffesparksfelt. Det er tillige dem med de bedste
driblere – spiltyper der ofte er dem der fældes i feltet.
I samme omgang vil jeg udtrykke min fulde støtte til Knud Erik Fisker,
som jeg opfatter som en af de bedste dommere i superligaen. Støtten fra
min side falder på baggrund af en enkelt kommentar som kom efter sidste
kamp mellem FCK og OB. Fisker burde have vist Zuma ud for en hævnagt, men
valgte at sige, at han forstod Zumas frustration-
er, eftersom Zuma igen og igen blev stoppet med ulovlige midler. Han blev reelt understøttet af
Michael Hemmingsen, der fortalte, at skulle man holde Zuma, er det
nødvendigt at gå til stregen og til tider over.
Der er en meget dyb kløft mellem ønsket om at se mere teknisk spil,
og så dommere som for eksempel Johnny Rønn, der tillader spil, hvis eneste
mål det er at ødelægge kampen ved med jævne mellemrum at træde over den
usynlige grænse som Michael Hemmingsen talte om. Men det er den grænse
der gør forskellen på om vi ser teknisk fodbold, eller det der til tider
nærmest virker som slagteri.
Ugens Engel
Peter Nielsen. Fordi han scorede på hele to vigtige straffespark i den
forgangne uge men mere vigtigt: Fordi Morfar altid er der.
Ugens Æsel
Favoritten var Thomas Røll, der brændte hele to vigtige straffespark i
denne uge, men han blev søndag overgået af Brian Steen Nielsen, der
rundede svinestreg nr. 250 siden sin tilbagekomst til dansk ligafodbold.
Tilbage
til oversigten