Ordnung muss sein - uge 34/2003

Af Thunder

Lad mig starte denne udgave af Mandagstræneren med en lille historie fra 1990erne. Der var en gang en klub, der havde til huse i landets hovedstad, som gerne ville være noget ved musikken. Man prøvede på forskellig vis at blive det, man købte spillere i bundter og proklamerede stolt, at man fra næste sæson ville blande sig i toppen, men resultaterne gik ikke klubbens vej. Man kunne spille fremragende den ene uge, for dernæst at blamere sig mod et landsbyhold den næste – ja, ofte gik der såmænd flere pinligheder for hver god kamp, som klubbens førstehold spillede. Omkring årtusindskiftet kom der så endelig styr på det hele.

Forskellige enkeltpersoner kunne her fremhæves som årsager til succesen – bl.a. en englænder i trenchcoat, en skaldet nordmand, en møgsur jyde og en ung knægt fra Holbæk, men frem for alt kom succesen, fordi man endelig forlod den – til tider dikterede – processuelle kaosteori og bevægede sig mod (den snorlige) orden. Et mesterskab blev vundet, og siden har holdet – Byens Hold – været i stadig fremgang, omend med små tilbageskridt hist og her.

Endnu et mesterskab og en vis portion europæisk succes er blevet opnået, og i de 3 år der er gået, siden den lettere aristokratiske brite for første gang fortalte Niclas Jensen, at talent ikke rækker langt uden vedvarende koncentration og hårdt arbejde, har klubben, holdet og klubbens fans på godt og ondt lært at elske ord som ’system’, ’orden’ og ’stabilitet’. Måske ikke helt så meget som vi holder af minder om Amsterdam og mål scoret i overtiden på et stadion lidt uden for København, men alligevel: Vi nikker og smiler, når Hans Backe understreger betydningen af kontinuitet og et fast spilkoncept. Kaos er nu forbeholdt Nedre C og indgangen foran samme tribune.

Fra orden i Skotland...
Er jeg lidt rosenrød og forblommet i beskrivelsen af FCKs overgangsfase? Det er ok med mig, hvis du synes det, kære læser – man har som bekendt den luksus som klummeskribent at kunne tage sig et par narrative friheder hist og her.

Jeg kom til at tænke på det med det organisatoriske – på det med systemet – fordi det sådan set har været relevant flere gange i denne uge. Kampen mod Glasgow Rangers viste med al tydelighed, hvor vigtigt det er at have et spilsystem, som spillerne tror på, og hvor vigtigt det er, at der er en god organisation på holdet. Rangersfans har efter kampen beklaget, men også undskyldt resultatet med, at Glasgowklubben spillede deres ringeste kamp i årevis. Det er muligvis også rigtigt, ganske som at Rangersspillerne givetvis endnu ikke er i topform, men der er alligevel grund til at fremhæve et FCK-hold, der dygtigt forstod at knuse Rangers’ opspil, samtidig med at man selv formåede at spille med i kampen – i en grad så det såmænd ikke havde været ufortjent, om FCK var løbet med sejren.

Erik Mykland og Peter Nielsen – den geriatriske duo - åd ganske enkelt Barry Ferguson og Mikel Arteta, og de bagerste fire hos FCK stod godt gennem det meste af kampen. Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så understregede Christian Lønstrup her til aften i programmet ”Det’ Bare Fodbold”, at troen på eget system og egne kvaliteter i høj grad var medvirkende til, at holdet rejste sig oven på den tidligere Rangers-scoring, og samme system viste sig altså bæredygtigt nok til at give FCK en i bogstaveligste forstand gylden mulighed for at nå landet, der flyder med mælk, honning og ikke mindst sportslige og økonomiske perspektiver.

...til larm og periodisk godt spil i Parken
Fra onsdagens jætteindsats i det skotske videre til det hjemlige Parken, hvor weekendens modstander som bekendt var FC Nordsjælland. Det forhenværende Farum må efterhånden være ønskemodstanderen for FC København, nu hvor ellers så uskadelige Viborg FF slog os sidst i Parken. Denne søndag blev det til den 4. FCK sejr i lige så mange kampe. Jeg skal ikke trætte læseren med et længere minutiøst referat af kampen, for den slags klarer aviser og fck.dk glimrende. Jeg vil tro, at de fleste læsere vil være enige med mig i den overordnede betragtning, at København startede glimrende, og at kampen senere sygnede lidt hen, for at ende i en rodet forestilling. FC København kunne have vundet 3 eller 4-1, havde der været lidt mere pondus i vores kontraangreb, eller hvis kampens generelt usikre dommer havde set Martin Birn tage med hænder i feltet, men FCN var også uhyggeligt tæt på en udligning få minutter før tid.

