Blandt Europas bedste - uge 35/2003

Af /Simon

Så gik der endnu en uge, og endnu en gang skal Mandagstræneren reflektere, causere og spekulere. Som bylinen afslører, er pennen atter givet videre til en ny træner - hér skiftes ud i sædet med en frekvens, der får selv Atletico Madrid og Jesús Gil y Gil til at ligne en loyal og tålmodig arbejdsgiver.

Og sikke da en uge at have første dag på jobbet. Alle dytige trænere ved, at en vigtig ingrediens i opskriften på succes er evnen til at overholde de aftaler, man indgår før en kamp. Således har vi i trænergruppen også vores aftaler, som blandt andet skal sikre, at denne uges klumme ikke bare bliver en nervøs og rodet omgang mumlen forud for onsdagens kamp, hvis betydning og vigtighed man næppe kan overdrive.

Stor ståhej
Det andet og afgørende møde med Glasgow Rangers har nemlig været på alles læber, lige siden Hans Backes dygtigt organiserede tropper slap væk fra Skotland med et opsigtsvækkende resultat i bagagen, og ganske som ventet kunne det ikke undgå at smitte af på atmosfæren omkring weekendens udekamp mod Brøndby.

Der er i dén anledning blevet sagt og skrevet en masse om DBU og deres programudvalg, som valgte at lægge det første af sæsonens i alt tre indbyrdes kampe mellem de to absolutte guldfavoritter i skyggen af mesterholdets bestræbelser på at slippe gennem nåleøjet til det forjættede land, som har været uden dansk islæt i årevis og efterhånden fremstod som en naiv, besnærende drøm snarere end en realistisk sportslig ambition - lige indtil Todi bankede den i kassen bag Stefan Klos og fik 50.000 skotter på Ibrox til at hænge noget så eftertrykkeligt med sækkepiben.

Trods den megen polemik blev slaget mellem KBU og SBU's respektive fodboldflagskibe afviklet i den forgangne weekend som planlagt, og mens Laudrup og den øvrige Brøndbystab længtes efter at revanchere juni måneds dukkert, var de fleste københavnske sind vist mere optaget af kampens betydning set i lyset af den forestående europæiske udfordring. Kunne Myklands akillessener stå for presset? Kunne Peter Nielsens ryg klare strabadserne? Og ville 90 hårde minutter tære alt for meget på kræfterne hos den øvrige trup?

Hov, vi vandt!
Midt i alle bekymringerne var det nemt at glemme, at der skam stadig skulle spilles om tre points, og at modstanderen må formodes at være den eneste potentielle forhindring på vejen mod et københavnsk titelforsvar. De fleste havde nok gladeligt solgt kampen for uafgjort på forhånd, men så meget desto mere befriende var det bare at slippe afsted med fuld gevinst efter en usædvanligt hyggelig lynvisit på den ellers så tarvelige og triste vestegn. Mykland magtede godt nok ikke en gang at fuldføre første halvleg, men han skulle nu alligevel være klar til Gyset i Parken, og så blev han i øvrigt afløst af den senere matchvinder, svenske Jörgen Pettersson, som også selv måtte trække sig før tid, da han egentlig slet ikke skulle forestille at være i kamptræning. Men der var heldigvis lige akkurat kaffe nok på kanden til at sænke Brøndby. For nu at bruge en rigtig slidt floskel kan man sige, at vi vandt kampen på den berømte bredde.

Da først sejren var fordøjet og de tre points sat ind på kontoen, måtte mange desuden sande, at det måske trods alt ikke havde været helt så ligegyldigt at slå ærkerivalerne i egen hule. Takket være Petterssons snarrådige udnyttelse af Per Nielsens forsvarsfejl, krøb FC København op på siden af Brøndby. Utvivlsomt en bitter pille at sluge for Michael Laudrup, der endnu ikke har prøvet at besejre FC København i en ligakamp. Og dansk fodbolds absolutte førsteudfordrer til FCK må nu sande, at deres taknemmelige opstartsprogram ikke har udmøntet sig i et forspring, som kan måles på points.

For os Københavnere giver resultatet til gengæld en behagelig sikkerhed forud for det dødsensvigtige møde med Rangers. Hvordan det end går på onsdag, aspirerer vi stadig til en førsteplads i ligaen inden for de næste par runder, og det kan vise sig at være en stor trøst. Et nederlag til Rangers vil nødvendigvis ramme alle som en enorm skuffelse, der kommer til at tage nogle uger at få ud af systemet, og så ville det kun være en endnu større bet, hvis vi skulle vågne op med nederlagstømmermænd til synet af en lunken midterplacering i den Superliga, som ellers kun skulle have været andenprioritet i dette efterår.

Bedre end de fleste
Og nå ja, så fik vi da i øvrigt også en glimrende fodboldkamp at se ude på Brøndby Stadion; dét må man heller ikke glemme, selv om der konstant tænkes i store perspektiver for tiden. Matchen var absolut blandt de bedre, som er blevet spillet mellem de to rivaliserende klubber de senere år. Der blev som altid gået til stålet, uden at atmosfæren af den grund blev decideret ondskabsfuld, og opgøret var - noget atypisk for "nyklassikeren"! - bestemt ikke fattigt på chancer, ligesom der var flere perioder med flot, offensiv bold fra begge lejre - og det var i det hele taget en god reklame for dansk fodbold.

Så meget desto mere trist var det at overvære rundens anden "topkamp" på tv dagen efter. Både FC Midtjylland og OB har købt stort ind (efter lokale forhold) og har lovet at tage kampen op med FCK og Brøndby til stor jubel for de dele af fodbold-Danmark, der er ved at være godt trætte af de to kolossers suveræne dominans. Mødet mellem de to selvudråbte udfordrere blev bare aldrig det store sus. Sammenlignet med kampen på Brøndby Stadion var tempoet flere gear efter, intensiteten slet ikke den samme, og der blev spillet på et teknisk meget lavere niveau, hvilket kom til udtryk gennem et meget stort antal fejl fra begge hold.

FC Midtjylland, OB og Superligaens nye nummer 1, Esbjerg, gør klogt i at sande, at de stadig har lang vej igen, før de virkelig kan matche FC København og Brøndby. Her skal det retfærdigvis siges, at Esbjergs propagandakampagne for egne evner og muligheder sådan set begrænser sig til nogle gode fodboldkampe og en fornem pointhøst. De gæve fiskere har først og fremmest ladet støvlerne om den gode reklame, mens man i Odense og Herning/Ikast har haft travlt med at lade spillere, trænere og ledere om at tale deres respektive hold med ind i guldkampen.

Ude i Europa er findes der også masser af opkomlinge, som proklamerer flotte intentioner om oprør mod fodboldtyrannerne. Men de fleste steder gik det også i denne weekend, som det plejer, og som det efterhånden er gået i mange år. Manchester United besejrede Newcastle, Arsenal udspillede Middlesbrough på Riverside, Bayern vandt i Tyskland, og i det skotske højland tog Celtic og Rangers for gud ved hvilken gang hver deres pligtsejr mod et par af rækkens håbløse hold.

Slip fantasien løs
Avs ja, Rangers. Der var de igen. Det ER nu altså også svært at holde tankerne på noget som helst andet end kampen - kampen - på onsdag. De af os der ikke allerede er en flok nervevrag på sammenbruddets rand, vil med garanti blive det i løbet af det næste døgns tid. Og hvis det endnu ikke løber læseren koldt ned af ryggen, når tanken falder på morgendagens mastodont af en begivenhed, så er det vist på tide at finde de flossede nerver frem!