En udligning havde nu ikke været fortjent i mine øjne, for FCK – spillemæssigt anført af en strålende Erik Mykland – var det bedre hold på banen set over de 90 minutter. Det er ikke mere end et par uger siden, at såvel midtbane, forsvar og målmand så ualmindeligt sløje ud mod OB. Mod Nordsjælland så det anderledes fornuftigt ud det meste af tiden. Med den taktik, FCN anvender, vil de næsten uundgåeligt komme til chancer under en kamp, og set i det lys stod FCKerne generelt godt defensivt gennem hele kampen – Farumholdet havde vel knapt fire større muligheder gennem hele kampen.

FCN må i øvrigt være det eneste udehold, der næsten konsekvent gennem en hel kamp i Parken har holdt minimum 3 mand helt i front. Jeg kan ikke lade være med at have et minimum af beundring for Christian Andersen. Han gør det godt derude i Farum, og FCN spiller deres chance i Parken, selvom de måske – resultaterne in mente – havde haft større glæde af en anden taktik. Ifølge Martin Birn fra samme FCN hold skyldtes nederlaget dog hverken det taktiske eller evt. mangler på FCNs hold. Næh, det er såmænd os fans, der kollektivt må bære ’det tunge ansvar’. Den gode Birn er såmænd citeret for at sige, at det var larmen i Parken, der førte til begge FCKs mål. Jaja, lad os bare være selvgode på tribunerne og lykønske os selv for sejren – omend jeg nu er realistisk nok til at tro, at sejren først og fremmest skyldtes, at København var bedre end Nordsjælland.

Roser, torne og en dansk Forrest Gump
Selvom der må uddeles masser af roser til flere spillere, især til Erik Mykland og en særdeles velspillende angrebsduo, så bød kampen også på en af de torne, der som bekendt altid følger med roserne. Lad os bare sætte navn på tornen, for det handler naturligvis om Balász Rabóczki, der gjorde sig uheldigt bemærket i 3. kamp ud af de sidste 5. Efter at have haft en hånd og en fod med i OBs lettere ydmygende sejr i Parken, og efter at have været centrum i en kontroversiel situation på Ibrox, gik det galt igen i det 11. minut af weekendens kamp. Nok er David Rasmussen en dygtig frisparksskytte, men hvad Rabo præsterede i den situation var og er under al forventning. Det frispark burde aldrig have givet mål, og når man så står der på lægterne og kommer i tanke om Rabos præstationer generelt i dette efterår, er der ikke så meget andet at gøre end at konstatere, at det ganske enkelt ikke er godt nok.

Alligevel vil jeg dog godt tale Rabos sag for en kort stund. Det vil jeg først og fremmest, fordi jeg blev godt og grundigt pikeret af B.T.s ynkelige forsøg på at udnytte Balász' bommert(er) til at sælge aviser. Jeg burde måske ikke være overrasket over forsøget på plattenslageri, men Brüchmann & co burde ærligt talt have mere format end at starte en afstemning og en opfordring til at hente Rune Pedersen tilbage til klubben. Hvis B.T. endelig skulle give FCK ledelsen et telefonnummer, burde det måske snarere være Lars Høghs privatnummer, for i mine øjne er der ikke noget galt med de grundlæggende evner hos Rabóczki. Manden er god i luftspillet foran målet, og han er glimrende på stregen såvel som i mand mod mand situationer. Rabo synes at lide af koncentrationssvigt og af en dårlig boldomgang med fødderne. Det første skulle Lars Høgh efter sigende være eminent til at afhjælpe, og måske han også kan lære ungareren lidt om, hvordan man clearer en tilbagelægning.

Bortset fra Rabos uheldige indslag, en noget anonym Thomas Røll og den manglende effektivitet i kontraløbene, var der ikke meget at udsætte på indsatsen denne weekend. Mykland var som nævnt bedre end længe, og han stod for et enormt løbearbejde og flere fremragende spilninger frem ad banen. Helt i front gjorde Zuma og Jónsson livet surt for Nordsjællands bagerste, og det ligner, at nyindkøbte Álvaro skal være fuldt så god, som man håber på, hvis enten Zuma eller Jónsson skal forvises til bænken.