"Det bare ikke glippe," tænker de fleste FCK'ere, som ellers dårligt nok tør tænke deres tanker til ende i disse dage - for tænk nu hvis det alligevel går galt, og vi bliver sat på plads af de rutinerede skotter - en risiko som absolut er reel, og som alle bør have in mente. Det ligner lidt en miljøskade, som vi må have pådraget os gennem de mange magre år, hvor vi konstant blev foregøglet, at nu skulle det sandelig være, men det blev det bare aldrig. Nu sidder den der stadig - den skepsis, som fortæller os, at selvfølgelig får vi ikke fornøjelsen. Selvfølgelig smider vi det væk i sidste øjeblik, selv om chancen aldrig har været større. Lad mig de mange bitre erfaringer til trods opfordre folk til at skide på de dystre skrækscenarier, blæse hybris og nemesis en lang march og i stedet drømme løs, mens tid er.

For hvis - HVIS! - det lykkes, bliver det en forandret fodboldverden, vi vågner til på torsdag. Forude venter minimum seks fantastiske kampe mod tre af Europas bedste hold, millionerne tikker ind på kontoen, spillertruppen forstærkes øjeblikkeligt med en midtbaneprofil, og pressen vil koge over af begejstring for FCK's enestående præstation. Herhjemme er respekten for FCK og klubbens bedrifter allerede enorm, men den vil få endnu et nøk opad, og ude i Europa vil der blive løftet øjenbryn og funderet over, hvad det nu er for en størrelse, der træder ind i europæisk klubfodbolds fineste selskab.

Tænk engang: Måske kan du på torsdag sidde klistret til skærmen med hjertet helt oppe i halsen, når UEFA trækker lod til puljeinddelingen i denne sæsons mesterliga. Måske skal du snart til at indstille dig på at gå op ad trapperne til nedre C til tonerne af den velkendte Champions League-hymne. Måske skal du snart have dig en snak med din bankrådgiver for at få et lille forbrugslån, som kan finansiere udebaneturene til Madrid, Milano og Newcastle. Og hvis du ikke er så rejselysten af natur, kan du være forvisset om, at TV3 vil transmittere samtlige FC Københavns kampe direkte, uanset om så Real Madrid og Chelsea spiller samtidig på Bernabeu.

Succes i anden
Den mulige succes er en todelt størrelse: Dels de umiddelbare og fantastiske sportslige oplevelser, som venter forude, og dels den langsigtede betydning for klubben. Deltagelse i Champions League vil påvirke ALT - den nuværende trup kan ikke undgå at høste erfaring i hidtil uset omfang, lukrative spillersalg vil finde sted og nye ansigter indlemmes i truppen, sponsorerne kommer til at flokkes om FCK, og den i forvejen så imponerende tilskuerinteresse vil vokse yderligere. Det er skræmmende, men det er sandt: Betydningen af kampen mod Rangers er en størrelse, der næsten ikke kan overdrives.

Lad mig undskylde på forhånd, hvis jeg har fristet læseren over evne med mine hede fantasier og dermed kun gjort den eventuelle skuffelse endnu større. Du kan i så fald betragte dig selv som uskyldigt offer for min egen beslutning om at svælge i drømmene, mens tid er. På torsdag kan det være for sent, og så går der mindst et år, før vi igen kan håbe på at få FC København at se i det selskab, hvor klubben efter vores mening bør høre til: Blandt Europas bedste.

Ugens svin
Eller "Ugens grisebasse", hvis jeg havde fået lov at navngive kategorien selv. Denne pris giver jeg uden tøven til Brøndbys generalsekretær Emil Bakkendorff. Den særlige anledning er i denne ombæring mandens barnagtige indskydelse, der åbenbart bød ham at omtale FCK's fanskare som "tudefjæs" i et af formiddagsbladene. Bare til din orientering, Emil, så er det dig, der har et problem, hvis folk ikke gider være kunder i din butik.

Ugens engel
Det er så nemt at pege på en af weekendens københavnske målscorere, og jeg kan da heller ikke dy mig. Jörgen Pettersson forsødede hele min weekend og gjorde det en lille smule mindre nervepirrende at vente på onsdagens kick-off. Og tak for det. Christian Lønstrup er også en engel, men det er der ikke noget nyt i.

Tilbage til oversigten