Og lad mig så lige vende tilbage til det med organisationen. Fredgaard nævnte det, Lønstrup nævnte det, Todi nævnte det, og Per Frimann – I ved ham der er castet som den begavede halvdel af Det’ Bare Fodbold – nævnte det. FCK stod godt på banen. Midtbanen dæmmede godt op for FCNs forsøg på opspil, og forsvarene dækkede godt af for hinanden. Albrechtsen ligner en mand, der er på vej mod den styrke, han havde inden sin skade, men jeg vil nu i særlig grad fremhæve Bo Svensson, der i denne kamp var forfremmet til anfører. Bo har ikke været set bedre i denne sæson. Det lyder måske ikke så imponerende i betragtning af, at han har leveret et par præstationer langt under middel tidligere i denne sæson, men Svenssons indsats mod Farum – undskyld FCN – var imponerende rent defensivt. Svenssons afspil giver mig stadig grå hår ind imellem, specielt i 1. halvleg så han meget skidt ud et par gange, men denne søndag var Bo her, der og allevegne, når der skulle ryddes op bagude.

Det blev dog en anden forsvarer, der stod for kampens detalje. Det skete vel inde i 2. halvleg, hvor Ole Tobiasen pludselig foretog et 70 meter rush op af banen. OK, rush er måske så meget sagt, for Ole lignede en mand på randen af en blodstyrtning, som han ildrød i hovedet asede og masede frem ad banen, men det skete til Nedre Cs store jubel. I hvert fald på den del af tribunen, hvor jeg står. I sekunderne mens det skete, var tilnavnet ’Fede O’ glemt i min bevidsthed til fordel for de berømte ord fra en amerikansk film, der har et par år på bagen. ”Løb Ole løb” er den danske pendant hertil.

Nuvel, det er ikke pænt sådan at gøre sig lystig på andres bekostning, så lad mig slutte betragtningerne om weekendens kamp med at sige, at kampen ikke svækkede troen på, at FCK om lidt over en uge rent faktisk kan afslutte, hvad de startede i onsdags mod Rangers.

SAS-ligaen i øvrigt
Inden Rangers-kampen venter der os et gensyn med åstedet for et af sidste sæsons højdepunkter. Atter en gang går turen til Brøndby Stadion og til mødet med ”Laudrups Babies”, eller hvad det i øvrigt midaldrende hold nu for tiden ønsker at kalde sig. Samme Brøndby lod i øvrigt til i denne weekend at fortsætte, hvor de slap runden forinden. Nydelig ping-pong fodbold uden synderlig effektivitet, men krydret med dødbolde, der er så opfindsomme og effektive, at det må kunne få Silkeborgs Viggo Jensen til at hvine i beundring. Denne gang gik den så ikke for dødboldsspecialisterne fra Vestegnen – Søren Frederiksen vækkede Viborg, og Michael Nonbo sørgede for, at FCK med en sejr denne weekend kan komme a point med BIF.

Uanset om det sker, tror jeg såmænd, at det allerede så småt er ved at stå klart, at det atter er BIF, der bliver vores hårdeste konkurrent i kampen om DM. Flere hold har jo ellers forstærket sig inden sæsonen, men OB symboliserer sådan set de andre ambitiøse holds problem. OBerne sørgede jo for at udstille os i Parken for ikke så længe siden, og i dagene derefter var der udelt optimisme i deres fanskare. Siden sejren i Parken har OB imidlertid præsteret at tabe til FC Nordsjælland, at blamere sig mod et estisk hold samt at spille 0-0 mod formsvage AaB, og de resultater indikerer meget godt problemet. Det kniber gevaldigt med kollektivt at holde niveauet på holdet fra kamp til kamp, og indtil det sker, kan OB godt glemme alt om at slutte højere end nr. 3. Det duer ikke at stå godt på banen og være effektive i den ene kamp, når man fejler slemt i den næste.

Det samme kan siges om et andet af regionsholdene i ligaen – FC Midtjylland – der denne weekend holdt åbent hus på udebane mod AGF. Det kan synes frygteligt arrogant at skrive således om to hold, der ret beset ligger over os i den aktuelle stilling i ligaen, men min betragtning bunder i, at jeg synes, at billedet ligner det, vi har set i de sidste par år. De næstbedste hold er ikke dårlige, men de mangler bredde i truppen, er ustabile, og deres bundniveau er for dårligt. Der var det med stabiliteten og organisationen igen!

Nu vi taler om dårlige hold, så lad mig kort vende blikket mod den nederste del af SAS-ligaen. Vi er meget kort inde i turneringen, så man skal vare sig med dommedagsprofetierne, men det ser ikke godt ud for AB. For anden uge i træk løb akademikerne ind i en øretæve, og denne gang var resultatet mindre uretfærdigt end i sidste uges nederlag til FCM. Som det ser ud nu, ligner AB et hold, der skal slås med de to oprykkere om forbliven i SAS-ligaen.

Måske vil AaB blande sig i den kamp; holdet mangler i hvert fald i fatal grad spillere, der kan noget på banens sidste tredjedel. Til gengæld har AaB måske i Trond Andersen fundet den defensive styrmand, der kan give holdet lidt mere ro og overskud i det fremadrettede, og seneste rygte fra det nordjyske placerer såmænd ingen ringere end David Nielsen som fremtidig AaBer. Det burde også mindske savnet af Andres Oper deroppe, hvis de fik en ny hurtig angriber, der brænder alt for mange chancer. Et andet rygte sender den norske duo Sigurd Rushfeldt og Torstein Helstad til Aalborg – det lyder straks mere bekymrende, men lad os se, hvem der rent faktisk ender med at skulle hjælpe nordjyderne op af dyndet.

Udland: Sad Spurs bow out
Fra nedrykningsspøgelset i dansk fodbold og videre til et kort visit i det engelske. Denne weekend indledtes starten på årets Premier League turnering, og her viste et af London-holdene, at stabilitet også for dem er et nøgleord. Trods adskillige offensive indkøb lykkedes det nemlig for Tottenham Hotspur at indlede sæsonen med samme miserable indsats, som de sluttede sidste sæson med. Nu har Spurs så øjnene rettet mod det brasilianske midtbane-stortalent Diego, der vel skal erstatte Gus Poyet, men uanset om den handel lykkes eller ej, er det nok ikke Spurs, man skal forvente at se i top 5, når sæsonen i det engelske slutter. Sålænge Glenn Hoddle kan finde spilletid til PLs ubetinget største æsel, Gary Doherty, ja så mangler Tottenham stadigvæk kvalitetsspillere.

Så var der mere stil over Premier Leagues russiske gæstehold, der har slået sig ned i London, præcis der hvor Chelsea FC plejede at husere. Sidste uges mandagstræner nævnte klubejer Romans bestræbelser på at virkeliggøre sine CM4-drømme ved hjælp af en god bunke olierubler, og denne weekend skulle ”Chelski” så for første gang indfri de høje forventninger, der sikkert vil klæbe til holdet i denne sæson. Man må sige, at det lykkedes for dem. Godt nok er det ikke svært i disse år at holde Liverpool FC nede på en scoring – det går af sig selv, når Gerard Houllier er i trænersædet – men det er dog alligevel en god præstation sådan at starte sæsonen med en sejr på Anfield, når man tænker på, at træner Ranieri har haft til opgave at få et halvt nyt hold spillet sammen på ganske kort tid.

Hvis Roman & Ranieri kan holde sammen på troppperne, kan Chelski såmænd godt blande sig i topstriden, der ellers ligner et nyt opgør mellem Arsenal og Manchester United. Begge hold vandt i øvrigt deres premierekamp uden alt for megen besvær, omend Arsenal her efterfølgende må notere sig, at ikke kun Sol Campbell, men muligvis også Thierry Henry, står til karantæne. Sådan kan det gå (for Henry), når sejrsscenen efter et mål bliver lige kæk nok efter dommerens smag.

Et spørgsmål om prioritering
Lad mig slutte tilbage i Danmark med endnu en sag om organisation. Dog en anden slags end den der foregår på banen. Den forgangne uge har budt på nok et indslag om turneringsplanlægningen, idet FCK har brokket sig over det manglende hensyn til de danske hold, der deltager i årets UEFA-turneringer. Jeg skal springe let og elegant hen over hykleriet i denne forbindelse, for der har vist allerede været sagt og skrevet en del om, hvad Holmstrøm og Østergaard sagde sidste år om nøjagtig det samme problem. Til gengæld havde Benny Olsen en pointe i aftenens udgave af Det Bare Fodbold, som ikke rigtig blev berørt af de deltagende i studiet. Tilsyneladende eksisterer der en prioriteringsliste, der ligger til grund for udarbejdelsen af især den første tredjedel af turneringen herhjemme, og på den liste står UEFA-deltagelse åbenbart lavt placeret.

Den liste er ifølge Benny Olsen godkendt af de respektive klubber inden udarbejdelsen af turneringsprogrammet. Se, hvis det er rigtigt, burde klubledere som Bjerregaard i sidste sæson og Østergaard/Holmstrøm i denne sæson måske revurdere deres holdning til prioriteringerne, når planlægningen står for døren i stedet for at spilde tid på efterfølgende at brokke sig over turneringsprogrammet.

Ugens engel
Engle gør gode gerninger, der gør folk glade, så ugens engel må være Todi Jónsson, hvis venstreben nu to gange på en uge har fået mig til juble.

Ugens svin
Den titel må gå til Brøndbys Thomas Kahlenberg, der i en og samme kamp præsterede at få et gult kort for at forsøge at filme sig til et straffespark og at få nok et gult – og dermed et rødt – kort for at ’slagte’ en modspiller senere i kampen. Skam dig Kahlenberg – din bølle! ;-)

Tilbage til oversigten